21. søndag efter trinitatis, søndag den 16. oktober 2016
Christianskirken kl. 10.30
Salmer: 732 – 750, 1-3 – 750, 4-5 – 300 --- 367 – 368, 4-5 - 522
I Faderens og Sønnens og Helligåndens navn. Amen
Dette hellige evangelium skriver evangelisten Lukas:
Sidste lørdag oplevede jeg noget, jeg ikke har prøvet før. Jeg havde stået i kø foran en hæveautomat ved min bank. Da det bliver min tur, indsætter jeg dankortet, trykker på det ønskede beløb og et ”ja tak” til kvittering. Ud kommer kvittering. Men af de ønskede 500 kr. kommer der kun 300 kr.
Kvitteringen siger, at jeg har modtaget de 500. Og ja, det var penge på kontoen. Der stod jeg – midt på gågaden og følte mig med rette snydt for noget, der var mit. Det var en ret underlig fornemmelse at stå der med hænder, som ikke var så fulde, som man havde regnet med.
Hvad gør man så? En opringning til bankens 24-timers hotline gjorde mig så meget klogere, at det kræver en skriftlig indsigelse. Det lød besværligt. Meget besværligt. Så besværligt at jeg overvejede at lade være. Men som den kloge teenagedatter ved siden af sagde. ”Men 200 kr. kunne man nu også få noget sjovt for”. Og i næste åndedrag: ”Men mor, du kan jo ikke bevise det”. Og det var jo sandt…. Der var kun mit ord.
For nu ikke at gøre den korte historie længere end den rent faktisk er, så var det rent faktisk ikke så besværligt at gøre indsigelse. Og de 200 kr. er i mellemtiden blevet sat ind på min konto. Måske er de også i mellemtiden blevet brugt?
Og hvad kan vi så bruge det til? Nu er 200 kr. når alt kommer til alt en overskuelig sum, men for mig blev oplevelsen et billede på andet og mere – og også en illustration til dagens evangelium.
For det første kan vi i livet aldrig regne med, at det, vi sætter ind på kontoen også er det, der kommer ud. Vi kan investere nok så meget – det være sig: Uddannelse – økonomi – engagement – energi – lidenskab - ja, meget andet. Vi kan investere i jobbet, børnene, parforholdet, venskabet, frivilligt arbejde. Vi kan have perioder, hvor der er brug for at investere lidt ekstra i refleksion over tilværelsen eller investere i os selv.
Men vi får ikke nødvendigvis krone til krone tilbage for indsatsen. Engang imellem får vi igen med renter. Og det er skønt. Især, hvis det var uventet. Gad vide, hvad jeg havde gjort, hvis jeg – i stedet for 200 kr. mindre – havde fået 200 kr. mere, end jeg havde bedt om? Ville jeg have leveret dem tilbage?
Til andre tider må vi konstatere, at investeringen – at hvilken art det så end var - måske ikke var indsatsen værd. Vi fik ikke tilnærmelsesvist det ud af det, som vi havde investeret. Og så kan man føle sig snydt på anden og langt mere alvorlig måde end jeg følte mig på en grå oktoberdag i Gothersgade.
Livet er ikke altid at få, hvad vi forventer. Måske er livet lige præcis, at vi netop ikke, får hvad vi forventer? Fordi livet netop aldrig er det forventelige, men også det uforudsigelige? Både når det er uforudsigeligt godt og uforudsigeligt skidt – og når det bare er uforudsigeligt.
Jeg tror, det ligger dybt i mange af os – måske os alle – at vi har en indbygget forventning om det gode liv. Altså ikke bare, at livet er godt skabt og godt ment. Men at vi har ret til et godt liv.
”Ah…. ”, siger vi engang imellem til hinanden, strækker os velbehageligt og slår os billedligt talt på maven: ”hvad har vi gjort, siden vi skulle have det så godt?” Ja, vi har jo lige præcis ikke gjort andet end at nyde det, vi mente at have ret til.
Jeg er ikke allergisk overfor hverken gluten, mælk, parfume eller nødder eller birkepollen. Men jeg er allergisk over for ordet og for indstillingen bag ord som ”at have ret til” og jeg får røde knopper, når jeg hører ordet ”fortjent”. Helt helt grundlæggende mener jeg ikke, at vi har nogen ret i forhold til livet. Og vi har ikke fortjent noget som helst.
”Drik du dig et ekstra glas rødvin” – det har du fortjent. ”Nyd din ferie – det har du fortjent”. Hvad er det, vi kan gøre, så vi gør os fortjent til noget? Og prøv at tænke tanken videre. For så skulle vi jo også sige: ”Nyd nu dine børn, børnebørn… dem har du ærligt og redeligt fortjent”. ”Glæd dig over, at du er rask. Det har du sørme også fortjent”.
Tanken om at have ret til noget og tanken om fortjeneste går hånd i hånd. Og måske går den tanke også hånd i hånd med tanken om den algode, kærlige Gud. Den Gud, der under os det godt. Som giver os alle gode gaver, som det er så nemt at se og tage imod, når alt er godt.
Som når man sætter 500 kr. ind på kontoen og får 500 kr. ud igen. Som når man beder ”Ske din vilje som i himlen, således også på jorden” – og man synes, at Guds vilje matcher ens egen vilje ret godt.
Men hvad så når tårne i Siloa styrter ned og slår 18 – eller flere ihjel? Hvad når mennesker rammes af naturkatastrofer? Sygdom? Alt for tidlig død? Hvad med de børn, der får dårlige tænder, selvom det var fædrene, der åd de sure druer?
Går det også efter fortjeneste? Eller er det bare bad luck? Hvorfor er der nogen, der bare skal så meget ondt igennem? Så vi i stedet for at hævde, at der er noget, vi har ret til og noget, vi har fortjent også må spørge: Kan vi gøre os skyldige i at noget går galt? Eller er der noget, der er ude af Guds vilje? Og kan vi selv gøre noget, så vi sætter os udenfor Guds godhed?
Det er sådanne spørgsmål, jeg synes dagens evangelium rejser. Til gengæld synes jeg ikke evangeliet giver svarene.
Evangeliet fortæller ikke, hvorfor det lige præcis var de 18, der blev ramt af det nedstyrtende tårn. Vi får kun at vide, at de ikke var mere skyldige end så mange andre.
Er det en trøst for den, som mistede en af sine nærmeste i de 18? Er det en trøst for den forælder, der søger svar på hvorfor det lige præcis var hans barn, der blev ramt af uhelbredelig sygdom? At: De var ikke mere skyldige end andre? Og at ulykke rammer tilfældigt. Jeg tror det ikke.
Og så kan man stå der med alle ens krav om at have ret til et godt liv – og tanken om og troen på, at hvis der da er en Gud, så må der være mening med det hele – og så opleve, at alle ens krav om ret og alle de ubesvarede ”hvorfor’er” bliver hængende i luften.
I livet er der ikke – som i banken - en 24 timers hotline, hvor vi efter indsigelse, får udbetalt det vi mangler af mening.
Er der trøst i at sige, at livet hverken er retfærdigt eller uretfærdigt? Det synes jeg ikke.
Er der fortrøstning i, at ingen af os nyder særlig beskyttelse? At Gud ikke kun er Gud for de gode og uskyldige – men også for de skyldige og de dumme svin? At Gud er Gud, både for træer, der bærer frugt – og for dem, der måske gør.
Åh… engang imellem ville det være enklere, hvis vi kunne trække vores tro og tilværelsestolkning i en hæveautomat. Og hver gang vi løber tør for kontante forklaringsmodeller – hver gang vi løber tør for mening, så vide, at vi kan vende tilbage til automaten, til kilden – stikke kortet, vi fik i vores dåb ind – og ud – vupti – kommer der fornyet livsmod ud. Mere end vi troede, vi havde på kontoen.
For det afhang aldrig af, vores indskud, men Guds. Og Gud bliver aldrig insolvent eller går i minus.
Derfor giver han os kredit. Rentefrie lån. Afdragsfrie lån. Derfor får figentræet i lignelsen en chance til for at bære frugt. Og lur mig om ikke det får endnu en, når året er gået.
Det afhænger ikke af os. Selvom vi så gerne ville stå der med hænderne og hovedet fulde af forklaringer, som vi kan leve med, når livet skal gå op. Så tror jeg, at vi i livet må leve med, at vi, de gange vi bad om 500 – får meget meget mindre i hænderne.
Livet er ikke retfærdigt eller fortjent. Hver især fik vi livet, helt ufortjent, og livet igennem får vi uretfærdigt en masse gode ting: At tårnet lige præcis ikke ramte mig, at man slap godt ud af en dårlig situation – meget andet. Hvorfor er det så, at vi netop spørger efter retfærdighed, når vi synes, det går dårligt?
Livet er hverken retfærdigt eller uretfærdigt. Det er bare, og det skal vi nok være glade for. For ellers skulle vi et livs langt betale af på gæld. Nu kan vi nøjes med at leve det
Og det er netop hvad dagens evangelium kalder på. Jesus siger: I skal vende tankerne væk fra om der er en sammenhæng mellem skyld og skæbne i livet. Det er der ikke. Det trækker Jer i mentalt minus, hver gang I gør det alligevel.
I skal omvende Jer. I skal vende Jer mod livet. Fordi vi aldrig kan vide om vi lever længe nok til at bære – eller smage - figentræets frugt – så skal vi hellere spise nogle andre frugter imens.
Vi skal leve dette gudgivne liv med hænder, der er som tomme skåle.
For i forhold til livet er vi – som Martin Luther sagde det – tiggere. Det er vist og sandt. Vi ved ikke altid, hvad der bliver lagt i vores livs udstrakte tiggerskåle. Men vi skal ikke martre os selv ved at lade de skåle være vægtskåle, hvor vi hele tiden vejer tilværelsen.
Måske vi bare skulle begynde med at række skålen frem?
Måske vi bare skulle være tålmodige som figentræets ejer?
Måske vi bare skulle se, hvad Gud ufortjent lader dumpe ned i vores skål?
Jeg tror, jeg vil vove det. Og så tage imod i troen på, at hos Gud går det aldrig efter fortjeneste. Men af ren og skær nåde – intet mindre – og så meget!
Og for det siger vi: Ære være Faderen og Sønnen og Helligånden, som det var i begyndelsen, så nu og altid og i al evighed. Amen
Kirkebøn: Kære himmelske Far.
Tak for livet.
Lad os gavmildt dele ud af det - indtil vores skåle bliver tomme:
Lad os sprede mod til modløse,
håb til de håbløse,
lys til de mørkerædde
og glæde til de bange.
Lær os at leve uden frygt for om vi nu sætter frugter eller ej. Men lad os vokse i tro og håb og forvisning om, at gror noget godt i os, så er også det virket af dig, Gud.
Lad os leve og dø på, at du, når vort livs dage rinder ud, tager hver og en af os og planter os i din Paradishave.
Vi beder for din kirke, her i (Egeskov) Christians sogn, og for din kirke, ud over hele jorden. Forny din menighed – og lær os at skønne på de træer, der sætter andre frugter end vi er vant til at se.
Vi takker dig for dåbens og nadverens gave. Vi beder for Thor, som i dag er blevet døbt. Giv ham og familien en dejlig dåbsdag.
Vi beder dig for vort land og alle lande. Vi beder dig for vor regering og for alle, der har magt og indflydelse i verden. Velsign vor Dronning og hele hendes hus. Giv dem og os alle at arbejde for fred og retfærdighed.
Så beder vi for os selv og vore kære, hvem vi hver især tænker på.
Vi beder for dem, som ingen beder for.
Vi beder for dem, der har mistet en af deres kære, for dem, der skal dø og for dem, der skal sidde ved siden af og se på det.
Giv os livsmod og glæde og ræk os for Jesu Kristi skyld livet i dag og alle dage. Amen
Velsignelse:
Vor Herre Jesu Kristi nåde, Guds kærlighed og Helligåndens fællesskab være med os alle. Amen.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar