lørdag den 14. maj 2016

Pinsedag - om at gå all in

I Faderens og Sønnens og Helligåndens navn. Amen
Dette hellige evangelium skriver evangelisten Johannes.


Lykke er, når Helligånden viser sig i skikkelse af en 5-årig dreng, så der pludselig ud af det himmelblå dukker en pinseprædiken.
Sådan en 5-årig dreng som ham, der var til børnegudstjeneste i tirsdags. Vi var nået til altergangen. De knælede ned sammen: Ham – lillebror og mor. Han så ikke ud, som om han havde prøvet det før. Meget, meget opmærksom var han, da han tog imod brødet. Og da jeg var gået videre, hørte jeg ham sige til – lige så stille, men tydeligt– til lillebror: ”Du får kun en lille smule. Så du skal huske at nyde det”. Hvor var det fint! ”Du får kun en lille smule, så du skal huske at nyde det”.

Jeg tror, de fleste af os er gode til at nyde i det små. Nyde smulerne, øjeblikkene. Vi nyder forskelligt. En ser – og nyder magnolie- og kirsebærtræerne, der blomstrer så intenst, men kort og som allerede er ovre det for i år. En anden nyder den gode aften med vennerne på terrassen. En nyder en forårsmorgen med dens helt særlige kølighed og varme på samme tid. En anden nyder at høre huset vågne med hverdagslyde af børn og espressomaskinen, der sprutter den første kop kaffe ud. En nyder morgenandagten – en ny morgen i min skål - en anden solnedgangen… Nyde de små glimt af … ja, det er vel af lykke og livet selv. Men nyde, skønne på …
For sådan er det vel også med livet. Når alt kommer til alt, får vi kun en lille smule. Så vi skal huske at nyde det. Jeg tror det gælder, at uanset om man så får lov at blive 105 eller bare 15 år … det er stadig kun en lille smule af livets mangfoldighed, vi hver især får lov til at smage. Vi skal nyde det, vi får. Det betyder ikke, at vi skal stille os tilfreds med lidt. At vi ikke godt må være sultne efter mere.

Men vi skal nyde smulerne. Det er ikke os alle, der kommer til at stå på toppen af Kilimanjaro. Det er ikke os alle, der kan kreere himmerigsmundfulde eller kan reparere vandrør eller foretage hjertetransplantationer. Det er ikke os alle, der har bygget Storebæltsbroer eller har sat dybe spor efter os …
Det er måske ikke engang os alle, der kan sige, at vi kan huske, hvornår vi sidst var lykkelige, sådan helt ind til benet lykkelige. Men mindre kan gøre det. Og mindre kan være en rigtig dejlig velsignet smule.

Men pinse... Pinse er ikke at huske at nyde en lille smule. Pinse er faktisk alt andet end at huske at nyde en lille smule. Måske er det også derfor, vi har det lidt besværligt med pinsen.
For selve pinsens Ånd er at gå all in. Ind ad døre. Ind i hjertets sprækker. Ind for at tænde, engagere, brænde, forsone. Og ingen af de dele kan du gøre en lille smule, hvis det skal være helhjertet!

Det bliver tydeligt i pinsens salmer.
Iben Krogsdal skrev om at ”være soltilstede” – det har været let i den forgange solbeskinnede uge. Iben Krogsdal skrev om at være vild af Helligånd. Hun skrev om slet ikke at kunne lade være med at være glad.


Gode gamle Grundtvig holdt benene lidt mere på jorden. Og så alligevel ikke. Slå i tankerne lige op på nr. 290 – I al sin glans – det 3. vers.
Pinse – det er at det ånder… Ja, men det ånder ikke bare. Det ånder himmelsk over støvet. Det helt forunderlige er, at vi er det støv, som Guds ånd daler himmelsk ned over. Og pinsens under er at støv og ånd forenes, bliver til ét. Og forunderligt, at den forening ikke går over lige om lidt, men at Ånden bliver hos os og at den vil være i os.

Og videre… ”det vifter hjemligt” – ja, vist, er det ”hjemligt” men det lufter lifligt helt op under skyen. Opladt fra selveste Paradiset.
Og her ved vore fødder løber selve livets flod. Den, der sprang i Edens have. Den er ikke fjern, en metafor, et symbol. Nej, selveste himlen er kommet ned på jorden i Guds ånd og i Guds ord.
Det er alt andet end en lille smule. Det er uden lige. Nærmest uhåndterligt og ufatteligt.
Og måske derfor… måske også derfor bliver der holdt ufatteligt mange luftige pinseprædikener, hvor Ånden måske nok svæver højt, men hvor det kan knibe at få pinsens budskab til at komme ned på jorden. Og det er jo lige præcis det, pinse er: At Ånden kommer ned på jorden!

Pinse er, at vi ikke kun får en lille smule. Vi får det hele. Overvældende, overrumplende, uhåndterligt. Som livet - glæden - kærligheden - kan være, når det  kommer bag på os i al sin vælde. 
Og for alle os, der tror, vi befinder os bedst med det lidt tilbagelænede, det, vi tror, vi har styr over og kan overse, - den lille – men dejlige - smule af livet, der er blevet os til del – for alle os, der som dem den første pinsemorgen, sidder trygt og godt og overskueligt bag hjemmets fire vægge – og med den tro, der nu er vores - ja, der er pinsen en overvældende, overrumplende og uhåndterlig størrelse.

For livet - glæden - kærligheden er ikke håndterbar. Ingen af delene får vi altid rakt i små overskuelig smuler, vi sagtens kan snuppe i en mundfuld. Vores tro er heller ikke altid håndterbar. Du og jeg kan sidde i det hjemlige lønkammer – eller her bag lukkede døre, trygt og godt, og såmænd hvile godt og trygt i vor tro, vor forvisning.
Men pinse er, at der går Helligånd i den. Helligånd i livet. Helligånd i troen. Blæser liv i os. Blæser det tynde eller tykke lag støv, der har lagt sig på den tro, der nu var din, af – og gør den ny. Pinse er forårsrengøring af din tro.

Helligånden får dig til at løfte benene, så der kan støvsuges under dem. Den får dig op af stolen. Fordi du bliver klar over, at du ikke kan sidde stille, mens livet er lige der udenfor døren.
Helligånden får dig engageret og tændt på benene – og ud i verden. Fordi du bliver klar over, at du ikke kun kan dele dit liv og din tro eller kærligheden med dig selv. Og du hører dig selv tale om Guds storværker på dit modersmål. Om hvor stort og smukt og rigt livet er. Du hører dig bruge ord som vidunderligt – fantastisk – nåde – taknemlig.
Så lad det blive pinse. Luk sindets døre op.
Tag imod Guds storværker, rakt til dig. Og lad dig ikke holde tilbage. Ikke i dag.
I dag skal du ikke nøjes med en lille smule. I dag må du tage for dig. Næsten grådigt.

Måske virker lidt uvant for dig.  Det vil næsten være mærkeligt andet.
Men hvordan tror du ikke de første disciple havde det, da Ånden kom over dem? ”Er de ikke bare fulde?”, lød det fra onde tunger. For onde tunger har altid travlt med at pege fingre ad det gode, selv – eller måske især - når det viser sig på sin allermest overrumplende måde.
Men onde tunger har ikke ret. Pinse er, at Gud taler til os på sit tungemål. Kærlighedens tungemål. Så vov at lytte:
Guds Ånd taler også til dig.
”Du skal leve” siger Guds Ånd.
”Du er elsket”, siger den. ”Du er elsket af Gud Fader selv”.


Jeg ved ikke, hvordan det er med dig? Men jeg bliver en smule blufærdig, når jeg hører det. Gælder det her også mig? Også når jeg er allermindst modtagende eller bange eller tvivlende? Når jeg ikke tør give mig livet i vold – eller bare tillade mig selv at være glad?
Gælder Guds løfte om ikke at lade efterlade os så også mig og dig? Gælder Guds løfte, som Jesus minder os om i dag, om at også vi – med alt, hvad der er os – også er elsket af Ham?
Ja. Det gør det! Ja. Og pinse er at Gud vil sende os sin Helligånd som tolk og talsmand – eller som en fem-årig – eller som en susen – eller på - Gud ved selv - hvor mange andre måder – så det må blive levende og sandt for hver og en af os.

Jeg ved ikke, hvordan det er med dig. Men jeg tænker, at jeg får brug for at tage pinsens budskab det ind i små bidder. Men jeg tænker også, at jeg skal huske at nyde dem. Skønne på det. Hvile i det.
Lade Helligånden virke i mig og virke det frem. Virke den tro frem, som kan se ud som en lille smule. Men selv på smuler kan man bygge liv. Pinseliv!

Så lyt nu til blæsten, hør jublende stemmer i suset.
Luk døren op, lad Guds åndepust hvirvle i huset.
Glæde kom ind. Storm i mit hjerte og sind.
Ædru, og dog så beruset.
Se, der er ilden med dansende, flammende tunger.
Helligåndsilden, der knitrer, som tordenbrag runger.

Vid - denne brand overgår kløgt og forstand.
Mætter al længsel og hunger.

Fryd dig, ja fryd dig, for Ånden gir hjerterne stemmer.
Vidner om Ham, som de inderste kamre fornemmer.
Myndige ord.
Jublende tunger i kor.


Glædelig pinse!!
Lov og tak og evig ære være dig vor Gud, Far, Søn og Helligånd, som det var i begyndelsen, så nu og altid og i al evighed. Amen.


Kirkebøn:
Kære Gud. Vi takker dig for det under, at vi har lov at leve lige her og nu, på denne smukke plet, hvor alt dufter, blomstrer og springer ud. Vi takker dig for alle dem, vi holder af, og som vi kan dele liv, håb og drømme med. Tak fordi du ikke efterlader os uden håb, men fornyer os til liv og til tro ved din hellige Ånd, der når ind til os med glæde og livsmod selv der, hvor vi troede, at alt var dødt, mørkt og uden håb.

Lad dine Helligånd blæse pinseliv i os alle. Blæs til vores tro og vores håb og vores kærlighed – så de flammer op. Blæs liv i Freja, som i dag er blevet døbt, og blæs dit liv ind i alle børn og unge. Blæs også liv i os forældre, så vi kan være og blive det bedste, du, Herre, har tænkt om dem. Blæs os ud i livet – med styrke og mod. Vis os vejen gennem livet, så vi ikke farer vild. Og Helligånd, når vi snubler og falder og sidder der i rabatten af livet og er ved at opgive det hele, så blæs os op og i gang igen.

Helligånd. Blæs os hen til hinanden. Så vi bliver den slags mennesker, som aldrig kommer til at mangle nogen at være noget for. Så vi aldrig kommer til at mangle nogen at elske, og så vi aldrig kommer til at mangle nogen, der elsker os, deler vores sorger og glæder og er vidner til vores liv.

Blæs os omsorgsfulde og varme. Blæs troen og håbet om det evige liv ind i os alle – så vi ikke behøver at frygte den død, der kan gøre så ondt. Blæs, så vi kan og tør leve livet helt ud – og selv når vi må se, at det ender – tillidsfuldt kan overgive os og dem, vi hører sammen med, til døden. Fordi vi kender dig og ved, at du siger, at døden ikke skal beholde os.

Blæs på alle dem, vi hører sammen med. Som er her. Og blæs på alle dem, som ikke kan være her i dag – og som vi savner. Uanset om de på jorden eller i himlen hos dig. Blæs alle vores bedste ønsker og håb for dem hen til dem og fyld efter med dine. Amen.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar