Har du nogen sinde stillet dig selv spørgsmålet, om du er god nok?
Det her er ikke en MUS-samtale, så hvis du vil høre, hvornår du er god nok som medarbejder, skal du tale med din chef.
Det er heller ikke en skole-hjem-samtale, så det er heller ikke her, du får noget at vide om, om du er en god elev eller studerende.
Hvis du vil vide, hvornår - eller om - du er en god nok ven, en god kæreste eller ægtefælle, så håber jeg, du har anledninger eller finder anledninger til at tage de samtaler med dine venner eller med dem, der er dine nære og kæreste.
Det her er ikke en konsultation hos din læge eller din træner i fitness eller nogen som helst anden, der ville kunne sige noget om din fysiske konstitution er god.
Jeg er heller ikke din psykolog, så forvent heller ikke med, at jeg kommer til at sige noget eksistentielt om lige præcis DU er god nok.
I dag er jeg din præst. Jeg er sat her på dette sted til at fortolke. Ikke på dine ord. Ikke på mine ord. Men på Guds ord.
Som jeg læser og tolker dagens tekst, så har de 2000 år gamle ord faktisk en væsentlig og nutidig og evangelisk, altså opbyggelig, replik til, hvornår du som menneske er god nok.
Vi er nødt til at have lidt forhistorie med.
Alting har en forhistorie. Også dig. Det behøver du ikke en præst til at fortælle dig.
Jeg læste før fra det sidste kapitel i Johannesevangeliet. Her har vi altså næsten hele Jesushistorien bag os. Vi kommer ind i historien på det tidspunkt, hvor Jesus første gang viser sig for sine venner, disciplene, efter at han er opstået fra de døde.
Men det er ikke Jesus, vi vil spejle os i.
Jesus er selvfølgelig god nok. Ja, han er reelt helt umulig at spejle sig i. Hvis vi tror, det er det, der er kristendom: at vi skal gå i Jesu fodspor, så gør vi evangeliet til umulige krav. Evangelium betyder glædeligt budskab. Ikke præstation, der er foruddømt til at mislykkes for os.
Nej, ham, vi vil – og kan - spejle os i, er Simon.
Simon har tilnavnet Johannes’ søn, fordi hans far hedder – nå ja, Johannes.
Lad os i tankerne spole tilbage til dengang Simons forældre skulle navngive deres søn. Lad os gå ind i dagligstuen og lytte med til, hvordan det måske kunne være foregået:
”Et navn betyder noget”, sagde fru Johannes,
”det navn, vi giver vores søn, kommer han til at bære med sig hele sit liv. Hvad med at kalde ham Viggo?”, fortsatte hun.
”Viggo betyder kamp. Det er et godt og stærkt navn. For vores søn kommer sikkert til at skulle kæmpe i sit liv. Sådan er det at være menneske. Jeg tror ikke, det ændrer sig de næste 2000 år”.
”Det er klogt sagt”, sådan kunne far Johannes have svaret, for det var klogt sagt, ”vi kunne også kalde ham ”Ozzy” – det stammer fra et navn, der betyder kraftfuld og god. Det er da også et godt navne-DNA at have med sig”.
Jeg forestiller mig, at fru Johannes her kunne have nikket tankefuldt. Jeg ved ikke, hvem der fik det sidste ord. Der er nogle situationer, hvor det er vigtigere end andre.
Uanset, hvordan det gik til, så ved vi nu, at deres søn fik navnet Simon. Simon betyder ”den, der lytter”.Jeg ved ikke, om Simon var god til at lytte efter, hvad hans forældre sagde. Jeg ved ikke, om Simon altid hørte efter i skolen eller om legen ”Simon says” er opkaldt efter ham.
Men vi ved, at da Simon møder Jesus allerede i kapitel 1 i Johannesevangeliet, så er det første, Jesus gør at give Simon et nyt navn. Som om Jesus allerede der vidste, at det med at lytte, det ville blive en helt særlig udfordring for Simon.
”Du er Simon, Johannes’ søn; du skal kaldes Kefas – det er det samme som Peter”. Det er noget af en navneforandring! At gå fra at hedde ”Simon”, den lyttende til at hedde Kefas, Peter, der betyder ”klippe”. Måske var det alligevel for stor en mundfuld – og måske er det derfor, at han ofte i Det nye Testamente kaldes ved dobbeltnavnet Simon Peter.
Det var ikke fordi Simon ikke lyttede til Jesus. Det gjorde han.
Og Simon stiller også mange spørgsmål. Ikke alle sammen lige gode. Men i hvert fald spørgsmål.
Derudover har Simon, efter at han er blevet til Peter, igennem sit følgeskab med Jesus travlt med at cementere sit nye navn. Travlt med at bevise, at han er en klippe, en, du kan stole på, bygge på, have tillid til.
Gad vide, om Simon Peter tænkte på, om han var god nok for Jesus? Måske forvekslede Simon Peter også relation med præstation: Du er først god nok i andres øjne, når du præsterer mere end det umulige. I hvert fald sagde han en dag: ”Jesus, jeg vil sætte mit liv til for dig” Så bliver det ligesom ikke større.
”Vil du?”, svarer Jesus med et spørgsmål af den slags, der ikke er et rigtigt spørgsmål. Inden Peter når at svare, fortsætter Jesus, ”Sandelig siger jeg dig: Hanen skal ikke gale, før du har fornægtet mig tre gange”.
Jesus fik ret. Selvfølgelig fik han det.
Lige efter at Peter har spist sammen de andre disciple her ved skærtorsdagsbordet, lige efter at Peter og de øvrige er faldet i søvn, mens Jesus gennemlever en af sine sværeste nætter, lige efter at Jesus er blevet forrådt af Judas og taget til fange af romerne, så går profetien i opfyldelse: Peter benægter at kende noget som helst til Jesus, ikke en, ikke to, men de tre forudsagte gange – også galer hanen.
Det er de sidste ord imellem dem, Jesus og Peter: ”Jesus, jeg vil sætte mit liv til for dig” og ”jeg kender dig ikke”. Så galer hanen. Så korsfæstes Jesus og dør og lægges i graven. Og hvis ikke han havde tænkt over det før, så fik Peter nu rig anledning tid til at stille sig selv spørgsmålet, om han havde været god nok?
Og du?
Har du nogen sinde stillet dig selv spørgsmålet, om du er god nok?
Hvis du ikke har. Hvis du aldrig er i tvivl om din godhed. Hvis du aldrig svigter, altid sætter medmennesket først og ikke nogensinde er i tvivl om Guds vilje, ja, så er du muligvis Kristus, der er kommet igen – og så skulle det her være en helt anden prædiken 
Men hvis du har stillet dig selv spørgsmålet, om du er god nok – og det tænker jeg, de fleste af os har – så lad os lige sætte os ved siden af Peter og slå mentalt følgeskab med ham:
Det er nok ikke, når du ikke viser dig som den bedste version af dig selv, at du tænker, du er god nok.
Det er nok heller ikke, når du ikke har holdt det, du lovede,
at du synes, du er gode nok.
Det er nok heller ikke, når du svigter andre – eller når du oplevede, at du havde svigtet dig selv, at du synes, du er god, og da slet ikke god nok.
Nu ville både en velmenende ven, en kæreste, en lærer, en psykolog og en arbejdsgiver og mange andre kunne sige noget både til Peter og til dig om, hvordan du møder den, du har svigtet. Eller om, hvordan du møder dig selv og tager dig selv til nåde, når det var dig selv, du svigtede.
Noget om, hvordan du kommer på benene og videre, når du er kommet til erfaringen, at du ikke er god nok.
Mange af dem ville, sikkert i bedste mening, pege på dig selv og sige, at det begynder der. Nogle ville sikkert tale om, hvad du stiller op med de følelser, der nu måtte være dine: Af utilstrækkelighed, af skam, af uformåenhed – af …
hvad ved jeg … jeg er bare præst.
Evangeliet har et andet take.
Og så er vi fremme ved dagens tekst. Her – nogle dage efter at Jesus er opstået fra de døde - konfronteres Peter – ikke med sig selv – og hvad der nu end måtte rode rundt inde i ham. Her mødes Peter igen – ansigt til ansigt med Jesus. Og hvad gør Jesus så?
Selv om Jesus stiller spørgsmålet: Elsker du mig lige så mange gange som Peter svigtede, så dømmer Jesus ikke Peter på fortiden.
Jesus dømmer Peter til fremtiden.
Jesus giver Peter en ny opgave.
Jesus giver ikke Peter en opgave, som han er sikker på, han kan klare. Som om det ville kunne give oprejsning eller en succesoplevelse. Han stiller ham ikke en lille ligegyldig opgave, som det er lige meget om Peter kan løfte eller ej.
Jesus giver Peter en opgave – et kald – som Peter helt sikkert IKKE vil få succes med.
For når det handler om at være god – så handler det i Jesu – i Guds – i evangeliets øjne aldrig om præstation:
Du er ikke god nok, når du gør nok.
Du er god nok, når du er. Også når du fejler.
Fordi du i udgangspunktet er mere end nok for Gud.
Det tror jeg ikke nødvendigvis, du eller jeg kommer til at forstå rationelt. Her er vi i kategorien: at det er noget, vi må tro.
Jesus giver Peter en lederopgave. Peter skal overtage og passe på den flok, altså os, som Jesus nu forlader igen.
Som leder – uanset hvilken flok du er leder for - om det er din familie, en flok på dit arbejde, eller det er en frivillig eller mere forpligtende sammenhæng eller om det er en menighed – så er der brug for, at lederen kan det, som Simon Peter nu har lært:
Du skal være en Simon. Du skal kunne lytte
Du skal være en Peter, en klippe. Du skal kunne stå fast og tage ansvar.
Du skal kunne leve med, at du er fejlbarlig, og at du helt sikkert kommer til at svigte igen.
Hvad der gælder for en leder – det gælder også dig som individ:
Du skal kunne lytte til andre – til dem, der vil dig det godt – og som ser større i dig end du ser i dig selv.
Du skal kunne stå fast som en klippe, ikke nødvendigvis kun for din egen skyld, men i en større sags tjeneste.
Og så skal du kunne leve med dine fejl og de svigt, der er dine. For kun sådan kan du leve videre.
Evangeliet fortæller os om en, der ikke kunne. Judas kunne ikke leve med sit svigt. Han valgte at tage sit liv. Ved at vælge den udvej, fraskrev han sig muligheden for de veje, andre kunne have set for ham.
Jesus tilgiver ikke Simon Peter i ord.
Godt det samme. For ikke engang den, der har heddet, ”den, der lytter” ville kunne høre det. Jeg er heller ikke sikker på, at du og jeg altid vil kunne høre det, når nogen tilgiver os i ord.
Jesus tilgiver med tillid – og det er der kærlighed i.
”Elsk mig, når jeg mindst har fortjent det, for det er der, jeg har mest brug for det”.
Hvad er det nemmeste: At elske et elskværdigt menneske eller en, der har brudt din tillid? Eller det gode spørgsmål: Hvad er det kærligste?
Jeg behøver ikke sige det: Jesus gik aldrig efter det nemmeste, efter laveste fællesnævner, efter det gærde, du sagtens kan hoppe over. Det rykker ingenting. Jesus gik med en kærlighed, giver den chance til, vi ikke vil unde andre eller os selv. Men som vi godt ved, ville ændre alt.
Hvis du nogensinde stiller dig selv spørgsmålet, om du er god nok og det tror jeg, du har, så vil jeg som din præst i dag sige: At det spørgsmål skal du ikke selv have lov til at svare på.
Når du stiller dig selv spørgsmålet, om du er god nok, så stil dig, hvor Peter stod denne dag efter Jesu opstandelse, og lad Jesus få det sidste ord:
– og bliv så en Simon, der lytter på svaret. For nej, du er højst sandsynlig ikke god. Men du er god nok til Guds kærlighed
Og bliv en så Peter – og lad evangeliet blive som en klippegrund og et fundament i dag: At du er mere end god nok til at få mere liv betroet.
Gør du det, bliver det påske: At der, hvor du troede, at alt var tabt til dine nederlag, til afmagten, ja til døden selv, der vinder livet over døden. Der vinder nye muligheder over umuligt. Der vinder Guds kærlighed.
Der erfarer du, at du kan få alt tilbage og mere til.
Ikke som det var. Men på ny.
Og det kan også være godt, ja mere end godt nok.
Amen
Ingen kommentarer:
Send en kommentar