19. søndag efter trinitatis, søndag den 2. oktober 2016
Christianskirken kl. 10.30
Salmer: 36 – 26 – 335 --- 892 – 440 – Nadveren – 52
Christianskirken kl. 10.30
Salmer: 36 – 26 – 335 --- 892 – 440 – Nadveren – 52
I Faderens og Sønnens og Helligåndens navn. Amen
Dette hellige evangelium skriver evangelisten Johannes:
Forandringsparat. Hvem af os har ikke hørt det ord? Forandringsparathed er et moderne mantra. Forandringsparathed er ikke en mulighed. Forandringsparathed er et konstant krav.
Ve den, der ikke erklærer sig forandringsparat.
Dette hellige evangelium skriver evangelisten Johannes:
Forandringsparat. Hvem af os har ikke hørt det ord? Forandringsparathed er et moderne mantra. Forandringsparathed er ikke en mulighed. Forandringsparathed er et konstant krav.
Ve den, der ikke erklærer sig forandringsparat.
I grunden er det vel også en meget god indstilling at have med sig, når vi
går i kirke: At vi skal være forandringsparate. Jeg mener: Hvis vi går herfra
på samme måde som vi kom, så kan det vel være lige meget? At tro, at du eller
jeg ikke kan forandres, det er et syndefald i sig selv.
Men er vi det så også? Er vi virkelig parate til at lade os forandre? Sådan
helt gennemgribende forandre? Forandringsparat som i det gode gamle ord ”omvende”?
Eller tager vi forandringen i små doser, i små bidder, som når vi spiser
nådens brød og vin ved alterbordet – og lader syndernes forladelse gælde lige
præcis til næste søndag?
Er vi forandringsparate? Parate til at lade os forandre? Parate til at
forandre det, der lå bag os? Det, der venter? Vi kunne jo spørge Jakob, som vi
møder der i Betel i dag? Forandrer det møde ham? Bliver han et nyt og bedre
menneske af at have set himlen åben, så Gud kom nærmere ham? Ja, han blev i
hvert fald et forandret menneske.
Vi kan også spørge disciplene fra dagens evangelium? Jeg ved ikke, om de var forandringsparate, hvis vi havde spurgte dem et par dage før denne dags begivenheder: Vil I være parate til at lægge alt bag Jer? Vil I være parate til at følge Jesus, ham der kalder sig Guds Søn og lade ham blive jeres Herre og Mester?
Jeg ved ikke om de var det. Men i situationen blev de det. ”kom og se”, sagde Jesus til dem. Og så fulgte de ham. Så, når alt kommer til alt. Så er forandringsparathed vist slet ikke så moderne et begreb.
Strengt taget ved jeg ikke hvor vild jeg er med ordet forandringsparat. For
ordet lyder krævende. Som et tungt forventningspres, lagt på min
livsindstilling. At være forandringsparat er at bolden ligger på min
banehalvdel. Hele tiden. Forandringsparathed kræver af mig, at jeg hele tiden
er parat til at holde bolden i spil, sætte livet på spil. Forandringsparathed
kræver mig. Kræver aktivitet. Kræver aktiv beslutten sig.
Og kan vi altid det?
Og kan vi altid det?
Kan vi altid aktivt beslutte os for forandringer? Er der ikke forandringer,
vi strengt taget aldrig bliver parate til? Forandringer, vi måske godt kunne
ønske os, drømme om, men som vi aldrig bliver parate til aktivt at træde ind i?
Ikke for det. Jesus kan såmænd være kompromisløs nok, når han kræver af
sine disciple – og således også af dig og mig – at vi skal være
forandringsparate. Vi skal være parate til at lægge alt bag os: fortid, skyld,
skam. Vi skal vende den anden kind til … vi skal være parate til mange
forandringer.
Men mere end forandringsparathed fordrer Jesus forundringsparathed!
At følge ham, at tro ham er lig med at kunne forundres. Og måske vil forundringen forandre os.
At forundres. Det er det, jeg ingen magt har over. At forundres. Det er en undren, der går ud over min forstand. Som overgår det, jeg kan tænke mig til eller regne mig frem til.
At følge ham, at tro ham er lig med at kunne forundres. Og måske vil forundringen forandre os.
At forundres. Det er det, jeg ingen magt har over. At forundres. Det er en undren, der går ud over min forstand. Som overgår det, jeg kan tænke mig til eller regne mig frem til.
At være forundringsparat – det er at åbne sig for underets mulighed.
Se, står der 14 gange i dagens evangelium. Se – det er at lukke øjnene op
for underet mulighed, som nogen gange er lige der for øjnene af os.
Men tilføjer Jesus: ”I skal få større ting at se” – siger Jesus til disciplene.
Når vi vover at tro, at de ord også er sagt til os, så er vi forundringsparate.
