Om frihed x (mindst) 3. Langbold, The Creation, Pinocchio og Jesus. 4. søndag efter påske

Der var et hav af børn på den parcelhusvillavej, der var min barndommens gade. Ikke så sjældent så mødtes vi allesammen til en rundbold- eller langboldkamp. Som regel var det på selve vejen, vi spillede. En sjælden gang tog vi ned på marken. Der var en anden frihed. Man kunne bedre slå til bolden, uden at tænke på ligusterhække eller om man nu ramte en af de store halvfjerdservinduer. For mig gjorde det nu ikke den store forskel. Engagementet fejlede ikke noget. Og som regel kunne jeg også godt ramme bolden. Men derfra og så til at slå den næsten ad Pommern til ….

Men engang, hvor vi netop spillede langbold på marken – skete det. Jeg ramte den rent, bolden. I den fornemste bue fløj den lang, langt forbi de bagerste kegler på det modsatte hold. Jeg sprang op, højt af overraskelse og satte i løb. Forbi første kegle, anden kegle, tredje … bolden var stadig ikke retur hos kasteren. Fjerde kegle … jeg havde gjort det: Løbet en befrier. Sådan som det er, når du løber en hel runde. En befrier. En af holdets døde kunne komme ind i kampen igen.

Nu var der bare det, at jeg havde tyret bolden så langt, at den var landet i et krat. Mens jeg jublede over mit livs første befrier, ledte modspillerne stadig efter bolden.

Det er mange år siden nu.
Jeg kan oprigtigt talt ikke huske, hvordan det endte.
Måske fandt de aldrig bolden?
Måske slog jeg i virkeligheden aldrig det slag?
Måske løb jeg aldrig den befrier?
Måske satte jeg aldrig en anden i frihed?
---
På jeres sangark har jeg indsat tre forskellige billeder på frihed. Det første er meget lille uddrag fra Det sixtinske kapel: Det, der hedder ”Skabelsen af Adam”.

Det billede, der har været inspiration for megen anden kunst – og ikke så få reklamer.

Dengang der – eksempelvis - endnu fandtes telefoner fra firmaet Nokia, åbnede en Nokia-telefon op med et slogan, der hed: ”Connecting people”, at forbinde mennesker – og du så to hænder, der rakte ud mod hinanden med helt tydelig parallel til ”Skabelsen af Adam”.

I dag kan vi spørge hinanden, om mobiltelefonerne mon bragte os tættere på hinanden, om de ”connectede” os eller om de i virkeligheden fjernede os fra hinanden?

På den originale fresko er Adam 4 meter lang og hele det imponerede værk er skabt af Michelangelgo. Han begyndte eller med at brokke sig, den gode Michelangelo: Mente han var billedhugger, ikke maler. Han fyrede alle de assister, Paven havde hyret ind til arbejdet. Han ville have sin kunstneriske frihed.
I 4 år lå han på ryggen oppe under loftet og kreerede verdens største kunstværk, angiveligt meget af det alene. Tænk, hvor meget smukt, der kan komme ud af at brokke sig: Et mere end 930 m2 stort kunstværk med mere end 390 i persongalleriet.

Detaljen med Gud og Adam skildrer netop det øjeblik, hvor Gud slipper sin skabning.
Adam er fri.
Fuldkommen fri.
Endnu uspoleret.
Endnu er alt fryd og gammel.
Alt er, som Gud havde tænkt det: Mennesket skabt i eget Guds billede: Med alle muligheder og med al frihed.
Det var det, der var meningen.
Livets mening og Guds mening var ét.

Om det kunne være fortsat sådan, som Gud havde tænkt det: At mennesket i sin frihed alene valgte det gode, at mennesket ikke var til falds, hverken for æbler eller siden for Appleprodukter eller andet materielt og hvad der nu alt sammen får mennesker til at falde for fristelser – det ved vi af gode grunde ikke.

For Adam faldt. Han tog Eva med i faldet – eller hun tog ham.
Og fordi det fald var så stort, blev det stamfaldet til alle andre fald: Vi kalder det syndefaldet.
Det at falde fra ens bestemmelse – eller fra det gode, Gud havde tænkt, det var – og er – en synd.

