Sommergudstjeneste om at hvile og holde fri

Således blev himlen og jorden og hele himlens hær fuldendt. På den syvende dag var Gud færdig med det arbejde, han havde udført, og på den syvende dag hvilede han efter alt det arbejde, han havde udført. Gud velsignede den syvende dag og helligede den, for på den dag hvilede han efter alt det arbejde, han havde udført, da han skabte. Første Mosebog kapitel 2, vers 1 – 3

På den 7. dag hvilede Gud…  Gud hvilede… det hebraiske ord for hvilede hedder ”shabbat”. Vi genfinder det i ordet ”sabbat”, jødernes hviledag. Og ordet kan betyde hvile… men grundbetydningen er egentligt bare, at man stopper med noget. At man ophører med at arbejde. Så Gud tog ikke bare en slapper… han tog en sabbat.

Gad vide om Gud kun tog den ene hviler? Eller har Gud ind i mellem siden haft brug for en sabbat?

Ind i mellem har jeg også tænkt på de ord fra skabelsesberetningen som en legitimering af, hvor vigtigt det er at vi holder fri. At vi under os selv ikke bare at arbejde, men også under os at hvile. Hvile, også selvom de færreste af os kan sige ”fuldendt” om vores arbejder.

For selv ikke et hak på tjeklisten – selv ikke en blank kalender – selv ikke en pensionering fra arbejdsmarkedet er lig med at vi kan skrive fuldendt.

”Lykkeligst at hvile på er fuldendte gerning” – sådan synger vi i en af aftensalmerne. Men fuldendt – det er sjældent indenfor rækkevidde.

At hvile – at holde sabbat, det er ikke ensbetydende med, at man sveddryppende og forpustet stopper, fordi man ikke magter at arbejde mere. Og skal vi nærlæse teksten, står der egentligt ikke, at Gud hvilede og smed alt, hvad han havde i hænderne og smed de guddommelige ben op på en puf eller gik i samtalekøkkenet og satte simremad over…

Nej, der står, at Gud stoppede med sit projekt, for nu havde han skabt verden. Fuldendt blev den ikke. Men den var skabt. Verden var kommet til verden.

Men Gud skaber stadig med på den verden. Og måske tager Han en hviler engang imellem. Ikke fordi Gud har brug for det. Men fordi vi mennesker har brug for et forbillede.

Et godt pædagogisk princip hedder: ”Don’t tell us – show us” – det betyder så meget som: ”Sig det ikke kun, vis os det”.

Ved at hvile, bliver Gud selv et forbillede for os. For også vi må hvile. Skal hvile. Gud bliver som den moderne lederskikkelse, der ikke bare sætter bestemme-kasketten på og udsteder direktiver.

Sådan er den moderne leder ikke. En moderne leder går selv med, viser vejen, går den sammen med sine med-arbejdere.

Vi er Guds medarbejdere. Vores arbejde er at skabe videre på den verden, Gud har givet os. Vi skal plante og rydde, vi skal dyrke nyt. Vi skal bruge det, Gud har lagt i vores hænder. Vi skal arbejde hårdt, helt urimeligt hårdt ind imellem. Ind i mellem kan vi have lyst til at smide det hele. ”Hva nøtt er et til?” – kan vi spørge. Vores arbejde, der hvor vi nu hver især er sat, kan synes nytteløst, Sisyfos-agtigt. Det kan også være meningsfyldt og meningsgivende.

Men engang imellem… engang imellem skal også vi hvile. Lad arbejde være arbejde. Vi er ikke kun skabt til at arbejde. Det er mere end tankevækkende, at mange af os har så meget lettere ved at arbejde – og ved at føle os forpligtet af alt det, vi synes vi skal og vi skal nå – end at overholde pligten til at holde fri.

Vi er ikke kun skabt til arbejde. Vi er også skabt til at holde pause. Det er sundt for legemet og for sjælen at hvile. Lade klokken falde i slag. (bedeslag)

Gud velsignede hviledagen. Og ved at lægge sin velsignelse ind i netop det at hvile, har Gud givet os hviledagene som en særlig gave. Der skal være velsignelse i at holde fri. Slap af tag dig en sabbat, det er en guddommelig god ide!

Om Jesus hører vi også, at han ind i mellem trækker sig alene tilbage. Også han har brug for lidt rum omkring sig og lidt alenetid. Som oftest hører vi om, at Jesus beder.

I bønnen er der en velsignet hvile. Det bliver rummet for mental afslapning, men bønnen er også det sted, hvor han – og vi – må smide alle byrder, alle de hverdagsting, der fylder og tynger. Og måske mærker vi befrielsen i at give dem fra os. Så vi kan rejse os lettede, og med en dyb vejrtrækning gå tilbage til det, der måtte vente os hver især.

Vi skal hvile. Ind i mellem. Vi skal hvile vores trætte kroppe. Og især skal vi hvile vores hoved, som hele tiden er i gang. I gang med at planlægge. I gang med at mindes. I gang med at sørge. Eller glædes. Eller …

Men i hvilen er vi ikke i gang.  I hvilen er vi ikke noget andet sted. Og derfor er hvile også forbundet med at vi godt må unde os selv at have det godt. At vi skal være tilstede. Og at vi må nyde. Tage imod. Tage imod alt det, Gud lagde ind i vores verden i skabelsens dage, ja mere til.

Når Jesus helbredte. Når han bespiste. Når han underviste og talte med mennesker, så gav ham dem ikke 6 ugers sommerferie. Men han gav dem et lille velsignet frirum. Lige der, hvor de var. Det er ikke altid uforpligtende. For vi er aldrig kun henvist på os selv, men også på det medmenneske, som er lige ved siden af os.

Men engang imellem talte Jesus også ti den enkelte. I beretningen om Martha og Maria bliver det så tydeligt: At der er en tid til at være foretagsom og varte op og gøre rent.

Men der er også en Maria-tid. En tid ti at sætte sig og være nærværende og lytte til livets ord, tage livet ind. For nogen gange er det lige foran os.

Mon ikke de fleste af os har både en Martha og Maria i os?
Og til dem begge skal vi sige: Alt Martha-arbejdet har sin tid. Og den er jeg såmænd ikke så bekymret for. Det skal nok – så rigeligt – få sin tid.
Og så er der en Mariatid. En tid til at sætte sig og lytte efter. Mærke efter. Blive talt til på ny. Hvile tid.

Og sommertiden er en sådan hviletid. Så - slap af! Tag dig en sabbat, det er en guddommelig god ide!

Det er sommertid.
Det er ferietid for mange af os.
Og for Jer, der ikke længere skal skelne mellem arbejdstid og ferietid er sommertiden også en særlig tid.
Det går ikke så hurtigt i sommertiden. Det er kun ukrudtet der har travlt.
Selv aviser og medier får agurketid. Det er sommer. Det er tid til at nyde alt det, der er vokset.
Nyde naturen. Nyde de frugter eller frø, du såede.
Nyde det, du nåede i årets første halvdel. Ikke gøre alt for meget status og tænke, at mere end halvdelen af året er gået.

Vi har sommertid. Vi har fået lagt en time mere til vores liv.
Og jeg ved godt, at teknisk set, så skruer vi den time tilbage, senere på året.
Men lad det være et billede.
Sommertid. Du har fået en time. Og nogle af os får uger til at hvile. Til at nyde. Til at gøre noget af det, man måske ikke få gjort i hverdagene.

Det er sommertid.
Det er tid til at spise en ekstra is.
Det er tid til paperbacks.
Det er tid til eftertanke og til at dvæle.
Tid til at være længe oppe.
Tid til at sove for åbne vinduer.
Tid til at sidde smøre solcreme på.
Eller finde paraplyen frem.
Eller picnic-dugen…
Det er tid til at rejse udenlands – eller finde nye ruter i Danmark.
Det er tid til at få sommerferiegæster eller til at tage på besøg.
Det er tid til lejre og telte og festivaler.
Det er tid til nye fotografier, der skal tages.
Og nye minder, der skal i det indre fotoalbum.

Der er lagt sommertid til dit liv.
Og det er ikke et godt tilbud. Det er en pligt.
En velsignet forpligtelse til at holde fri.

Amen.

Kollekt:
Gud.
Tak for sommeren.
Tak for alt det grønne, der lige nu er på det højeste.
Lad os tage alt det grønne med os
som et forråd af håb til når dagene bliver korte og grå.

Tak for feriedage.
Tak for nye oplevelser.
For gamle venner, der kigger forbi.
Lad os tage det nye og det gamle med os
som et forråd af glæde til når dagene bliver grå.

Tak for hviledage.
Dage med sol og med regn
Dage til at kede sig i
Dage, hvor vi spiser suppe og tænder op i brændeovnen.
Lad os tage sommerens uforudsigelighed med os,
som et forråd til når dagene bliver forudsigelige og grå.

Tak for årstidernes skiften
Tak fordi de minder os om, at livet selv skifter
Tak for uforudsigelighed.
For livet, som igen og igen kan komme bag på os.
Som en nåde.
Som nye begyndelser, der er som duggevåde sommermorgener.
Lad os dage det med os som et håb om at der også kan komme omskiftelser i vores liv.
Gode omskiftelser, besværlige omskiftelser, frydefulde omskiftelser.
Og lad os bære dem med os ind i dagen i morgen og i overmorgen.

Tak fordi vi var til, også denne dag.
Tak for håbet om en i morgen.
Tak for håbet om, at når vi ikke slår øjnene op til endnu en morgen her på denne gudsskabte jord,
så ser vi dig, Herre, en morgen i Paradiset.

Lad os bære det med os som et håb, der kan bære os igennem al angst.

Giv os at hvile.
I nat.
Giv os at hvile i, når vi har gjort nok.
Giv os at holde fri.
Så det bliver sabbat, ikke kun engang imellem, ikke kun 6 uges om året, eller om søndagen.
Men læg du en smule velsignet hvile ind i hver eneste dag.

Det beder vi om. Amen.