En måske opbyggelig prædiken?

5. søndag efter trinitatis, søndag den 26. juni 2016
Christianskirken kl. 10.30
Salmer: 745 – 396 – 672 --- 330 – 440 – ”Igen berørt, bevæget” - 31

I Faderens og Sønnens og Helligåndens navn. Amen.
Dette hellige evangelium skriver evangelisten Matthæus.

”Ja”, sagde hun, en kvinde jeg ikke kendte, men som jeg fulgtes et par kilometer af mit liv med.  ”Ja, vi har nu engang valgt at gå i den kirke – og så nævnte hun en lokalitet og et navn – for der kan man regne med at få en opbyggelig prædiken”. Jeg havde sådan lyst til at spørge hende, hvad en opbyggelig prædiken var for hende, men jeg lod være. Det har jeg faktisk ærgret mig over siden.

Sådan er det nogen gange med ord og spørgsmål. Det er ikke altid dem, man får stillet eller de ord, der blev sagt, vi husker. Det er også nogle gange, det, vi aldrig fik sagt eller aldrig fik spurgt om, der bliver siddende i en.

Hvad er en opbyggelig prædiken? Hvad er det, der er bygger dig op, du som kommer her søndag efter søndag, eller sjældnere, eller måske er her for første gang? 

”Jeg ved på hvem, jeg bygger. Jeg ved, hvad fast består””. Sådan sang vi netop. Og det er vel en klokkeklar definition. En opbyggelig prædiken, det er en prædiken, der bygger på klippen, demant-klippen, som salmeskriveren digter om. En opbyggelig prædiken bygger på Jesus Kristus som det Guds ord, alle andre ord bygger videre på. Og gjorde vi bare det: Byggede verden, byggede kirke, byggede liv på det ord, ja, så var der meget, der stod fast.

Er det en opbyggelig prædiken? En prædiken, der holder os fast? Faste i troen?
Er en opbyggelig prædiken en, der henviser til dåben, til det håb og den sten , der blev lagt som den første i vores liv, og som vi altid kan vende tilbage til og bygge videre på?
Er en opbyggelig prædiken det, der lægger flere sten, som vi kan tage med os og bygge videre med?

Eller kan en opbyggelig prædiken også være det, der kan rokke? Rokke os, når fasthed bliver til forstenethed eller snæversyn? Når hovedhjørnesten ikke bliver til fundament, men til fundamentalisme?

Og hvordan adskiller prædikenord sig fra alle de andre ord, vi møder i vores liv i øvrigt?

Hvilke ord er det, der bygger os op? Hvilke ord er det, vi bærer med os?  Hvilke ord får os til at smile? Eller gir mod på livet igen, selv når dagene er grå? Hvilke ord bliver som hovedhjørnesten i vores liv?

Det har vi – naturligvis eller forhåbentligt – hver især vores svar på. Svar, der også afhænger af vores personlighed, vores temperament, vores opdragelse. Nogle af os er bedre til at tage imod og bygge liv på hovedhjørnestensord.

Men jeg tror også, at rigtigt mange af os let snubler. Så selvom vi bygger på masser, masser af gode ord. Selv om vores fundament er nok så stærkt og godt. Selv om vi hviler i os selv – og nogle hviler i deres tro – ja, så skal der ikke mange anstødssten til at få os til at snuble, billedligt talt.

Mange af os kender det. Du har gjort et eller andet. Det kan være alt muligt. Du har klippet hæk, holdt tale til en 60 års fødselsdag eller skrevet sang, eller bagt en ny slags småkager eller hvad det nu er… Og du har fået ros.  Hvor var det en god tale, lækre småkager, flot klippet hæk – eller hvad det nu var… indtil der så lige er en, der siger: Ja, du skulle måske ikke lige have taget de sidste 10 cm. Eller talt helt så længe eller have bagt småkagerne så hårdt.

Jeg ved ikke, hvordan det er med dig? Men det bliver de sidste ord, jeg tager med mig. Det er dem, der murrer videre i mit indre. Dem, der får mig til at tvivle. Og det går endda, når det er småkager, hækken eller lejlighedssangen til fødselsdagen. Værre, meget værre er det, når det er ord, der får mig til at tvivle på mig selv. Meget, meget værre er det, når det er ord, der rokker ved det, jeg troede var et godt og sikkert fundament. Meget, meget værre er det med de ord – og de begivenheder, der rokker ved troens fundament.

Hvordan bliver vi byggede op, når nogen piller ved livets og troens fundament og hjørnestene?

I skolerne – og på mange arbejdspladser - går man i disse år ind for en anerkendende tilgang. Elever og medarbejdere skal anerkendes, roses. De skal ses og der skal sættes ord på, at deres indsats gør en forskel.

Det er svært at have noget imod. Jeg tror rent faktisk, at vi som mennesker bliver bedre og også dygtigere og helt sikkert gladere, når vi får ros. Men vi skal ikke roses bevidstløst.

Det er altså ikke alle børnetegninger eller kreationer i ler og perler, der er såå flotte, at de kunne hænge på statens museum for kunst. Det er ikke enhver hverdagsagtigt udført – men nok veludført - opgave, der bringer nogen af os nærmere nogle af Nobels priser.

Hvis ikke de anerkendende ord er sagt med oprigtighed, så bygger de ikke op, men snarere ned.

En lærerinde har i denne uge lavet et forsøg med ord med sine elever. Nogle af Jer har måske læst om det. Hun havde taget to helt ens røde æbler med og bad sine elever sætte ord på æblerne. Begge æbler var røde, havde samme størrelse og så saftige og lækre ud.

Så tog læreren det ene æble, smed det på gulvet og sagde til børnene, at hun syntes, det var et ulækkert æble. Og hun sendte æblet rundt og bad alle børnene om at sige noget grimt til æblet. Der gik lidt sport i det – og der blev sagt alle mulige grimme ting til æblet. Men et barn ville ikke, kunne ikke få sig selv til at sige noget grimt til æblet. Og fik lov at springe over.

Da æblet havde været hele vejen rundt, tog læreren det andet røde æble. Hun sagde Derefter tog læreren det andet røde æble, sagde noget pænt til det, sendte det rundt og bad børnene gøre det samme.

Så holdt læreren begge æbler op foran klassen. Udenpå så æblerne stadig ens ud. Udenpå var der ikke nogen forskel at se. Æblerne så helt ens ud. Og så skar læreren æblerne over i halve. Og så var der forskel.

Det æble, der havde fået søde ord, var lyst, friskt og saftigt. Mens æblet, der var blevet sagt grimme ord til og som var blevet sendt fra hånd til hånd med ubehag var stødt og smattet indeni.

Det kan ord gøre ved os. Udenpå ligner vi stadig os selv. Men indeni kan vi ligne mos. Stødte, ikke noget, man har lyst til at sætte tænderne i.

Selvfølgelig fortalte læreren børnene, hvorfor æblerne så forskellige ud. Inden timen havde læreren tabt og kastet og banket det ene æble, så man nok kunne føle, at det var anderledes. Men det så ikke anderledes ud.

Ord kan få os til at skinne og stråle. Som når et æble går fra hånd til hånd og skindet bliver gradvist mere glimtene af små fedtede børnehænder. Men få ord kan gøre det modsatte. Nogle dage er vi stærke og kan sagtens tåle at blive tabt på gulvet uden at stødene går ind. Andre dage skal der ikke meget til.

Jeg spiser ikke æbler med brune pletter indeni. Jeg bryder mig heller ikke om den side af mig, der let bliver stødt eller ked af det – eller som meget let tager et enkelt eller flere negative ord til mig, så jeg forledes til at tro, at de skulle være hovedhjørnesten. Jeg bryder mig heller ikke altid om at vise indersiden, vise den brune side, vise andre, at deres ord rent faktisk gjorde mig ked af det. Eller vred. Eller bare stødt.

Jeg ville egentligt helst bare være og hvile på den hjørnesten, Gud har lagt også i mit liv. Og jeg anfægtes af de snublesten, livet lægger mig – og dig – i vejen.

Det er ikke altid, alle ord her i kirken eller under en gudstjeneste, der virker opbyggelige på mig. Så vist kan jeg være her – og glædes ved det – og jeg kan synge salmer – eller høre nok så velforberedte prædikener. Men de bygger mig ikke op.

Hvad er en opbyggelig prædiken? Ja, det er ikke nødvendigvis det samme for mig som for dig. Men det, der er opbyggeligt er, at Gud har sendt sin søn ind i vores verden. Ind i en verden, hvor vi tit nok kaster med sten, kommer Gud for at lægge sten. For at sige det, som andre ikke altid siger.

Jesus er som den pige i klassen, som ikke ville sige noget grimt til æblet. Jesu stemme er den stemme, der skiller sig ud. Ikke fordi han altid kun siger det pæne eller det smukke. Nej, Jesus siger også det, der kradser, det, der gør ondt. Det, der kan være svært, ja umuligt at efterleve. ”I skal fornægte jer selv”, siger Jesus i dag.

Men han siger også til den allermest vakkelvorne af disciplene, at på ham vil han bygge sin kirke. Han siger ”rejs dig, din synd er tilgivet dig”, til dem, der bærer mange synder. Han siger: ”Stå op, tag din seng og gå” og giver ny retning i livet. Og sådan giver Jesus alle os, der på ingen måde ser os selv som noget man kan bygge på, et nyt fundament at anlægge tilværelse og selvforståelse på.

”Også på dig”, siger han og ser dig i øjnene, ”også på dig vil jeg bygge kirke. Også du har dine synders forladelse”. Vi har hørt det før. Men jeg siger det igen. For vi lever af gentagelse.

 ”Jeg elsker dig” – hvor tit siger det forelskede par ikke de ord til hinanden? Hvor tit lever vi ikke af et:  ”hvor var det godt at se dig”. Eller et: ”God morgen – har du sovet godt?” Kan vi nogen sinde få nok af at høre: ”Herren velsigne dig og bevare dig”

Vi lever af gentagelser. Gentagelser bygger os op.
Guds kirke er gentagelsens sted. Guds ord er gentagelser. Sagt igen og igen gennem årtusinder. Uforanderligt – og stadig lige nyt og opbyggeligt. Kirken er opbyggelsens sted. Og hvis en prædiken er opbyggelig, så er det ikke præstens skyld, så er det fordi Guds ord selv bygger med med sin Ånd.

Og ja, det er ind i mellem til at skrige over. Og ind i mellem kan man få lyst til at revolutionere og reformere dele af disse gentagelser. Hvorfor skal det absolut være på samme måde søndag efter søndag? Hvorfor altid samme ritualer, samme salmer, samme pladser…

Men ind i mellem er det den gentagelse, der lige præcist talte til dit hjerte, til det sted i dig, der trængte til opbyggelse.

Når man bygger en etage mere på et hus, bygger man ovenpå, når man bygger en længe til en gård, er det en tilbygning. Men at bygge op er at bygge op fra grunden. Og det er hvad det opbyggelige har at gøre med vores liv: At bygge op os op, ind i mellem helt fra grunden.

Opbyggeligt, det er at de første og de sidste ord i dit og mit liv, de tales ikke af mennesker, men af Gud. Hans ord er uforanderligt det samme. ”Jeg kender dig”, siger han, ”du er min. Nu og altid og i al evighed”. Amen.

 

 

Kirkebøn:

Herre, vor Gud, himmelske Far.
Vi bekender, at vi meget ofte ligner Peter, ham du overdrog nøglerne til Himmeriget. Vi er ikke altid værd at bygge på. Også vi falder igennem, svigter dig og hinanden – ikke bare 3, men uendeligt mange gange.

Alligevel er vi kommet her igen i dag.
For at blive styrkede i vores tro. Bevægede i vores tro. For at høre, at selvom alt kan rokkes – og selv om vi igen og igen ser og mærker og anfægtes af alt det, der kan rokkes i verden, både den store, og vores egen lille, ja, så bliver du, Herre, ved med at bygge på os. Ord til ord lægger du. Håb til håb. Kærlighed på kærlighed. Lad det blive til opbyggelse for os. Byg du, Herre, sammen med os, når vi selv river ned.

Herre. Vi takker dig, fordi du kan bruge os som dine levende sten i din kirke. Engang imellem tynges vi af byrden af det. Ansvaret kan føles som møllesten – også selvom mange af os aldrig har set en møllesten i brug, så genkender vi følelsen.

Vi beder dig: Bær de tungeste sten sammen med os: Gravstenene og stenene, vi rejste over det, der ikke lykkedes. Hjælp os, når vi skal bygge op på ny igen af det, der ramlede sammen imellem os: Fortrolighed, samtaler, der gik i stå og tillid til, at alt bliver godt igen.

Vi takker dig, når vi oplever hvordan vi kan opbygge levende fællesskaber af levende stene. Med børn, med unge, med familier, med ensomme og gamle, ja, med den mangfoldighed af sten, du har skabt, Herre.

Vi takker dig for den hovedhjørnesten, du har kastet ind i vores verden, Jesus Kristus. Tak for den befrielse, der er i, at vi ikke skal bygge på os selv. Men at du har lagt den første sten. Urokkeligt. Ja, så urokkeligt, at end ikke døden kan flytte på den.

Lad det blive os til opbyggelse. I dag, i morgen, de dage, hvor vi har svært ved at tro på det – og på den yderste dag. Amen.