Jeg har altid haft noget med flyvende tæpper.
Første og sidste gang, jeg var i Egypten, tog jeg et smut forbi basaren. Jeg kiggede på mange tæpper. Men jeg nøjedes med at kigge, for så længe, jeg ikke har købt et, lever drømmen om det flyvende tæppe. Til gengæld er de krydderier fra basaren, der stadig står på min krydderihylde, nok købt så latterligt overprized, at de stadig griner ad mig dernede i basaren i Egypten.
Måske bliver jeg aldrig klogere. Måske er troen det i os, der helst ikke skal blive klogere.
Måske skal din tro bare gør det, den er bedst til: At tro.
Og dit håb skal bare blive ved med at håbe.
Måske skal din kærlighed ikke spekulere på om du nu er god nok, smuk nok, dygtig nok, men på at elske og lade dig elske. For det andet er der ærligt talt ikke ret meget kærlighed i.
Jeg siger ikke det er nemt. Jeg siger, det er vigtigt. Og i dag er en dag for det, der er vigtigt i livet. Jeg tror, det er det, Gud mener, når Han siger: At det er tro, håb og kærlighed, det handler om.
”Han bliver nok klogere”. Sådan sagde hans mor og far.
Når drengen sagde: ”Jeg kunne godt tænke mig at komme ud i verden og se mig
lidt omkring”, så sagde folk i landsbyen Pjort: ” Han bliver nok klogere. Og
når han er blevet klogere, så bliver han herhjemme og får et hus med springvand
og en bette kone”.
Men Hodja fra Pjort blev ikke klogere, for Hodja havde ikke lyst til det samme
som sin mor og far og alle de andre i den lille by. Og Hodja var hverken det
første eller den sidste teenager i verden, der havde lyst til at blive det
samme som sine forældre eller som det, alle andre mente, han skulle.
En dag, da Hodja sad og tænkte på det med verden, kom tæppehandleren el-Faza
forbi. ”Hvis du vil ud i verden, så følg med mig”. Nu siger jeg det bare til
jer, som sidder og tænker på, om den præst her bare er ved at genfortælle en
børnebog fra hendes barndom for ca. 450 år siden, at det her med ”følg mig”,
det kender vi en anden, der sagde præcist det samme.
Fordi mennesker fulgte Jesus og stadig følger ham, er der kirker.
Der er et menneskesyn, at ethvert menneske har værdi. Der er et håb, lagt så
eftertrykkeligt ind i verden, at det er endnu. Pga. ham kender du ikke bare til
kærlighed, men til næstekærlighed. Pga. ham kender du ikke bare kender ordet ”undskyld”,
men du kender til tilgivelse. ”Følg mig”, sagde Jesus og viser os med sit eget
liv og død og opstandelse fra de døde, at der er noget at håbe på, selv når dit
eget liv ser allermest håbløst ud.
”Følg mig”, sagde Jesus. Det er derfor, vi er her i dag. Fordi vi følger.
”Følg mig”, sagde – ikke Jesus - men el-Faza, og så fulgte Hodja med hjem i
el-Fazas tæppebutik. Der halede el-Faza et støvet tæppe frem. Det her må du
låne knægt”. ”Ja??”, sagde Hodja. ”Det
er jo et tæppe”. ”Det er det”, sagde el-Faza, som stadig ikke er Jesus.
Hvis el-Faza nu havde været Jesus, så havde han nemlig ikke talt om tæpper. Så
ville han havde lagt: ”Værsgo” ”Ja??”, ville du så svare, ”Det er jo et liv”. ”Det
er lige hvad det er”, ville Jesus sige. ”Det er dit liv. Det må du låne”.
Men nu var el-Faza jo ikke Jesus, så el-Faza svarede: ”Ja, det er et tæppe, men
ikke noget helt almindeligt tæppe. Det er et flyvende tæppe. Du må låne det.
Men du må love at passe godt på det. For der er snart ikke flere flyvende
tæpper tilbage i verden”. Så lånte Hodja tæppet.
Hodja fortalte sin far, at
han ville flyve ud i verden på tæppet. ”Der findes ikke noget, der hedder
flyvende tæpper”, sagde faren og tilføjede: ”Og skrub så i skole, knægt”. For
der er fædre, der mener, det er meget, meget vigtigt, at deres børn lærer det,
man lærer i skolen
Så sagde Hodja det til sin mor. Hun svarede: ”Altså hvis den dreng virkelig har
et flyvende tæppe, så lad ham dog rejse ud og se sig om. Sådan nogle drenge har
godt af at lære noget. Men du kommer ikke afsted, før du er vasket og
friseret”. For sådan er der nogle mødre der har det med deres børn: De skal se
ordentlige ud og de skal opføre sig ordentligt.
Men hun gav nu også Hodja en madpakke og lidt mønter med. Sådan er der også
forældre, der sender deres børn ud i verden.
Kære konfirmander. I dag er det jer, der er blevet vaskede og friserede. Lidt
senere får I måske lidt mønter – hvem ved? Måske bliver der også serveret lidt
mere end en madpakke i løbet af dagen.
I dag minder Gud jer konfirmander – ja, os alle om - at vi har fået det her liv
til låns.
Men vi har ikke kun fået et liv. I dåbsgave gav Gud os en tro. En tro, der kan
hæve dig højt fra denne jord. En tro, der kan være som et flyvende tæppe: En
tro, der kan bære dig i dit liv, på din vej i verden. En tro, der kan bære, når
du ikke kan bære dig selv.
Den tro fejrer vi her i kirken i dag.
Lige udenfor kirken begynder en anden slags fest. Men det er det samme vi
fejrer: Troen og livet. Gud ja og jeres ja-tak til troen og til livet.
Du kan nemlig godt være flyvende,
selvom du ikke tror på flyvende tæpper.
Du er flyvende, når du tør springe ud i noget nyt.
Du er flyvende, når du giver dig lov til at være glad.
Du er flyvende, når du tager imod, uden at tænke i at gøre gengæld.
Måske er der flyvende tæpper sammen med motorcyklerne og bilerne udenfor kirken?
Jeg håber, at i dag bliver en dag, fuld af gode overraskelser, der holder jer
konfirmander flyvende på gode minder i lang tid.
Jamen, så lad os da bare begynde med overraskelserne allerede herinde. For nu
vil alle jeres forældre og alle jeres gæster synge en sang for jer,
konfirmander.
Vil I rejse jer – alle sammen – undtagen konfirmanderne?
Ja, det kommer nok som en overraskelse for jer, konfirmander Det kommer måske
som en endnu større overraskelse for jeres forældre og gæster. Men i dag vil vi
alle gøre alt vores bedste for at glæde jer. Om det så er at synge solo for
jer.
Vi skal synge nogle gamle vers om Hodja fra Pjort – og så skal vi synge et helt
nyskrevet vers.
Hodja fra Pjort, Hodja fra Pjort
Han flyver længere og længere bort
På sin fantastiske flyvende færd
Hodja ka' ikk' la' vær'
Før han har set,
hvordan hele verden er
Faza fra Pjort, Faza fra
Pjort
Ga' ham det tæppe, der førte ham bort
Henover landet fra syd og til nord
Hodja det' noget, du tror
Troen ka' hæve dig højt
fra denne jord
Østen for solen
Og vesten for månen
Syv vilde vinde
Skal bære dig
Østen for solen
Og vesten for månen
Konfi i hvidt, konfi i sort
spred dine vinger, flyv tillidsfuldt bort.
På din fantastiske flyvende færd
vid, at din Gud er nær
Og Han har set,
hvordan hele verden er
Giv jer selv en stor hånd. For I gjorde det. I fik toner og gode ønsker til at
blive flyvende.
Historien om Hodja handler om noget af det samme som historien om Jesus handler
om: At selvom der findes udfordringer og problemer, både langt væk ude i den
store verden og nogle gange også store udfordringer og problemer i et lille
menneskeliv, så skal vi ikke slippe troen.
For troen kan hæve dig højt fra denne jord.
Troen kan være det, der hæver din drøm om at komme ud i verden. Om det så bare
er en verden, der er større end den, du har oplevet i vores egen familie.
Troen kan hæve dig, så du bæres af Guds milde vinde fra østen for solen eller
vesten for månen ... Eller hvordan Gud nu end bærer dig.
Troen kan være det, der bære det frem i dig, så du hviler i, at du er Guds drøm
om ”et menneske, Gud elsker at elske Gud er der, når alt det springer”
Der er nogen, der tror på dig.
Der er nogen, der håber med dig.
Der er nogen, der vil dig med kærlighed.
Det kan være dem, du stoler på, som din familie eller dine venner f.eks. Det
kan også være helt uventede mennesker, som en el-Faza eller Jesus, der
pludselig blander sig i dit liv og får dig til at blive flyvende. Selvom
hverken du strengt taget ikke tror på, at hverken mennesker eller tæpper kan
flyve.
Da du blev døbt, læste
præsten de ord, hvor Jesus lover, at han vil følge dig.
Ordene lød og lyder sådan her -
”De elleve disciple gik til Galilæa til det bjerg, hvor Jesus havde sat dem
stævne. Og da de så ham, tilbad de ham,
men nogle tvivlede. Og Jesus kom hen og
talte til dem og sagde:
»Mig er givet al magt i himlen og på jorden.
Gå derfor hen og gør alle folkeslagene til mine disciple, idet I døber
dem i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn, og idet I lærer dem at holde
alt det, som jeg har befalet jer. Og se, jeg er med jer alle dage indtil
verdens ende.«
”Alle dage”.
Det er ikke bare i dag. Ikke bare i morgen. Ikke bare de gode dage eller kun de
svære dage. Ikke de dage hvor du er flyvende – eller hvor du falder dybt, at du
aldrig tror du kan komme på benene igen. Ikke bare de dage, hvor du tror –
eller de dage, hvor du har mistet al tro, både på dig selv og på Gud. Eller de
dage, hvor du tror, at det med kærligheden var én stor fejltagelse.
Ikke kun de dage vil Jesus følge dig. Men alle dage.
Jesus sagde det ved din dåb.
Han siger det igen i dag til dig, og til mig, til dem, du tænker på, til dem du
savner, også på en dag som i dag. Han siger det til de levende og til de døde, fordi
Jesu ord også er der, hvor ingen andre ord kan nå. Han siger, han lover: ”Jeg
er med jer alle dage indtil verdens ende”.
På det løfte holder vi i dag konfirmation.
Og på det løfte kan vi leve det liv, vi alle har fået til låns.
For det siger vi: Ære være faderen og Sønnen og Helligånden, som det var i
begyndelsen, så nu og altid og i al evighed. Amen.
Tale til konfirmanderne
I er de første konfirmander nogensinde, der er kommet sovende til jeres
konfirmation. For de sidste mange onsdage, når I er mødt ind til præst, har I
spurgt: ”Eva – skal vi sove i dag?”
De allerfleste gange har jeg svaret: ”Ja, vi skal sove i dag”
Når det er blevet tid til det, er vi gået herind i kirken.
I gik hen til skabet, og tog jer hver et vattæppe. Så lagde I jer på
jeres tæppe eller under jeres tæppe udover hele kirken: på stolene, på gulvet,
under det gyldne alter, bag flygelet.
Så blev I helt stille. Og nogle af jer blev – næsten - stille.
Så talte jeg jer til ro, måske til tro.
Jeg lærte jer at trække vejret i firkant. Jeg talte til jer om jeres liv. Jeg
talte om, at det at tro ikke er at være dygtig. For tro er ikke en præstation.
At tro er at være til. Du har fået dit liv, din plet, din tæppeplads her i
denne verden. Du må godt være her med alt det, der er dig, også det du mest har
lyst til at gemme væk. At tro er at hvile i, at du er holdt af, holdt ud og
holdt om af Gud, sådan som et tæppe varmer og omfavner dig.
Når jeg ikke sagde mere, var der musik.
Nogle gange faldt nogle af jer i søvn. Og så stod jeg her og så ud over jer, og
jeg blev helt helt blød et sted i mit hjerte. For man sover kun, hvor man er
tryg.
Det er, hvad jeg ønsker for hver eneste en af jer, konfirmander, uanset om du
nu prøvede at sove her i kirken på tæppe eller ej: Jeg ønsker for dig, at du må
finde steder i denne urolige verden og i dit liv, hvor du falder til ro. Hvor
du er tryg. Så tryg, at du endda kan falde i søvn.
Jeg vælger at tro: At nu kender du sådan et sted.
At når du har glemt alt, hvad jeg ellers har sagt og hvad du har oplevet, mens
du gik til præst: så håber jeg du vil huske fornemmelsen af at ligge eller
sidde her. Jeg håber, du vil huske, at din kirke og at din tro kan være et
sådant sted: En helle midt i larmen.
Nu skal I have jeres konfirmationsgave fra kirken og fra mig. I får –
selvfølgelig - jeres helt eget tæppe to go. Anne har sørget for, at der på
hvert eneste tæppe står:
”Konfirmand 2026” og så jeres navn. For når jeg om lidt konfirmerer dig, kalder
jeg dig ved navn for Gud. Ligesom du blev det, den dag, du blev døbt.
Måske nåede du aldrig helt at falde til ro her i kirken. Men nu kan du øve dig
videre på dit helt eget tæppe. Og hvem ved – måske viser det sig at være et
flyvende tæppe?
Tak for den tid, vi har sovet sammen – og for den tid, vi var vågne.
Til lykke med jeres konfirmation
Ingen kommentarer:
Send en kommentar