Men engang, hvor vi netop spillede langbold på marken – skete det. Jeg ramte den rent, bolden. I den fornemste bue fløj den lang, langt forbi de bagerste kegler på det modsatte hold. Jeg sprang op, højt af overraskelse og satte i løb. Forbi første kegle, anden kegle, tredje … bolden var stadig ikke retur hos kasteren. Fjerde kegle … jeg havde gjort det: Løbet en befrier. Sådan som det er, når du løber en hel runde. En befrier. En af holdets døde kunne komme ind i kampen igen.
Nu var der bare det, at jeg havde tyret bolden så langt, at den var landet i et krat. Mens jeg jublede over mit livs første befrier, ledte modspillerne stadig efter bolden.
Det er mange år siden nu.
Jeg kan oprigtigt talt ikke huske, hvordan det endte.
Måske fandt de aldrig bolden?
Måske slog jeg i virkeligheden aldrig det slag?
Måske løb jeg aldrig den befrier?
Måske satte jeg aldrig en anden i frihed?
---
På jeres sangark har jeg indsat tre forskellige billeder på frihed. Det første er meget lille uddrag fra Det sixtinske kapel: Det, der hedder ”Skabelsen af Adam”.
Det billede, der har været inspiration for megen anden kunst – og ikke så få reklamer.
Dengang der – eksempelvis - endnu fandtes telefoner fra firmaet Nokia, åbnede en Nokia-telefon op med et slogan, der hed: ”Connecting people”, at forbinde mennesker – og du så to hænder, der rakte ud mod hinanden med helt tydelig parallel til ”Skabelsen af Adam”.
I dag kan vi spørge hinanden, om mobiltelefonerne mon bragte os tættere på hinanden, om de ”connectede” os eller om de i virkeligheden fjernede os fra hinanden?
På den originale fresko er Adam 4 meter lang og hele det imponerede værk er skabt af Michelangelgo. Han begyndte eller med at brokke sig, den gode Michelangelo: Mente han var billedhugger, ikke maler. Han fyrede alle de assister, Paven havde hyret ind til arbejdet. Han ville have sin kunstneriske frihed.
I 4 år lå han på ryggen oppe under loftet og kreerede verdens største kunstværk, angiveligt meget af det alene. Tænk, hvor meget smukt, der kan komme ud af at brokke sig: Et mere end 930 m2 stort kunstværk med mere end 390 i persongalleriet.
Detaljen med Gud og Adam skildrer netop det øjeblik, hvor Gud slipper sin skabning.
Adam er fri.
Fuldkommen fri.
Endnu uspoleret.
Endnu er alt fryd og gammel.
Alt er, som Gud havde tænkt det: Mennesket skabt i eget Guds billede: Med alle muligheder og med al frihed.
Det var det, der var meningen.
Livets mening og Guds mening var ét.
Om det kunne være fortsat sådan, som Gud havde tænkt det: At mennesket i sin frihed alene valgte det gode, at mennesket ikke var til falds, hverken for æbler eller siden for Appleprodukter eller andet materielt og hvad der nu alt sammen får mennesker til at falde for fristelser – det ved vi af gode grunde ikke.
For Adam faldt. Han tog Eva med i faldet – eller hun tog ham.
Og fordi det fald var så stort, blev det stamfaldet til alle andre fald: Vi kalder det syndefaldet.
Det at falde fra ens bestemmelse – eller fra det gode, Gud havde tænkt, det var – og er – en synd.
En synd.
Ordet hænger etymologisk sammen med ordet ”sund” – et vand, der adskiller et stykke land fra et andet stykke land. Synd, det er det, der kommer imellem os og Gud.
Synd, det er det, der kommer imellem os mennesker.
Jeg tror også, vi kan synde mod os selv. Når vi kommer fra langt fra det, der er os selv.
Siden Adam og Eva syndede som de første, og dermed satte behovet for tilgivelse ind i verdens og menneskers forsatte historie med Gud, er der selvfølgelig sagt og skrevet meget om synd.
Der er også sagt meget misforståeligt, som har gjort mere skade end det har været evangelisk og opbyggeligt.
Med fare for at det er for kort, vil jeg i dag hævde, at det, der følger lige i hælene på synden, er, at du ikke længere er fri. Så sammen med godheden sætter du friheden over styr, når du går syndens ærinde. Det er ikke sikkert, det opleves sådan i øjeblikket, på den korte bane. Men på den lange bane, den, der er længere end selv langboldbanen på marken, er det sådan det er.
”Ufri”
Der er mange ord for at være ufri.
”Besat” eller ”besættelsestid” er ord, vi ikke kommer udenom, når vi nærmer os en 5. maj. Lad mig nævne andre, der ikke har helt så nationale, men måske mere personlige konnotationer: Underordnet, hæmmet, afhængig, på vagt, indfanget. Fortsæt selv rækken.
”Ufri” er meget mere end et begreb.
At være ufri er en erfaring. Du har sikkert dine erfaringer af, hvornår du følte dig ufri, hvornår du rent faktisk var det. Måske har du også erfaringen af, hvornår og hvordan du kæmpede med ufriheden. Måske har du også erfaringen af, hvornår du blev fri.