En synd.
Ordet hænger etymologisk sammen med ordet ”sund” – et vand, der adskiller et stykke land fra et andet stykke land. Synd, det er det, der kommer imellem os og Gud.
Synd, det er det, der kommer imellem os mennesker.
Jeg tror også, vi kan synde mod os selv. Når vi kommer fra langt fra det, der er os selv.

Siden Adam og Eva syndede som de første, og dermed satte behovet for tilgivelse ind i verdens og menneskers forsatte historie med Gud, er der selvfølgelig sagt og skrevet meget om synd.
Der er også sagt meget misforståeligt, som har gjort mere skade end det har været evangelisk og opbyggeligt.

Med fare for at det er for kort, vil jeg i dag hævde, at det, der følger lige i hælene på synden, er, at du ikke længere er fri. Så sammen med godheden sætter du friheden over styr, når du går syndens ærinde. Det er ikke sikkert, det opleves sådan i øjeblikket, på den korte bane. Men på den lange bane, den, der er længere end selv langboldbanen på marken, er det sådan det er.

”Ufri”
Der er mange ord for at være ufri.
”Besat” eller ”besættelsestid” er ord, vi ikke kommer udenom, når vi nærmer os en 5. maj. Lad mig nævne andre, der ikke har helt så nationale, men måske mere personlige konnotationer: Underordnet, hæmmet, afhængig, på vagt, indfanget. Fortsæt selv rækken.

”Ufri” er meget mere end et begreb.
At være ufri er en erfaring. Du har sikkert dine erfaringer af, hvornår du følte dig ufri, hvornår du rent faktisk var det. Måske har du også erfaringen af, hvornår og hvordan du kæmpede med ufriheden. Måske har du også erfaringen af, hvornår du blev fri.

Under Michelangelos af Adams Skabelse har jeg sat en anden illustration. Jeg tænker, du kender den. Det er billedet af træskæreren Gepetto, der laver marionet-dukken, Pinocchio.

Fortællingen om Pinocchio er en omvendt skabelsesfortælling. Den begynder efter syndefaldet: Modsat Adam begynder Pinocchio jo med at være ufri. Pinocchio kan kun bevæge sig, som den, der trækker i trådene bestemmer det. Ellers var han jo ikke en marionet.

Gepetto ønsker sig så inderligt, at dukken var et rigtigt levende barn. Men modsat Gud har Gepetto kun materialet, træet. Gepetto kan ikke blæse ånd eller liv i dukken, uanset hvor meget han end ønsker det. Du og jeg kan heller ikke blæse liv i noget dødt, uanset hvor meget vi end ønsker det.

Men Gepetto ønsker det. Og tænk! Engang imellem får både ægte mennesker og fiktive personer i en fortælling deres ønske opfyldt: En fe gør Pinocchio levende. Men Pinocchio er stadig af træ. Men han får at vide af feen, at hvis han opfører sig ordentligt, så kan han blive til en rigtig dreng. Udover denne moralske tale, udstyres Pinocchio for en sikkerheds skyld med en samvittighed. Måske feen havde hørt om hvordan det går den, der sættes i verden uden samvittighed, sådan som Adam og Eva. I Disney-versionen har samvittigheden navn og hedder Jesper Fårekylling. Den skal hjælpe Pinocchio med at skelne mellem godt og ondt.

Du kan godt høre det, ik? – Vi er altså ikke langt fra den allerførste Skabelsesfortælling.

Det går med Pinocchio, som det gik med Adam, som det går med os: Skidt.
Pinocchio får sig noget af et synderegister, der spænder fra at pjække til at lyve, ja mere end det – og hver gang han lyver, vokser hans næse.
Pinocchio bliver endda slugt af en hval. Og ligesom i den historie, vi kender her i kirken om den uartige eller egensindige Jonas, der også hellere vil gå sine egne vegne end gå Guds ærinde og som også bliver slugt af en hval, så sker det samme her.
Opholdet i hvalen bliver et vendepunkt.
Derfra spyttes de ud til livet igen.

Så du må hellere holde godt øje med hvaler. For du risikerer at blive opslugt, men kun for at spyttes ud til nye muligheder, hvor du ikke har andet valg end at gribe dem.
Jonas greb.
Og Pinocchio greb.
Han viser både mod, kærlighed og selvopofrelse og redder både Gepetto og sig selv.

Sådan befries Pinocchio fra sit første jeg. Marionetdukken, der allerede havde mistet snoretrækket, bliver til en rigtig dreng af kød og blod. Men nu lykkeligt fri og forpligtende bundet i den relation, han allerede var i.

Og så synger Pinocchio:
”Der er ingen bånd der binder mig
Og ingen holder på mig nej
Før var jeg i slaveri
Men nu er det forbi”

”Enhver, som gør synden, er syndens træl”, siger Jesus i dagens evangelium. ”Men trællen bliver ikke i huset for evigt, Sønnen bliver der for evigt. Hvis altså Sønnen får gjort jer frie, skal I være virkelig frie”.

Det her siger Jesus før han begynder at gøre os frie.
Han siger det før påsken.
Han siger det før nadveren indstiftes skærtorsdag, hvor han som den syndfri giver os af sig selv.
Han siger det før korsfæstelsen, hvor han går så langt som et menneske kan gå for andre i kærlighedens navn.
Og han siger det især før påskemorgen, hvor Jesus løber en befrier fra dødens tyranni for os, for at vi kan leve.

Hvad skal du så lære af det?
Du skal lære:
At du altid skal gå efter manden – og ikke efter bolden.
Du skal lære, at Jesus er manden.
Du skal tro, at hans befriere også gælder dig, uanset hvor langt væk, du har tyret dit liv og dine muligheder og uanset hvor lang din næse bliver.
Han er manden, som vil, at du bliver sat fri fra og fri til.
For du er først virkeligt fri, når du er lykkeligt fri og forpligtende bundet.

Hvordan reagerer man på at blive fri?
På at blive befriet?
På at være sat fri?

Nogle af jer kan huske, hvordan reaktionerne var i 1945.
De hev mørklægningsgardinerne ned, så lyset kunne strømme frit ind og ud. Som når en sten bliver rullet fra en gravhule lidt udenfor Jerusalem.

Nogle af jer har helt andre og nærværende erfaringer af blive fri.
Måske der det også for dig forbundet med at lukke lyset ind?

Om lidt tilbydes du igen brødet og vinen. Ligesom dengang, hvor Jesus gjorde det første gang, så frisætter det dig. Heller ikke du skal gå herfra, bærende på dine synder eller på det, der binder dig.

Til sidst velsigner jeg dig.
For at du kan gå herfra som et frit menneske.
Ud for at skyde nye forbiere og pletskud.
Ud for at glædes.
Ud for at glæde andre, fordi glæden er skabt delelig.
Og ud for at fejle. Du ved, det vil ske.
Men fejl du blot frimodigt.
For du har Gud i ryggen.

Konfirmation - prædiken og tale om flyvende tæpper og andre tæpper

 

Jeg har altid haft noget med flyvende tæpper.
Første og sidste gang, jeg var i Egypten, tog jeg et smut forbi basaren. Jeg kiggede på mange tæpper. Men jeg nøjedes med at kigge, for så længe, jeg ikke har købt et, lever drømmen om det flyvende tæppe. Til gengæld er de krydderier fra basaren, der stadig står på min krydderihylde, nok købt så latterligt overprized, at de stadig griner ad mig dernede i basaren i Egypten.

Måske bliver jeg aldrig klogere. Måske er troen det i os, der helst ikke skal blive klogere.
Måske skal din tro bare gør det, den er bedst til: At tro.
Og dit håb skal bare blive ved med at håbe.
Måske skal din kærlighed ikke spekulere på om du nu er god nok, smuk nok, dygtig nok, men på at elske og lade dig elske. For det andet er der ærligt talt ikke ret meget kærlighed i.

Jeg siger ikke det er nemt. Jeg siger, det er vigtigt. Og i dag er en dag for det, der er vigtigt i livet. Jeg tror, det er det, Gud mener, når Han siger: At det er tro, håb og kærlighed, det handler om.

