Om frihed x (mindst) 3. Langbold, The Creation, Pinocchio og Jesus. 4. søndag efter påske

Der var et hav af børn på den parcelhusvillavej, der var min barndommens gade. Ikke så sjældent så mødtes vi allesammen til en rundbold- eller langboldkamp. Som regel var det på selve vejen, vi spillede. En sjælden gang tog vi ned på marken. Der var en anden frihed. Man kunne bedre slå til bolden, uden at tænke på ligusterhække eller om man nu ramte en af de store halvfjerdservinduer. For mig gjorde det nu ikke den store forskel. Engagementet fejlede ikke noget. Og som regel kunne jeg også godt ramme bolden. Men derfra og så til at slå den næsten ad Pommern til ….

Men engang, hvor vi netop spillede langbold på marken – skete det. Jeg ramte den rent, bolden. I den fornemste bue fløj den lang, langt forbi de bagerste kegler på det modsatte hold. Jeg sprang op, højt af overraskelse og satte i løb. Forbi første kegle, anden kegle, tredje … bolden var stadig ikke retur hos kasteren. Fjerde kegle … jeg havde gjort det: Løbet en befrier. Sådan som det er, når du løber en hel runde. En befrier. En af holdets døde kunne komme ind i kampen igen.

Nu var der bare det, at jeg havde tyret bolden så langt, at den var landet i et krat. Mens jeg jublede over mit livs første befrier, ledte modspillerne stadig efter bolden.

Det er mange år siden nu.
Jeg kan oprigtigt talt ikke huske, hvordan det endte.
Måske fandt de aldrig bolden?
Måske slog jeg i virkeligheden aldrig det slag?
Måske løb jeg aldrig den befrier?
Måske satte jeg aldrig en anden i frihed?
---
På jeres sangark har jeg indsat tre forskellige billeder på frihed. Det første er meget lille uddrag fra Det sixtinske kapel: Det, der hedder ”Skabelsen af Adam”.

Det billede, der har været inspiration for megen anden kunst – og ikke så få reklamer.

Dengang der – eksempelvis - endnu fandtes telefoner fra firmaet Nokia, åbnede en Nokia-telefon op med et slogan, der hed: ”Connecting people”, at forbinde mennesker – og du så to hænder, der rakte ud mod hinanden med helt tydelig parallel til ”Skabelsen af Adam”.

I dag kan vi spørge hinanden, om mobiltelefonerne mon bragte os tættere på hinanden, om de ”connectede” os eller om de i virkeligheden fjernede os fra hinanden?

På den originale fresko er Adam 4 meter lang og hele det imponerede værk er skabt af Michelangelgo. Han begyndte eller med at brokke sig, den gode Michelangelo: Mente han var billedhugger, ikke maler. Han fyrede alle de assister, Paven havde hyret ind til arbejdet. Han ville have sin kunstneriske frihed.
I 4 år lå han på ryggen oppe under loftet og kreerede verdens største kunstværk, angiveligt meget af det alene. Tænk, hvor meget smukt, der kan komme ud af at brokke sig: Et mere end 930 m2 stort kunstværk med mere end 390 i persongalleriet.

Detaljen med Gud og Adam skildrer netop det øjeblik, hvor Gud slipper sin skabning.
Adam er fri.
Fuldkommen fri.
Endnu uspoleret.
Endnu er alt fryd og gammel.
Alt er, som Gud havde tænkt det: Mennesket skabt i eget Guds billede: Med alle muligheder og med al frihed.
Det var det, der var meningen.
Livets mening og Guds mening var ét.

Om det kunne være fortsat sådan, som Gud havde tænkt det: At mennesket i sin frihed alene valgte det gode, at mennesket ikke var til falds, hverken for æbler eller siden for Appleprodukter eller andet materielt og hvad der nu alt sammen får mennesker til at falde for fristelser – det ved vi af gode grunde ikke.

For Adam faldt. Han tog Eva med i faldet – eller hun tog ham.
Og fordi det fald var så stort, blev det stamfaldet til alle andre fald: Vi kalder det syndefaldet.
Det at falde fra ens bestemmelse – eller fra det gode, Gud havde tænkt, det var – og er – en synd.

En synd.
Ordet hænger etymologisk sammen med ordet ”sund” – et vand, der adskiller et stykke land fra et andet stykke land. Synd, det er det, der kommer imellem os og Gud.
Synd, det er det, der kommer imellem os mennesker.
Jeg tror også, vi kan synde mod os selv. Når vi kommer fra langt fra det, der er os selv.

Siden Adam og Eva syndede som de første, og dermed satte behovet for tilgivelse ind i verdens og menneskers forsatte historie med Gud, er der selvfølgelig sagt og skrevet meget om synd.
Der er også sagt meget misforståeligt, som har gjort mere skade end det har været evangelisk og opbyggeligt.

Med fare for at det er for kort, vil jeg i dag hævde, at det, der følger lige i hælene på synden, er, at du ikke længere er fri. Så sammen med godheden sætter du friheden over styr, når du går syndens ærinde. Det er ikke sikkert, det opleves sådan i øjeblikket, på den korte bane. Men på den lange bane, den, der er længere end selv langboldbanen på marken, er det sådan det er.

”Ufri”
Der er mange ord for at være ufri.
”Besat” eller ”besættelsestid” er ord, vi ikke kommer udenom, når vi nærmer os en 5. maj. Lad mig nævne andre, der ikke har helt så nationale, men måske mere personlige konnotationer: Underordnet, hæmmet, afhængig, på vagt, indfanget. Fortsæt selv rækken.

”Ufri” er meget mere end et begreb.
At være ufri er en erfaring. Du har sikkert dine erfaringer af, hvornår du følte dig ufri, hvornår du rent faktisk var det. Måske har du også erfaringen af, hvornår og hvordan du kæmpede med ufriheden. Måske har du også erfaringen af, hvornår du blev fri.

Under Michelangelos af Adams Skabelse har jeg sat en anden illustration. Jeg tænker, du kender den. Det er billedet af træskæreren Gepetto, der laver marionet-dukken, Pinocchio.

Fortællingen om Pinocchio er en omvendt skabelsesfortælling. Den begynder efter syndefaldet: Modsat Adam begynder Pinocchio jo med at være ufri. Pinocchio kan kun bevæge sig, som den, der trækker i trådene bestemmer det. Ellers var han jo ikke en marionet.

Gepetto ønsker sig så inderligt, at dukken var et rigtigt levende barn. Men modsat Gud har Gepetto kun materialet, træet. Gepetto kan ikke blæse ånd eller liv i dukken, uanset hvor meget han end ønsker det. Du og jeg kan heller ikke blæse liv i noget dødt, uanset hvor meget vi end ønsker det.

Men Gepetto ønsker det. Og tænk! Engang imellem får både ægte mennesker og fiktive personer i en fortælling deres ønske opfyldt: En fe gør Pinocchio levende. Men Pinocchio er stadig af træ. Men han får at vide af feen, at hvis han opfører sig ordentligt, så kan han blive til en rigtig dreng. Udover denne moralske tale, udstyres Pinocchio for en sikkerheds skyld med en samvittighed. Måske feen havde hørt om hvordan det går den, der sættes i verden uden samvittighed, sådan som Adam og Eva. I Disney-versionen har samvittigheden navn og hedder Jesper Fårekylling. Den skal hjælpe Pinocchio med at skelne mellem godt og ondt.

Du kan godt høre det, ik? – Vi er altså ikke langt fra den allerførste Skabelsesfortælling.

Det går med Pinocchio, som det gik med Adam, som det går med os: Skidt.
Pinocchio får sig noget af et synderegister, der spænder fra at pjække til at lyve, ja mere end det – og hver gang han lyver, vokser hans næse.
Pinocchio bliver endda slugt af en hval. Og ligesom i den historie, vi kender her i kirken om den uartige eller egensindige Jonas, der også hellere vil gå sine egne vegne end gå Guds ærinde og som også bliver slugt af en hval, så sker det samme her.
Opholdet i hvalen bliver et vendepunkt.
Derfra spyttes de ud til livet igen.

Så du må hellere holde godt øje med hvaler. For du risikerer at blive opslugt, men kun for at spyttes ud til nye muligheder, hvor du ikke har andet valg end at gribe dem.
Jonas greb.
Og Pinocchio greb.
Han viser både mod, kærlighed og selvopofrelse og redder både Gepetto og sig selv.

Sådan befries Pinocchio fra sit første jeg. Marionetdukken, der allerede havde mistet snoretrækket, bliver til en rigtig dreng af kød og blod. Men nu lykkeligt fri og forpligtende bundet i den relation, han allerede var i.

Og så synger Pinocchio:
”Der er ingen bånd der binder mig
Og ingen holder på mig nej
Før var jeg i slaveri
Men nu er det forbi”

”Enhver, som gør synden, er syndens træl”, siger Jesus i dagens evangelium. ”Men trællen bliver ikke i huset for evigt, Sønnen bliver der for evigt. Hvis altså Sønnen får gjort jer frie, skal I være virkelig frie”.

Det her siger Jesus før han begynder at gøre os frie.
Han siger det før påsken.
Han siger det før nadveren indstiftes skærtorsdag, hvor han som den syndfri giver os af sig selv.
Han siger det før korsfæstelsen, hvor han går så langt som et menneske kan gå for andre i kærlighedens navn.
Og han siger det især før påskemorgen, hvor Jesus løber en befrier fra dødens tyranni for os, for at vi kan leve.

Hvad skal du så lære af det?
Du skal lære:
At du altid skal gå efter manden – og ikke efter bolden.
Du skal lære, at Jesus er manden.
Du skal tro, at hans befriere også gælder dig, uanset hvor langt væk, du har tyret dit liv og dine muligheder og uanset hvor lang din næse bliver.
Han er manden, som vil, at du bliver sat fri fra og fri til.
For du er først virkeligt fri, når du er lykkeligt fri og forpligtende bundet.

Hvordan reagerer man på at blive fri?
På at blive befriet?
På at være sat fri?

Nogle af jer kan huske, hvordan reaktionerne var i 1945.
De hev mørklægningsgardinerne ned, så lyset kunne strømme frit ind og ud. Som når en sten bliver rullet fra en gravhule lidt udenfor Jerusalem.

Nogle af jer har helt andre og nærværende erfaringer af blive fri.
Måske der det også for dig forbundet med at lukke lyset ind?

Om lidt tilbydes du igen brødet og vinen. Ligesom dengang, hvor Jesus gjorde det første gang, så frisætter det dig. Heller ikke du skal gå herfra, bærende på dine synder eller på det, der binder dig.

Til sidst velsigner jeg dig.
For at du kan gå herfra som et frit menneske.
Ud for at skyde nye forbiere og pletskud.
Ud for at glædes.
Ud for at glæde andre, fordi glæden er skabt delelig.
Og ud for at fejle. Du ved, det vil ske.
Men fejl du blot frimodigt.
For du har Gud i ryggen.

Konfirmation - prædiken og tale om flyvende tæpper og andre tæpper

 

Jeg har altid haft noget med flyvende tæpper.
Første og sidste gang, jeg var i Egypten, tog jeg et smut forbi basaren. Jeg kiggede på mange tæpper. Men jeg nøjedes med at kigge, for så længe, jeg ikke har købt et, lever drømmen om det flyvende tæppe. Til gengæld er de krydderier fra basaren, der stadig står på min krydderihylde, nok købt så latterligt overprized, at de stadig griner ad mig dernede i basaren i Egypten.

Måske bliver jeg aldrig klogere. Måske er troen det i os, der helst ikke skal blive klogere.
Måske skal din tro bare gør det, den er bedst til: At tro.
Og dit håb skal bare blive ved med at håbe.
Måske skal din kærlighed ikke spekulere på om du nu er god nok, smuk nok, dygtig nok, men på at elske og lade dig elske. For det andet er der ærligt talt ikke ret meget kærlighed i.

Jeg siger ikke det er nemt. Jeg siger, det er vigtigt. Og i dag er en dag for det, der er vigtigt i livet. Jeg tror, det er det, Gud mener, når Han siger: At det er tro, håb og kærlighed, det handler om.

”Han bliver nok klogere”. Sådan sagde hans mor og far.
Når drengen sagde: ”Jeg kunne godt tænke mig at komme ud i verden og se mig lidt omkring”, så sagde folk i landsbyen Pjort: ” Han bliver nok klogere. Og når han er blevet klogere, så bliver han herhjemme og får et hus med springvand og en bette kone”.
Men Hodja fra Pjort blev ikke klogere, for Hodja havde ikke lyst til det samme som sin mor og far og alle de andre i den lille by. Og Hodja var hverken det første eller den sidste teenager i verden, der havde lyst til at blive det samme som sine forældre eller som det, alle andre mente, han skulle.

En dag, da Hodja sad og tænkte på det med verden, kom tæppehandleren el-Faza forbi. ”Hvis du vil ud i verden, så følg med mig”. Nu siger jeg det bare til jer, som sidder og tænker på, om den præst her bare er ved at genfortælle en børnebog fra hendes barndom for ca. 450 år siden, at det her med ”følg mig”, det kender vi en anden, der sagde præcist det samme.

Fordi mennesker fulgte Jesus og stadig følger ham, er der kirker.
Der er et menneskesyn, at ethvert menneske har værdi. Der er et håb, lagt så eftertrykkeligt ind i verden, at det er endnu. Pga. ham kender du ikke bare til kærlighed, men til næstekærlighed. Pga. ham kender du ikke bare kender ordet ”undskyld”, men du kender til tilgivelse. ”Følg mig”, sagde Jesus og viser os med sit eget liv og død og opstandelse fra de døde, at der er noget at håbe på, selv når dit eget liv ser allermest håbløst ud.

”Følg mig”, sagde Jesus. Det er derfor, vi er her i dag. Fordi vi følger.

”Følg mig”, sagde – ikke Jesus - men el-Faza, og så fulgte Hodja med hjem i el-Fazas tæppebutik. Der halede el-Faza et støvet tæppe frem. Det her må du låne knægt”.  ”Ja??”, sagde Hodja. ”Det er jo et tæppe”. ”Det er det”, sagde el-Faza, som stadig ikke er Jesus.
Hvis el-Faza nu havde været Jesus, så havde han nemlig ikke talt om tæpper. Så ville han havde lagt: ”Værsgo” ”Ja??”, ville du så svare, ”Det er jo et liv”. ”Det er lige hvad det er”, ville Jesus sige. ”Det er dit liv. Det må du låne”.

Men nu var el-Faza jo ikke Jesus, så el-Faza svarede: ”Ja, det er et tæppe, men ikke noget helt almindeligt tæppe. Det er et flyvende tæppe. Du må låne det. Men du må love at passe godt på det. For der er snart ikke flere flyvende tæpper tilbage i verden”. Så lånte Hodja tæppet.

Hodja fortalte sin far, at han ville flyve ud i verden på tæppet. ”Der findes ikke noget, der hedder flyvende tæpper”, sagde faren og tilføjede: ”Og skrub så i skole, knægt”. For der er fædre, der mener, det er meget, meget vigtigt, at deres børn lærer det, man lærer i skolen
Så sagde Hodja det til sin mor. Hun svarede: ”Altså hvis den dreng virkelig har et flyvende tæppe, så lad ham dog rejse ud og se sig om. Sådan nogle drenge har godt af at lære noget. Men du kommer ikke afsted, før du er vasket og friseret”. For sådan er der nogle mødre der har det med deres børn: De skal se ordentlige ud og de skal opføre sig ordentligt.

Men hun gav nu også Hodja en madpakke og lidt mønter med. Sådan er der også forældre, der sender deres børn ud i verden.

Kære konfirmander. I dag er det jer, der er blevet vaskede og friserede. Lidt senere får I måske lidt mønter – hvem ved? Måske bliver der også serveret lidt mere end en madpakke i løbet af dagen.

I dag minder Gud jer konfirmander – ja, os alle om - at vi har fået det her liv til låns.
Men vi har ikke kun fået et liv. I dåbsgave gav Gud os en tro. En tro, der kan hæve dig højt fra denne jord. En tro, der kan være som et flyvende tæppe: En tro, der kan bære dig i dit liv, på din vej i verden. En tro, der kan bære, når du ikke kan bære dig selv.

Den tro fejrer vi her i kirken i dag.
Lige udenfor kirken begynder en anden slags fest. Men det er det samme vi fejrer: Troen og livet. Gud ja og jeres ja-tak til troen og til livet.

Du kan nemlig godt være flyvende, selvom du ikke tror på flyvende tæpper.
Du er flyvende, når du tør springe ud i noget nyt.
Du er flyvende, når du giver dig lov til at være glad.
Du er flyvende, når du tager imod, uden at tænke i at gøre gengæld.

Måske er der flyvende tæpper sammen med motorcyklerne og bilerne udenfor kirken?
Jeg håber, at i dag bliver en dag, fuld af gode overraskelser, der holder jer konfirmander flyvende på gode minder i lang tid.

Jamen, så lad os da bare begynde med overraskelserne allerede herinde. For nu vil alle jeres forældre og alle jeres gæster synge en sang for jer, konfirmander.
Vil I rejse jer – alle sammen – undtagen konfirmanderne?
Ja, det kommer nok som en overraskelse for jer, konfirmander Det kommer måske som en endnu større overraskelse for jeres forældre og gæster. Men i dag vil vi alle gøre alt vores bedste for at glæde jer. Om det så er at synge solo for jer.

