søndag den 5. juni 2016

Om lunkenhed og lidenskab


2. søndag efter trinitatis, søndag den 5. juni 2016
Christianskirken kl. 10.30
I Faderens og Sønnens og Helligåndens navn. Amen.
Dette hellige evangelium skriver evangelisten Lukas
Det var en søndag for snart 15 år siden, at jeg var ved at koge et dåbsbarn. Det skyldtes ikke pastoral uerfarenhed, men netop den søndag var der en afløser på som kirketjener i min middelalderkirke. Han var bestemt heller ikke helt ny i jobbet, havde tværtimod mange års erfaring som kirketjener. Og netop fra hans egen middelalderkirke vidste han, at hvis han fyldte dåbskanden med kogende vand ½ time før gudstjenesten, så ville det præcist have håndvarm temperatur, når det blev tid for dåb i gudstjenesten.

Nu var der bare det, at dåbskanden i min tidligere kirke var lavet af et andet – og formentligt mere varmeisolerende - materiale, end det min afløserkirketjener var vant til, så da jeg hældte dåbsvandet i dåbsfadet, så var det stadigt kogende. Og jeg kan love Jer – det er et ret besynderligt syn at se et dåbsfad, hvor vandet står og bobler. Kirken havde ikke indlagt rindende vand – så vi måtte hente vandglasset både fra prædikestolen og fra alteret og hælde vandet i døbefonten, for at barnet kunne blive døbt uden at få tredjegradsforbrændinger.

Lunkenhed er godt, når vi døber et barn. Lunkenhed er godt, når man laver en gærdej. Eller når man vasker uldtøj eller silkekjoler og i flere andre sammenhænge.
Men der er også situationer – mange – hvor lunkenhed absolut ikke duer. Du kan ikke stå foran alteret med den, du skal giftes med og være lunken. Som den brudgom, der for år tilbage spurgte mig: ”Du præst, kan jeg ikke nøjes med at sige ja til hende der for 5 år ad gangen?”
Og du kommer med garanti heller ikke til at stå øverst på skamlen, hverken som idrætsmand eller erhvervsleder eller politiker hvis ikke du er passioneret og brænder for din sag, dit budskab. Eller hvis ikke budskabet brænder i dig.

Og – hører vi så i dag - du kan heller ikke være lunken, hvis du er profet, menighed eller præst eller Kristustro. ”Gid du var enten kold eller varm”, hørte vi fra Johannes Åbenbaring. Og med den skræmmende eftersætning: ”Men nu, da du er lunken, vil jeg spytte dig ud af min mund”. Det er ikke nogen munter advarsel. For bliver vi spyttet ud af Guds mund, kan vi være evigt forvisset om, at det ikke er Herrens mark, vi bliver spyttet ud på.

Måske husker I, hvordan profeten Jeremias blev kaldt af Gud? Jeremias hører Guds kald, men han gik i rette med Gud, sagde: Jeg forstår ikke at tale. Da rækker Gud hånden ud, berører Jeremias’ mund og siger: ”Nu lægger jeg mine ord i din mund. Nu giver jeg dig myndighed over folk og riger, til at rykke op med rode og til at rive ned, til at ødelægge og til at jævne med jorden, til at bygge op og til at plante”. Så virksomt, så kraftfuldt, så alt andet end lunkent er Guds ord, når det er lagt i vores mund, for at vi skal tale det.
Guds ord – det er det, vi får i ørerne, når vi går til gudstjeneste. Og vi får det i munden, når vi går til alters. Og ind i mellem smager det måske ikke af så meget – og ind i mellem – som i dag skurrer det noget så gevaldigt i ørerne og vi kan have lyst til at spytte dem ud. Måske mest af alt fordi ordene rammer plet. Sandheden er, som bekendt ilde hørt – og den smager ikke godt. Og der er en kompromisløshed i Jesu ord i dag, som vi har det ukomfortabelt med.

Noget af det giver nu god nok mening. Det er fair nok, at vi, før vi begiver os i kast med en opgave eller et projekt, sætter os ned og regner på omkostningerne ved det. Det er fornuft, at kan man ikke fuldføre en opgave ordentligt, ja, så skal man måske overveje en ekstra gang, om det er umagen være at gå i gang.
Men at skulle lægge noget bag sig i den grad, Jesus i dag lægger op til, det er anderledes skræmmende perspektiver: At hade sin mor og far, ægtefælle og børn. At give afkald på … alt sit eget! Radikaliteten skurrer mod vores lunkenhed. For radikaliteten kan meget let høres som endnu et krav til den, der i forvejen synes livet kræver for meget.

Jesus kræver os. Det kald til at tage livet op og følge Jesus, kræver os. Ikke kun en lille smule. Ikke halvt. Ikke kun på en god dag. Nej. Det er alt eller intet, ligesom Jesu kærlighed var alt eller intet.
Og her troede vi lige, at troen var det, der blev skænket. Her troede vi lige, at det at være Jesu discipel ikke krævede andet af os – og så meget som – at være menneske.  Og pludselig bliver det at være Kristustro endnu en byrde oven i livets mange andre byrder.

Vi skal altså være tro mod os selv og på samme tid være tro mod Guds kald til at være menneske. Jesus kalder på vores engagement. Og vi ved godt hvordan det er, når vi brænder.
Jeg blev engageret. I det meste. (skriver en præstekollega i en nyudkommen bog ”Hanne Jul Jakobsen” afsnittet ”Engagement”) Synes alt er mægtigt interessant. Og vigtigt. Mennesker. Kommunikation. Gud. Kampen mod fattighed. Kan brænde for alt. Hvad som helst. Virkelig.
Kaster mig over dyrkning af stikkelsbær og sakramentalforståelse, jordisk og himmelsk med samme ildhu. Næsten.
Når jeg er på ferie, vil jeg være fotograf. I hvert fald i fem minutter.
Når jeg er til koncert, vil jeg være pianist.
Når jeg ser film, vil jeg være instruktør.
Når jeg er på landet, vil jeg have høns.
Når jeg læser en god bog, vil jeg være forfatter.
Når jeg er til møde, vil jeg være formand. For boligforeningen. For provstiudvalget. For skolen. For alt muligt.
Og når jeg går fra mødet, tænker jeg: Hvorfor nu det? Det rager mig en papand.
Når jeg har haft fri i tre dage, vil jeg have et barn mere. Når jeg har haft ferie i 14 dage, vil jeg under ingen omstændighed have flere.
… jeg er en bedst til spredehagl. Rammer det hele. Lidt skævt. Måske. Men ikke helt skævt. Sådan er det. Jeg er ikke et unikum. (Hanne Jul Jakobsen, p. 32)

Det er ikke let, det her. Hvis man nu virkelig er bedst til spredehagl, bedst til lunkenhed, bedst til at brænde i små overskuelige doser, så er budskabet, vi hører i dag, en tredjegradsforbrænding af dimensioner.

Er det det, Jesus mener? At vi i alle livets forhold skal beregne vore kræfter før vi går i gang, og at vi kun skal handle, hvis vi er overbevist om, at vi brænder nok for sagen til at kunne gennemføre den?

Hvis det er sådan, hvem ville så turde gifte sig og love troskab til døden skiller? Hvis, hvem ville turde få børn, hvis vi først skulle være sikre på, at vi ville blive perfekte forældre.

 Hvis, hvem ville turde så gå i gang med en behandling mod kræft, hvis man skulle være sikker på at man kunne holde behandlingen ud, til den er slut…. Kan det være Jesu mening, at man kun må begynde at bygge, hvis man kan se enden på sit byggeri.  At man kun skal gå i kamp, hvis man er sikker på at vinde…
Er det virkelig sådan, at vi kun kan være troende, hvis vi er sikre på, at vi kan være det hver dag, til vi dør – og at vi aldrig tvivler. Er det virkelig sådan, at vi kun må gå til gudstjeneste, hvis vi hele ugen efter kan efterleve alle de store ord vi hører herinde. Og må vi kun kalde os kristne, hvis vi er parate til at give afkald, både på os selv, vore nærmeste og ofre alt i Guds navn ?

Hvis det er sådan det er, så har jeg kun én ting at gøre,- og det er at kaste håndklædet i døbefonten, i ringen – ja, hvor som helst - og give op. Jeg er ganske enkelt ikke i stand til altid at beregne mine kræfter og mine evner, min tro. Jeg kan ikke love alt på forhånd.

Men jeg tror heller ikke det er det, der er kernen i evangeliet i dag. Jeg tror at kernen i det hele er at Gud er lidenskabelig. Lidenskabelig varm i sin kærlighed til os mennesker, der alt for ofte kun er lunkne.
Når man elsker lidenskabeligt, så længes man efter at ens kærlighed bliver gengældt, og sådan er det også med Gud. Ikke at Gud har brug for vores kærlighed. Det er vigtigt. Men Gud ved – om nogen – hvad det gør ved et menneske, når vi slipper vort eget. Når vi vover at elsker. Han vil os det godt. Han vil, at vi ikke skal være i tvivl om radikaliteten i hans kærlighed.

Det er altså os, der tit nok er lunkne, der må øve os i at tro på, at Gud mener det med sin kærlighed. Det er os, der må prøve – og prøve igen at tro på, at Gud som den eneste kan fuldføre det han har begyndt, og vil fuldføre det.
At det, Gud begyndte i dåben, hvor han sagde at vi er hans børn, det står han ved til evig tid.

Vi skal tro på, at det tårn Gud begyndte at bygge på i og med han skabte verden og os, det magter han at fuldføre.  Vi skal tro på at den kamp han er gået ind i mod alt det onde, den kan og vil han vinde, også for os, når vi bliver ofte for ondskab eller når vi bliver anledning til noget ondt.

I den tro, da skal vi  gå ud herfra og glemme alle snusfornuftige beregninger.  Vi skal gå ud og lægge sokler uden at ane, om vi nogensinde formår at bygge tårnet færdigt. Vi skal gå i krig med alt hvad der ødelægger livet for os og andre uden at ane om vi kan vinde kampen. Sådan kan vi være Jesu disciple, i den tro, at den lidenskabelige Gud kan bruge os uberegnelige  og lunkne mennesker.

Vi kan aldrig, aldrig regne på, hvornår livet er livet værd. Hvor meget – eller hvor lidt liv skal der til, før det er noget ved? Hvornår kærligheden er kærligheden værd?


I denne uge mødte jeg det skønneste, skønne par på 75 år. De var nyforelskede. Havde kun været kærester ganske kort. Kærligheden poppede ud af alle sprækker: Øjne, smilehuller. Jamen, siger fornuften, som altid er lunken og kølig – kan det nu betale sig? Måske får de kun en uge sammen? Er det så det værd? Men ved I hvad – blikket i deres øjne, gløden i deres stemmer fortalte mig, at det var det hele værd.

Det hele – det halve – engang imellem måske kun en brøkdel. Og måske… bare måske mærker vi engang imellem, at vi blusser. Mærker lidenskaben, mærker engagementet, mærker… Guds ånd – Guds glæde – Guds kærlighed brænde i os – måske ikke som tredjegradsforbrændinger – men mindre kan også gøre det.

 Og når det måtte ske, så siger vi: Ære være Faderen og Sønnen og Helligånden, som det var i begyndelsen, så nu og altid og i al evighed. Amen.

Kirkebøn:

Herre. Jeg erkender – og bekender – at jeg kender lunkenheden bedre end den fortærende ild, der får mig til at glemme mig selv og bare tjene dig og min næste.

Derfor beder jeg dig:
Luk mig ind i stilheden for dit ansigt.
Luk alt det ude, der tynger mit sind og ødelægger min fred,
Gør mig stille, så jeg kan høre, hvad du vil sige til mig.
Tal til mig, Herre,  og lad mig mærke din nærhed,
så jeg kan gå styrket ud til opgaver og arbejde,
til sorger og glæder, og til det, du vil bruge mig til.

Jeg beder ikke om tunger af ild, ikke af himmelske flammekastere, der sætter min sjæl i brand, men jeg beder om gnister, der springer og om gløder, der varmer min sjæl og mine øjne.
Sådan at jeg mærker og ser de mennesker, på min vej, der strækker hånden ud mod mig. Og så jeg får mod til selv at strække hånd og liv ud mod andre.
Giv mig mod til at tale, når der sker åbenlyse uretfærdigheder. Og Herre, lad mig aldrig være bange for at blive spyttet ud af din mund.

Lad os være talerør for dem, der ikke selv kan eller tør eller vil lukke munden op.
Og luk munden på os, når vi bliver så højrøstede eller ivrige, at vi kun hører os selv og ikke længere sagen.

Herre. Vi beder for alle, der har fået magt og myndighed til at træffe beslutninger. Det være sig i små sammenhænge, bestyrelser eller foreninger – eller i sammenhænge, hvor det får betydning for rigtigt mange. Vær med byråd og folketing, vær med Dronning Margrethe og hele det Kongelige hus. Og vær med enhver, hvor vi hver især har hjemme, så vi træffer gode beslutninger, også for os selv.

Vær med dem vi savner. Dem, vi har mistet kontakten til i vores liv. Dem, vi blev uvenner med, fordi ordene løb af med os. Eller fordi den ene dag lunkent tog den anden. Og vær med vore døde. Vær meget nær hos den, hvor sorgen og savnet brænder som en ild. Sid hos den, der blev alene, og som savner selskab.


Ånd trøst og håb og livsmod i os alle. Så vi med fortrøstning går ud i denne søndag – og går ind i en ny uge, båret af at du, Herre går med os alle dage indtil verdens ende.

Amen.

 

Ingen kommentarer:

Send en kommentar