Under Michelangelos af Adams Skabelse har jeg sat en anden illustration. Jeg tænker, du kender den. Det er billedet af træskæreren Gepetto, der laver marionet-dukken, Pinocchio.
Fortællingen om Pinocchio er en omvendt skabelsesfortælling. Den begynder efter syndefaldet: Modsat Adam begynder Pinocchio jo med at være ufri. Pinocchio kan kun bevæge sig, som den, der trækker i trådene bestemmer det. Ellers var han jo ikke en marionet.
Gepetto ønsker sig så inderligt, at dukken var et rigtigt levende barn. Men modsat Gud har Gepetto kun materialet, træet. Gepetto kan ikke blæse ånd eller liv i dukken, uanset hvor meget han end ønsker det. Du og jeg kan heller ikke blæse liv i noget dødt, uanset hvor meget vi end ønsker det.
Men Gepetto ønsker det. Og tænk! Engang imellem får både ægte mennesker og fiktive personer i en fortælling deres ønske opfyldt: En fe gør Pinocchio levende. Men Pinocchio er stadig af træ. Men han får at vide af feen, at hvis han opfører sig ordentligt, så kan han blive til en rigtig dreng. Udover denne moralske tale, udstyres Pinocchio for en sikkerheds skyld med en samvittighed. Måske feen havde hørt om hvordan det går den, der sættes i verden uden samvittighed, sådan som Adam og Eva. I Disney-versionen har samvittigheden navn og hedder Jesper Fårekylling. Den skal hjælpe Pinocchio med at skelne mellem godt og ondt.
Du kan godt høre det, ik? – Vi er altså ikke langt fra den allerførste Skabelsesfortælling.
Det går med Pinocchio, som det gik med Adam, som det går med os: Skidt.
Pinocchio får sig noget af et synderegister, der spænder fra at pjække til at lyve, ja mere end det – og hver gang han lyver, vokser hans næse.
Pinocchio bliver endda slugt af en hval. Og ligesom i den historie, vi kender her i kirken om den uartige eller egensindige Jonas, der også hellere vil gå sine egne vegne end gå Guds ærinde og som også bliver slugt af en hval, så sker det samme her.
Opholdet i hvalen bliver et vendepunkt.
Derfra spyttes de ud til livet igen.
Så du må hellere holde godt øje med hvaler. For du risikerer at blive opslugt, men kun for at spyttes ud til nye muligheder, hvor du ikke har andet valg end at gribe dem.
Jonas greb.
Og Pinocchio greb.
Han viser både mod, kærlighed og selvopofrelse og redder både Gepetto og sig selv.
Sådan befries Pinocchio fra sit første jeg. Marionetdukken, der allerede havde mistet snoretrækket, bliver til en rigtig dreng af kød og blod. Men nu lykkeligt fri og forpligtende bundet i den relation, han allerede var i.
Og så synger Pinocchio:
”Der er ingen bånd der binder mig
Og ingen holder på mig nej
Før var jeg i slaveri
Men nu er det forbi”
”Enhver, som gør synden, er syndens træl”, siger Jesus i dagens evangelium. ”Men trællen bliver ikke i huset for evigt, Sønnen bliver der for evigt. Hvis altså Sønnen får gjort jer frie, skal I være virkelig frie”.
Det her siger Jesus før han begynder at gøre os frie.
Han siger det før påsken.
Han siger det før nadveren indstiftes skærtorsdag, hvor han som den syndfri giver os af sig selv.
Han siger det før korsfæstelsen, hvor han går så langt som et menneske kan gå for andre i kærlighedens navn.
Og han siger det især før påskemorgen, hvor Jesus løber en befrier fra dødens tyranni for os, for at vi kan leve.
Hvad skal du så lære af det?
Du skal lære:
At du altid skal gå efter manden – og ikke efter bolden.
Du skal lære, at Jesus er manden.
Du skal tro, at hans befriere også gælder dig, uanset hvor langt væk, du har tyret dit liv og dine muligheder og uanset hvor lang din næse bliver.
Han er manden, som vil, at du bliver sat fri fra og fri til.
For du er først virkeligt fri, når du er lykkeligt fri og forpligtende bundet.
Hvordan reagerer man på at blive fri?
På at blive befriet?
På at være sat fri?
Nogle af jer kan huske, hvordan reaktionerne var i 1945.
De hev mørklægningsgardinerne ned, så lyset kunne strømme frit ind og ud. Som når en sten bliver rullet fra en gravhule lidt udenfor Jerusalem.
Nogle af jer har helt andre og nærværende erfaringer af blive fri.
Måske der det også for dig forbundet med at lukke lyset ind?
Om lidt tilbydes du igen brødet og vinen. Ligesom dengang, hvor Jesus gjorde det første gang, så frisætter det dig. Heller ikke du skal gå herfra, bærende på dine synder eller på det, der binder dig.
Til sidst velsigner jeg dig.
For at du kan gå herfra som et frit menneske.
Ud for at skyde nye forbiere og pletskud.
Ud for at glædes.
Ud for at glæde andre, fordi glæden er skabt delelig.
Og ud for at fejle. Du ved, det vil ske.
Men fejl du blot frimodigt.
For du har Gud i ryggen.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar