SÅDAN SAGT... Prædiken om rækkeviddeangst
”Det var en mørk og stormfuld nat”.
Ret skal være ret: Måske var det ikke stormfuldt. Det er var nok heller ikke helt nat. Men det var mørkt, og det var sent.
Jeg var barn, og vi var på vej hjem i bil. Måske var det den gule Simca med os børn raslende rundt på bagsædet uden sikkerhedsseler. Som det nu var dengang.
Så skete det, som ellers aldrig skete i min familie: Bilen var ved at køre tør for benzin. Lad mig forklare konsekvenserne for jer, der er for unge til at have oplevet det: Dengang havde benzinstationer ikke døgnåbent. De lukkede faktisk på et tidspunkt. Vi var langt fra at dankortet var en ting og endnu længere fra MobilePay. Og hvis dine halvtredsere eller din 100-kroneseddel var for krøllet, så var det ikke sikkert, seddelautomaten på benzinstationen ville tage imod dem. Og så var du på den, hvis du ikke havde en reservedunk.
Vi var på den, den aften. Kørende rundt der et sted i Danmark, længere ude end Lars Tyndskids mark, og med en benzinmarkør stadigt længere nede i det røde felt. For første gang i mit liv blev jeg ramt af det, som vi først indenfor de senere år har fået ord for: Jeg blev ramt af rækkeviddeangst! Hvad skulle der blive af os?
”Rækkeviddeangst”. Ordet kom først for alvor ind i vores sprog sammen med elbilerne. Rækkeviddeangst er angsten for, at du har for langt hjem eller for langt hen til den nærmeste lader. Rækkeviddeangsten er angsten for at ikke at kunne nå.
Eller angsten for at gå i stå.
Det kan godt ske, at begrebet ”rækkeviddeangst” er nyt, men indholdet kender du nok allerede til.
Lad mig først række dig nogle eksempler på rækkeviddeangst – med større eller længere udstrækningspotentiale. Måske er der nogle af dem, der rammer dig? Og lad mig derefter udlægge det eksempel, evangeliet selv giver os i dag: Disciplenes rækkeviddeangst.
Der kan være rækkeviddeangst ved at række ud mod nye mennesker: Spørge den nye pige i klassen, dem, du tilfældigt sad ved siden af til et arrangement, hende, du mødte på en ferie, ham, der åbenbart altid træner på samme hold i Ficness som dig, eller bare række ud mod et andet menneske, fordi du instinktivt fornemmer, at I vil have mere at sige hinanden: Spørge: ”Har du lyst til at vi skal ses, følges, drikke en kop kaffe en dag?
Alt det er også at række ud. Selv det enkle spørgsmål kan være forbundet med rækkeviddeangst. Fordi selv det høfligste ”nej tak” er en afvisning, der måske ikke ligefrem kalder på at du spørger igen en anden gang.
Rækkeviddeangst kan være, når dine børn flytter hjemmefra eller andre, der står dig nær, flytter længere væk – og du bliver i tvivl om, om du kan holde forbindelsen med dem. Ikke om I kommer til at ses. Det skal I nok komme til. Men snarere, om I kan blive ved med at være på bølgelængde. Om I kan blive ved med at være tætte, når der nu kommer afstand imellem jer.
Fysisk afstand er én ting. Men mennesker kan også flytte sig mentalt eller intellektuelt, så det kan blive vanskeligere at nå hinanden. Der kan også opstå rækkeviddeangst i relationer.
Måske er du ikke længere så tæt med din tætteste kollega, din ven, dit barn, din partner, din ægtefælle?
Det er som om I er forskellige steder, som om der længere imellem jer. Det kan gøre dig urolig. Hvad sker der? Bliver rækkevidden større? Kan I stadig nå hinanden? Måske kan I, hvis ikke angsten for alternativet spænder ben for jer.
Eller en helt anden form for rækkeviddeangst:
Angsten for at række ud. Angsten for at bede andre om hjælp eller nærvær. For det at række og bede andre om hjælp – det er - også - altid er et mikrotab af den kontrol, du helst ville præstere. Nu har du den så ikke. Måske er du blevet syg. Måske er du blevet ældre. Måske er du blevet afhængig af andres hænder eller andres overskud. Med tilbageholdt åndedræt rækker du ud.
Eller angsten for at række ud til den, der har gjort dig ondt eller den, du gjorde ondt. Måske er det mange år og meget levet liv mellem jer og det, der skete. Men nu … nu står du der, rækker hånden ud, rækker tilgivelsen frem med angsten siddende i fingerspidserne: Tager den anden imod?
Eller rækkeviddeangsten kan opstå, hvis et menneske får en hjerneskade eller bliver mentalt svækket, begyndende dement eller får en anden af de sygdomme, som kan fjerne mennesker fra sig selv og hinanden. Så er rækkeviddeangsten ikke kun en angst, men en realitet, både for den syge selv og dem, der er omkring.
Måske er det din fysik, der begynder at begrænse din rækkevidde. Du kan ikke længere så meget, som du kunne engang. Eller det begynder et andet sted. Først opdager du det bare som et ord, der bliver væk for dig. Så er det flere og flere ord, der ikke vil, som du vil. Så kniber det med sammenhænge eller med ansigter. Eller med lysten til det, der engang var selvfølgeligt og naturligt for dig, men som nu har ændret sig. Hvad stiller du op med angsten for en dag ikke længere at kunne nå eller forstå dig selv – eller det menneske, du har delt måske det meste af dit liv med?
Og så til den mest ultimative rækkeviddeangst, der kan gribe os. Med den er vi landet lige mit i dagens evangelium.
Her er vi sammen med disciplene på vej til Jerusalem. Jerusalem, det indebærer, at vi nærmer os afslutningen. Ikke bare muligheden for, at disciplene og de andre troende, ville kunne køre tør, men at det vil ske. Og snart.
Menneskesønnen, Guds egen søn, skal mishandles på så brutal vis, at han bliver slået ihjel af det. Det er så rædselsfuldt, som det kan være. Men rækkevidden af det kan disciplene slet ikke forholde sig til: Hvad betyder det for dem? Hvad betyder det for alt det, de har sat deres lid til, alt det, de hver især har ofret af levebrød og relationer for, at det skal slutte på den måde. Hvilke konsekvenser får det for deres tro? Kan du leve videre på noget, der er dødt?
Den rækkeviddeangst når vi alle til før eller senere: Når vi er på vej til vores livs Jerusalem. Og om ikke før, så den dag, vi sidder med en kiste foran os med et elsket menneske, som vi nu ikke længere kan nå. Angsten for ikke bare at skulle miste eller over at have mistet, som om den angst ikke var nok i sig selv. Men så følger rækkeviddeangsten i anden potens: angsten for at glemme, angsten for ikke længere at kunne huske den dødes stemme, den måde, han eller hun rørte dig på, sagde dit navn – var i dit liv på.
Rækkeviddeangst. For hvordan rækker du ud mod det menneske, som nu er dødt. Den, som du nu kun kan nå i minderne? Hvad sker der for den kærlighed, han eller hun var for dig?
Senest siddende der med kisten for an dig - men som regel før det - erfarer vi i livet, at der er en kærlighed, der ikke tåler alt, tror alt, håber alt og udholder alt, fordi der er en kærlighed, der holder op. Og så sidder vi her – med fremrakte hænder og et hjerte, der har gennemtræk.
Disciplene var grebet af angst. Den Jesus, der havde rakt ud til dem, den Jesus, der havde grebet dem om hjertet og taget dem med sig, fordi han havde et kærlighedens og næstekærlighedens og tilgivelsens budskab, der gav mening og som resonerede i deres tilværelse, han skulle nu tages fra dem igen. Hverken deres forstand eller deres tro rakte til at begribe det. De er ikke det første, der er kommet til kort på den konto.
