14. søndag efter
trinitatis, søndag den 28. august 2016
Christianskirken kl. 10.30
Salmer: 814 – 38 – 46 --- 898 – 440 – 864 – 592
Efterfølgende grillfrokost.
Christianskirken kl. 10.30
Salmer: 814 – 38 – 46 --- 898 – 440 – 864 – 592
Efterfølgende grillfrokost.
I Faderens og Sønnens
og Helligåndens navn. Amen
Dette hellige evangelium skrive evangelisten Johannes
Rio, Brasilien – Bethesda dam, Israel – hvad har de to med hinanden at gøre? Måske ingenting. Måske alligevel en hel del.
Dette hellige evangelium skrive evangelisten Johannes
Rio, Brasilien – Bethesda dam, Israel – hvad har de to med hinanden at gøre? Måske ingenting. Måske alligevel en hel del.
Rio, Brasilien. Igennem
de sidste uger har mere end 10.000 sportsfolk konkurreret ved de olympiske
lege. Forud er gået års træning i al slags vejr. År med vabler, blod, sved, skader,
tårer. Smerter og frustrationer. Afkald på socialt samvær.
Års drømme om at være med, konkurrere – og hvem ved – få lov at stå på skamlen og få en af de eftertragtede medaljer om halsen.
Der er ikke noget at sige til, at der er jubel hvis det lykkes, for vejen dertil har været lang – og mange har givet op på vejen.
Års drømme om at være med, konkurrere – og hvem ved – få lov at stå på skamlen og få en af de eftertragtede medaljer om halsen.
Der er ikke noget at sige til, at der er jubel hvis det lykkes, for vejen dertil har været lang – og mange har givet op på vejen.
Betesda Dam. Han
havde siddet der længe, den lamme. 38 år. Han var trænet. Nærmest olympisk
mester i at vente. Vente på lige præcis sin chance. Vente på, at den chance for
at komme i dammen lige præcis ramte sammen med at en engel ikke bare kom forbi,
og bar ham i – og at en anden engel på samme tid kom og bragte vandet i oprør.
Men han havde ventet forgæves. Og alle engle var gået forbi ham.
Gad vide om han egentligt stadig fokuserede på, hvad der var hans mål?
Var det vigtigste i hans liv virkelig at komme i dammen – og blive helbredt? Eller mister man – efter 38 år det fokus? Så det vigtigste ikke bliver, om der sker en forandring, men at holde status quo.
Han var blevet ret god til det med at ligge ved dammen.
Som en overskrift i en avis lød i går: ”Hvis man lever som syg og behandles som syg, ja, så bliver man ved med at være syg”.
Gad vide om han egentligt stadig fokuserede på, hvad der var hans mål?
Var det vigtigste i hans liv virkelig at komme i dammen – og blive helbredt? Eller mister man – efter 38 år det fokus? Så det vigtigste ikke bliver, om der sker en forandring, men at holde status quo.
Han var blevet ret god til det med at ligge ved dammen.
Som en overskrift i en avis lød i går: ”Hvis man lever som syg og behandles som syg, ja, så bliver man ved med at være syg”.
Han kendte sikkert de
andre syge, der lå omkring ham. De havde deres egen parallelverden i verden.
”Nå, så er vi her igen”. ”Tror du det bliver i dag” – smalltalk omkring
Bethesda Dam er sikkert ikke anderledes end smalltalk i Rema 1000.
Og så kommer Jesus
pludselig og afbryder al smalltalk forbi med sit: ”Vil du være rask?” Og den
lamme svarer: ”Herre… jeg har ikke et menneske til at hjælpe mig ned i dammen”.
Der er noget, der ikke helt stemmer. For den lamme har formentlig ikke ligget
ved dammen nat og dag. Nogen må have flyttet ham. Og sært, at disse nogen –
eller bare en af dem ikke liige kunne blive lidt længere og også bære ham ned i dammen.
Eller var han blevet
en pestilens, den lamme. Sådan en, man kun lige holder ud at være sammen med.
Ikke længere end højst nødvendigt. Sådan en af dem, der altid fortæller de
samme historier. Lidt selvforherligende, lidt selviscenesættende, lidt
selvmedlidende.
”Jeg har ikke én
eneste”… Årh come on … man kan godt blive lidt træt af at være sammen med dem.
Ja, selvfølgelig, er de familie eller gode venner, så sætter vi gode miner
op - og holder det ud så længe det
varer. Men tænker i vores stille sind: Så tag dig dog sammen. Find ud af noget.
Find på noget. Vær løsningsorienteret. Hvad vil du med dit liv?
Og hånden på hjertet – er det ikke det, vi siger til hinanden? I bedste mening forstås. Når nogen ikke rigtigt ved, hvad de vil med deres liv. Når vi synes nogen har sørget og savnet længe nok, siger vi: ”Skulle du nu ikke se at komme videre med dit liv?” Når nogen har været deprimerede længe nok, siger vi: ”Du skal se, nu bliver det sommer”. Eller når nogen synes, de møder for mange lukkede døre – siger vi: ”Du skal se, når Gud lukker en dør, åbner han en ny”.
Eller hvad vi nu kan
finde på at sige. Og det er naturligvis alt sammen sagt i bedste mening
forstås. Vi vil jo de andre og hinanden det godt. De syge, de lamme, de
sørgende, de deprimerende, dem, der ikke helt ved, hvad de skal med deres liv.
Men vi er nu engang
bedst til at folk flytter sig, kommer videre. Meget bedre end til dem, der
stagnerer. Også dem, der er gået i stå længe før der er gået 38 år.
38 år – det er helt
urimeligt lang tid. Der er næsten en hel ørkenvandring, næsten lige så længe
som Moses var i ørkenen med israelitterne.
Og vi er ikke ret tit
lige så tålmodige som israelitterne.
Men derfor skal vi alligevel behandler hinanden som mennesker – og ikke bare behandle det besværlige og det svære i livet som noget, der skal gå over – og helst lidt hurtigt.
Men derfor skal vi alligevel behandler hinanden som mennesker – og ikke bare behandle det besværlige og det svære i livet som noget, der skal gå over – og helst lidt hurtigt.
Ting tar tid. Og nogle ting tar lang tid. Du kan godt flytte et stædigt æsel eller spise en elefant, hvis bare du gør det i små bidder – eller måske hvis du griller den.
Men der er noget, der skal modne og lagres, ligesom oste og rødvin.
Der er beslutninger, vi ikke sådan lige kan tage.
Der er beslutninger,
der er så omsiggribende at der skal nøje overvejelser til. Nogle af dem sover
vi på… Nogle af dem tar ugevis, dagevis… årvis… Og nogle får vi aldrig taget.
Og det er hos de
færreste af os, at der lige kommer en engel og hjælper os.
Hvad holder os tilbage?
Frygten for det ukendte?
Visheden om, at man ved, hvad man har, man ved ikke, hvad man får?
Valgets konsekvenser?
Frygten for at såre andre?
Frygten for selv at blive såret eller skuffet?
”Vil du være rask?”
spørger Jesus den lamme.
Vil han?
Er det virkelig en viljessag?
Vil han?
Er det virkelig en viljessag?
Jeg kan faktisk godt
forstå, den lamme tøver.
Bliver han rask, vil han jo skulle give afkald på alt det, han kender allerbedst. Sin tilværelse. De faste rammer. Pladsen ved dammen. Dem omkring ham, som han kender så godt. Sin identitet som syg.
Bliver han rask, vil han jo skulle give afkald på alt det, han kender allerbedst. Sin tilværelse. De faste rammer. Pladsen ved dammen. Dem omkring ham, som han kender så godt. Sin identitet som syg.
Jeg tror, de fleste
af os umiddelbart tænker: Sig da ja. Hvad har han at tabe, den lamme? Men synes
vi valget burde være let, så lad os spørge os selv. Ville vi? Ville vi sige ja
til at være raske – hvis vi ikke vidste hvilken tilværelse, der ventede os?
Og nu er det så, at Rio og Betesda og måske også Christians sogn i Fredericia måske alligevel har noget med hinanden at gøre.
Der findes i
sportsverdenen et udtryk, der hedder: ”Frygten for at vinde”. Nej, du hørte
ikke forkert: ”Jeg sagde ikke frygten for at tabe”.
Frygten for at tabe kender enhver sportsmand. Ja, også vi, der overhovedet ikke er sportslige. Frygten for at tabe – ikke bare i en sportskamp. Det kan også være at tabe ansigt. At falde igennem. Ikke at leve op til de krav, man stiller til sig selv – eller andre stiller til en. Frygten for at tabe, den kender vi rigtigt godt.
Men frygten for at
vinde? I sportsverdenen betyder frygten for at vinde, at konsekvenserne af en
sejr kan være uoverskuelige. Hvis man er så god, at man vinder, fx en guldmedalje
ved OL, så har man noget at leve op til. Der er på en anden måde et
forventningspres på en vinder – end på en, der er undertippet.
Man kan være en dårlig taber – men man kan også være en dårlig vinder! Fordi man ikke magter det, som følger med vindertitlen.
Man kan være en dårlig taber – men man kan også være en dårlig vinder! Fordi man ikke magter det, som følger med vindertitlen.
