"Du skal ikke frygte - du skal turde" - en narrativ prædiken

(afspille lydeffekten: Af biip-lyd fra hjertemonitor)

Frygt… For ham var lige præcis denne lyd den skinbarlige lyd af frygt.
Bippene fra en maskine, der holder et andet menneske i live, havde altid givet ham kuldegysninger. Hver gang han så det på tv, skruede han ned for lyden.
Biip… biip… biip.
Når man først hører den lyd, så ved man, at ens værste frygt er blevet til virkelighed.

Biip.. biip… biip…
Og nu sad han her så.
For … Ja, kun Gud ved hvor mange gange - kiggede han igen på skærmene.
Det så fint ud.
Helt regelmæssige kurver. Helt regelmæssige biip.
Det var også, hvad sygeplejersken havde sagt. Og lægerne.
”Frygt ikke”, sagde de. ”Det skal nok gå. Hun er stabil”.

Stabil… det kunne de sagtens sige. Det var meget mere end man kunne sige om ham. Hans hjerterytme var ikke stabil. Hver gang der var det mindste udsving på skærmene og i bippene, så sad hans hjerte i halsen på ham – og pulsen steg.

 Årh… der var en tid, hvor han levede uden frygt. Og det var ikke fordi han levede på kanten. Eller levede noget fanden i voldsk liv. Tværtimod. Engang var der en, der havde sagt til ham, at hun var i tvivl om, hvor vidt han overhovedet havde en puls, fordi han altid virkede så rolig. Så frygtløs. Der var en tid, hvor han havde et overskueligt liv.

Det var alt sammen før den tid …
Det var før hun kom ind i hans liv. Den lille rødhårede pige. Ja, han vidste godt, det lød som noget fra radiserne. Men det var sådan det var. Han var som Søren Brun. Håbløst forelsket i hende den rødhårede. Han ville aldrig have turdet at spørge hende om noget som helst. Hvorfor ikke? Han frygtede at blive afvist. Hvorfor i himlens navn skulle hun dog have lyst til at gå i biografen med ham? Eller drikke kaffe på café? Eller bare sidde ved samme bord og spise frokost?

Alligevel mærkede han de små gib af glæde, når hun pludselig var i hans nærhed. Når hun alligevel satte sig ved hans bord engang imellem.

Og en dag var det hende, der spurgte ham om ikke de skulle gå i biografen og drikke en kop kaffe på en café bagefter. Og så sad de pludselig ved samme bord hver dag.

Og nu var hun ikke længere bare end rødhåret pige blandt andre rødhårede piger. Hun var hans. Og han var hendes. Hendes kærlighed blev hans og hans hendes.

Og der blev tid til at omfavne og elske. Der blev tid til at tale. Tid til at være stille. Tid til at lære at kende.

Han syntes nu, det der forelskelse var noget opreklameret. For han fløj ikke rundt på lyserøde skyer. I samme øjeblik, hvor hun havde sagt, at hun var vild med ham – og han havde fået fremstammet, at han da også var ret glad for hende, flyttede den ind: Frygten. Frygten for at miste. Frygten for at han ikke var god nok til hende. Frygten for at de smil, hun sendte ham en dag ville blive sendt til en anden i stedet.

Og det var ikke fordi han ellers var noget særligt frygtsomt menneske. Han var ellers ikke sådan en, der gik og bekymrede sig. Men sammen med kærligheden flyttede angsten for at miste ind i ham. Når han så hende komme cyklende i susende fart uden cykelhjelm, rev frygten i ham. Sæt nu…

Og da hun skulle flyve på sommerferie sammen med en veninde til Tyrkiet, havde han ikke et roligt øjeblik, før hun var hjemme igen. Havde der ikke været flere uforklarlige flystyrt på det seneste. Og terror i lufthavn. Og madforgiftninger. Og upålidelige taxachauffører. Og tsunamier og …

Ja, han vidste det godt: at det løb af med ham. Men når først tankerne kom – og det gjorde de tit – så var de ikke sådan at standse igen.

Hvem var det, der havde sagt, at frygt ikke findes i kærlighed? Det var i hvert fald ikke hans erfaring. Der er masser af frygt i kærlighed.

Og da de endelige krammede hinanden i lufthavnen igen, så var han tæt på at være verdens lykkeligste mand.

Biip… biip.

Årene gik. Og han blev ikke ved med at være lige så frygtsom hver dag. For selvom hun stadig ikke kørte med cykelhjelm, så kom hun hel hjem hver aften. Og hun smilede stadig til ham. Og kyssede ham. Og sammen havde de været ude at rejse. Med fly. Og alt var godt. Men frygten slap aldrig helt sit tag i ham.

Hun havde længe talt om at tiden var inde til, at hun gerne ville have et barn. Men det var ham, der holdt igen. Han havde aldrig rigtigt haft lyst til at få børn. Var der egentligt en tid til at sætte børn i verden?

”Hvilken fremtid kan vi tilbyde dem?” Sagde han, når hun igen spurgte. ”Hvad med klimaforandringerne? Hvad med finanskrisen, som aldrig så ud til at få ende? Hvad med arbejdsløshed? Eller hvad nu hvis han havde dårlige gener? Hvad hvis barnet, selv hvis man gav det alt det bedste, man kunne, alligevel ikke blev noget glad eller lykkeligt barn”. Dét ansvar mente han ikke, han kunne bære.

De snakkede om børn. Tit. Diskuterede om børn. Og der var en tid, hvor de også skændtes om det at få børn eller ikke få børn.

Pludselig en dag stod hun med en positiv graviditetstest. For sådan kan livet komme bag på os, selvom vi prøver at sikre os mod det. Og så kunne det ikke være anderledes for nogen af dem. Og mens maven voksede og de knus, de gav hinanden blev stadig rundere, så voksede glæden også i dem begge.

Da han første gang stod med deres barn i armene efter fødslen. Da han holdt hendes små små fingre i sine. Og da han hørte hendes små knirkelyde og hun drejede hovedet søgende ind mod hans bryst og hans hjerte, så… var al frygt forsvundet. Han var ikke nærmest lykkelig. Han var lykkelig. Bare lykkelig. Og hans hjerte slog dobbeltslag. Der var en tid, da tiden stod stille. Helt stille…

Nye følelser, som han aldrig havde mærket før, stod i kø. Skal det virkelig lyde sådan, når babyer sover? Har hun ikke for meget tøj på? Eller for lidt? Spiser hun nok? Giver vi hende kærlighed nok? Og han blev – på ny klar over, at det at være menneske er at have frygten som ledsager i livet.

Biip… Biiip…
Da hun var begyndt at kravle, og pludselig var halvvejs oppe ad trappen til førstesalen. De havde kun vendt blikket fra hende et øjeblik.

Eller når hun stod øverst oppe på klatrestativet. ”Hej far”, råbte hun og vinkede. Og han var lige ved at brøle… ”hold nu fast” – men lod være for ikke at forskrække hende. Når hun hang med hovedet nedad på legepladsen. Da hun første gang cyklede uden støttehjul.

1000 gange var det gået godt… Men han havde ikke tal på de gange, hvor hun havde fået hans hjerte til at slå dobbeltslag af frygt.

Og så… i forgårs var den kommet. Den telefonopringning, han ubevidst havde frygtet hele hendes liv. Lige siden han havde holde hende nyfødt i armene første gang. ”Du skal komme på sygehuset, intensiv-afdelingen. Men kør roligt. Hun er stabil”.

Stabil – stabil – stabil… Som en rytme havde ordene dunket i ham, mens han kørte. Alt andet end roligt. Hvordan kunne han. Aldrig havde han været så bange før i sit liv. Skulle han miste hende?

En højresvingsulykke.
Han bandede. Hvem…. Biiip… havde også fundet på, at lastbiler skulle kunne svinge til højre.
Brækket en varm. Et lille hovedtraume, havde de sagt. Ikke alvorligt. Ingen mén. ”Men vi lægger hende i respirator for at give hende ro”.

Give hende ro. Tsk. Hun, som aldrig var i ro. Som altid løb, hvor andre gik. Som altid havde gang i 40 ting på én gang. Som altid snublede over ordene, fordi der var så meget, hun gerne ville fortælle. Give hende ro…

Biip. Biiip.

Han strøg hende over håret. Så mange gange havde han gjort det de sidste dage. Man skulle næsten tro, han havde tal på hvor mange hår, hun havde på hovedet, så mange gange havde han glattet og aet hendes fine lyse hår.

”Er det prisen for at holde af, at man hele tiden skal leve med frygten for at miste?” Det havde han tit tænkt. Og engang imellem også tænkt, at selv al frygten og dobbeltslagene til trods, selv alle de gange, hvor han havde ligget søvnløs, fordi barnet havde tårnhøj feber eller hendes den skønne rødhårede var forsinket på vej hjem fra sin nattevagt, så ville han ikke have været det foruden.

Han ville ikke have ladet være med at binde sig, have ladet være med at holde af, have ladet være med at elske af frygt for at miste det. Det er en del af prisen for at elske, at man frygter for at miste det man holder allermest af.

Biip… biip.
Nu gik døren igen op. Næsten lydløst der i nattemørket. Man hørte kun lige godt og vel de lyddæmpede skridt fra sygeplejerskens sko. Hun tændte en lille natlampe og stillede sig ved siden af ham. Sagde ikke noget. Hun virkede rolig. Beroligende. I sin stilhed.

”Det bliver godt igen. Du skal ikke være bange”.
Han svarede ikke. Det kunne hun sagtens sige. Det var som om sygeplejersken kunne mærke hvordan han havde det indeni: ”Du tror ikke helt på det? Det er også svært, når man har vovet at tænke det allerværste. Det ser værre ud end det er. Og når man frygter det værste, så ser alt slemt ud. Men det er ikke kritisk.
Nogen må have holdt en hånd under hende”.

Han mærkede, at han blev lidt vred – eller skeptisk.
Denne nogen… hvis nogen havde holdt en hånd under hans datter… hvorfor havde han så ikke holdt lidt bedre, så der slet ikke var sket hende noget?

Han vidste ikke rigtigt, om han kunne tro på denne nogen? Hvem skulle det i givet fald være? Gud?

Og hvis Gud er den, der holder hånden over eller under?
Hvorfor virker det så vilkårligt, hvem han holder sin hånd under?

Og nu denne nogen – Gud? – var i gang – kunne han så ikke holde en hånd under alle de andre på afdelingen, hvor det ikke så lige så godt ud.

Og kunne han så ikke have holdt en hånd under ham også, så han ikke havde behøvet at frygte så meget i sit liv?

Eller hvad med verden, så der ikke skete så mange forfærdelige ting.

Han mærkede en hånd på sin skulder. Det var sygeplejersken.
”Du skal ikke frygte. Se på hende. Kan du se – hun er ved at få farve i kinderne?”
Hun tjekkede et par af maskinerne og så gik hun igen, lige så stille som hun var kommet.

Han stod stille. Havde det som om en engel var gået igennem stuen og havde strejfet ham med sin ro.

Igen strøg han sit barn kærligt over håret.
Og da vidste han det. Helt dybt i hjertet: At han ville få hende med hjem igen.
Hel og uskadt.
Og han vidste, at han ville blive nødt til at skulle sende hende afsted på cykel igen.
Og hendes mor skulle køre på nattevagt i den mørke nat.
Og han selv ville blive nødt til at give slip på frygten for at miste.
For hvis ikke han gjorde det, så ville frygten ikke bare komme på besøg, men flytte ind i ham for bestandigt.

Alting har sin tid.
Der er en tid til at grue og frygte.
Der er en tid, hvor mareridt bliver til virkelighed.
Der er en tid, hvor man har lyst til at gemme sig hen og lukke sig selv og alle ens kæreste inde, så der ikke sker dem eller en selv noget. Men vi skal ikke plage os selv. Og det skal ikke være frygten, der styrer vores liv.

Døren gik op igen.
Der kom hun. Hans livs rødhårede kærlighed.
Der var kommet et par grå stænk i det røde hår.
Han holdt af hende alligevel.
Hun smilede forsigtigt.
Han smilede igen.

”Det bliver godt igen”, sagde han. ”Du skal ikke være bange”.
”Gud ske lov”, sagde hun

De kiggede på hinanden. Og på hende i sengen. ”Vores lille dyrebare skat”, hviskede hun, og kyssede barnet på panden.

I det samme lukkede barnet i sengen sine øjne op. Bare helt kort.
Hun så sine forældre. Hun smilte.
Så faldt hun til hvile igen.
Også de bange voksenhjerter faldt til ro.

Selvom der stadig er masser, de tre hver især kunne frygte for, så var alt, hvad man hørte på stuen 3 hjerter,
der frygtløst slog i takt.

Selvom der er masser, vi hver især kan frygte for.
Og med god grund.
Og selvom der er meget, vi hver især bekymrer os om, så vores hjerter slår dobbeltslag, så  må også vi finde hvile i den stemme, der siger til os: Frygt ikke.

Den lyder fra englemund i julenattens mørkeste mørke og i påskemorgendagens første lys.
Og måske lyder den for dit indre øre, når du er allermest bange.
Og det er Jesu ord til os denne søndag: Du skal ikke frygte. Hvad end du sidder eller står i, siger han til os: Frygt ikke!

Da Jesus kom til jorden, gik han ind i alt det, vi kan frygte for: I sygdom, i fordømmelse, i skænderier, i kid og strid og smålighed, ja, selv døden gik han ind i. Han tog ikke altid frygten fra os, men han tog frygten ud af det.

Og derfor siger han igen i dag til os: I skal ikke frygte.
I skal turde.
I skal turde livet. Og glæden. Og kærligheden. Og sårbarheden og udsatheden.
Der er en tid til det hele.
Og jeg er i tiden. Sammen med Jer.

For det siger vi: Ære være Faderen og Sønnen og Helligånden, som det var i begyndelsen, så nu og altid og i al evighed. Amen.  

Kirkebøn:

Herre.
Hold din hånd under os, når vi er ved at tabe os selv.
Hold din hånd over os, så vi ikke støder hovedet, fordi vi gør os alt for mange tanker og slår os på dem.
Hold din hånd om os, når vi er bange eller kede af det eller sørgende og trænger til støtte, trøst og opmuntring.
Hold os i hånden, så vi har nogen at følges med, og så vi kan finde veje og udveje i vores liv.
Hold din beskærmende hånd over vores folk og over alle folk.
Vær med Dronning og Folketing og alle de steder, hvor mennesker tager beslutninger, der får betydning for mange. Lad ikke frygten få dem og os til at tage beslutninger, vi kommer til at fortryde.

Vi beder for Isabella, som i dag er blevet døbt. Giv hendes familie en dejlig dåbsdag. Vi beder for hendes fremtid og for alle børn og unges fremtid. Lad dem vokse op i en verden, hvor det ikke er frygten, der er bestemmende.

Lad os have tillid til hinanden.
Lad os have tillid til dig, Herre.
Og tillid til, at du har givet hver og en af os livet – og at det er godt ment. Nu og helt ind i evigheden.
Amen.