”Han bliver nok klogere”. Sådan sagde hans mor og far.
Når drengen sagde: ”Jeg kunne godt tænke mig at komme ud i verden og se mig lidt omkring”, så sagde folk i landsbyen Pjort: ” Han bliver nok klogere. Og når han er blevet klogere, så bliver han herhjemme og får et hus med springvand og en bette kone”.
Men Hodja fra Pjort blev ikke klogere, for Hodja havde ikke lyst til det samme som sin mor og far og alle de andre i den lille by. Og Hodja var hverken det første eller den sidste teenager i verden, der havde lyst til at blive det samme som sine forældre eller som det, alle andre mente, han skulle.

En dag, da Hodja sad og tænkte på det med verden, kom tæppehandleren el-Faza forbi. ”Hvis du vil ud i verden, så følg med mig”. Nu siger jeg det bare til jer, som sidder og tænker på, om den præst her bare er ved at genfortælle en børnebog fra hendes barndom for ca. 450 år siden, at det her med ”følg mig”, det kender vi en anden, der sagde præcist det samme.

Fordi mennesker fulgte Jesus og stadig følger ham, er der kirker.
Der er et menneskesyn, at ethvert menneske har værdi. Der er et håb, lagt så eftertrykkeligt ind i verden, at det er endnu. Pga. ham kender du ikke bare til kærlighed, men til næstekærlighed. Pga. ham kender du ikke bare kender ordet ”undskyld”, men du kender til tilgivelse. ”Følg mig”, sagde Jesus og viser os med sit eget liv og død og opstandelse fra de døde, at der er noget at håbe på, selv når dit eget liv ser allermest håbløst ud.

”Følg mig”, sagde Jesus. Det er derfor, vi er her i dag. Fordi vi følger.

”Følg mig”, sagde – ikke Jesus - men el-Faza, og så fulgte Hodja med hjem i el-Fazas tæppebutik. Der halede el-Faza et støvet tæppe frem. Det her må du låne knægt”.  ”Ja??”, sagde Hodja. ”Det er jo et tæppe”. ”Det er det”, sagde el-Faza, som stadig ikke er Jesus.
Hvis el-Faza nu havde været Jesus, så havde han nemlig ikke talt om tæpper. Så ville han havde lagt: ”Værsgo” ”Ja??”, ville du så svare, ”Det er jo et liv”. ”Det er lige hvad det er”, ville Jesus sige. ”Det er dit liv. Det må du låne”.

Men nu var el-Faza jo ikke Jesus, så el-Faza svarede: ”Ja, det er et tæppe, men ikke noget helt almindeligt tæppe. Det er et flyvende tæppe. Du må låne det. Men du må love at passe godt på det. For der er snart ikke flere flyvende tæpper tilbage i verden”. Så lånte Hodja tæppet.

Hodja fortalte sin far, at han ville flyve ud i verden på tæppet. ”Der findes ikke noget, der hedder flyvende tæpper”, sagde faren og tilføjede: ”Og skrub så i skole, knægt”. For der er fædre, der mener, det er meget, meget vigtigt, at deres børn lærer det, man lærer i skolen
Så sagde Hodja det til sin mor. Hun svarede: ”Altså hvis den dreng virkelig har et flyvende tæppe, så lad ham dog rejse ud og se sig om. Sådan nogle drenge har godt af at lære noget. Men du kommer ikke afsted, før du er vasket og friseret”. For sådan er der nogle mødre der har det med deres børn: De skal se ordentlige ud og de skal opføre sig ordentligt.

Men hun gav nu også Hodja en madpakke og lidt mønter med. Sådan er der også forældre, der sender deres børn ud i verden.

Kære konfirmander. I dag er det jer, der er blevet vaskede og friserede. Lidt senere får I måske lidt mønter – hvem ved? Måske bliver der også serveret lidt mere end en madpakke i løbet af dagen.

I dag minder Gud jer konfirmander – ja, os alle om - at vi har fået det her liv til låns.
Men vi har ikke kun fået et liv. I dåbsgave gav Gud os en tro. En tro, der kan hæve dig højt fra denne jord. En tro, der kan være som et flyvende tæppe: En tro, der kan bære dig i dit liv, på din vej i verden. En tro, der kan bære, når du ikke kan bære dig selv.