Vi skal synge nogle gamle vers om Hodja fra Pjort – og så skal vi synge et helt nyskrevet vers.
Hodja fra Pjort, Hodja fra Pjort
Han flyver længere og længere bort
På sin fantastiske flyvende færd
Hodja ka' ikk' la' vær'
Før han har set,
hvordan hele verden er

 

Faza fra Pjort, Faza fra Pjort
Ga' ham det tæppe, der førte ham bort
Henover landet fra syd og til nord
Hodja det' noget, du tror
Troen ka' hæve dig højt
fra denne jord

 

Østen for solen
Og vesten for månen
Syv vilde vinde
Skal bære dig
Østen for solen
Og vesten for månen

 

Konfi i hvidt, konfi i sort
spred dine vinger, flyv tillidsfuldt bort.
På din fantastiske flyvende færd
vid, at din Gud er nær
Og Han har set,
hvordan hele verden er

Giv jer selv en stor hånd. For I gjorde det. I fik toner og gode ønsker til at blive flyvende.

Historien om Hodja handler om noget af det samme som historien om Jesus handler om: At selvom der findes udfordringer og problemer, både langt væk ude i den store verden og nogle gange også store udfordringer og problemer i et lille menneskeliv, så skal vi ikke slippe troen.

For troen kan hæve dig højt fra denne jord.
Troen kan være det, der hæver din drøm om at komme ud i verden. Om det så bare er en verden, der er større end den, du har oplevet i vores egen familie.
Troen kan hæve dig, så du bæres af Guds milde vinde fra østen for solen eller vesten for månen ... Eller hvordan Gud nu end bærer dig.
Troen kan være det, der bære det frem i dig, så du hviler i, at du er Guds drøm om ”et menneske, Gud elsker at elske Gud er der, når alt det springer”

Der er nogen, der tror på dig.
Der er nogen, der håber med dig.
Der er nogen, der vil dig med kærlighed.
Det kan være dem, du stoler på, som din familie eller dine venner f.eks. Det kan også være helt uventede mennesker, som en el-Faza eller Jesus, der pludselig blander sig i dit liv og får dig til at blive flyvende. Selvom hverken du strengt taget ikke tror på, at hverken mennesker eller tæpper kan flyve.

Da du blev døbt, læste præsten de ord, hvor Jesus lover, at han vil følge dig.
Ordene lød og lyder sådan her -
”De elleve disciple gik til Galilæa til det bjerg, hvor Jesus havde sat dem stævne.  Og da de så ham, tilbad de ham, men nogle tvivlede.  Og Jesus kom hen og talte til dem og sagde:
»Mig er givet al magt i himlen og på jorden.  Gå derfor hen og gør alle folkeslagene til mine disciple, idet I døber dem i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn, og idet I lærer dem at holde alt det, som jeg har befalet jer. Og se, jeg er med jer alle dage indtil verdens ende.«

”Alle dage”.
Det er ikke bare i dag. Ikke bare i morgen. Ikke bare de gode dage eller kun de svære dage. Ikke de dage hvor du er flyvende – eller hvor du falder dybt, at du aldrig tror du kan komme på benene igen. Ikke bare de dage, hvor du tror – eller de dage, hvor du har mistet al tro, både på dig selv og på Gud. Eller de dage, hvor du tror, at det med kærligheden var én stor fejltagelse.
Ikke kun de dage vil Jesus følge dig. Men alle dage.

Jesus sagde det ved din dåb.
Han siger det igen i dag til dig, og til mig, til dem, du tænker på, til dem du savner, også på en dag som i dag. Han siger det til de levende og til de døde, fordi Jesu ord også er der, hvor ingen andre ord kan nå. Han siger, han lover: ”Jeg er med jer alle dage indtil verdens ende”.
På det løfte holder vi i dag konfirmation.
Og på det løfte kan vi leve det liv, vi alle har fået til låns.

For det siger vi: Ære være faderen og Sønnen og Helligånden, som det var i begyndelsen, så nu og altid og i al evighed. Amen.

Tale til konfirmanderne

I er de første konfirmander nogensinde, der er kommet sovende til jeres konfirmation. For de sidste mange onsdage, når I er mødt ind til præst, har I spurgt: ”Eva – skal vi sove i dag?”
De allerfleste gange har jeg svaret: ”Ja, vi skal sove i dag”

Når det er blevet tid til det, er vi gået herind i kirken.
I gik hen til skabet, og tog jer hver et vattæppe. Så lagde I jer på jeres tæppe eller under jeres tæppe udover hele kirken: på stolene, på gulvet, under det gyldne alter, bag flygelet.
Så blev I helt stille. Og nogle af jer blev – næsten - stille.

Så talte jeg jer til ro, måske til tro.
Jeg lærte jer at trække vejret i firkant. Jeg talte til jer om jeres liv. Jeg talte om, at det at tro ikke er at være dygtig. For tro er ikke en præstation. At tro er at være til. Du har fået dit liv, din plet, din tæppeplads her i denne verden. Du må godt være her med alt det, der er dig, også det du mest har lyst til at gemme væk. At tro er at hvile i, at du er holdt af, holdt ud og holdt om af Gud, sådan som et tæppe varmer og omfavner dig.
Når jeg ikke sagde mere, var der musik.
Nogle gange faldt nogle af jer i søvn. Og så stod jeg her og så ud over jer, og jeg blev helt helt blød et sted i mit hjerte. For man sover kun, hvor man er tryg.

Det er, hvad jeg ønsker for hver eneste en af jer, konfirmander, uanset om du nu prøvede at sove her i kirken på tæppe eller ej: Jeg ønsker for dig, at du må finde steder i denne urolige verden og i dit liv, hvor du falder til ro. Hvor du er tryg. Så tryg, at du endda kan falde i søvn.

Jeg vælger at tro: At nu kender du sådan et sted.
At når du har glemt alt, hvad jeg ellers har sagt og hvad du har oplevet, mens du gik til præst: så håber jeg du vil huske fornemmelsen af at ligge eller sidde her. Jeg håber, du vil huske, at din kirke og at din tro kan være et sådant sted: En helle midt i larmen.

Nu skal I have jeres konfirmationsgave fra kirken og fra mig. I får – selvfølgelig - jeres helt eget tæppe to go. Anne har sørget for, at der på hvert eneste tæppe står:
”Konfirmand 2026” og så jeres navn. For når jeg om lidt konfirmerer dig, kalder jeg dig ved navn for Gud. Ligesom du blev det, den dag, du blev døbt.

Måske nåede du aldrig helt at falde til ro her i kirken. Men nu kan du øve dig videre på dit helt eget tæppe. Og hvem ved – måske viser det sig at være et flyvende tæppe?

Tak for den tid, vi har sovet sammen – og for den tid, vi var vågne.
Til lykke med jeres konfirmation

om (ikke) at være god nok - 1. søndag efter påske

Har du nogen sinde stillet dig selv spørgsmålet, om du er god nok?

Det her er ikke en MUS-samtale, så hvis du vil høre, hvornår du er god nok som medarbejder, skal du tale med din chef.

Det er heller ikke en skole-hjem-samtale, så det er heller ikke her, du får noget at vide om, om du er en god elev eller studerende.

Hvis du vil vide, hvornår - eller om - du er en god nok ven, en god kæreste eller ægtefælle, så håber jeg, du har anledninger eller finder anledninger til at tage de samtaler med dine venner eller med dem, der er dine nære og kæreste.

Det her er ikke en konsultation hos din læge eller din træner i fitness eller nogen som helst anden, der ville kunne sige noget om din fysiske konstitution er god.

Jeg er heller ikke din psykolog, så forvent heller ikke med, at jeg kommer til at sige noget eksistentielt om lige præcis DU er god nok.

I dag er jeg din præst. Jeg er sat her på dette sted til at fortolke. Ikke på dine ord. Ikke på mine ord. Men på Guds ord.

Som jeg læser og tolker dagens tekst, så har de 2000 år gamle ord faktisk en væsentlig og nutidig og evangelisk, altså opbyggelig, replik til, hvornår du som menneske er god nok.

Vi er nødt til at have lidt forhistorie med.

Alting har en forhistorie. Også dig. Det behøver du ikke en præst til at fortælle dig.

Jeg læste før fra det sidste kapitel i Johannesevangeliet. Her har vi altså næsten hele Jesushistorien bag os. Vi kommer ind i historien på det tidspunkt, hvor Jesus første gang viser sig for sine venner, disciplene, efter at han er opstået fra de døde.

Men det er ikke Jesus, vi vil spejle os i.

Jesus er selvfølgelig god nok. Ja, han er reelt helt umulig at spejle sig i. Hvis vi tror, det er det, der er kristendom: at vi skal gå i Jesu fodspor, så gør vi evangeliet til umulige krav. Evangelium betyder glædeligt budskab. Ikke præstation, der er foruddømt til at mislykkes for os.

Nej, ham, vi vil – og kan - spejle os i, er Simon.

Simon har tilnavnet Johannes’ søn, fordi hans far hedder – nå ja, Johannes.

Lad os i tankerne spole tilbage til dengang Simons forældre skulle navngive deres søn. Lad os gå ind i dagligstuen og lytte med til, hvordan det måske kunne være foregået:

”Et navn betyder noget”, sagde fru Johannes,

”det navn, vi giver vores søn, kommer han til at bære med sig hele sit liv. Hvad med at kalde ham Viggo?”, fortsatte hun.

”Viggo betyder kamp. Det er et godt og stærkt navn. For vores søn kommer sikkert til at skulle kæmpe i sit liv. Sådan er det at være menneske. Jeg tror ikke, det ændrer sig de næste 2000 år”.

”Det er klogt sagt”, sådan kunne far Johannes have svaret, for det var klogt sagt, ”vi kunne også kalde ham ”Ozzy” – det stammer fra et navn, der betyder kraftfuld og god. Det er da også et godt navne-DNA at have med sig”.

Jeg forestiller mig, at fru Johannes her kunne have nikket tankefuldt. Jeg ved ikke, hvem der fik det sidste ord. Der er nogle situationer, hvor det er vigtigere end andre.

Uanset, hvordan det gik til, så ved vi nu, at deres søn fik navnet Simon. Simon betyder ”den, der lytter”.Jeg ved ikke, om Simon var god til at lytte efter, hvad hans forældre sagde. Jeg ved ikke, om Simon altid hørte efter i skolen eller om legen ”Simon says” er opkaldt efter ham.

Men vi ved, at da Simon møder Jesus allerede i kapitel 1 i Johannesevangeliet, så er det første, Jesus gør at give Simon et nyt navn. Som om Jesus allerede der vidste, at det med at lytte, det ville blive en helt særlig udfordring for Simon.

”Du er Simon, Johannes’ søn; du skal kaldes Kefas – det er det samme som Peter”. Det er noget af en navneforandring! At gå fra at hedde ”Simon”, den lyttende til at hedde Kefas, Peter, der betyder ”klippe”. Måske var det alligevel for stor en mundfuld – og måske er det derfor, at han ofte i Det nye Testamente kaldes ved dobbeltnavnet Simon Peter.

Det var ikke fordi Simon ikke lyttede til Jesus. Det gjorde han.

Og Simon stiller også mange spørgsmål. Ikke alle sammen lige gode. Men i hvert fald spørgsmål.

Derudover har Simon, efter at han er blevet til Peter, igennem sit følgeskab med Jesus travlt med at cementere sit nye navn. Travlt med at bevise, at han er en klippe, en, du kan stole på, bygge på, have tillid til.

Gad vide, om Simon Peter tænkte på, om han var god nok for Jesus? Måske forvekslede Simon Peter også relation med præstation: Du er først god nok i andres øjne, når du præsterer mere end det umulige. I hvert fald sagde han en dag: ”Jesus, jeg vil sætte mit liv til for dig” Så bliver det ligesom ikke større.

”Vil du?”, svarer Jesus med et spørgsmål af den slags, der ikke er et rigtigt spørgsmål. Inden Peter når at svare, fortsætter Jesus, ”Sandelig siger jeg dig: Hanen skal ikke gale, før du har fornægtet mig tre gange”.

Jesus fik ret. Selvfølgelig fik han det.

Lige efter at Peter har spist sammen de andre disciple her ved skærtorsdagsbordet, lige efter at Peter og de øvrige er faldet i søvn, mens Jesus gennemlever en af sine sværeste nætter, lige efter at Jesus er blevet forrådt af Judas og taget til fange af romerne, så går profetien i opfyldelse: Peter benægter at kende noget som helst til Jesus, ikke en, ikke to, men de tre forudsagte gange – også galer hanen.

Det er de sidste ord imellem dem, Jesus og Peter: ”Jesus, jeg vil sætte mit liv til for dig” og ”jeg kender dig ikke”. Så galer hanen. Så korsfæstes Jesus og dør og lægges i graven. Og hvis ikke han havde tænkt over det før, så fik Peter nu rig anledning tid til at stille sig selv spørgsmålet, om han havde været god nok?

Og du?

Har du nogen sinde stillet dig selv spørgsmålet, om du er god nok?

Hvis du ikke har. Hvis du aldrig er i tvivl om din godhed. Hvis du aldrig svigter, altid sætter medmennesket først og ikke nogensinde er i tvivl om Guds vilje, ja, så er du muligvis Kristus, der er kommet igen – og så skulle det her være en helt anden prædiken

Men hvis du har stillet dig selv spørgsmålet, om du er god nok – og det tænker jeg, de fleste af os har – så lad os lige sætte os ved siden af Peter og slå mentalt følgeskab med ham:

Det er nok ikke, når du ikke viser dig som den bedste version af dig selv, at du tænker, du er god nok.

Det er nok heller ikke, når du ikke har holdt det, du lovede,

at du synes, du er gode nok.

Det er nok heller ikke, når du svigter andre – eller når du oplevede, at du havde svigtet dig selv, at du synes, du er god, og da slet ikke god nok.

Nu ville både en velmenende ven, en kæreste, en lærer, en psykolog og en arbejdsgiver og mange andre kunne sige noget både til Peter og til dig om, hvordan du møder den, du har svigtet. Eller om, hvordan du møder dig selv og tager dig selv til nåde, når det var dig selv, du svigtede.

Noget om, hvordan du kommer på benene og videre, når du er kommet til erfaringen, at du ikke er god nok.

Mange af dem ville, sikkert i bedste mening, pege på dig selv og sige, at det begynder der. Nogle ville sikkert tale om, hvad du stiller op med de følelser, der nu måtte være dine: Af utilstrækkelighed, af skam, af uformåenhed – af …

hvad ved jeg … jeg er bare præst.

Evangeliet har et andet take.

Og så er vi fremme ved dagens tekst. Her – nogle dage efter at Jesus er opstået fra de døde - konfronteres Peter – ikke med sig selv – og hvad der nu end måtte rode rundt inde i ham. Her mødes Peter igen – ansigt til ansigt med Jesus. Og hvad gør Jesus så?

Selv om Jesus stiller spørgsmålet: Elsker du mig lige så mange gange som Peter svigtede, så dømmer Jesus ikke Peter på fortiden.

Jesus dømmer Peter til fremtiden.

Jesus giver Peter en ny opgave.

Jesus giver ikke Peter en opgave, som han er sikker på, han kan klare. Som om det ville kunne give oprejsning eller en succesoplevelse. Han stiller ham ikke en lille ligegyldig opgave, som det er lige meget om Peter kan løfte eller ej.

Jesus giver Peter en opgave – et kald – som Peter helt sikkert IKKE vil få succes med.

For når det handler om at være god – så handler det i Jesu – i Guds – i evangeliets øjne aldrig om præstation:

Du er ikke god nok, når du gør nok.

Du er god nok, når du er. Også når du fejler.

Fordi du i udgangspunktet er mere end nok for Gud.

Det tror jeg ikke nødvendigvis, du eller jeg kommer til at forstå rationelt. Her er vi i kategorien: at det er noget, vi må tro.

Jesus giver Peter en lederopgave. Peter skal overtage og passe på den flok, altså os, som Jesus nu forlader igen.

Som leder – uanset hvilken flok du er leder for - om det er din familie, en flok på dit arbejde, eller det er en frivillig eller mere forpligtende sammenhæng eller om det er en menighed – så er der brug for, at lederen kan det, som Simon Peter nu har lært:

Du skal være en Simon. Du skal kunne lytte

Du skal være en Peter, en klippe. Du skal kunne stå fast og tage ansvar.

Du skal kunne leve med, at du er fejlbarlig, og at du helt sikkert kommer til at svigte igen.

Hvad der gælder for en leder – det gælder også dig som individ:

Du skal kunne lytte til andre – til dem, der vil dig det godt – og som ser større i dig end du ser i dig selv.

Du skal kunne stå fast som en klippe, ikke nødvendigvis kun for din egen skyld, men i en større sags tjeneste.

Og så skal du kunne leve med dine fejl og de svigt, der er dine. For kun sådan kan du leve videre.

Evangeliet fortæller os om en, der ikke kunne. Judas kunne ikke leve med sit svigt. Han valgte at tage sit liv. Ved at vælge den udvej, fraskrev han sig muligheden for de veje, andre kunne have set for ham.

Jesus tilgiver ikke Simon Peter i ord.

Godt det samme. For ikke engang den, der har heddet, ”den, der lytter” ville kunne høre det. Jeg er heller ikke sikker på, at du og jeg altid vil kunne høre det, når nogen tilgiver os i ord.

Jesus tilgiver med tillid – og det er der kærlighed i.

”Elsk mig, når jeg mindst har fortjent det, for det er der, jeg har mest brug for det”.

Hvad er det nemmeste: At elske et elskværdigt menneske eller en, der har brudt din tillid? Eller det gode spørgsmål: Hvad er det kærligste?

Jeg behøver ikke sige det: Jesus gik aldrig efter det nemmeste, efter laveste fællesnævner, efter det gærde, du sagtens kan hoppe over. Det rykker ingenting. Jesus gik med en kærlighed, giver den chance til, vi ikke vil unde andre eller os selv. Men som vi godt ved, ville ændre alt.

Hvis du nogensinde stiller dig selv spørgsmålet, om du er god nok og det tror jeg, du har, så vil jeg som din præst i dag sige: At det spørgsmål skal du ikke selv have lov til at svare på.

Når du stiller dig selv spørgsmålet, om du er god nok, så stil dig, hvor Peter stod denne dag efter Jesu opstandelse, og lad Jesus få det sidste ord:

– og bliv så en Simon, der lytter på svaret. For nej, du er højst sandsynlig ikke god. Men du er god nok til Guds kærlighed

Og bliv en så Peter – og lad evangeliet blive som en klippegrund og et fundament i dag: At du er mere end god nok til at få mere liv betroet.

Gør du det, bliver det påske: At der, hvor du troede, at alt var tabt til dine nederlag, til afmagten, ja til døden selv, der vinder livet over døden. Der vinder nye muligheder over umuligt. Der vinder Guds kærlighed.

Der erfarer du, at du kan få alt tilbage og mere til.

Ikke som det var. Men på ny.

Og det kan også være godt, ja mere end godt nok.

Amen

PÅSKEDAG - om fravær og nærvær. (Christianskirkens Drenge- og Mandskors 60 års jubilæum blev markeret)

Det mærkelige ved den første påske er ikke det, der er der:

Det er ikke mærkeligt, at der er mørkt.
Det mærkelige er heller ikke, at også denne morgen vil mørket blive aflyst og gennemlyst af morgenlyset.

Sådan er det med alle morgner. Selv de mørkeste morgner i dit liv, hvor du vågner og ikke ved, hvordan du skal komme igennem dagen. Lyset finder sin egen vej, uafhængigt af dig. Sådan minder lyset dig om at der er noget, du ikke kan kontrollere. Der er noget, der gives dig, uafhængigt af dig.

Det mærkelige påskemorgen er ikke morgenmørket eller morgenlyset.

Det mærkelige er heller ikke, at graven er der.
Det vidste kvinderne.
Det ved du også.
Du kender dine gravsteder. Ikke kun dem med sten og navne. Men gravstederne over alt det, der engang havde liv og navn, men som nu er fraværende:
Et venskab, der gled ud.
En kærlighed, der hørte op.
Et nærvær, der forsvandt.
Drømme, der ikke gik i opfyldelse.
Helbred eller evner, de ikke er, som det var engang.

Alligevel lever det videre i dig.
I din krop. I din erindring.
Det, der var.

Det mærkelige er ikke graven.
Det mærkelige er heller ikke, at kvinderne går derhen.
Der findes den sorg, som har ben at gå på.
Den går tilbage igen og igen: Til kirkegården, til steder, til minder om det, der var. Fordi det stadig er dér, du føler dig tættest på det, du har mistet.
Du går derhen. Du går derfra.
Nogle gange er det sværeste netop det: At skulle vende ryggen til og gå videre. Alene. Især fordi du ikke ved, hvornår eller om det svære nogen sinde bliver anderledes.

Der findes også en anden sorg.
En sorg, som står stille. Som ikke kan se fremtid. Og som næsten heller ikke kan være i nuet. Den sorg flytter sig ikke. Den går ikke. Den står. Uden at afsætte aftryk.

Påskemorgen er det mærkelige ikke det, der er der.
Det mærkeligste ved påskemorgen er det, der ikke er der.
Det mærkeligste er det, der er fraværende.

Det mærkeligste er, at den døde ikke er der, hvor vi havde forventet det. Jesus er ikke i graven. Ikke længere. Det er mærkeligt.

I sammenligning med det, er det kun lidt mærkeligere, at det er en engel, der fortæller det. Det er til gengæld bemærkelsesværdigt, at englen er alene om det. For når påskens budskab er endnu forunderligere og endnu glædeligere end julens glæde, som dog skulle være en glæde for hele folket, så er det mærkeligt, at der kun er én engel.

Jeg mener: Hvor er hele den himmelske hærskare, der synger? Hvor er englekoret? Om det kor så bestod af drenge, piger, mænd eller kvinder, det kom sig ikke så nøje. Selv om vi selvfølgelig her i Christians helst havde set, det var drenge og herrestemmer, der udgjorde det første påskekor😉

Hvor er tonerne påskemorgen?
Hvor er koret?
Meget kan vi undvære en påskedag, men musikken?

Påskedag er musikken fraværende.
Men der er en stemme.
”Han er ikke her”, siger englen.

Det mærkelige ved påskedag er fraværet. Fraværet af musik, så kor og menigheder lige siden har synge påskesalmer som var vi engle.

Og især – naturligvis – fraværet af den døde.
Det mærkeligste er, at netop Jesu fravær har vi lige siden holdt påske på.
Den tomme grav er blevet troens centrum.
Den 2000 år gamle tømte grav er kristendommens nutid og fremtid.

”Han er ikke her. Kom og se”.

”Kom og se”.
Jeg tror, de går helt ind i graven, kvinderne. De skal se fraværet med deres egne øjne, selvom de helt sikkert allerede mærker det i kroppen. For der er ikke noget, der husker et fravær så nærværende som dine sanser:
Berøringen:
Hånd mod hånd.
Kind mod kind.
Læber, der møder dine.
Dit indre øre, der stadig hører den stemme, der engang sagde dit navn.
Dit tomrum i hjertet, der giver genlyd.

Enhver, der har mistet nogen, ved det.
Enhver, der savner noget, ved det.
Fravær kan være det mest nærværende, der findes.

”Han er ikke her.
Kom og se”.

I dag går vi med kvinderne ind i graven.
Vi ser det.
Og resten af livet lever vi på det;
At fravær ikke nødvendigvis er en afslutning.
At fravær ikke er lig med væk for altid.

Nu ser vi det: Kristus var ikke i graven, fordi han var fraværende og forsvundet. Han er fraværende, fordi han er gået. Han er gået i forvejen for os.
For Gud lod Kristus opstå fra døden.
Og sådan har Gud ind i alle vores erfaringer af mistet, tabt og dødt har lagt en ny betydning af fravær.

Påske betyder ”forbigang”
Noget går over. Noget bevæger sig.
Fravær bliver ikke ved med at være tomhed.
Det kan blive til noget andet.
Noget der kommer os i møde og bliver nærværende og tilstedeværende.

Det er det, kunstneren Anette Harboe Flensburg har set:
”Fravær vævet ind i nærvær”. Sådan hedder det maleri, jeg med hendes tilladelse har printet i sangarket og sat her på siden.

For mig blev det påskens evangelium i én sætning og i et billede:
"Fravær vævet ind i nærvær".
Kristi fravær er vævet ind i vores nutid og nærvær.
Som et håb. Som en retning. Som en frygtløshed.

"Fravær vævet ind i nærvær".
Det er ikke en forklaring på Jesu opstandelse. Det er en erfaring.
Billedet her er nr. 8 i en serie. Jeg tænker, du har dine serier af, hvordan noget fraværende stadigt kan være nærværende for dig:
Erfaringen af, at det du har mistet, ikke er forsvundet.
Det har ændret sig. Det bliver til noget, der er med dig på en ny måde. Vævet ind i dit nuvær og nærvær.

Når vi ser på maleriet, ser vi et rum.
Umiddelbart ser Anette Harboe Flensburgs rum tomme ud. Men de føles ikke tomme. Rummene er fyldt af lys.
Lys, der er tændt og gjort klar.
Eller lys efterladt af nogen, der har været der og ikke har slukket lyset efter sig. Ligesom dem, vi stadig savner, efterlod os med en snip af deres lys, der ikke lader sig slukke i os. Der er noget, der lyser, uafhængigt af os.

Annette Harboe Flensburgs rum er ikke tomrum.
Det er modtagelsesrum.
Det er rum, der venter. Et åbent rum, hvor noget kan ske.
Det er rum med plads til store armbevægelser. Det er rum til bare at sidde helt stille i og lade lyset komme bag på dig.

Det er måske det påskens budskab åbner os for: At vi tør gå ind i det, der kan se tomt og meningsløst ud: Fordi vi tør tro, at tomheden ikke er for altid.

Jesu grav er tom og forladt.
Det så kvinderne. Det ser vi.

Lige siden den første påskemorgen er der nogen, der er gået ind i graven og er blevet der. Der er dem, der fokuserer på det fraværende. På alt det, de ikke har. Eller det, de havde engang. Eller det, de aldrig har haft.
Det kan de så tage frem og begræde og begrave igen og igen. Gør du det, tænker du: ”Det her bliver aldrig anderledes”, så kommer du aldrig længere end til langfredag. Eller som digteren Henrik Ibsen udtrykte det: ”Evigt ejes kun det tabte”.

Påskedag rækker dig en anden mulighed:
Du kan følges med kvinderne.
De gik fra graven ud til livet. Tilbage til livet.
Da de mødte Kristus igen i Galilæa, erfarede de, hvordan fraværet blev til nærvær.
De levede videre på, at fraværet og døden aldrig rigtigt forsvandt, men det var vævet med ind i alle kommende mellemrum og leverum.
Deres håb var blevet til tro.
Det var blevet påske. Og opstandelse. Og nyt.

Det mærkeligste ved den første påskemorgen var det, der ikke er der. Og dette mærkeligste ændrede karakter og blev til det forunderlige.

Det forunderlige er, at selvom morgen stadig er det samme som dengang, så lagde påskemorgen en ny betydning ind i hver eneste morgen: Nu er morgen ikke bare mørke, der brydes.
Nu er hver morgen og hver solopgang et håbstegn.
Nu betyder hver eneste morgen opstandelse og nye muligheder.

Det forunderlige er, at påsken giver os håb for, at den tomme grav ikke kun er Kristi grav.
Den tømte grav er alle vores dødes grav.
For også de står op fra de døde og går i forvejen for os – for at gøre et rum klar til os.

Så når vi går på kirkegården eller når vi på anden måde gør holdt ved gravstenene over det, der blev fraværende i vores liv – så synger de ikke kun om fravær og tab.
De synger om håb.

De synger om, at at det fraværende kun er en overgang.
De synger om, at noget nyt bliver til.
Guds liv kommer også til dig.
Ikke bagfra. Men forfra.

Det er påske!
Det er Gud, der stadig mærker os med et fravær, der nu er allestedsnærværende.

Og det er Gud, der sender dig og mig ud herfra med et:
”Frygt ikke”
og et ”Skynd jer”
Der er intet liv at spilde!

Og på det vil vi ønske hinanden: Glædelig påske.

Rækkeviddeangst - prædiken til fastelavnssøndag

SÅDAN SAGT... Prædiken om rækkeviddeangst

”Det var en mørk og stormfuld nat”.
Ret skal være ret: Måske var det ikke stormfuldt. Det er var nok heller ikke helt nat. Men det var mørkt, og det var sent.

Jeg var barn, og vi var på vej hjem i bil. Måske var det den gule Simca med os børn raslende rundt på bagsædet uden sikkerhedsseler. Som det nu var dengang.

Så skete det, som ellers aldrig skete i min familie: Bilen var ved at køre tør for benzin. Lad mig forklare konsekvenserne for jer, der er for unge til at have oplevet det: Dengang havde benzinstationer ikke døgnåbent. De lukkede faktisk på et tidspunkt. Vi var langt fra at dankortet var en ting og endnu længere fra MobilePay. Og hvis dine halvtredsere eller din 100-kroneseddel var for krøllet, så var det ikke sikkert, seddelautomaten på benzinstationen ville tage imod dem. Og så var du på den, hvis du ikke havde en reservedunk.

Vi var på den, den aften. Kørende rundt der et sted i Danmark, længere ude end Lars Tyndskids mark, og med en benzinmarkør stadigt længere nede i det røde felt. For første gang i mit liv blev jeg ramt af det, som vi først indenfor de senere år har fået ord for: Jeg blev ramt af rækkeviddeangst! Hvad skulle der blive af os?

”Rækkeviddeangst”. Ordet kom først for alvor ind i vores sprog sammen med elbilerne. Rækkeviddeangst er angsten for, at du har for langt hjem eller for langt hen til den nærmeste lader. Rækkeviddeangsten er angsten for at ikke at kunne nå.
Eller angsten for at gå i stå.

Det kan godt ske, at begrebet ”rækkeviddeangst” er nyt, men indholdet kender du nok allerede til.

Lad mig først række dig nogle eksempler på rækkeviddeangst – med større eller længere udstrækningspotentiale. Måske er der nogle af dem, der rammer dig? Og lad mig derefter udlægge det eksempel, evangeliet selv giver os i dag: Disciplenes rækkeviddeangst.

Der kan være rækkeviddeangst ved at række ud mod nye mennesker: Spørge den nye pige i klassen, dem, du tilfældigt sad ved siden af til et arrangement, hende, du mødte på en ferie, ham, der åbenbart altid træner på samme hold i Ficness som dig, eller bare række ud mod et andet menneske, fordi du instinktivt fornemmer, at I vil have mere at sige hinanden: Spørge: ”Har du lyst til at vi skal ses, følges, drikke en kop kaffe en dag?

Alt det er også at række ud. Selv det enkle spørgsmål kan være forbundet med rækkeviddeangst. Fordi selv det høfligste ”nej tak” er en afvisning, der måske ikke ligefrem kalder på at du spørger igen en anden gang.

Rækkeviddeangst kan være, når dine børn flytter hjemmefra eller andre, der står dig nær, flytter længere væk – og du bliver i tvivl om, om du kan holde forbindelsen med dem. Ikke om I kommer til at ses. Det skal I nok komme til. Men snarere, om I kan blive ved med at være på bølgelængde. Om I kan blive ved med at være tætte, når der nu kommer afstand imellem jer.

Fysisk afstand er én ting. Men mennesker kan også flytte sig mentalt eller intellektuelt, så det kan blive vanskeligere at nå hinanden. Der kan også opstå rækkeviddeangst i relationer.
Måske er du ikke længere så tæt med din tætteste kollega, din ven, dit barn, din partner, din ægtefælle?
Det er som om I er forskellige steder, som om der længere imellem jer. Det kan gøre dig urolig. Hvad sker der? Bliver rækkevidden større? Kan I stadig nå hinanden? Måske kan I, hvis ikke angsten for alternativet spænder ben for jer.

Eller en helt anden form for rækkeviddeangst:
Angsten for at række ud. Angsten for at bede andre om hjælp eller nærvær. For det at række og bede andre om hjælp – det er - også - altid er et mikrotab af den kontrol, du helst ville præstere. Nu har du den så ikke. Måske er du blevet syg. Måske er du blevet ældre. Måske er du blevet afhængig af andres hænder eller andres overskud. Med tilbageholdt åndedræt rækker du ud.

Eller angsten for at række ud til den, der har gjort dig ondt eller den, du gjorde ondt. Måske er det mange år og meget levet liv mellem jer og det, der skete. Men nu … nu står du der, rækker hånden ud, rækker tilgivelsen frem med angsten siddende i fingerspidserne: Tager den anden imod?

Eller rækkeviddeangsten kan opstå, hvis et menneske får en hjerneskade eller bliver mentalt svækket, begyndende dement eller får en anden af de sygdomme, som kan fjerne mennesker fra sig selv og hinanden. Så er rækkeviddeangsten ikke kun en angst, men en realitet, både for den syge selv og dem, der er omkring.

Måske er det din fysik, der begynder at begrænse din rækkevidde. Du kan ikke længere så meget, som du kunne engang. Eller det begynder et andet sted. Først opdager du det bare som et ord, der bliver væk for dig. Så er det flere og flere ord, der ikke vil, som du vil. Så kniber det med sammenhænge eller med ansigter. Eller med lysten til det, der engang var selvfølgeligt og naturligt for dig, men som nu har ændret sig. Hvad stiller du op med angsten for en dag ikke længere at kunne nå eller forstå dig selv – eller det menneske, du har delt måske det meste af dit liv med?

Og så til den mest ultimative rækkeviddeangst, der kan gribe os. Med den er vi landet lige mit i dagens evangelium.
Her er vi sammen med disciplene på vej til Jerusalem. Jerusalem, det indebærer, at vi nærmer os afslutningen. Ikke bare muligheden for, at disciplene og de andre troende, ville kunne køre tør, men at det vil ske. Og snart.

Menneskesønnen, Guds egen søn, skal mishandles på så brutal vis, at han bliver slået ihjel af det. Det er så rædselsfuldt, som det kan være. Men rækkevidden af det kan disciplene slet ikke forholde sig til: Hvad betyder det for dem? Hvad betyder det for alt det, de har sat deres lid til, alt det, de hver især har ofret af levebrød og relationer for, at det skal slutte på den måde. Hvilke konsekvenser får det for deres tro? Kan du leve videre på noget, der er dødt?

Den rækkeviddeangst når vi alle til før eller senere: Når vi er på vej til vores livs Jerusalem. Og om ikke før, så den dag, vi sidder med en kiste foran os med et elsket menneske, som vi nu ikke længere kan nå. Angsten for ikke bare at skulle miste eller over at have mistet, som om den angst ikke var nok i sig selv. Men så følger rækkeviddeangsten i anden potens: angsten for at glemme, angsten for ikke længere at kunne huske den dødes stemme, den måde, han eller hun rørte dig på, sagde dit navn – var i dit liv på.

Rækkeviddeangst. For hvordan rækker du ud mod det menneske, som nu er dødt. Den, som du nu kun kan nå i minderne? Hvad sker der for den kærlighed, han eller hun var for dig?
Senest siddende der med kisten for an dig - men som regel før det - erfarer vi i livet, at der er en kærlighed, der ikke tåler alt, tror alt, håber alt og udholder alt, fordi der er en kærlighed, der holder op. Og så sidder vi her – med fremrakte hænder og et hjerte, der har gennemtræk.

Disciplene var grebet af angst. Den Jesus, der havde rakt ud til dem, den Jesus, der havde grebet dem om hjertet og taget dem med sig, fordi han havde et kærlighedens og næstekærlighedens og tilgivelsens budskab, der gav mening og som resonerede i deres tilværelse, han skulle nu tages fra dem igen. Hverken deres forstand eller deres tro rakte til at begribe det. De er ikke det første, der er kommet til kort på den konto.

Skridt for skridt nærmer disciplene og vi os Jerusalem. Tættere på det, der skal skille dem og os fra Jesus gang her på jorden. Tættere og tættere på den påske, der kan tømme vores livs tank og tanker for tro og for mening. Fordi vi ikke helt kan forstå rækkevidden af den: Hvad er meningen med, at Jesus skulle til jorden som verdens frelser – hvis han alligevel skulle dø? Hvad er det for en Gud, der først sætter kærligheden ind i livet – og så tager livet ud af den?

Mennesker har i 2000 år rakt ud efter svarene.
Mennesker har i 2000 år været som blinde, uden helt at fatte det. Fordi der er noget skjult i ordene.
Og jo mere vi rækker ud, des længere væk synes svarene.
Hvornår kommer den frelsende engel ud af en mørklagt tro og fylder nyt brændstof på vores tank?

For du tænker måske også stadig på den lille Eva med rækkeviddeangst, som vi efterlod på bagsædet af den gule Simca? Hvordan endte den historie?

Den endte sådan her: Ud af mørket, på de absolut sidste dampe af benzin, kørte vi ind i en lille landsby. Byen var alt, alt for lille til at der burde have været en benzinstander. Men den var der. Og – halleluja – den tog sedler. Men den tog åbenbart ikke vores sedler.
Det var stadig ikke stormfuldt, men mørket var blevet endnu mørkere, og hvert et hus i den by, der strengt taget var for lille til at være en by, var helt og aldeles mørklagt.
Der holdt vi ved siden af den benzinstander, som kunne have bragt os videre. Der kan være meget stille i en gul Simca.

Så kom den frelsende engel. Det er derfor, de hedder sådan. Ud fra det mørklagte hus ved siden af benzinstanderen trådte en mand. Om han byttede fars sedler ud med sine egne sedler, det husker jeg ikke. Jeg var kun et barn. Men få minutter senere lød den forjættende lyd af et benzindæksel, der blev skruet af.
Lige der, der forsvandt min rækkeviddeangst og blev til rækkeviddehåb. Vi skulle nok komme hjem.

Angsten og håb kan gå på samme vej.
Det er derfor vi i dag ikke kun skal høre om disciplene med deres rækkeviddeangst. For der er også en anden vej til evangeliet end den at komme til kort. Der er tiggerens vej. Den blinde vej.

For da de den dag nærmer sig Jeriko. Læg mærke til det. Vi er endnu ikke i nærheden af Jerusalem. Vi er et stykke fra hovedpointen, fra det største af alle mysterier – og der – dér møder vi en anden. Sådan kan erkendelser også dukke op for os. Ikke først, når vi er ved vejs ende, men undervejs. Og måske er det nogle af de erkendelser, vi skal have med hele vejen. Jeg tror, du kender til, at nogle af de mennesker, der lukkede dine øjne op for noget væsentligt eller kærligt i dit liv, dem bærer du med dig videre.

Der ved Jeriko, hvor der historisk set før var sket store ting, bliver disciplene og vi standset i vores fremdrift af en tigger, som oven i købet er blind. Til gengæld er den blinde tigger mere seende end disciplene. Adspurgt får han at vide, at det er Jesus fra Nazaret, der kommer forbi. Dengang var der mange Jesus’er og Nazaret vidste alle, hvad var. Men den blinde ved mere end det – og den viden putter han ikke med. Han råber: »Jesus, Davids søn, forbarm dig over mig!«

Med de ord afslører tiggeren, at han er så langt fra at have rækkeviddeangst, som man kan have. Han rækker ud, fordi han vidste, at netop denne Davids søn var den længe ventede. Han var den frelsende engel, som Gud selv havde sendt til verden.
Den blinde havde set det. Ikke med sine øjne, men med troens.
Så helbreder Jesus ham. I virkeligheden er det et fuldstændigt overflødigt under. Jeg mener: Hvad skal man med øjne i hovedet, når man allerede kan se det væsentligste her i livet?

Men sådan viser Jesus ham og os, at Guds kærlighed ikke er blind for menneskers behov.
Han viser os, at kærlighed er mere end fine ord, der ser flotte ud på skrift på Valentinskort og som lyder godt i munden, når du erklærer dig for en anden.
Rigtig smuk er kærlighed først i handling.
Som når du lader dig standse.
Som når du giver dit liv hen for andre.
Som når du må dø, for at andre får livet.

”Det var en mørk og stormfuld nat”.
Det var natten efter, at Guds søn var død på korset, og det himmelstormende i det faktum havde flænset forhænget i templet – og havde flænset så meget andet med.
”Det var en mørk og stormfuld nat”.
Og en til.

Og så blev det morgen. Og Gud selv kom som en frelsende engel til verden. Han skubbede stenen fra graven – og alt det, der før havde været mørklagt, blev lyst.
Verden havde igen fået øjne i hovedet og kunne igen se, at størst af alt er kærligheden.

Måske har du endnu ikke set det. Eller indset set.
Heller ikke selvom du har øjne i hovedet – og hjertet på rette sted.
Måske er din tro som de 50 eller 100 kr. sedler, du ikke helt kan få til at passe ind i automaten. De er ikke helt kompatible. Men du prøver alligevel.

Måske er evangeliet til dig og til mig, at ud af det blå – eller det mørke – eller der, hvor din tank er enten helt fuld eller halvt tømt – eller der hvor al angst har taget kvælertag på dig - der sendte Gud sin frelsende engel.
Og Han vil gøre det igen.
Han vil fylde din tro med sin tillid.
Han vil lægge sin kærlighed ind i dit liv, lukke dine øjne op og erstatte din tilværelses rækkeviddeangst med rækkeviddehåb
Amen

 

"Kunsten er at vide, hvornår du skal ruge og hvornår du skal klække" - Sidste søndag efter hellligtrekonger

 

”Tillykke”. 
Hun rakte gaven ud mod mig. Jeg blev lige dele glad og overrumplet. Jeg havde ikke forventet, vi var på gave med hinanden.
Gaven var pakket ind i hvidt silkepapir. Mon ikke det var derfor, jeg tog imod den med varsomme hænder? Derfor, at jeg med forsigtige fingre fjernede først silkepapiret og efterfølgende det brune bølgepap?

Allerede mens jeg pakkede op, havde jeg det sådan, at den gave havde jeg ikke fortjent. Og skal jeg være endnu ærligere, har jeg det stadig sådan hver eneste dag, når jeg ser på den:
At jeg er glad for gaven – og at den er ufortjent.

Måske skal jeg retænke – og måske er vi flere, der skal øve os i at tage det til os, hvad en gave egentlig er? En gave er – netop - en gave. En foræring. Eller som man sagde tidligere: En præsent.
En gave kan du aldrig gøre dig fortjent til. Du kan aldrig tage den. Eller tage en gave for givet. En gave får du givet.

Det ligger i mig, og jeg er sikker på, at jeg ikke har det fra fremmede, at når jeg har noget godt, så deler jeg. Måske gælder det også for dig: Har du meget kage, deler du med andre. Du spiser ikke en hel kage selv.
Har du 100 kroner ekstra, giver du lettere til en, der beder om den. Har du overskud, deler du, om det kun er i form af øjenkontakt og et smil til en fremmed.

I dag deler jeg min fødselsdagsgave med jer.
På forsiden af vores sangark er der et fotografi af den.
For da jeg forsigtigt havde fjernet først det hvide silkepapir, så bølgepappet, åbenbarede der sig denne figur af glaseret og uglaseret ler. I forhold til størrelse skal I forestille jer, at gaven kan ligge i en hånd: Det er en skal. I skallen ligger der hvide fjer.
I skallen ligger der et ansigt. For mig er det ansigt tydeligt et menneskes ansigt. Ansigtet kigger opad. Det kan ikke andet.

Sammen med lerskallen lå der et lille, næsten undseeligt, stykke hvidt papir. På papiret står der: ”Kunsten er at vide, hvornår man skal ruge og hvornår man skal klække”.

Eller sagt med evangeliets ord: Kunsten er at vide, hvornår timen er kommet. Timen, hvor du ikke længere ruger, men hvor du klækker.
For det vil du gøre: Klække. Det er en uundgåelig del af det at være menneske: Du går i stykker. Ind imellem vil det kun være små hak i tuden, ridser i livets lak. Til andre tider krakelerer du mere gennemgribende. Det kan være noget indefrakommende, der har ruget i dig i kortere eller længere tid. Eller det kan være noget uventet udefrakommende, der får din skal til at flække og dig til at klækkes.

Kunsten er at vide, hvordan du skal ruge og hvornår du skal klække. Hvornår du ikke længere skal ruge, men hvornår du skal lade dig klække.

Kunsten er også at vide, hvad du ruger på: Hvad der vokser usynligt og umærkeligt. Indtil timen kommer, hvor det sprænger sin egen vej og din skal knækker. Irreversibelt. Uopretteligt.
Den kan ikke samles igen. Og der er du – udklækket – og misser lidt himmelvendt mod lyset. Mod det nye liv – eller det nye i dit liv, som du er nødt til at forholde dig til.

Jeg tror, vi har fået bildt os selv og hinanden ind, at et godt liv er et problemfrit liv. At et godt liv er et lykkeligt liv. Et liv, hvor du er glad, helst hele tiden. Et godt liv er et liv uden alt for store bump på den vej, der kommer os i møde. Vi har også bildt og selv og hinanden ind, at sådan et liv har vi ret til. Og hvis ikke det er sådan, så må det være en fejl.

Men så vil vi uvægerligt blive skuffede. For din skal kommer til at slå revner. Du kommer til at klække. Det, evangeliet til i dag fortæller os er, at når timen kommer, er det ikke er nogen katastrofe at klække. Tværtimod.

Min fødselsdagsgave – den knækkede skal - minder mig dagligt barskt om, hvad det vil sige at være menneske: At vi kan både klække og knækkes. Og at det vil ske.
Og min fødselsdagsgave – den knækkede skal- minder mig dagligt håbefuldt om, hvad det vil sige at være et menneske i Guds omsorg: Det vil sige, at også din skal ligger i Guds hånd.
Og i dén hånd ligger du trygt. For Gud holder dig dér, hvor du ruger. Dér, hvor timen endnu ikke er kommet. Dér i det usynlige og måske ensomme.
Ligesom Gud også var der i dén grav lidt væk fra Golgata, der først kunne klækkes indefra påskemorgen. Da den nye time kom.

Kunsten er at vide, hvornår der ruges og hvornår der klækkes.
Den kunst kender Gud. Og nogle gange klækker Han os for øjnene af os selv.

”Jeg ville faktisk gerne kunne tro”, sagde et menneske til mig for nylig i en samtale, der egentlig handlede om noget helt andet. Jeg ved ikke, om det var noget, han havde ruget på længe. Jeg ved ikke, om det kom bag på ham selv, at lige der, der var timen kommet, hvor hans skal knækkedes, og han sagde det, der lå inde i ham højt, både for sig selv og for andre. Jeg ved heller ikke, hvad han stiller op med sit nyklækkede jeg.

”Kunsten er at vide, hvornår man skal ruge og hvornår man skal klække”.

For en månedstid siden fejrede vi jul. Vi hørte, hvordan Guds barn blev født til verden som ethvert andet menneskebarn.
I dag forudser Jesus sin død.
Evangeliet taler meget lidt om tiden mellem Jesu fødsel og indtil han træder offentligt frem. Hvad er der sket derimellem?

Måske har Jesus ruget? Ruget på at blive klar til at skulle klækkes. Ikke som menneske. Men klækkes som verdens frelser.
Jesus vidste godt, hvad der ventede. Han vidste, at også han var en skal, et hvedekorn. Hvis ikke han lod sig knække, hvis ikke han faldt til jorden og døde, ville han bare være et menneske i rækken af mennesker. Så ville hverken hans liv eller hans død gøre en forskel. Og det var netop en forskel, Gud havde ruget på.

Det var den forskel, som skulle være en forskel for hele verden.
For ethvert menneske. Der skulle klækkes en ny verdensorden.
Hvor nåden går forud for retten. Hvor håb er levende og virksomt og ikke kun tre bogstaver, der ikke engang står i alfabetisk rækkefølge. En verdensorden, hvor du ikke kun lever for dig selv. Men hvor du altid er i relationer. Hvor du deler af et godt hjerte, så godt kan blive til flere gode gaver.

”Tillykke”, siger Gud. ”Til lykke på fødselsdagen”.
Og så rækker Gud os sin gave. Barnet, der skulle være verdens frelser og forsoner. Barnet, svøbt i halm og himmelsk herlighed.

Du troede måske heller ikke, at du var på gave med Gud?
Men det er du. Og det går kun den ene vej. Det er kun Gud, der giver. Det er vores største fejltagelse om liv og tro og relation til Gud, hvis vi forventer, at vi kan give noget til gengæld.
”Vi kan jo intet give, som nogen ting er værd”.

Guds gave er helt og aldeles gave. Ufortjent. En foræring. En præsent. Og den gave er ikke kun et engang fra for 2000 år siden. Den er præsentisk og nutidigt og den rækkes dig igen i dag. Værsgo!

Når du har noget godt, så deler du det. Når den holdning ligger i dig og mig, så har vi det ikke fra fremmede. Så er det selve kernen i kristendommens DNA: Fra begyndelsen af holdt Gud ikke det gode for sig selv. Det kunne Han lige så godt have gjort.
Intet menneske har på forhånd – eller på efterhånd – fortjent Guds gaver.

Alligevel giver Gud os dem: Gaverne. Livets gave som den første.
Og med livet: Tiden. Ingen af de to kan returneres eller byttes til noget andet. Siden fik vi Guds levende håb i dåbsgave. Også det kan vi slide på – men vi kan aldrig slide det håb op.

Guds gode gaver skal vi ikke holde for os selv.
Vi skal dele dem gavmildt. Sprede dem som korn på en mark skal spredes for at give afkast.
Hvis ikke evangeliet om Kristus var blevet delt, så var det blevet ved det ene korn, og så havde vi ikke siddet her – og det var aldrig meningen. Evangeliet var aldrig ment til at være eksklusivt.

Hvis ikke Jesus var død og opstået igen fra de døde, havde hans liv blot været et liv blandt mange. Bevares – et særligt liv – et gudvillet liv. Men kun ét liv. Men fordi han døde – og opstod – blev hans liv til håb og opstandelsestro for mennesker siden.

For der, hvor vi knækker for sidste gang lyder det: ”Af jorden skal du igen opstå”. Og så åbner Gud også vores gravmørkes skal  indefra – og tager dig til sig.

Men indtil den time kommer, må du låne af kraften og modet fra Kristi hvedekorn, både når du ruger og når du klækkes.
Og for det siger vi: Ære være Faderen og Sønnen og Helligånden, som det var i begyndelsen, så nu og altid og i al evighed. Amen.

Kirkebøn:
Lad os bede:
Himmelske Far -
Jesus, Guds søn
Du gode Helligånd, som gør evangeliet levende og nuværende for os.

Giv os hvedekornets kraft og mod,
når alt er godt og trygt omkring os i vores skal -
og vi alligevel er bange for at det skal krakelere omkring os.
Når uroen i verden smitter og gør os urolige.

Giv hvedekornets kraft og mod
til verdens magthavere.
Vær hos regeringer og regenter, hos præsidenter og præsidier,
hos byråd og hos enhver, der skal træffe valg, der ikke kun handler om vedkommende selv.
Giv dem kraft og mod til at tage beslutninger, der er gode.
Ikke bare subjektivt, men objektivt. Beslutninger, der fremmer freden og gode vilkår for alle mennesker.

Giv os hvedekornets kraft og mod,
når vi må slippe alt vores eget, slippe kontrol – og slippe os selv.
Giv os da troen på, at der også er vækst i at gå i stykker.

Giv os hvedekornets kraft og mod,
giv os grokraft og lyst til at vokse, ikke kun til egen glæde, men også til glæde og opbyggelse for dem, du er vokset sammen med.
Din nære og kære.
Dem, du er forpligtet på.
Det, du er forpligtet på i dit faglige og private virke.
Giv os både kraft og mod til at opretholde, men også til at gå nye veje, når det er nødvendigt.

Giv os hvedekornets kraft og mod,
når vi mister.
Især når vi mister mennesker, vi holder af.
Det gælder i vores omgangskreds,
men læg også hvedekornets opstandelseskraft forplante sig til os, når der bliver tomme stole her hos os –når vi her i menigheden tager afsked med mennesker, der har haft deres faste plads i fællesskabet i årevis og som her har spredt deres korn.

Giv os kraft og mod til at se enhver dag i øjnene.
Lad os dele, også det udelelige.
Lad os bære det svære, men aldrig alene.

Giv os kraft og kræfter, når hverdagen kræver mere af os end vi synes vi magter.
Hjælp os med at glæde os og stå ved vores stolthed, når der er grund til det.

Giv os hvedekornets kraft og mod,
så vi frimodigt elsker
vores børn, vores familiemedlemmer, vores nære, dem, vi kender og holder af. Og dem, der har mere brug for os end vi vidste af.
Giv os frimodighed til at være i relationer.
Og til at blive i dem, når det bliver kompliceret.

Giv os hvedekornets kraft og mod,
så vi holder af os selv. Både når livet lykkes – men især når det ikke gør.

Vær hos os, Herre, når alt ramler omkring os.
Og alle skaller os vi selv knækker i usamlelige stykker.
Hvisk til os, at når din time kommer, så samler du alle stumper og stykker og skaller og fejltagelser i dit rige.

Det beder vi om.
For dagen i dag. For i morgen. Og for alle dage.
Amen.