Skridt for skridt nærmer disciplene og vi os Jerusalem. Tættere på det, der skal skille dem og os fra Jesus gang her på jorden. Tættere og tættere på den påske, der kan tømme vores livs tank og tanker for tro og for mening. Fordi vi ikke helt kan forstå rækkevidden af den: Hvad er meningen med, at Jesus skulle til jorden som verdens frelser – hvis han alligevel skulle dø? Hvad er det for en Gud, der først sætter kærligheden ind i livet – og så tager livet ud af den?
Mennesker har i 2000 år rakt ud efter svarene.
Mennesker har i 2000 år været som blinde, uden helt at fatte det. Fordi der er noget skjult i ordene.
Og jo mere vi rækker ud, des længere væk synes svarene.
Hvornår kommer den frelsende engel ud af en mørklagt tro og fylder nyt brændstof på vores tank?
For du tænker måske også stadig på den lille Eva med rækkeviddeangst, som vi efterlod på bagsædet af den gule Simca? Hvordan endte den historie?
Den endte sådan her: Ud af mørket, på de absolut sidste dampe af benzin, kørte vi ind i en lille landsby. Byen var alt, alt for lille til at der burde have været en benzinstander. Men den var der. Og – halleluja – den tog sedler. Men den tog åbenbart ikke vores sedler.
Det var stadig ikke stormfuldt, men mørket var blevet endnu mørkere, og hvert et hus i den by, der strengt taget var for lille til at være en by, var helt og aldeles mørklagt.
Der holdt vi ved siden af den benzinstander, som kunne have bragt os videre. Der kan være meget stille i en gul Simca.
Så kom den frelsende engel. Det er derfor, de hedder sådan. Ud fra det mørklagte hus ved siden af benzinstanderen trådte en mand. Om han byttede fars sedler ud med sine egne sedler, det husker jeg ikke. Jeg var kun et barn. Men få minutter senere lød den forjættende lyd af et benzindæksel, der blev skruet af.
Lige der, der forsvandt min rækkeviddeangst og blev til rækkeviddehåb. Vi skulle nok komme hjem.
Angsten og håb kan gå på samme vej.
Det er derfor vi i dag ikke kun skal høre om disciplene med deres rækkeviddeangst. For der er også en anden vej til evangeliet end den at komme til kort. Der er tiggerens vej. Den blinde vej.
For da de den dag nærmer sig Jeriko. Læg mærke til det. Vi er endnu ikke i nærheden af Jerusalem. Vi er et stykke fra hovedpointen, fra det største af alle mysterier – og der – dér møder vi en anden. Sådan kan erkendelser også dukke op for os. Ikke først, når vi er ved vejs ende, men undervejs. Og måske er det nogle af de erkendelser, vi skal have med hele vejen. Jeg tror, du kender til, at nogle af de mennesker, der lukkede dine øjne op for noget væsentligt eller kærligt i dit liv, dem bærer du med dig videre.
Der ved Jeriko, hvor der historisk set før var sket store ting, bliver disciplene og vi standset i vores fremdrift af en tigger, som oven i købet er blind. Til gengæld er den blinde tigger mere seende end disciplene. Adspurgt får han at vide, at det er Jesus fra Nazaret, der kommer forbi. Dengang var der mange Jesus’er og Nazaret vidste alle, hvad var. Men den blinde ved mere end det – og den viden putter han ikke med. Han råber: »Jesus, Davids søn, forbarm dig over mig!«
Med de ord afslører tiggeren, at han er så langt fra at have rækkeviddeangst, som man kan have. Han rækker ud, fordi han vidste, at netop denne Davids søn var den længe ventede. Han var den frelsende engel, som Gud selv havde sendt til verden.
Den blinde havde set det. Ikke med sine øjne, men med troens.
