om (ikke) at være god nok - 1. søndag efter påske

Har du nogen sinde stillet dig selv spørgsmålet, om du er god nok?

Det her er ikke en MUS-samtale, så hvis du vil høre, hvornår du er god nok som medarbejder, skal du tale med din chef.

Det er heller ikke en skole-hjem-samtale, så det er heller ikke her, du får noget at vide om, om du er en god elev eller studerende.

Hvis du vil vide, hvornår - eller om - du er en god nok ven, en god kæreste eller ægtefælle, så håber jeg, du har anledninger eller finder anledninger til at tage de samtaler med dine venner eller med dem, der er dine nære og kæreste.

Det her er ikke en konsultation hos din læge eller din træner i fitness eller nogen som helst anden, der ville kunne sige noget om din fysiske konstitution er god.

Jeg er heller ikke din psykolog, så forvent heller ikke med, at jeg kommer til at sige noget eksistentielt om lige præcis DU er god nok.

I dag er jeg din præst. Jeg er sat her på dette sted til at fortolke. Ikke på dine ord. Ikke på mine ord. Men på Guds ord.

Som jeg læser og tolker dagens tekst, så har de 2000 år gamle ord faktisk en væsentlig og nutidig og evangelisk, altså opbyggelig, replik til, hvornår du som menneske er god nok.

Vi er nødt til at have lidt forhistorie med.

Alting har en forhistorie. Også dig. Det behøver du ikke en præst til at fortælle dig.

Jeg læste før fra det sidste kapitel i Johannesevangeliet. Her har vi altså næsten hele Jesushistorien bag os. Vi kommer ind i historien på det tidspunkt, hvor Jesus første gang viser sig for sine venner, disciplene, efter at han er opstået fra de døde.

Men det er ikke Jesus, vi vil spejle os i.

Jesus er selvfølgelig god nok. Ja, han er reelt helt umulig at spejle sig i. Hvis vi tror, det er det, der er kristendom: at vi skal gå i Jesu fodspor, så gør vi evangeliet til umulige krav. Evangelium betyder glædeligt budskab. Ikke præstation, der er foruddømt til at mislykkes for os.

Nej, ham, vi vil – og kan - spejle os i, er Simon.

Simon har tilnavnet Johannes’ søn, fordi hans far hedder – nå ja, Johannes.

Lad os i tankerne spole tilbage til dengang Simons forældre skulle navngive deres søn. Lad os gå ind i dagligstuen og lytte med til, hvordan det måske kunne være foregået:

”Et navn betyder noget”, sagde fru Johannes,

”det navn, vi giver vores søn, kommer han til at bære med sig hele sit liv. Hvad med at kalde ham Viggo?”, fortsatte hun.

”Viggo betyder kamp. Det er et godt og stærkt navn. For vores søn kommer sikkert til at skulle kæmpe i sit liv. Sådan er det at være menneske. Jeg tror ikke, det ændrer sig de næste 2000 år”.

”Det er klogt sagt”, sådan kunne far Johannes have svaret, for det var klogt sagt, ”vi kunne også kalde ham ”Ozzy” – det stammer fra et navn, der betyder kraftfuld og god. Det er da også et godt navne-DNA at have med sig”.

Jeg forestiller mig, at fru Johannes her kunne have nikket tankefuldt. Jeg ved ikke, hvem der fik det sidste ord. Der er nogle situationer, hvor det er vigtigere end andre.

Uanset, hvordan det gik til, så ved vi nu, at deres søn fik navnet Simon. Simon betyder ”den, der lytter”.Jeg ved ikke, om Simon var god til at lytte efter, hvad hans forældre sagde. Jeg ved ikke, om Simon altid hørte efter i skolen eller om legen ”Simon says” er opkaldt efter ham.

Men vi ved, at da Simon møder Jesus allerede i kapitel 1 i Johannesevangeliet, så er det første, Jesus gør at give Simon et nyt navn. Som om Jesus allerede der vidste, at det med at lytte, det ville blive en helt særlig udfordring for Simon.

”Du er Simon, Johannes’ søn; du skal kaldes Kefas – det er det samme som Peter”. Det er noget af en navneforandring! At gå fra at hedde ”Simon”, den lyttende til at hedde Kefas, Peter, der betyder ”klippe”. Måske var det alligevel for stor en mundfuld – og måske er det derfor, at han ofte i Det nye Testamente kaldes ved dobbeltnavnet Simon Peter.

Det var ikke fordi Simon ikke lyttede til Jesus. Det gjorde han.

Og Simon stiller også mange spørgsmål. Ikke alle sammen lige gode. Men i hvert fald spørgsmål.

Derudover har Simon, efter at han er blevet til Peter, igennem sit følgeskab med Jesus travlt med at cementere sit nye navn. Travlt med at bevise, at han er en klippe, en, du kan stole på, bygge på, have tillid til.

Gad vide, om Simon Peter tænkte på, om han var god nok for Jesus? Måske forvekslede Simon Peter også relation med præstation: Du er først god nok i andres øjne, når du præsterer mere end det umulige. I hvert fald sagde han en dag: ”Jesus, jeg vil sætte mit liv til for dig” Så bliver det ligesom ikke større.

”Vil du?”, svarer Jesus med et spørgsmål af den slags, der ikke er et rigtigt spørgsmål. Inden Peter når at svare, fortsætter Jesus, ”Sandelig siger jeg dig: Hanen skal ikke gale, før du har fornægtet mig tre gange”.

Jesus fik ret. Selvfølgelig fik han det.

Lige efter at Peter har spist sammen de andre disciple her ved skærtorsdagsbordet, lige efter at Peter og de øvrige er faldet i søvn, mens Jesus gennemlever en af sine sværeste nætter, lige efter at Jesus er blevet forrådt af Judas og taget til fange af romerne, så går profetien i opfyldelse: Peter benægter at kende noget som helst til Jesus, ikke en, ikke to, men de tre forudsagte gange – også galer hanen.

Det er de sidste ord imellem dem, Jesus og Peter: ”Jesus, jeg vil sætte mit liv til for dig” og ”jeg kender dig ikke”. Så galer hanen. Så korsfæstes Jesus og dør og lægges i graven. Og hvis ikke han havde tænkt over det før, så fik Peter nu rig anledning tid til at stille sig selv spørgsmålet, om han havde været god nok?

Og du?

Har du nogen sinde stillet dig selv spørgsmålet, om du er god nok?

Hvis du ikke har. Hvis du aldrig er i tvivl om din godhed. Hvis du aldrig svigter, altid sætter medmennesket først og ikke nogensinde er i tvivl om Guds vilje, ja, så er du muligvis Kristus, der er kommet igen – og så skulle det her være en helt anden prædiken

Men hvis du har stillet dig selv spørgsmålet, om du er god nok – og det tænker jeg, de fleste af os har – så lad os lige sætte os ved siden af Peter og slå mentalt følgeskab med ham:

Det er nok ikke, når du ikke viser dig som den bedste version af dig selv, at du tænker, du er god nok.

Det er nok heller ikke, når du ikke har holdt det, du lovede,

at du synes, du er gode nok.

Det er nok heller ikke, når du svigter andre – eller når du oplevede, at du havde svigtet dig selv, at du synes, du er god, og da slet ikke god nok.

Nu ville både en velmenende ven, en kæreste, en lærer, en psykolog og en arbejdsgiver og mange andre kunne sige noget både til Peter og til dig om, hvordan du møder den, du har svigtet. Eller om, hvordan du møder dig selv og tager dig selv til nåde, når det var dig selv, du svigtede.

Noget om, hvordan du kommer på benene og videre, når du er kommet til erfaringen, at du ikke er god nok.

Mange af dem ville, sikkert i bedste mening, pege på dig selv og sige, at det begynder der. Nogle ville sikkert tale om, hvad du stiller op med de følelser, der nu måtte være dine: Af utilstrækkelighed, af skam, af uformåenhed – af …

hvad ved jeg … jeg er bare præst.

Evangeliet har et andet take.

Og så er vi fremme ved dagens tekst. Her – nogle dage efter at Jesus er opstået fra de døde - konfronteres Peter – ikke med sig selv – og hvad der nu end måtte rode rundt inde i ham. Her mødes Peter igen – ansigt til ansigt med Jesus. Og hvad gør Jesus så?

Selv om Jesus stiller spørgsmålet: Elsker du mig lige så mange gange som Peter svigtede, så dømmer Jesus ikke Peter på fortiden.

Jesus dømmer Peter til fremtiden.

Jesus giver Peter en ny opgave.

Jesus giver ikke Peter en opgave, som han er sikker på, han kan klare. Som om det ville kunne give oprejsning eller en succesoplevelse. Han stiller ham ikke en lille ligegyldig opgave, som det er lige meget om Peter kan løfte eller ej.

Jesus giver Peter en opgave – et kald – som Peter helt sikkert IKKE vil få succes med.

For når det handler om at være god – så handler det i Jesu – i Guds – i evangeliets øjne aldrig om præstation:

Du er ikke god nok, når du gør nok.

Du er god nok, når du er. Også når du fejler.

Fordi du i udgangspunktet er mere end nok for Gud.

Det tror jeg ikke nødvendigvis, du eller jeg kommer til at forstå rationelt. Her er vi i kategorien: at det er noget, vi må tro.

Jesus giver Peter en lederopgave. Peter skal overtage og passe på den flok, altså os, som Jesus nu forlader igen.

Som leder – uanset hvilken flok du er leder for - om det er din familie, en flok på dit arbejde, eller det er en frivillig eller mere forpligtende sammenhæng eller om det er en menighed – så er der brug for, at lederen kan det, som Simon Peter nu har lært:

Du skal være en Simon. Du skal kunne lytte

Du skal være en Peter, en klippe. Du skal kunne stå fast og tage ansvar.

Du skal kunne leve med, at du er fejlbarlig, og at du helt sikkert kommer til at svigte igen.

Hvad der gælder for en leder – det gælder også dig som individ:

Du skal kunne lytte til andre – til dem, der vil dig det godt – og som ser større i dig end du ser i dig selv.

Du skal kunne stå fast som en klippe, ikke nødvendigvis kun for din egen skyld, men i en større sags tjeneste.

Og så skal du kunne leve med dine fejl og de svigt, der er dine. For kun sådan kan du leve videre.

Evangeliet fortæller os om en, der ikke kunne. Judas kunne ikke leve med sit svigt. Han valgte at tage sit liv. Ved at vælge den udvej, fraskrev han sig muligheden for de veje, andre kunne have set for ham.

Jesus tilgiver ikke Simon Peter i ord.

Godt det samme. For ikke engang den, der har heddet, ”den, der lytter” ville kunne høre det. Jeg er heller ikke sikker på, at du og jeg altid vil kunne høre det, når nogen tilgiver os i ord.

Jesus tilgiver med tillid – og det er der kærlighed i.

”Elsk mig, når jeg mindst har fortjent det, for det er der, jeg har mest brug for det”.

Hvad er det nemmeste: At elske et elskværdigt menneske eller en, der har brudt din tillid? Eller det gode spørgsmål: Hvad er det kærligste?

Jeg behøver ikke sige det: Jesus gik aldrig efter det nemmeste, efter laveste fællesnævner, efter det gærde, du sagtens kan hoppe over. Det rykker ingenting. Jesus gik med en kærlighed, giver den chance til, vi ikke vil unde andre eller os selv. Men som vi godt ved, ville ændre alt.

Hvis du nogensinde stiller dig selv spørgsmålet, om du er god nok og det tror jeg, du har, så vil jeg som din præst i dag sige: At det spørgsmål skal du ikke selv have lov til at svare på.

Når du stiller dig selv spørgsmålet, om du er god nok, så stil dig, hvor Peter stod denne dag efter Jesu opstandelse, og lad Jesus få det sidste ord:

– og bliv så en Simon, der lytter på svaret. For nej, du er højst sandsynlig ikke god. Men du er god nok til Guds kærlighed

Og bliv en så Peter – og lad evangeliet blive som en klippegrund og et fundament i dag: At du er mere end god nok til at få mere liv betroet.

Gør du det, bliver det påske: At der, hvor du troede, at alt var tabt til dine nederlag, til afmagten, ja til døden selv, der vinder livet over døden. Der vinder nye muligheder over umuligt. Der vinder Guds kærlighed.

Der erfarer du, at du kan få alt tilbage og mere til.

Ikke som det var. Men på ny.

Og det kan også være godt, ja mere end godt nok.

Amen

PÅSKEDAG - om fravær og nærvær. (Christianskirkens Drenge- og Mandskors 60 års jubilæum blev markeret)

Det mærkelige ved den første påske er ikke det, der er der:

Det er ikke mærkeligt, at der er mørkt.
Det mærkelige er heller ikke, at også denne morgen vil mørket blive aflyst og gennemlyst af morgenlyset.

Sådan er det med alle morgner. Selv de mørkeste morgner i dit liv, hvor du vågner og ikke ved, hvordan du skal komme igennem dagen. Lyset finder sin egen vej, uafhængigt af dig. Sådan minder lyset dig om at der er noget, du ikke kan kontrollere. Der er noget, der gives dig, uafhængigt af dig.

Det mærkelige påskemorgen er ikke morgenmørket eller morgenlyset.

Det mærkelige er heller ikke, at graven er der.
Det vidste kvinderne.
Det ved du også.
Du kender dine gravsteder. Ikke kun dem med sten og navne. Men gravstederne over alt det, der engang havde liv og navn, men som nu er fraværende:
Et venskab, der gled ud.
En kærlighed, der hørte op.
Et nærvær, der forsvandt.
Drømme, der ikke gik i opfyldelse.
Helbred eller evner, de ikke er, som det var engang.

Alligevel lever det videre i dig.
I din krop. I din erindring.
Det, der var.

Det mærkelige er ikke graven.
Det mærkelige er heller ikke, at kvinderne går derhen.
Der findes den sorg, som har ben at gå på.
Den går tilbage igen og igen: Til kirkegården, til steder, til minder om det, der var. Fordi det stadig er dér, du føler dig tættest på det, du har mistet.
Du går derhen. Du går derfra.
Nogle gange er det sværeste netop det: At skulle vende ryggen til og gå videre. Alene. Især fordi du ikke ved, hvornår eller om det svære nogen sinde bliver anderledes.

Der findes også en anden sorg.
En sorg, som står stille. Som ikke kan se fremtid. Og som næsten heller ikke kan være i nuet. Den sorg flytter sig ikke. Den går ikke. Den står. Uden at afsætte aftryk.

Påskemorgen er det mærkelige ikke det, der er der.
Det mærkeligste ved påskemorgen er det, der ikke er der.
Det mærkeligste er det, der er fraværende.

Det mærkeligste er, at den døde ikke er der, hvor vi havde forventet det. Jesus er ikke i graven. Ikke længere. Det er mærkeligt.

I sammenligning med det, er det kun lidt mærkeligere, at det er en engel, der fortæller det. Det er til gengæld bemærkelsesværdigt, at englen er alene om det. For når påskens budskab er endnu forunderligere og endnu glædeligere end julens glæde, som dog skulle være en glæde for hele folket, så er det mærkeligt, at der kun er én engel.

Jeg mener: Hvor er hele den himmelske hærskare, der synger? Hvor er englekoret? Om det kor så bestod af drenge, piger, mænd eller kvinder, det kom sig ikke så nøje. Selv om vi selvfølgelig her i Christians helst havde set, det var drenge og herrestemmer, der udgjorde det første påskekor😉

Hvor er tonerne påskemorgen?
Hvor er koret?
Meget kan vi undvære en påskedag, men musikken?

Påskedag er musikken fraværende.
Men der er en stemme.
”Han er ikke her”, siger englen.

Det mærkelige ved påskedag er fraværet. Fraværet af musik, så kor og menigheder lige siden har synge påskesalmer som var vi engle.

Og især – naturligvis – fraværet af den døde.
Det mærkeligste er, at netop Jesu fravær har vi lige siden holdt påske på.
Den tomme grav er blevet troens centrum.
Den 2000 år gamle tømte grav er kristendommens nutid og fremtid.

”Han er ikke her. Kom og se”.

”Kom og se”.
Jeg tror, de går helt ind i graven, kvinderne. De skal se fraværet med deres egne øjne, selvom de helt sikkert allerede mærker det i kroppen. For der er ikke noget, der husker et fravær så nærværende som dine sanser:
Berøringen:
Hånd mod hånd.
Kind mod kind.
Læber, der møder dine.
Dit indre øre, der stadig hører den stemme, der engang sagde dit navn.
Dit tomrum i hjertet, der giver genlyd.

Enhver, der har mistet nogen, ved det.
Enhver, der savner noget, ved det.
Fravær kan være det mest nærværende, der findes.

”Han er ikke her.
Kom og se”.

I dag går vi med kvinderne ind i graven.
Vi ser det.
Og resten af livet lever vi på det;
At fravær ikke nødvendigvis er en afslutning.
At fravær ikke er lig med væk for altid.

Nu ser vi det: Kristus var ikke i graven, fordi han var fraværende og forsvundet. Han er fraværende, fordi han er gået. Han er gået i forvejen for os.
For Gud lod Kristus opstå fra døden.
Og sådan har Gud ind i alle vores erfaringer af mistet, tabt og dødt har lagt en ny betydning af fravær.

Påske betyder ”forbigang”
Noget går over. Noget bevæger sig.
Fravær bliver ikke ved med at være tomhed.
Det kan blive til noget andet.
Noget der kommer os i møde og bliver nærværende og tilstedeværende.

Det er det, kunstneren Anette Harboe Flensburg har set:
”Fravær vævet ind i nærvær”. Sådan hedder det maleri, jeg med hendes tilladelse har printet i sangarket og sat her på siden.

For mig blev det påskens evangelium i én sætning og i et billede:
"Fravær vævet ind i nærvær".
Kristi fravær er vævet ind i vores nutid og nærvær.
Som et håb. Som en retning. Som en frygtløshed.

"Fravær vævet ind i nærvær".
Det er ikke en forklaring på Jesu opstandelse. Det er en erfaring.
Billedet her er nr. 8 i en serie. Jeg tænker, du har dine serier af, hvordan noget fraværende stadigt kan være nærværende for dig:
Erfaringen af, at det du har mistet, ikke er forsvundet.
Det har ændret sig. Det bliver til noget, der er med dig på en ny måde. Vævet ind i dit nuvær og nærvær.

Når vi ser på maleriet, ser vi et rum.
Umiddelbart ser Anette Harboe Flensburgs rum tomme ud. Men de føles ikke tomme. Rummene er fyldt af lys.
Lys, der er tændt og gjort klar.
Eller lys efterladt af nogen, der har været der og ikke har slukket lyset efter sig. Ligesom dem, vi stadig savner, efterlod os med en snip af deres lys, der ikke lader sig slukke i os. Der er noget, der lyser, uafhængigt af os.

Annette Harboe Flensburgs rum er ikke tomrum.
Det er modtagelsesrum.
Det er rum, der venter. Et åbent rum, hvor noget kan ske.
Det er rum med plads til store armbevægelser. Det er rum til bare at sidde helt stille i og lade lyset komme bag på dig.

Det er måske det påskens budskab åbner os for: At vi tør gå ind i det, der kan se tomt og meningsløst ud: Fordi vi tør tro, at tomheden ikke er for altid.

Jesu grav er tom og forladt.
Det så kvinderne. Det ser vi.

Lige siden den første påskemorgen er der nogen, der er gået ind i graven og er blevet der. Der er dem, der fokuserer på det fraværende. På alt det, de ikke har. Eller det, de havde engang. Eller det, de aldrig har haft.
Det kan de så tage frem og begræde og begrave igen og igen. Gør du det, tænker du: ”Det her bliver aldrig anderledes”, så kommer du aldrig længere end til langfredag. Eller som digteren Henrik Ibsen udtrykte det: ”Evigt ejes kun det tabte”.

Påskedag rækker dig en anden mulighed:
Du kan følges med kvinderne.
De gik fra graven ud til livet. Tilbage til livet.
Da de mødte Kristus igen i Galilæa, erfarede de, hvordan fraværet blev til nærvær.
De levede videre på, at fraværet og døden aldrig rigtigt forsvandt, men det var vævet med ind i alle kommende mellemrum og leverum.
Deres håb var blevet til tro.
Det var blevet påske. Og opstandelse. Og nyt.

Det mærkeligste ved den første påskemorgen var det, der ikke er der. Og dette mærkeligste ændrede karakter og blev til det forunderlige.

Det forunderlige er, at selvom morgen stadig er det samme som dengang, så lagde påskemorgen en ny betydning ind i hver eneste morgen: Nu er morgen ikke bare mørke, der brydes.
Nu er hver morgen og hver solopgang et håbstegn.
Nu betyder hver eneste morgen opstandelse og nye muligheder.

Det forunderlige er, at påsken giver os håb for, at den tomme grav ikke kun er Kristi grav.
Den tømte grav er alle vores dødes grav.
For også de står op fra de døde og går i forvejen for os – for at gøre et rum klar til os.

Så når vi går på kirkegården eller når vi på anden måde gør holdt ved gravstenene over det, der blev fraværende i vores liv – så synger de ikke kun om fravær og tab.
De synger om håb.

De synger om, at at det fraværende kun er en overgang.
De synger om, at noget nyt bliver til.
Guds liv kommer også til dig.
Ikke bagfra. Men forfra.

Det er påske!
Det er Gud, der stadig mærker os med et fravær, der nu er allestedsnærværende.

Og det er Gud, der sender dig og mig ud herfra med et:
”Frygt ikke”
og et ”Skynd jer”
Der er intet liv at spilde!

Og på det vil vi ønske hinanden: Glædelig påske.