Tænk hvis den lamme
vinder sit liv – og alligevel taber det? Tænk, hvis han vinder sit liv – og
burde give sig i kast med at leve det fuldt og helt – leve som han - i vores opfattelse – ikke har gjort det i
38 år – og så ikke kan finde ud af det? Tænk, hvis livet ikke er det, han troede
det var.
Er det så ikke bedre
at blive i det, han har?
Vil du?
Vil du vove det? Vil du risikere at vinde livet igen og så tabe det i anden runde?
Vil du vove det? Vil du risikere at vinde livet igen og så tabe det i anden runde?
Men nu er det heldigvis sådan med det her gudgivne liv, at det gudskelov ikke er os, der skal præstere livet. Vi skal ikke gøre os fortjent til det. Men vi har fået det givet. Som hver morgens mulighed. Hver eneste morgen rækkes det os på ny, livet.
Javel, kan du sige.
Men det er ikke alle mennesker, der har fået de samme muligheder givet. Det er
sandt! Og vi bestemmer ikke selv over sygdom eller sind eller temperamenter
eller …. ja, der er så meget, der er vilkår, som vi ikke kan ændre på.
Men Jesus spørger ikke, om vi kan! Om vi kan magte livet. Han spørger om vi vil. Om vi vil give os i kast med det. Og tøver vi med svaret, så svarer han for os: At han vil for os!
Men Jesus spørger ikke, om vi kan! Om vi kan magte livet. Han spørger om vi vil. Om vi vil give os i kast med det. Og tøver vi med svaret, så svarer han for os: At han vil for os!
”Begik du livet,
bedrev du livet” … sådan begynder et digt af Tom Kristensen. Det har titlen
”Mannakorn” – ligesom de små sedler med bibelord, som findes i nogle kirkelige
miljøer. Mannakorn – det er ord at leve på og leve af.
Og havde Jesus talt i
længere sætninger, kunne han såmænd godt have sagt nogle af disse ord til den
lamme ved Betesda dam – ja, til os.
”Begik
du livet,
bedrev du livet,
som det er givet,
du bør og gør,
saa er det givet,
at alt i livet,-
det blev dig givet, fordi du tør”.
bedrev du livet,
som det er givet,
du bør og gør,
saa er det givet,
at alt i livet,-
det blev dig givet, fordi du tør”.
Det er voveligt at
leve.
Nogle af os er nogle bangebukse.
Og med rette – for det kan være svært nok at vove livet.
Og vi kan aldrig gradbøje mod.
Nogle af os er nogle bangebukse.
Og med rette – for det kan være svært nok at vove livet.
Og vi kan aldrig gradbøje mod.
En har livsmod til at
ligge ved en dam 38 år.
En anden har mod til at love at elske og ære indtil døden skiller ad.
En anden har mod til at love at elske og ære indtil døden skiller ad.
En tredje har mod til
at sætte alt på et bræt.
Og en fjerne har måske lige knap mod til at slå øjnene op til endnu en dag.
Og en fjerne har måske lige knap mod til at slå øjnene op til endnu en dag.
Men uanset, så er vi
til i det her liv. Ikke fordi vi altid kan eller magter det. Men fordi Gud vil.
For
alt i livet,
som blev dig givet,
er lys og mørke,
i sammenspil,
og har du vovet,
og har du lovet,
og har du svigtet,
så var du til.
Begik du livet,
bedrev du livet,
som det er givet,
du må og skal,
så husk at livet,
er blevet givet,
til dig i kraft af
et syndefald.
som blev dig givet,
er lys og mørke,
i sammenspil,
og har du vovet,
og har du lovet,
og har du svigtet,
så var du til.
Begik du livet,
bedrev du livet,
som det er givet,
du må og skal,
så husk at livet,
er blevet givet,
til dig i kraft af
et syndefald.
Livet er givet i kraft af et syndefald. Vi bliver aldrig fejlfri. Men det er heller ikke det, der er målet i livet: at være fejlfri.
I livet skal vi aldrig frygten angsten for at vinde. Vi skal aldrig frygte for at tage livet på os. Eller frygte for at smide det hele på gulvet og miste det.
For kristeligt talt har Jesus vundet for os. Vi ved godt, at de væsentligste sejre i livet – eller at sejre over døden – ja, de kampe kan vi ikke vinde. Og det var netop derfor Gud selv gik ind i livet. Lod sin søn gå ind i kampene. Tage kampene, i ord og diskussioner – og sætte sit eget liv ind i den kamp. Og vinde.
I Rio blev der uddelt
mange, mange medaljer af ædelt metal. Nu hænger de i sportsfolkenes hjem og
minder dem om en særlig sejr.
For mange af
sportsfolkene, der var med til OL, slutter karrieren her. For andre – måske de
fleste – kan de ikke hvile længe på laurbærerne.
Der er træning igen i morgen. Der er mere træning i regnvejr. Der er flere vabler. Der er nye sejre og nederlag. Deres liv er en stadig kamp. Ligesom vores.
Der er træning igen i morgen. Der er mere træning i regnvejr. Der er flere vabler. Der er nye sejre og nederlag. Deres liv er en stadig kamp. Ligesom vores.
Men vi har fået at vide, at vi ikke skal kæmpe alene. Og at vi hverken taber eller vinder alene. Gud kæmper for os. Og når Gud er for os, hvem kan da være imod os?
Det lyder floskelagtigt for den, der synes, det er en kamp bare at komme ud af sengen. For den, der synes, at de valg, man står i er mellem pest og kolera. Og at der er rigelig kamp i at vælge mellem…
For vi har ingen
gyldne medaljer i udsigt. Men vi har fået en påskemorgen – med en sol så gylden
som noget. Vi har fået et håb, der ind i mellem er så flygtigt som en solstråle
på en gråvejrsdag. Og vi fik et løfte i vores dåb, at Gud vil os. I dag. I
morgen. Om 38 år – og helt ind i evigheden.
OL i Rio er slut.
Personligt er det ikke antallet af guldmedaljer, jeg vil huske. Men der er et
par momenter… Momenter af sportsfolk, der for nogle øjeblikke glemte
konkurrencen, men viste sig som ægte sportsfolk, nemlig den slags, der først og
fremmest er mennesker. Dem, der midt i kampen huskede at leve. Hende, der rakte
hånden ud og hjalp en medløber på benene igen, selvom det betød, at de begge
kom allersidst.
Eller når to sportsfolk fra lande, der er i indbyrdes krig omfavner hinanden og lykønsker med en god præstation.
Eller når to sportsfolk fra lande, der er i indbyrdes krig omfavner hinanden og lykønsker med en god præstation.
De gange vandt livet!
Man skulle tro, at
den lamme ved Betesda dam havde det som en vinder. Men vi ved ikke, om han
levede lykkeligt til sine dages ende. Vi ved ikke, om denne dag, blev et
lykkeligt vendepunkt i hans liv. Eller om livet bare blev nye kampe, med
nederlag og sejre.
Gud give, at vi ind i mellem må glemme, hvad vi hver især måtte have at kæmpe med, og at vi, når spørgsmålet: Vil du? stilles til os, ikke tøver, men bare rejser os, tager vores liv på os – tager denne morgens mulighed på os og går omkring med vores bårer og byrder og glæder. Og gør det i troen og håbet om, at uanset om vi nu kan eller vil – så både vil og kan Gud!
For det: Ære være
Faderen og Sønnen og Helligånden, som det var i begyndelsen, så nu og altid og
i al evighed. Amen.
Kirkebøn:
Herre, vor Gud.
Vor Skaber. Frelser og livsfornyer.
Vor Skaber. Frelser og livsfornyer.
Tak for nye
muligheder.
Luk vore øjne, op når vi ikke kan se dem.
Luk vores sind op, så vi ikke ser ørkenvandringer, når der i virkeligheden er masser af oaser
Luk vore øjne, op når vi ikke kan se dem.
Luk vores sind op, så vi ikke ser ørkenvandringer, når der i virkeligheden er masser af oaser
Tak for gode
mennesker omkring os. Tak for dem, der spørger: ”Vil du” – og for dem, der
sætter sig ned ved siden af os, når vi ikke vil noget som helst. Tak for dem,
der er som engle for os.
Tak for dem, der
holder os i gang – og for dem, der holder os ud.
Tak når vi kan mødes
omkring alterbordet og få rakt syndernes forladelse. Og lad os også tage imod,
når vi er uforsonlige.
Vær meget nær hos
dem, der sørger og savner.
Vær hos dem, der ikke kan se 38 år frem i livet og for den, der ikke engang tør kigge frem på i morgen.
Vær hos dem, der ikke kan se 38 år frem i livet og for den, der ikke engang tør kigge frem på i morgen.
Vær hos Dronning og
Øvrighed, byråd og menighedsråd. Vær hos enhver, som i sit daglige liv eller i
sit arbejdsliv skal tage beslutninger på andres vegne.
Vær med din kirke,
her i Christians sogn – og overalt, hvor mennesker mødes i dit navn om det, der
er allersværest eller allermest glædeligt.
Og giv os dit håb at
læne os op ad. I livet, i sorgen, - og når vi skal dø. At intet var evigt –
andet end netop din evighed, Herre. Amen.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar