Jeg har mødt Jesus.

17. søndag efter trinitatis, søndag den 18. september 2016
Christianskirken kl. 10.30
Salmer: 739 – 309 – 68 --- 893 – 440 – 849 - 260

I Faderens og Sønnens og Helligåndens navn. Amen
Dette hellige evangelium skriver evangelisten Markus:

Jeg har mødt Jesus.  Han var i Århus Domkirke en søndag for mange år siden. Han var lidt beruset – og havde tydeligvis siddet foran Domkirken sammen med de andre med de mange klirrende grønne flasker. Og nu stod han der ved alterbordet og havde fået skænket i bægeret – og præsten var gået videre til den næste og sagde: ”Dette er Jesu Kristi blod”, da han sagde: ”Må jeg ikke bede om ét glas til”

Jeg har mødt Jesus. Han kom en sen søndag aften, mens jeg endnu var præst på landet. Og dørene stod åbne, fordi præstegården havde været propfyldt til pandekagespisning efter kyndelmissegudstjenesten. Pludselig stod han i køkkenet og spurgte, om vi havde noget mad. Han lignede en af landevejens farende svende – og det endte med at han blev hentet af politiet, fordi han blev aggressiv og verbalt truende i sin fremfærd.

Jeg har mødt Jesus. Hun sad på et århusiansk plejehjem og råbte: ”Min Gud, min Gud, hvorfor har du forladt mig”. Andre ville sige, at hun havde forladt sig selv, at hun var dement eller at hun var gået fra snøvsen. Og hendes råben holdt først op, når man igen satte fotografierne af hendes kære foran hende, indtil hun i vrede igen smed dem fra sig og råbte: ”Min Gud, min Gud, hvorfor har du forladt mig?”

Jeg har mødt Jesus. Han var minikonfirmand og gjorde det, som ingen andre havde gjort. Det var ham, der havde hovedet op igennem døbefonten. Det var ham, der lå under stolene og så det hele fra en ny vinkel. Det var ham, der havde gynget i lamperne for at få en fest – hvis han ellers havde kunnet komme derop. Og nogle ville sikkert have sagt, at han havde alle de bogstavkombinationer, der var tænkelige – og et par af de utænkelige.

Jeg har mødt Jesus. Han kom til mig en dag og kaldte mig de værste ting. Han hånede mig og spottende mig. Sagde de mest uflatterende ting om mit udseende og min måde at være præst på.

Jeg har mødt Jesus. Han var den til dato mest provokerende konfirmand, jeg nogen sinde har haft. Han støbte kuglerne til ballade og var god til at kaste dem til andre. Under det coole ydre var han formentlig temmelig intelligent. Han er den eneste, der har nogen sinde har fået mig til seriøst at overveje, om jeg alligevel ikke skulle blive kassedame i Føtex. Og det var ham, der sagde til mig: ”Du skal jo tilgive mig, for du er præst”.

Jeg har mødt Jesus. Og nu vil du muligvis sige, at ingen af de her jo var Jesus.

Måske vil du endda være en smule provokeret over, at jeg siger, at Jesus var en minikonfirmand med mere damp end en dampovn eller konfirmand eller dement eller en af landevejens farende svende eller en af de alkoholiserede, der holdt til foran Århus Domkirke søndag morgen, mens jeg endnu var teologistuderende.

Og jeg vil også godt røbe det her. At mens jeg mødte dem – dem, jeg her har skitseret – så tænkte jeg ikke et øjeblik på, at det var Jesus, jeg mødte. Der var ikke noget som helst Charlotte Rørth over det – hende, der har skrevet bogen: ”Jeg har mødt Jesus”. Hun kommer i øvrigt her til Christianskirken den 3. november.

Nej, mens det skete, ved jeg, at jeg ikke tænkte på, at det var Jesus, jeg mødte. Jeg er tværtimod helt sikker på, at jeg syntes, at møderne og menneskene var både pinlige, grænseoverskridende og intimiderende. Jeg er ret sikker på, at jeg i situationen tænkte at de ikke kendte deres besøgelsestid. Og at jeg helst havde været mødet foruden. Jeg er også lige ved at tro, at jeg om nogle af dem har tænkt, at de ikke hørte til Guds bedste børn. At andre af dem var nogle stakler.

Og jeg er ret sikker på, at jeg – hånden på hjertet – har syntes, at jeg var bare en smule bedre eller heldigere med mine børn – ja, lad os bare sige det med rene ord: At jeg var retfærdigere end dem.

Og det er både hamrende ucharmerende og ukristeligt og meget andet.
For det er unægtelig nemt at føle sig klogere, bedre, mere vellykket og meget andet, når man selv fastsætter målestokken, der skal måles med. Og i samme øjeblik man kalder sig selv retfærdig – bliver det til selvretfærdighed.

”Jeg er ikke kommet for at kalde retfærdige, men syndere”, siger Jesus i dag. Og når man sidder der i sin selvretfærdighed og selvfedhed. Når man sidder der og tænker, at man da Gud være lovet ikke er så slem som de værste. Når man tænker, at man da heldigvis har sit på det tørre: Livet og lykken, ja, frelsen selv. Så tror vi ikke, at dagens evangelium er rettet til os.

”Herre – det har jeg gjort alt sammen”, siger man selvretfærdigt til sig selv. Og måske også til Vorherre. Også selvom man har lidt svært ved at lukke øjnene for de store bjælker, der sidder på tværs der. Men det lykkes alligevel. Næsten.

”Jeg er ikke kommet for at kalde retfærdige, men syndere”, siger Jesus. Og hvis du lukker øjnene – og tror, at det ikke er dig, han kalder på, så er det dig, der har brug for læge. Så er det dig, der er som en ny lap, der river det fine klæde itu, der hedder tilgivelse og fuldkommenhedens bånd. Så er det dig, der er en ung, umoden og knap drikkelig vin.

For at lukke dine og mine øjne op, er det at vi møder Jesus. Det kan være i skikkelse af en utilpasset ung eller ældre, eller i skikkelse af en dement eller mentalt forstyrret, en alkoholiker eller i tusindvis af andre skikkelser.

Du har også mødt Jesus. Og måske har du også rynket bryn ad ham. Syntes, at han var en frådser eller dranker, at han lugtede underligt eller sagde upassende eller helt forkerte ting. Sagde ting, som du ikke forventede.

Forventede…. Hvis Guds stemme i Jesus kun sagde, hvad vi forventede, så stod det skidt til. Hvis evangeliet kun var, hvad vi forventede og hvad vi kunne sige os selv, så var der ikke meget evangelium i det.

”Jeg er ikke kommet for at kalde retfærdige, men syndere”. Og derfor er Jesus kommet: For at kalde på dig og mig. Kommet for at sige: ”Følg mig”. Følg mig ind i et menneskesyn, hvor du i ethvert andet menneskes ansigt ser Guds ansigt. Følg mig ind i et livssyn, hvor det at få en chance til, ikke bare er noget, du allernådigst selv skal tildele andre. Men det er i allerhøjeste grad noget, du selv får skænket: Nye muligheder i din skål. Hver eneste morgen, især hvis du begynder dagen med at se og indse, at du ikke selv kan fylde dit livs skål. Men at alt det væsentligste er noget, der skænkes dig.

Følg mig. Ind i den verden, hvor enhver har brug for at blive mødt med et åbent og ikke fordømmende blik. Hvor du i stedet for at tænke: Nøj, hvor er han mærkelig eller sær eller for meget eller for lidt … tænker: ”Se, hvilket menneske”. ”Se, hvilket sind”

Jamen, det kan jeg jo ikke.
Nej. Nemlig.
Og derfor er Jesus også kommet for din skyld.
Fordi man aldrig kan gradbøje størrelsen eller tykkelsen eller længden eller alvorligheden af at være synder. ”Jeg er ikke kommet for at kalde retfærdige” – nej, af den enkle grund, at der ikke er én eneste retfærdig, udover Guds egen søn. Og det er ham, der kalder.

”Jeg har mødt Jesus”, sådan skrev Charlotte Rørth. Og hvad betød det møde så? Charlotte Rørth siger, at ”mit grundlag for at være i livet er et helt andet, fordi jeg ved, at Jesus eksisterer, fordi jeg ved, at livet er en gave, fordi jeg ved, at vi er elsket hver især. Og fordi jeg ved, at jeg ikke er et hak bedre, men det er også okay. Jeg er ikke blevet et perfekt menneske. Mit arbejde er at gøre det så godt som jeg kan. I virkeligheden er det godt nok, hvis mit liv ikke er vildt forandret, for det er jo et tegn på, at Jesus accepterede mig, som jeg var. Havde han vist mig, at jeg skulle forandre mit liv helt, så havde jeg også gjort det, for der er ikke andet at gøre end at gøre det, han viser”.

Da Jesus gik videre, så han Levi, Alfæus’ søn og han sagde til ham: ”Følg mig”. Og han rejste sig og fulgte ham.

Og da Jesus gik videre, så han en alkoholiker ved Århus Domkirke, og en hjemløs på en sønderjysk landevej, og en dement på et plejehjem, og et aggressivt menneske, og en minikonfirmand og en konfirmand. Og i dag er han gået hertil Christianskirken – ja, overalt hvor evangeliet om ham forkyndes, for at sige: ”Følg mig”. Og han er ikke kommet for at kalde retfærdige, men syndere. Han er kommet for at kalde dig og mig. Ikke for at gøre os til noget andet end det vi er. Men for at gøre os til det, vi er. Retfærdiggjorte. Ikke af gerninger. Ikke af noget som helst andet end af tro. Hans tro på os. At vi – trods alt – er det hele værd, er Gud værd.

Jeg har mødt Jesus.
Jeg har mødt ham i medmennesket.
Og jeg har mødt ham i det ord, der møder mig i evangeliet.

Og ved du hvad det virkeligt glædelige er? At Jesus har mødt dig. Han mødte dig første gang i din dåb. Da du blev kaldt ved navn for ham.

Og han har mødt dig mange gange siden. Når du sad allermest alene og ensom og ikke vidste, hvad du skulle stille op med dig selv, kom han dig i møde. Når du følte, at ingen kunne lide dig, mødte han dig. Når du færdedes af veje, hvis ende du ikke kunne se begyndelsen på, ja, så kom han dig i møde.

Og måske sidder Vor Herre og frelser lige nu i sin himmelske herlighed – der ved bordet, der ligner et bryllupsbord - og taler med sin Fader om dig. ”Far”, siger han. ”I dag har jeg mødt Gerda – og Svend – og Ingrid – og Kurt og …”

”Jeg ved det”, svarer vor Far i himlen. ”Jeg ved det. Og de ligner mig”.

For det siger vi: Ære være Faderen og Sønnen og Helligånden, som det var i begyndelsen, så nu og altid og i al evighed. Amen.

Kirkebøn:

Vor Herre Jesus Kristus.
Der er så mange stemmer i verden, der råber ”følg mig”.
”Følg mig” – og bliv gladere, rigere, lykkeligere. ”Følg mig”, ”følg strømmen”, ”følg din egen lyst”. ”Følg efter”.

Og i alle disse stemmer kan det være svært at høre din. Fordi vi i den ikke altid hører, hvad vi vil høre. OG fordi det, du siger, ikke stryger os med hårene.

Men, herre, bliv ved med at kalde på os. For verden har brug for din stemme. Og vi har. Brug for ord som næstekærlighed, barmhjertighed, syndernes forladelse og nåde – ikke kun som ord, men som erfaring, levet liv – og som et håb at læne os op ad.
Giv at vi dig følger efter. Nær vores kræfter, så følgeskabet bliver til glæde for enhver:

For en modløse og hjemløse.
For den, der har sorg i sinde – og for den, hvor glæden fylder mest.
Lad Folketing og regering, byråd og menighedsråd og alle råd følge efter, så også de hælder din nye vin på nye sække.

Lad os tage imod din invitation til at sidde til bords med dig. Lad det måltid nære os og give os mod på ny.
Og engang, når du vil, Herre, så lad os følge dig – og følg du os hele vejen ind i dit rige. Amen.

 Velsignelse:
Lad os med apostlen ønske for hinanden: Vor Herre Jesu Kristi nåde, Guds kærlighed og Helligåndens fællesskab være med os alle. Amen.