Forandringsparat - forundringsparat - forankringsparat

19. søndag efter trinitatis, søndag den 2. oktober 2016
Christianskirken kl. 10.30
Salmer: 36 – 26 – 335 --- 892 – 440 – Nadveren – 52

 

I Faderens og Sønnens og Helligåndens navn. Amen
Dette hellige evangelium skriver evangelisten Johannes:

Forandringsparat. Hvem af os har ikke hørt det ord? Forandringsparathed er et moderne mantra. Forandringsparathed er ikke en mulighed. Forandringsparathed er et konstant krav.
Ve den, der ikke erklærer sig forandringsparat.

 

I grunden er det vel også en meget god indstilling at have med sig, når vi går i kirke: At vi skal være forandringsparate. Jeg mener: Hvis vi går herfra på samme måde som vi kom, så kan det vel være lige meget? At tro, at du eller jeg ikke kan forandres, det er et syndefald i sig selv.

 

Men er vi det så også? Er vi virkelig parate til at lade os forandre? Sådan helt gennemgribende forandre? Forandringsparat som i det gode gamle ord ”omvende”?

Eller tager vi forandringen i små doser, i små bidder, som når vi spiser nådens brød og vin ved alterbordet – og lader syndernes forladelse gælde lige præcis til næste søndag?

Er vi forandringsparate? Parate til at lade os forandre? Parate til at forandre det, der lå bag os? Det, der venter? Vi kunne jo spørge Jakob, som vi møder der i Betel i dag? Forandrer det møde ham? Bliver han et nyt og bedre menneske af at have set himlen åben, så Gud kom nærmere ham? Ja, han blev i hvert fald et forandret menneske.  

Vi kan også spørge disciplene fra dagens evangelium? Jeg ved ikke, om de var forandringsparate, hvis vi havde spurgte dem et par dage før denne dags begivenheder: Vil I være parate til at lægge alt bag Jer? Vil I være parate til at følge Jesus, ham der kalder sig Guds Søn og lade ham blive jeres Herre og Mester?

Jeg ved ikke om de var det. Men i situationen blev de det. ”kom og se”, sagde Jesus til dem. Og så fulgte de ham. Så, når alt kommer til alt. Så er forandringsparathed vist slet ikke så moderne et begreb.

 

Strengt taget ved jeg ikke hvor vild jeg er med ordet forandringsparat. For ordet lyder krævende. Som et tungt forventningspres, lagt på min livsindstilling. At være forandringsparat er at bolden ligger på min banehalvdel. Hele tiden. Forandringsparathed kræver af mig, at jeg hele tiden er parat til at holde bolden i spil, sætte livet på spil. Forandringsparathed kræver mig. Kræver aktivitet. Kræver aktiv beslutten sig.

Og kan vi altid det?

Kan vi altid aktivt beslutte os for forandringer? Er der ikke forandringer, vi strengt taget aldrig bliver parate til? Forandringer, vi måske godt kunne ønske os, drømme om, men som vi aldrig bliver parate til aktivt at træde ind i?

 

Ikke for det. Jesus kan såmænd være kompromisløs nok, når han kræver af sine disciple – og således også af dig og mig – at vi skal være forandringsparate. Vi skal være parate til at lægge alt bag os: fortid, skyld, skam. Vi skal vende den anden kind til … vi skal være parate til mange forandringer.

 

Men mere end forandringsparathed fordrer Jesus forundringsparathed!
At følge ham, at tro ham er lig med at kunne forundres. Og måske vil forundringen forandre os.

At forundres. Det er det, jeg ingen magt har over. At forundres. Det er en undren, der går ud over min forstand. Som overgår det, jeg kan tænke mig til eller regne mig frem til.

At være forundringsparat – det er at åbne sig for underets mulighed.

Se, står der 14 gange i dagens evangelium. Se – det er at lukke øjnene op for underet mulighed, som nogen gange er lige der for øjnene af os.
Men tilføjer Jesus: ”I skal få større ting at se” – siger Jesus til disciplene.
Når vi vover at tro, at de ord også er sagt til os, så er vi forundringsparate.

 

Når vi er forundringsparate – så bliver verden aldrig forudsigelig lille.
Når vi er forundringsparate – så kan alt ske. Så kan livet komme bag på os.
Når vi er forundringsparate, er vi nødt til at droppe ord som ”plejer” i vores ordforråd. For plejer og forundring rimer ikke.
Når vi er forundringsparate, så må vi nødvendigvis se større i de mennesker, vi møder på vores veje. Så må vi se mulighed i stedet for begrænsning.  Og fordomsfri i stedet for fordom.

 

Og det helt forundelige ved at være forundringsparat er, at det ikke er os, der skaber det, vi forundres over. Det forunderlige ved at være forundringsparat er, at det er en livsindstilling, der er lagt i os. En livsindstilling, som ikke er så fjern fra Skaberen selv.
Tænk på skabelsesberetningen, hvor hver eneste skabelsesdag slutter med ordene: ”Og Gud så, at det var godt” – som om han først så det ved dagens slutning. Mon dog ikke Han så det gode i dagens løb også – og glædede sig over det.
Gud så, at det var godt. Og det Gud så, det under Han også os at se.

 

At være forundringsparat, det er at se det gode – selv i det, der kan se anderledes ud. Det er ikke at være naiv eller blåøjet, men det er at vove at se forandringens mulighed selv i det, der kan se fastlåst ud.

Forundringsparat. Troens første forundring er, at Gud ikke bare blev i sin himmel og lod os mennesker være overladt til os selv.

Men at Han kom ned til alle os, der hver især har vort at slås med. Han kom for at få os til at se – og måske få større ting at se - ikke mindst, når der sker forandringer i vores liv, som vi ikke bryder os om. Ikke mindst, når vi ved, vi skal træffe beslutninger, der betyder forandringer for dem, vi holder af. Ikke mindst, når der er forandringer, der truer med at vælte os, overmande os…

Og de timer, hvor der ikke var plads til forundring overhovedet – men kun til forfærdelse: Hvorfor skulle dette ske? Selv da må vi tro, at Gud forandrede alting. For det var netop derfor han trådte ind i vores verden, for at mærke og bære al menneskelig sorg og fortvivlelse på linje med al menneskelig glæde og fryd.

 

At være forundringsparat – det har for mig ikke med livsindstiling at gøre. At være forundringsparat – det har med tro at gøre. At være forundringsparat – det er at tro.

At være forundringsparat – det stiller krav på en anden måde end at være forandringsparat.

Er vi forundringsparate, spørger vi: Tør jeg? Tør jeg slippe tankerne? Slippe grebet? Stille spørgsmål, uden at kende svaret? Tør jeg springet på de 77 favne – eller mindre? Tør jeg lade undere komme bag på mig?

 

Og derfor ved jeg strengt taget heller ikke om disciplene i dagens evangelium primært var forandringsparate. Jeg tror snarere, de var forundringsparate. De var parate til at lade Jesus vise dem større ting. De var parate til navneforandring – og til at siden at forundres over det. Så Jesus forkert, når han kaldte en Simon for klippe? Så han forandringens mulighed i ham – eller så han netop forundringens mulighed i ham?

 

Men at tro – det er ikke kun at være forandringsparat eller forundringsparat. Måske er tro mest af alt at være forankringsparat.

 

Jeg tænker, at billedet på at være forankringsparat er det billede, Paulus bruger i epistlen om at være lemmer på ét legeme.

 

At være forankringsparat – det er at hvile i, at vi hver især er som lemmer på  Kristi legeme. Vi hænger sammen med ham, uløseligt, som legemsdele hænger sammen. Det gør vi i et liv, der ligner hans – og i en død, der ligner hans – og i et håb om opstandelse, begrundet i påskemorgen. At være forankret er at hænge på hinanden. Vi hænger på ham, ligesom han hænger på os.

 

Forankringsparat – det er at mit livs anker hager sig fast i Kristus. Det er at mit håb hager sig fast i hans, når jeg ikke længere selv kan håbe. At være forankringsparat  - det er at lade Kristus forankre sig i mig.

 

At være forankringsparat. Det er at være forankret i, at der er noget i vores liv, der står fast. Lige så fast som amen i kirken.

Og amen – det kommer af det hebraiske ord Aman, som betyder: Det passer – eller ”det står fast”. Og mine konfirmander vil vide – fra den smule tegnsprog vi kan fra trosbekendelsen – at amen – det laver man sådan her: Vis:  . Et meget tydeligt tegn på, at noget står fast.

 

Kristus gik ind i vores verden. Han vidste godt, hvad der ventede… Alligevel – og på trods af det var han både forandringsparat – parat til at forandre verden og os i den. Han var forundringsparat. Parat til at forandre verden og os med det allermest underfulde fra himlen selv. Guds nåde. Guds kærlighed.

Jesus forankrede sig i vore liv. Det er lige så sikkert som Amen i kirken. Hvad den forandring så betyder for vores liv. Ja, det må vi være både forandringsparate og forundringsparate over for.

 

Nogle af Jer kender uden tvivl den gamle såkaldte sindsrobøn:
Herre. Giv mig tålmodighed til at finde mig i det, jeg ikke kan ændre
og kræfter til at ændre det, jeg kan ændre,
og visdom til at skelne det ene fra det andet –

Men skulle det være en virkelig sindsro-bøn og ikke bare en ønsket om forandring-bøn, så kunne den i stedet kort og godt lyde: Herre gør mig forandringsparat – forundringsparat – forankringsparat.

for det siger vi: Ære være Faderen og Sønnen og Helligånden, som det var i begyndelsen, så nu og altid og i al evighed. Amen.

 

Kirkebøn:

Tak Gud, for denne dag. Forunderlig ny.
Tak Gud, for glæden ved at leve.
Tak, fordi du har skabt verden med skilleveje, fordi du har skabt os med muligheden for at vælge. Lær os at leve med de valg, vi træffer. Tak, fordi du har sat tilgivelsen ind i verden, når vi vælger forkert.

Tak for himmelstiger, som minder os om, at det er dig, der kommer til os – og ikke os, der skal strække os mod dig. Tak for dit håb som lever, selv når vores går i sort.

Tak for dåbens og nadverens nåde. Lad os gå frimodige til alterbordet og tage imod syndernes forladelse og lad det være et smageligt tegn for os på, at intet kan skille os fra din kærlighed.

Giv os frimodighed på vores veje. Lad os aldrig have så travlt, at vi overser den næste, du sender på vor vej.

Og gå med enhver, der har fået betroet magt og ansvar i denne verden. Vær med Dronning, Folketing, Byråd, alle de små og store bestyrelser og foreninger, der skal træffe beslutninger, der får betydning for andre.

 

Og når vi synes, vi går allermest alene, fordi livet er tungt eller svært – eller fordi det kun går den vej, som vi næsten ikke kan holde ud at tænke på, så lad os mærke dit nærvær, Herre, i medgang som i modgang.

Vær hos dem, der er gået foran os. Og vær med dem, der er gået fra os og med dem, vi forlod.

Lad os leve videre på – og dø i troen på – at der vitterligt ikke er noget, der kan skille os fra din kærlighed i Kristus Jesus. Amen.

 

Velsignelse:
Lad os med apostlen ønske for hinanden: Vor Herre Jesu Kristi nåde, Guds kærlighed og Helligåndens fællesskab være med os alle. Amen.