Den tro fejrer vi her i kirken i dag.
Lige udenfor kirken begynder en anden slags fest. Men det er det samme vi fejrer: Troen og livet. Gud ja og jeres ja-tak til troen og til livet.

Du kan nemlig godt være flyvende, selvom du ikke tror på flyvende tæpper.
Du er flyvende, når du tør springe ud i noget nyt.
Du er flyvende, når du giver dig lov til at være glad.
Du er flyvende, når du tager imod, uden at tænke i at gøre gengæld.

Måske er der flyvende tæpper sammen med motorcyklerne og bilerne udenfor kirken?
Jeg håber, at i dag bliver en dag, fuld af gode overraskelser, der holder jer konfirmander flyvende på gode minder i lang tid.

Jamen, så lad os da bare begynde med overraskelserne allerede herinde. For nu vil alle jeres forældre og alle jeres gæster synge en sang for jer, konfirmander.
Vil I rejse jer – alle sammen – undtagen konfirmanderne?
Ja, det kommer nok som en overraskelse for jer, konfirmander Det kommer måske som en endnu større overraskelse for jeres forældre og gæster. Men i dag vil vi alle gøre alt vores bedste for at glæde jer. Om det så er at synge solo for jer.

Vi skal synge nogle gamle vers om Hodja fra Pjort – og så skal vi synge et helt nyskrevet vers.
Hodja fra Pjort, Hodja fra Pjort
Han flyver længere og længere bort
På sin fantastiske flyvende færd
Hodja ka' ikk' la' vær'
Før han har set,
hvordan hele verden er

 

Faza fra Pjort, Faza fra Pjort
Ga' ham det tæppe, der førte ham bort
Henover landet fra syd og til nord
Hodja det' noget, du tror
Troen ka' hæve dig højt
fra denne jord

 

Østen for solen
Og vesten for månen
Syv vilde vinde
Skal bære dig
Østen for solen
Og vesten for månen

 

Konfi i hvidt, konfi i sort
spred dine vinger, flyv tillidsfuldt bort.
På din fantastiske flyvende færd
vid, at din Gud er nær
Og Han har set,
hvordan hele verden er

Giv jer selv en stor hånd. For I gjorde det. I fik toner og gode ønsker til at blive flyvende.

Historien om Hodja handler om noget af det samme som historien om Jesus handler om: At selvom der findes udfordringer og problemer, både langt væk ude i den store verden og nogle gange også store udfordringer og problemer i et lille menneskeliv, så skal vi ikke slippe troen.

For troen kan hæve dig højt fra denne jord.
Troen kan være det, der hæver din drøm om at komme ud i verden. Om det så bare er en verden, der er større end den, du har oplevet i vores egen familie.
Troen kan hæve dig, så du bæres af Guds milde vinde fra østen for solen eller vesten for månen ... Eller hvordan Gud nu end bærer dig.
Troen kan være det, der bære det frem i dig, så du hviler i, at du er Guds drøm om ”et menneske, Gud elsker at elske Gud er der, når alt det springer”

Der er nogen, der tror på dig.
Der er nogen, der håber med dig.
Der er nogen, der vil dig med kærlighed.
Det kan være dem, du stoler på, som din familie eller dine venner f.eks. Det kan også være helt uventede mennesker, som en el-Faza eller Jesus, der pludselig blander sig i dit liv og får dig til at blive flyvende. Selvom hverken du strengt taget ikke tror på, at hverken mennesker eller tæpper kan flyve.

Da du blev døbt, læste præsten de ord, hvor Jesus lover, at han vil følge dig.
Ordene lød og lyder sådan her -
”De elleve disciple gik til Galilæa til det bjerg, hvor Jesus havde sat dem stævne.  Og da de så ham, tilbad de ham, men nogle tvivlede.  Og Jesus kom hen og talte til dem og sagde:
»Mig er givet al magt i himlen og på jorden.  Gå derfor hen og gør alle folkeslagene til mine disciple, idet I døber dem i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn, og idet I lærer dem at holde alt det, som jeg har befalet jer. Og se, jeg er med jer alle dage indtil verdens ende.«

”Alle dage”.
Det er ikke bare i dag. Ikke bare i morgen. Ikke bare de gode dage eller kun de svære dage. Ikke de dage hvor du er flyvende – eller hvor du falder dybt, at du aldrig tror du kan komme på benene igen. Ikke bare de dage, hvor du tror – eller de dage, hvor du har mistet al tro, både på dig selv og på Gud. Eller de dage, hvor du tror, at det med kærligheden var én stor fejltagelse.
Ikke kun de dage vil Jesus følge dig. Men alle dage.

Jesus sagde det ved din dåb.
Han siger det igen i dag til dig, og til mig, til dem, du tænker på, til dem du savner, også på en dag som i dag. Han siger det til de levende og til de døde, fordi Jesu ord også er der, hvor ingen andre ord kan nå. Han siger, han lover: ”Jeg er med jer alle dage indtil verdens ende”.
På det løfte holder vi i dag konfirmation.
Og på det løfte kan vi leve det liv, vi alle har fået til låns.

For det siger vi: Ære være faderen og Sønnen og Helligånden, som det var i begyndelsen, så nu og altid og i al evighed. Amen.

Tale til konfirmanderne

I er de første konfirmander nogensinde, der er kommet sovende til jeres konfirmation. For de sidste mange onsdage, når I er mødt ind til præst, har I spurgt: ”Eva – skal vi sove i dag?”
De allerfleste gange har jeg svaret: ”Ja, vi skal sove i dag”

Når det er blevet tid til det, er vi gået herind i kirken.
I gik hen til skabet, og tog jer hver et vattæppe. Så lagde I jer på jeres tæppe eller under jeres tæppe udover hele kirken: på stolene, på gulvet, under det gyldne alter, bag flygelet.
Så blev I helt stille. Og nogle af jer blev – næsten - stille.

Så talte jeg jer til ro, måske til tro.
Jeg lærte jer at trække vejret i firkant. Jeg talte til jer om jeres liv. Jeg talte om, at det at tro ikke er at være dygtig. For tro er ikke en præstation. At tro er at være til. Du har fået dit liv, din plet, din tæppeplads her i denne verden. Du må godt være her med alt det, der er dig, også det du mest har lyst til at gemme væk. At tro er at hvile i, at du er holdt af, holdt ud og holdt om af Gud, sådan som et tæppe varmer og omfavner dig.
Når jeg ikke sagde mere, var der musik.
Nogle gange faldt nogle af jer i søvn. Og så stod jeg her og så ud over jer, og jeg blev helt helt blød et sted i mit hjerte. For man sover kun, hvor man er tryg.

Det er, hvad jeg ønsker for hver eneste en af jer, konfirmander, uanset om du nu prøvede at sove her i kirken på tæppe eller ej: Jeg ønsker for dig, at du må finde steder i denne urolige verden og i dit liv, hvor du falder til ro. Hvor du er tryg. Så tryg, at du endda kan falde i søvn.

Jeg vælger at tro: At nu kender du sådan et sted.
At når du har glemt alt, hvad jeg ellers har sagt og hvad du har oplevet, mens du gik til præst: så håber jeg du vil huske fornemmelsen af at ligge eller sidde her. Jeg håber, du vil huske, at din kirke og at din tro kan være et sådant sted: En helle midt i larmen.

Nu skal I have jeres konfirmationsgave fra kirken og fra mig. I får – selvfølgelig - jeres helt eget tæppe to go. Anne har sørget for, at der på hvert eneste tæppe står:
”Konfirmand 2026” og så jeres navn. For når jeg om lidt konfirmerer dig, kalder jeg dig ved navn for Gud. Ligesom du blev det, den dag, du blev døbt.

Måske nåede du aldrig helt at falde til ro her i kirken. Men nu kan du øve dig videre på dit helt eget tæppe. Og hvem ved – måske viser det sig at være et flyvende tæppe?

Tak for den tid, vi har sovet sammen – og for den tid, vi var vågne.
Til lykke med jeres konfirmation