Så helbreder Jesus ham. I virkeligheden er det et fuldstændigt overflødigt under. Jeg mener: Hvad skal man med øjne i hovedet, når man allerede kan se det væsentligste her i livet?
Men sådan viser Jesus ham og os, at Guds kærlighed ikke er blind for menneskers behov.
Han viser os, at kærlighed er mere end fine ord, der ser flotte ud på skrift på Valentinskort og som lyder godt i munden, når du erklærer dig for en anden.
Rigtig smuk er kærlighed først i handling.
Som når du lader dig standse.
Som når du giver dit liv hen for andre.
Som når du må dø, for at andre får livet.
”Det var en mørk og stormfuld nat”.
Det var natten efter, at Guds søn var død på korset, og det himmelstormende i det faktum havde flænset forhænget i templet – og havde flænset så meget andet med.
”Det var en mørk og stormfuld nat”.
Og en til.
Og så blev det morgen. Og Gud selv kom som en frelsende engel til verden. Han skubbede stenen fra graven – og alt det, der før havde været mørklagt, blev lyst.
Verden havde igen fået øjne i hovedet og kunne igen se, at størst af alt er kærligheden.
Måske har du endnu ikke set det. Eller indset set.
Heller ikke selvom du har øjne i hovedet – og hjertet på rette sted.
Måske er din tro som de 50 eller 100 kr. sedler, du ikke helt kan få til at passe ind i automaten. De er ikke helt kompatible. Men du prøver alligevel.
Måske er evangeliet til dig og til mig, at ud af det blå – eller det mørke – eller der, hvor din tank er enten helt fuld eller halvt tømt – eller der hvor al angst har taget kvælertag på dig - der sendte Gud sin frelsende engel.
Og Han vil gøre det igen.
Han vil fylde din tro med sin tillid.
Han vil lægge sin kærlighed ind i dit liv, lukke dine øjne op og erstatte din tilværelses rækkeviddeangst med rækkeviddehåb
Amen
”Det var en mørk og stormfuld nat”.
Ret skal være ret: Måske var det ikke stormfuldt. Det er var nok heller ikke helt nat. Men det var mørkt, og det var sent.
Jeg var barn, og vi var på vej hjem i bil. Måske var det den gule Simca med os børn raslende rundt på bagsædet uden sikkerhedsseler. Som det nu var dengang.
Så skete det, som ellers aldrig skete i min familie: Bilen var ved at køre tør for benzin. Lad mig forklare konsekvenserne for jer, der er for unge til at have oplevet det: Dengang havde benzinstationer ikke døgnåbent. De lukkede faktisk på et tidspunkt. Vi var langt fra at dankortet var en ting og endnu længere fra MobilePay. Og hvis dine halvtredsere eller din 100-kroneseddel var for krøllet, så var det ikke sikkert, seddelautomaten på benzinstationen ville tage imod dem. Og så var du på den, hvis du ikke havde en reservedunk.
Vi var på den, den aften. Kørende rundt der et sted i Danmark, længere ude end Lars Tyndskids mark, og med en benzinmarkør stadigt længere nede i det røde felt. For første gang i mit liv blev jeg ramt af det, som vi først indenfor de senere år har fået ord for: Jeg blev ramt af rækkeviddeangst! Hvad skulle der blive af os?
”Rækkeviddeangst”. Ordet kom først for alvor ind i vores sprog sammen med elbilerne. Rækkeviddeangst er angsten for, at du har for langt hjem eller for langt hen til den nærmeste lader. Rækkeviddeangsten er angsten for at ikke at kunne nå.
Eller angsten for at gå i stå.
Det kan godt ske, at begrebet ”rækkeviddeangst” er nyt, men indholdet kender du nok allerede til.
Lad mig først række dig nogle eksempler på rækkeviddeangst – med større eller længere udstrækningspotentiale. Måske er der nogle af dem, der rammer dig? Og lad mig derefter udlægge det eksempel, evangeliet selv giver os i dag: Disciplenes rækkeviddeangst.
Der kan være rækkeviddeangst ved at række ud mod nye mennesker: Spørge den nye pige i klassen, dem, du tilfældigt sad ved siden af til et arrangement, hende, du mødte på en ferie, ham, der åbenbart altid træner på samme hold i Ficness som dig, eller bare række ud mod et andet menneske, fordi du instinktivt fornemmer, at I vil have mere at sige hinanden: Spørge: ”Har du lyst til at vi skal ses, følges, drikke en kop kaffe en dag?
Alt det er også at række ud. Selv det enkle spørgsmål kan være forbundet med rækkeviddeangst. Fordi selv det høfligste ”nej tak” er en afvisning, der måske ikke ligefrem kalder på at du spørger igen en anden gang.
Rækkeviddeangst kan være, når dine børn flytter hjemmefra eller andre, der står dig nær, flytter længere væk – og du bliver i tvivl om, om du kan holde forbindelsen med dem. Ikke om I kommer til at ses. Det skal I nok komme til. Men snarere, om I kan blive ved med at være på bølgelængde. Om I kan blive ved med at være tætte, når der nu kommer afstand imellem jer.
Fysisk afstand er én ting. Men mennesker kan også flytte sig mentalt eller intellektuelt, så det kan blive vanskeligere at nå hinanden. Der kan også opstå rækkeviddeangst i relationer.
Måske er du ikke længere så tæt med din tætteste kollega, din ven, dit barn, din partner, din ægtefælle?
Det er som om I er forskellige steder, som om der længere imellem jer. Det kan gøre dig urolig. Hvad sker der? Bliver rækkevidden større? Kan I stadig nå hinanden? Måske kan I, hvis ikke angsten for alternativet spænder ben for jer.
Eller en helt anden form for rækkeviddeangst:
Angsten for at række ud. Angsten for at bede andre om hjælp eller nærvær. For det at række og bede andre om hjælp – det er - også - altid er et mikrotab af den kontrol, du helst ville præstere. Nu har du den så ikke. Måske er du blevet syg. Måske er du blevet ældre. Måske er du blevet afhængig af andres hænder eller andres overskud. Med tilbageholdt åndedræt rækker du ud.
Eller angsten for at række ud til den, der har gjort dig ondt eller den, du gjorde ondt. Måske er det mange år og meget levet liv mellem jer og det, der skete. Men nu … nu står du der, rækker hånden ud, rækker tilgivelsen frem med angsten siddende i fingerspidserne: Tager den anden imod?
Eller rækkeviddeangsten kan opstå, hvis et menneske får en hjerneskade eller bliver mentalt svækket, begyndende dement eller får en anden af de sygdomme, som kan fjerne mennesker fra sig selv og hinanden. Så er rækkeviddeangsten ikke kun en angst, men en realitet, både for den syge selv og dem, der er omkring.
Måske er det din fysik, der begynder at begrænse din rækkevidde. Du kan ikke længere så meget, som du kunne engang. Eller det begynder et andet sted. Først opdager du det bare som et ord, der bliver væk for dig. Så er det flere og flere ord, der ikke vil, som du vil. Så kniber det med sammenhænge eller med ansigter. Eller med lysten til det, der engang var selvfølgeligt og naturligt for dig, men som nu har ændret sig. Hvad stiller du op med angsten for en dag ikke længere at kunne nå eller forstå dig selv – eller det menneske, du har delt måske det meste af dit liv med?
Og så til den mest ultimative rækkeviddeangst, der kan gribe os. Med den er vi landet lige mit i dagens evangelium.
Her er vi sammen med disciplene på vej til Jerusalem. Jerusalem, det indebærer, at vi nærmer os afslutningen. Ikke bare muligheden for, at disciplene og de andre troende, ville kunne køre tør, men at det vil ske. Og snart.
Menneskesønnen, Guds egen søn, skal mishandles på så brutal vis, at han bliver slået ihjel af det. Det er så rædselsfuldt, som det kan være. Men rækkevidden af det kan disciplene slet ikke forholde sig til: Hvad betyder det for dem? Hvad betyder det for alt det, de har sat deres lid til, alt det, de hver især har ofret af levebrød og relationer for, at det skal slutte på den måde. Hvilke konsekvenser får det for deres tro? Kan du leve videre på noget, der er dødt?
Den rækkeviddeangst når vi alle til før eller senere: Når vi er på vej til vores livs Jerusalem. Og om ikke før, så den dag, vi sidder med en kiste foran os med et elsket menneske, som vi nu ikke længere kan nå. Angsten for ikke bare at skulle miste eller over at have mistet, som om den angst ikke var nok i sig selv. Men så følger rækkeviddeangsten i anden potens: angsten for at glemme, angsten for ikke længere at kunne huske den dødes stemme, den måde, han eller hun rørte dig på, sagde dit navn – var i dit liv på.
Rækkeviddeangst. For hvordan rækker du ud mod det menneske, som nu er dødt. Den, som du nu kun kan nå i minderne? Hvad sker der for den kærlighed, han eller hun var for dig?
Senest siddende der med kisten for an dig - men som regel før det - erfarer vi i livet, at der er en kærlighed, der ikke tåler alt, tror alt, håber alt og udholder alt, fordi der er en kærlighed, der holder op. Og så sidder vi her – med fremrakte hænder og et hjerte, der har gennemtræk.
Disciplene var grebet af angst. Den Jesus, der havde rakt ud til dem, den Jesus, der havde grebet dem om hjertet og taget dem med sig, fordi han havde et kærlighedens og næstekærlighedens og tilgivelsens budskab, der gav mening og som resonerede i deres tilværelse, han skulle nu tages fra dem igen. Hverken deres forstand eller deres tro rakte til at begribe det. De er ikke det første, der er kommet til kort på den konto.
Skridt for skridt nærmer disciplene og vi os Jerusalem. Tættere på det, der skal skille dem og os fra Jesus gang her på jorden. Tættere og tættere på den påske, der kan tømme vores livs tank og tanker for tro og for mening. Fordi vi ikke helt kan forstå rækkevidden af den: Hvad er meningen med, at Jesus skulle til jorden som verdens frelser – hvis han alligevel skulle dø? Hvad er det for en Gud, der først sætter kærligheden ind i livet – og så tager livet ud af den?
Mennesker har i 2000 år rakt ud efter svarene.
Mennesker har i 2000 år været som blinde, uden helt at fatte det. Fordi der er noget skjult i ordene.
Og jo mere vi rækker ud, des længere væk synes svarene.
Hvornår kommer den frelsende engel ud af en mørklagt tro og fylder nyt brændstof på vores tank?
For du tænker måske også stadig på den lille Eva med rækkeviddeangst, som vi efterlod på bagsædet af den gule Simca? Hvordan endte den historie?
Den endte sådan her: Ud af mørket, på de absolut sidste dampe af benzin, kørte vi ind i en lille landsby. Byen var alt, alt for lille til at der burde have været en benzinstander. Men den var der. Og – halleluja – den tog sedler. Men den tog åbenbart ikke vores sedler.
Det var stadig ikke stormfuldt, men mørket var blevet endnu mørkere, og hvert et hus i den by, der strengt taget var for lille til at være en by, var helt og aldeles mørklagt.
Der holdt vi ved siden af den benzinstander, som kunne have bragt os videre. Der kan være meget stille i en gul Simca.
Så kom den frelsende engel. Det er derfor, de hedder sådan. Ud fra det mørklagte hus ved siden af benzinstanderen trådte en mand. Om han byttede fars sedler ud med sine egne sedler, det husker jeg ikke. Jeg var kun et barn. Men få minutter senere lød den forjættende lyd af et benzindæksel, der blev skruet af.
Lige der, der forsvandt min rækkeviddeangst og blev til rækkeviddehåb. Vi skulle nok komme hjem.
Angsten og håb kan gå på samme vej.
Det er derfor vi i dag ikke kun skal høre om disciplene med deres rækkeviddeangst. For der er også en anden vej til evangeliet end den at komme til kort. Der er tiggerens vej. Den blinde vej.
For da de den dag nærmer sig Jeriko. Læg mærke til det. Vi er endnu ikke i nærheden af Jerusalem. Vi er et stykke fra hovedpointen, fra det største af alle mysterier – og der – dér møder vi en anden. Sådan kan erkendelser også dukke op for os. Ikke først, når vi er ved vejs ende, men undervejs. Og måske er det nogle af de erkendelser, vi skal have med hele vejen. Jeg tror, du kender til, at nogle af de mennesker, der lukkede dine øjne op for noget væsentligt eller kærligt i dit liv, dem bærer du med dig videre.
Der ved Jeriko, hvor der historisk set før var sket store ting, bliver disciplene og vi standset i vores fremdrift af en tigger, som oven i købet er blind. Til gengæld er den blinde tigger mere seende end disciplene. Adspurgt får han at vide, at det er Jesus fra Nazaret, der kommer forbi. Dengang var der mange Jesus’er og Nazaret vidste alle, hvad var. Men den blinde ved mere end det – og den viden putter han ikke med. Han råber: »Jesus, Davids søn, forbarm dig over mig!«
Med de ord afslører tiggeren, at han er så langt fra at have rækkeviddeangst, som man kan have. Han rækker ud, fordi han vidste, at netop denne Davids søn var den længe ventede. Han var den frelsende engel, som Gud selv havde sendt til verden.
Den blinde havde set det. Ikke med sine øjne, men med troens.
Så helbreder Jesus ham. I virkeligheden er det et fuldstændigt overflødigt under. Jeg mener: Hvad skal man med øjne i hovedet, når man allerede kan se det væsentligste her i livet?
Men sådan viser Jesus ham og os, at Guds kærlighed ikke er blind for menneskers behov.
Han viser os, at kærlighed er mere end fine ord, der ser flotte ud på skrift på Valentinskort og som lyder godt i munden, når du erklærer dig for en anden.
Rigtig smuk er kærlighed først i handling.
Som når du lader dig standse.
Som når du giver dit liv hen for andre.
Som når du må dø, for at andre får livet.
”Det var en mørk og stormfuld nat”.
Det var natten efter, at Guds søn var død på korset, og det himmelstormende i det faktum havde flænset forhænget i templet – og havde flænset så meget andet med.
”Det var en mørk og stormfuld nat”.
Og en til.
Og så blev det morgen. Og Gud selv kom som en frelsende engel til verden. Han skubbede stenen fra graven – og alt det, der før havde været mørklagt, blev lyst.
Verden havde igen fået øjne i hovedet og kunne igen se, at størst af alt er kærligheden.
Måske har du endnu ikke set det. Eller indset set.
Heller ikke selvom du har øjne i hovedet – og hjertet på rette sted.
Måske er din tro som de 50 eller 100 kr. sedler, du ikke helt kan få til at passe ind i automaten. De er ikke helt kompatible. Men du prøver alligevel.
Måske er evangeliet til dig og til mig, at ud af det blå – eller det mørke – eller der, hvor din tank er enten helt fuld eller halvt tømt – eller der hvor al angst har taget kvælertag på dig - der sendte Gud sin frelsende engel.
Og Han vil gøre det igen.
Han vil fylde din tro med sin tillid.
Han vil lægge sin kærlighed ind i dit liv, lukke dine øjne op og erstatte din tilværelses rækkeviddeangst med rækkeviddehåb
Amen
Ingen kommentarer:
Send en kommentar