Men tilføjer Jesus: ”I skal få større ting at se” – siger Jesus til disciplene.
Når vi vover at tro, at de ord også er sagt til os, så er vi forundringsparate.
Når vi er forundringsparate – så bliver verden aldrig forudsigelig lille.
Når vi er forundringsparate – så kan alt ske. Så kan livet komme bag på os.
Når vi er forundringsparate, er vi nødt til at droppe ord som ”plejer” i vores ordforråd. For plejer og forundring rimer ikke.
Når vi er forundringsparate, så må vi nødvendigvis se større i de mennesker, vi møder på vores veje. Så må vi se mulighed i stedet for begrænsning. Og fordomsfri i stedet for fordom.
Når vi er forundringsparate – så kan alt ske. Så kan livet komme bag på os.
Når vi er forundringsparate, er vi nødt til at droppe ord som ”plejer” i vores ordforråd. For plejer og forundring rimer ikke.
Når vi er forundringsparate, så må vi nødvendigvis se større i de mennesker, vi møder på vores veje. Så må vi se mulighed i stedet for begrænsning. Og fordomsfri i stedet for fordom.
Og det helt forundelige ved at være forundringsparat er, at det ikke er os,
der skaber det, vi forundres over. Det forunderlige ved at være
forundringsparat er, at det er en livsindstilling, der er lagt i os. En
livsindstilling, som ikke er så fjern fra Skaberen selv.
Tænk på skabelsesberetningen, hvor hver eneste skabelsesdag slutter med ordene: ”Og Gud så, at det var godt” – som om han først så det ved dagens slutning. Mon dog ikke Han så det gode i dagens løb også – og glædede sig over det.
Gud så, at det var godt. Og det Gud så, det under Han også os at se.
Tænk på skabelsesberetningen, hvor hver eneste skabelsesdag slutter med ordene: ”Og Gud så, at det var godt” – som om han først så det ved dagens slutning. Mon dog ikke Han så det gode i dagens løb også – og glædede sig over det.
Gud så, at det var godt. Og det Gud så, det under Han også os at se.
At være forundringsparat, det er at se det gode – selv i det, der kan se
anderledes ud. Det er ikke at være naiv eller blåøjet, men det er at vove at se
forandringens mulighed selv i det, der kan se fastlåst ud.
Forundringsparat. Troens første forundring er, at Gud ikke bare blev i sin himmel og lod os mennesker være overladt til os selv.
Forundringsparat. Troens første forundring er, at Gud ikke bare blev i sin himmel og lod os mennesker være overladt til os selv.
Men at Han kom ned til alle os, der hver især har vort at slås med. Han kom
for at få os til at se – og måske få større ting at se - ikke mindst, når der sker forandringer i vores liv, som vi
ikke bryder os om. Ikke mindst, når vi ved, vi skal træffe beslutninger, der
betyder forandringer for dem, vi holder af. Ikke mindst, når der er forandringer,
der truer med at vælte os, overmande os…
Og de timer, hvor der ikke var plads til forundring
overhovedet – men kun til forfærdelse: Hvorfor skulle dette ske? Selv da må vi
tro, at Gud forandrede alting. For det var netop derfor han trådte ind i vores
verden, for at mærke og bære al menneskelig sorg og fortvivlelse på linje med
al menneskelig glæde og fryd.
At være forundringsparat – det har for mig ikke med livsindstiling at gøre.
At være forundringsparat – det har med tro at gøre. At være forundringsparat –
det er at tro.
At være forundringsparat – det stiller krav på en anden måde end at være
forandringsparat.
Er vi forundringsparate, spørger vi: Tør jeg? Tør jeg slippe tankerne?
Slippe grebet? Stille spørgsmål, uden at kende svaret? Tør jeg springet på de
77 favne – eller mindre? Tør jeg lade undere komme bag på mig?
Og derfor ved jeg strengt taget heller ikke om disciplene i dagens evangelium
primært var forandringsparate. Jeg tror snarere, de var forundringsparate. De
var parate til at lade Jesus vise dem større ting. De var parate til
navneforandring – og til at siden at forundres over det. Så Jesus forkert, når
han kaldte en Simon for klippe? Så han forandringens mulighed i ham – eller så
han netop forundringens mulighed i ham?
Men at tro – det er ikke kun at være forandringsparat eller
forundringsparat. Måske er tro mest af alt at være forankringsparat.
Jeg tænker, at billedet på at være forankringsparat er det billede, Paulus
bruger i epistlen om at være lemmer på ét legeme.
At være forankringsparat – det er at hvile i, at vi hver især er som lemmer
på Kristi legeme. Vi hænger sammen med
ham, uløseligt, som legemsdele hænger sammen. Det gør vi i et liv, der ligner
hans – og i en død, der ligner hans – og i et håb om opstandelse, begrundet i
påskemorgen. At være forankret er at hænge på hinanden. Vi hænger på ham,
ligesom han hænger på os.
Forankringsparat – det er at mit livs anker hager sig fast i Kristus. Det
er at mit håb hager sig fast i hans, når jeg ikke længere selv kan håbe. At
være forankringsparat - det er at lade
Kristus forankre sig i mig.
At være forankringsparat. Det er at være forankret i, at der er noget i
vores liv, der står fast. Lige så fast som amen i kirken.
Og amen – det kommer af det hebraiske ord Aman, som betyder: Det passer –
eller ”det står fast”. Og mine konfirmander vil vide – fra den smule tegnsprog
vi kan fra trosbekendelsen – at amen – det laver man sådan her: Vis: . Et meget tydeligt tegn på, at noget står
fast.
Kristus gik ind i vores verden. Han vidste godt, hvad der ventede… Alligevel
– og på trods af det var han både forandringsparat – parat til at forandre
verden og os i den. Han var forundringsparat. Parat til at forandre verden og
os med det allermest underfulde fra himlen selv. Guds nåde. Guds kærlighed.
Jesus forankrede sig i vore liv. Det er lige så sikkert som Amen i kirken.
Hvad den forandring så betyder for vores liv. Ja, det må vi være både
forandringsparate og forundringsparate over for.
Nogle af Jer kender uden tvivl den gamle såkaldte sindsrobøn:
Herre. Giv mig tålmodighed til at finde mig i det, jeg ikke kan ændre
og kræfter til at ændre det, jeg kan ændre,
og visdom til at skelne det ene fra det andet –
Men skulle det være en virkelig sindsro-bøn og ikke bare en ønsket om forandring-bøn, så kunne den i stedet kort og godt lyde: Herre gør mig forandringsparat – forundringsparat – forankringsparat.
Herre. Giv mig tålmodighed til at finde mig i det, jeg ikke kan ændre
og kræfter til at ændre det, jeg kan ændre,
og visdom til at skelne det ene fra det andet –
Men skulle det være en virkelig sindsro-bøn og ikke bare en ønsket om forandring-bøn, så kunne den i stedet kort og godt lyde: Herre gør mig forandringsparat – forundringsparat – forankringsparat.
for det siger vi: Ære være Faderen og Sønnen og Helligånden, som det var i
begyndelsen, så nu og altid og i al evighed. Amen.
Kirkebøn:
Tak Gud, for denne dag. Forunderlig ny.
Tak Gud, for glæden ved at leve.
Tak, fordi du har skabt verden med skilleveje, fordi du har skabt os med muligheden for at vælge. Lær os at leve med de valg, vi træffer. Tak, fordi du har sat tilgivelsen ind i verden, når vi vælger forkert.
Tak for himmelstiger, som minder os om, at det er dig, der kommer til os – og ikke os, der skal strække os mod dig. Tak for dit håb som lever, selv når vores går i sort.
Tak Gud, for glæden ved at leve.
Tak, fordi du har skabt verden med skilleveje, fordi du har skabt os med muligheden for at vælge. Lær os at leve med de valg, vi træffer. Tak, fordi du har sat tilgivelsen ind i verden, når vi vælger forkert.
Tak for himmelstiger, som minder os om, at det er dig, der kommer til os – og ikke os, der skal strække os mod dig. Tak for dit håb som lever, selv når vores går i sort.
Tak for dåbens og nadverens nåde. Lad os gå
frimodige til alterbordet og tage imod syndernes forladelse og lad det være et
smageligt tegn for os på, at intet kan skille os fra din kærlighed.
Giv os frimodighed på vores veje. Lad os
aldrig have så travlt, at vi overser den næste, du sender på vor vej.
Og gå med enhver, der har fået betroet magt
og ansvar i denne verden. Vær med Dronning, Folketing, Byråd, alle de små og
store bestyrelser og foreninger, der skal træffe beslutninger, der får
betydning for andre.
Og når vi synes, vi går allermest alene,
fordi livet er tungt eller svært – eller fordi det kun går den vej, som vi
næsten ikke kan holde ud at tænke på, så lad os mærke dit nærvær, Herre, i
medgang som i modgang.
Vær hos dem, der er gået foran os. Og vær med
dem, der er gået fra os og med dem, vi forlod.
Lad os leve videre på – og dø i troen på – at
der vitterligt ikke er noget, der kan skille os fra din kærlighed i Kristus
Jesus. Amen.
Velsignelse:
Lad os med apostlen ønske for hinanden: Vor Herre Jesu Kristi nåde, Guds kærlighed og Helligåndens fællesskab være med os alle. Amen.
Lad os med apostlen ønske for hinanden: Vor Herre Jesu Kristi nåde, Guds kærlighed og Helligåndens fællesskab være med os alle. Amen.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar