LIVET KOMMER MED BRUDGARANTI

Stefanus stenes. 
Alfa og Omega-portalen v/ Christianskirken

Der følger brudgaranti med livet.
Ikke sådan at forstå, at vi - som med Kählervaser eller Royal Copenhagen porcelæn – kan levere livet tilbage, hvis det går i stykker.
Det er snarere sådan, at vi kan være helt sikre på, at livet før eller senere vil gå i stykker for os.
Og der er ingen garanti for, at det ikke kun vil ske én gang.
Der følger med garanti brudgaranti med livet.

Er det på samme måde med tro?
Er der brudgaranti på tro?
Kan vi være sikre på, at vores tro kan holde til al den modgang og medgang, som måtte blive vores?
Eller kan tro briste og gå i stykker for os?
Og hvad stiller vi op med en tro, der er smadret i stumper og stykker?

Jeg tror ikke, vi kan vide det på forhånd.
Jeg tror ikke vi ved det, før vi står i en vanskelig situation, hvad vi i livet og i vores tro kan holde til.

På denne anden juledag hører vi om Stefanus.
Han kaldes for kristenhedens første martyr.
For han mister livet, men han beholder sin tro.
Hans tro på Kristus koster ham livet.

Men der, hvor stenene én efter én smadrer Stefanus’ krop og liv i stumper og stykker – dér beder han, ikke for sig selv - men for sine modstandere. I de ord og i den måde at agere på, ser vi ikke bare et Kristusvidnesbyrd, vi ser, at Kristus lever gennem ham. Stefanus blev ét med ham, han troede på. Kristus blev ét med Stefanus, i livet som i døden. Og sådan er der evangelium, selv på en barsk anden juledag.

Det er jul.
Det er kun et par dage siden, vi hørte julens glade budskab om barnet i krybben.

Vi sang i kor med englene om fred på jord og om barnet, som blandt os bor.
Og vi har på hver vores måde fejret det: At Ham, som evangelisten Johannes kalder Ordet – er kommet til verden.

At vi har hørt det igen, er ingen selvfølge.
Der var så meget, der kunne have spændt ben for det Ord – nærmest inden Ordet fik ben at gå på.
2. juledag er unægtelig noget af et benspænd for julestemningen. Men lad os tænke på stalden på Betlehem mark som et epicenter. Så lad os begynde der – og se hvordan evangeliets virkningshistorie derfra går i mange retninger.

Ordet ”martyr” kan nemlig også betyde vidne. Så lad os tage afsæt i de første vidner til julens begivenheder og se på, hvordan julebuddet er blevet givet og levet videre.

Julebuddet kom fra himlen selv. Det blev første gang formidlet af engle, som efter deres korte gæstevisit tog tilbage til himmels.

Budskab og budbringere var ét i form og indhold. De himmelske englene forkyndte om ham, der selv kom fra himlen til jorden, og som siden skulle forlade jorden for at vende tilbage til himlen igen. Englene var de første, der tog turen, tur-retur.

De var mange, de første jule-budbringere. En hel himmelsk hærskare. Alligevel må det julenat have lydt, som om de kun havde én mund, da de i kor lovpriste og sang: Ære være Gud i det højeste og på jorden! Fred til mennesker med Guds velbehag!« Med de ord og toner forlod englene hyrderne.

Og det var nat og det var blevet julenat første gang.
Og nu havde de første mennesker hørt julebuddet om Guds frelse.

De første modtagere af juleevangeliet var hyrder.
Hyrde hedder på latin ”pastor”.
Hyrderne bliver de første pastorer, de første præster.

Englene var de første budbringere.
Hyrderne er de næste.
Nu er hyrderne både modtagere af og budbringere af julebudskabet.
Hvordan forkynder de så, de første præster?

Ja, godt nok havde de været bange.
Men de kigger hinanden i øjnene og siger, at de her ord, som englene har bibragt dem. Dem er de nødt til at have krop på. De vil finde det barn, der skulle være deres tegnet. Så englenes ord må have virket.

Så på trods af deres frygt, så går hyrderne samlet til stalden. De finder Maria og Josef og barnet. De ser med deres egne øjne, at det englene havde forkyndt dem, er sandt. Først da hyrderne har fået syn og sagn og set Jesusbarnet, fortæller de Maria og Josef, hvad der var blevet sagt til dem om dette barn.

Englene var de første budbringere.
Hyrderne er de næste.
Hvad så herfra?

Ja, da vi når til stalden i Betlehem, så begynder reaktionerne at blive forskellige.
Om Josef hører vi ikke et ord.
Om Maria hører vi, at hun gemmer alle ordene i sit hjerte.

Men hyrderne må have fortsat deres præstegerning, da de går fra stalden. For evangelisten Lukas skriver videre: ”At alle, der hørte det, undrede sig over, hvad hyrderne fortalte dem”.

Og ”alle de, der har hørt det”, de må have undret sig en tid.
Undret sig over, hvorfor Herodes vælger at lade alle drengebørn under 2 år slå ihjel.
Undret sig over, at der tilsyneladende ikke skete mere.
Og imens har de holdt fast i de ord og de profetier de kendte så godt: At det folk, der vandrer i mørket skal se et stort lys.

Så går der nogle år, mens Jesusbarnet vokser til.
De år ved vi ikke meget om.
Vi ved, hvordan Jesus gør sig bemærket blandt de skriftkloge.
Vi ved, han allerede i sine unge går, går sine egne veje.
Og så ved vi, at Jesus kalder disciple til at følge sig, og at de – som det allersidste får til opgave at få ud i alverden og gøre alle folk i hans disciple.

Og vi ved fra dagens evangelium, at Jesus giver disciplene en brudgaranti med i rygsækken. Jesus forsikrer dem om, at det at følge ham og forkynde ham ikke er nogen dans på roser. Han siger, at nogle af dem kan være helt sikre på, at de vil blive forfulgt, forslået og nogle af dem endda blive slået ihjel på den ene eller den anden måde. Og Jesus skulle få ret.

En af dem er Stefanus.
Men rækken af kristne, der siden har mistet livet for deres tros skyld er lang.
Og den dag i dag er der kristne, det kan koste livet, bare at have en Bibel indenfor hjemmets fire vægge.

Der har været virkeligt mange muligheder for at lukke munden eftertrykkeligt på Guds Ord – og virkeligt mange gange, hvor Guds historie kunne have været sluttet.

Men Ordet og evangeliet har igen og igen vist sig at være stærkere end vilkårene.
Og nu har du hørt det igen, Guds julebud.

Stefanus var den første kristne martyr.
Det første vidne, der døde på grund af sin tro.

Måske tænker du en gang imellem på, hvordan du er vidne om din tro?
Og om du måske selv med dit liv eller din tro bliver en inspiration eller et vidne for andre? Måske kan du genkende dig selv i en af dem, jeg har talt om til nu.

Måske er du som en engel for evangeliet?
En budbringer, der giver det budskab videre, du har hørt.
Måske gør du det med tak eller med musik eller med sang. Måske i flyvende form? Måske formidler du det kun i ganske korte – men umisforståelige – beskeder?

Måske er du som en af hyrderne? Frygtsom. Men alligevel drevet af lige dele tro, nysgerrighed og videbegær. Du er undersøgende i din tilgang. Men du ved, du ikke kan blive stående på samme sted i dit liv, efter at have hørt evangeliet. Du er nødt til at agere på det.

Måske er du en Josef-troende? Du har ikke de mange ord for din tro. Du er en handlingens mand eller kvinde. Du er praktisk gris. Stiller dig gerne til rådighed. Du er til at stole på. Trofast. Går de skridt, der skal gåes. Men holder dig ellers i baggrunden. Forvisset om, at der er en mening med det. Også selvom du ikke altid kan se den mening.

Måske er du som Maria? Din tro sidder i dit hjerte. Den er din. En privatsag. En trossag. En sag mellem Gud og dig. Noget, du tager imod og stiller dig åben for. Men ikke noget, du behøver at udbasunere.

Måske er du en Stefanus eller en af de profeter, Jesus i dag taler om? Du er debattør. Kriger. Stiller dig på troens barrikader. Tager enhver troskamp. Din teologiske pen er skarp. Din tro er som en klippe. Du er ikke bange for noget som helst. Din tale er ja ja og nej nej. Du ved, du møder modstand. Det gjorde Kristus også. Du ved, at krybben og korset er to sider af samme sag.

I kredsen af dem, der kastede med sten mod Stefanus stod en mand. Måske lagde du mærke til ham? Saulus. Vi kender ham. Det er ham, der siden bliver til Paulus. Måske er det ham, du genkender dig selv i?  

Som den, der oprindeligt var mere end skeptisk i forhold til evangeliet om Kristus. Hvad i himlens navn kommer det dog dig ved? Hvad har det budskab at sige moderne mennesker? Måske har du på din egen måde forfulgt det kristne budskab i ord eller tanker eller vantro.

Og måske er du en Paulus? En, der har lagt dit tidligere liv bag dig. Fordi du så, at Kristus var vejen og sandheden og livet.

Når vi læser i vores nye Testamente hører vi ikke om, at nogen af disse typer eller deres tro fremhæves på bekostning af andre.
Vi hører om, at Gud kan bruge dem alle.

Måske er der formidlinger af evangeliet, der taler mere til dig end andre?
Måske er det ordet, der taler til dig?
Eller det udlagte ord?
Måske er det tonerne fra himlen?
Måske er det en videnskabelig udlægning?
Måske noget helt 17.

Det vil ikke være mærkeligt, når Gud selv lige fra første begyndelse har benyttet sig af forskellige formidlere for at få os i tale og forskellige måder at tage imod troen på.

Vi har ikke alle en engels tålmodighed, en Josefs temperament eller en Stefanus’ tro, der er stærk som døden.

 

Når et Ord er givet frit, når et ord er sagt, har du mistet magten over det.
Du ved ikke, hvordan andre tager imod det.
Du ved ikke, hvilke af dine ord, de husker.
Hvilke af dem, de bærer med sig for altid.

Jeg er sikker på, du selv kan huske de særeste ord. Små ligegyldige sætninger. Ord sagt i en forbifart, der satte dig i dig og efterlod sig ar.
Mens ord, du gerne ville have husket fra afgørende begivenheder eller situationer i dit liv, er fordampet.

Da Gud satte sit Ord ind i vores verden, vidste Han, at det ville være at give magt fra sig.
Han vidste, vi mennesker vil tage imod Guds ord på vidt forskellig måde.

Gud vidste, at vi ville kunne misbruge hans Ord, bruge dem mod hinanden, misforstå dem, fordreje dem, ja at mennesker ville bekrige hinanden i Guds ords navn.
Alligevel gjorde Han det: Han gav os sit ord, sin søn. Sin frelse.
Fordi Gud vidste, at intet menneske kan frelse sig selv.

At tro på Jesus som verdens frelser er ikke en garanti for, at dit liv ikke kan bryde sammen.
Tro er aldrig en brudgaranti.
Men med barnet, der blev lagt i krybben julenat har Gud sendt en anden garanti på vandring i verden. En garanti på, at selv når alt andet brister, så kan ingen og intet lukke munden Guds levende Ord.

Og nu har du hørt det igen.

Og for det siger vi i kor med de første budbringere af evangeliet: Ære være Faderen og Sønnen og Helligånden, som det var i begyndelsen, så nu og altid og i al evighed. Amen.


Kirkebøn:,

Himmelske Far.

Vor Herre Jesus Kristus.
Englene sang om fred på jorden den første julenat, men du fik ikke fred.

Hvor du kom, blev menneskene delt, og hvor dit ord bliver forkyndt, vækker det modsigelse og strid. Herre, hold os fast, når modgangen skræmmer os.

Vi beder for denne verdens Stefanus’er, for alle, der betaler prisen for at bekende deres tro. Vi beder for kriges ofre, også når krigen foregår indenfor hjemmets fire vægge – eller når vi er i splid med os selv.

Lær os at elske - ikke bare dem, der elsker os, men også dem, der hader os. Lær os, at livet i afmagt er større end livet i magt. Og bær os, når afmagten bliver for stor.

Velsign og bevar vor Dronning og hele Dronningens hus. Vær med regering og folketing, med byråd og menighedsråd – og alle, der skal tage beslutninger, der får betydning for mange.

Vi beder for din kirke, her og ud over hele jorden.

Vi beder for dem, der kæmper for at holde fast i troen.  For os, når vi tror, at det er os, der skal holde fast – og glemmer, at det er dig, der holder os fast, Herre.

Vi takker dig for dåben og nadverbordet – og for prædikestole, hvor dit Ord kan formidles til forskellige sanser.

 

Lad os række hænderne ud mod den fremmede, den der er snublet, den, der trænger til en arm, og den, der trænger til tilgivelse og forståelse og langmodighed.

Vær os nær, når vi mangler arme, der holder rundt om os. Læg din arm om os, Herre, når vi sørger og savner, når vi mangler en hånd i vores, lad os da mærke din.

Vi beder for dem, vi aldrig kommer til at favne igen. Lad os finde fred i, at du favner dem i dit rige, Herre.

Så beder vi dig, Herre: Både når modgangen synes stor – og når livet gør det, at vi må se og mærke glimt af den glæde og det håb, der blev tændt en mørk nat i en stald lidt udenfor Betlehem. Glædelig jul. 

Glædelig jul

 

Kære læsere ... 
Hvis I da er nogen tilbage ;) 
Det er længe siden, jeg har lagt ud på siden her, ser jeg nu. 
De fleste prædikener - i hvert fald dem, jeg selv er tilfreds med, lægges i stedet på min Facebookside. 

Men i dag må være en god anledning. 
Her er min juleprædiken, der holdes kl. 16, når mørket er faldet på. 

Må julefreden sænke sig over dig. 
Kærlige julehilsner Eva Jerg

PRÆDIKEN TIL JULEAFTEN 2022

I et sogn i Danmark, som jeg i disse GDPR-tider skal undlade at nævne navnet på, har man en organist, hvis mand fulgte med hende i kirke hver søndag.
Det er der sådan set ikke noget dårligt at sige om.

Manden havde dog den vane, at han tog sig en god lur under prædikenen. Det syntes fruen – altså organisten – var mere end pinligt.

Så hun indgik en aftale med et af deres børnebørn. Barnebarnet skulle gå med i kirke og sidde ved siden af sin bedstefar. Når bedstefar så faldt i søvn under præstens prædiken, skulle barnet givet bedstefar et skub, så han vågnede. Efter gudstjenesten ville bedstemor så betale barnebarnet en femmer.

Det gik godt.
Hele to søndage.
Bedstefar blev holdt vågen. Han kunne endda over søndagsfrokosten fortælle, hvad prædikenen havde handlet om.

Men den tredje søndag kunne organisten registrere, at hendes mand ikke bare havde nikket lidt, men sovet tungt under hele prædikenen.
Bagefter var bedstemor både vred og skuffet, og hun sagde til barnebarnet: ”Hey – du fik en femmer for at holde bedstefar vågen – hvorfor skubbede du så ikke til ham i dag?”
Barnebarnet svarede: ”Fordi bedstefar har tilbudt mig en tier for at lade ham sove i fred”

Kære menighed – dem af jer, der endnu er vågne –
kan I finde en fejl i denne sandfærdige historie?

Jeg ved godt, hvad mine konfirmander ville sige:
De ville sige, at de i hvert fald ikke vil gå i kirke, hvis de kun fik en femmer for det.

Men det er ikke det, der er fejlen.
Fejlen er, at det ikke er barnebarnet, der burde have haft den femmer som belønning. Det er bedstefaren. For det er ham, der har fattet pointen.

Vi kan nemlig komme sovende til noget.
Det er julens evangelium. Det er det, denne juleprædiken handler om: Vi kommer sovende til det allervigtigste, Gud har gjort i denne verden.

Begyndelsen på juleevangeliet – den kan vi alle i søvne, ikke sandt?: ”Og det skete i de dage … ”
Men det er jo kun optakten.
Det væsentligste, det skete jo ikke ”i de dage”.
Det væsentligste, det skete om natten.

Har du nogen sinde tænkt over, hvorfor Jesus skulle fødes om natten?
Det havde jeg ikke.
Ikke før i år, da jeg skulle skrive juleprædiken.
Men jeg tror, der er en afgørende pointe i det.
En pointe, der både er håb og teologi i.

Mens hele verden hviler.
Mens mørke dækker jorden.
Mens vi foretagsomme mennesker sover,
bliver det jul for første gang.
Guds søn – verdens frelser - bliver født.

Så hver gang en eller flere kirkegængere nikker lidt eller sover tungt under en af mine prædikener, så tænker jeg: Man sover kun, hvor man er tryg. Så jo flere, der sover i kirken, des bedre.

Og jeg tænker på den første julenat: At der, hvor det meste af verden sov, der lod Gud det største ske. Præstens prædiken kan hverken gøre fra eller til.
Guds frelse kommer vi sovende til.
Tænk, hvis det samme kunne ske en helt almindelig søndag i Christianskirken. Det er da mere end én femmer værd.

Han kunne have valgt det anderledes, Gud.
Han kunne have valgt den bedste sendetid.
Han kunne have valgt tidspunkter, hvor mange mennesker var samlede.
Hvor Jesu fødsel ville være synlig og hørlig.
Ja, pakket ind i spektakulære rammer.
Jeg tænker hverken syndfloden eller stormen over Geneserat sø gik helt stille af sig.

Han kunne have valgt så meget, ham Gud.
Han valgte natten.

Gud vælger natten, så vi mennesker kan vide, at Gud ikke kun er i lyset.
Gud er i natten.
Hvornår er det, du har mest brug for at vide, at nogen er der for dig? Når du føler dig alene, ikke?
Og der er ikke noget tidspunkt, hvor vi kan føle os mere alene, end når vi ligger søvnløse i mørket.
I mørket er det let at tro, at du er helt alene i verden.
Julenat lærer os noget andet.
Gud er i mørket.
For i mørket har vi brug for kærlighed.

Når verden er af lave, den store verden eller vores egen lille, – som i år, også i år – og mørket i forskellige forklædninger lægger sig over jorden, er det let at tro, at selv Gud må være faldet i søvn dér i mørket.

Julenat lærer os noget andet:
Gud sover ikke.
Gud sover aldrig.
Selv i natten kan noget nyt blive til.
Selvom du ikke kan se det for mørket.

Gud vælger natten.
For der gør flertallet af mennesker ikke andet end at sove.
Og det er den teologiske pointe i: At i forhold til Gud, der kan vi ikke gøre fra – og da slet ikke til.

Vi skal ikke gøre noget for at komme til Gud
– for hvad skulle vi dog kunne gøre?
Dér, hvor vi ikke kan gøre noget, der gør Gud det hele.

Usynligt, ubemærket, skjult af natten lægger Gud verdens frelser i en krybbe og sin frelse i vores hjerter.
Og det er slet ikke sikkert du lægger mærke til, at det er sket.

Når englene bringer budskabet om glæde og om fred til verden, så er den fred ikke noget nyt i verdenshistorien.
Vi kender den godt, den fred.  
Vi kender den især fra natten eller fra søvnen.
I søvnen er vi lykkelige.
Vi er ubundne, frie.
Vi kunne også sige, vi er frelste.
Vi kender freden.

Men de fleste af os genkender måske især freden som fravær eller som noget, vi længes efter: Når der ikke er fred i vores liv. Hverken om natten eller om dagen.

Det er jul.
I denne nats mørke bliver lyset til.
Det samme sker i påsken.
Der, hvor alle sov, gik Jesus ud af gravens og nattens mørke og blev levende.
Vi ved ikke hvordan.
Men vi tror at.

Fordi Gud er gået ind i mørket og har gjort det til sit, er mørket aldrig mere det samme.
Natten er ikke længere Gudsforladt.

Selvom – kan jeg se – de fleste af jer ikke er kommet sovende til det, så tror jeg, I har det som mig: Vi forstår godt det med, at Gud er i mørket såvel som i lyset.

Om lidt skal vi synge så det igen, at ”os er en evig frelser født”. Men hvorfor er det, vi har så svært ved at tro det og leve på det?
Det er fordi vi fra vores liv og verden ved, at både altid og for evigt er kun på lånt tid.

Dem, der siger, ”jeg er der altid for dig” – eller ”jeg elsker dig for evigt”.
Vi ved, at det ”altid” og det ”for evigt” en dag får ende.

Mens jeg skriver disse linjer, opereres en af mine bedste veninder for kræft. Og det skal nok gå godt.
Håber jeg.
Ligesom der sikkert sidder flere af jer her med et håb, der er intakt.

Men der sidder også dem af jer, der skal holde jul for første gang – hvor en, der ”altid” har været der for jer – eller sagt ”for evigt” – ikke er mere.
Hvordan rimer det med frelse og juleglæde?

Det rimer sådan – at ind i vores verden og vores mørke har Gud lagt en anden evighed.
En evighed af lys, hvor der ellers kun var mørke.
En evighed af håb på trods af hvordan verden ser ud.

Det er det håb, vi må læne os ind i, når vi ikke selv kan håbe mere.
Det er den fred, vi må tro på, når verdensfreden synes som en by i … nå ja Rusland.

Det er det lys, vi tillidsfuldt må lægge vore døde ind i, fordi vi nægter at tro, at dette gudgivne liv slutter i mørke.

Det er jul.
Lige om lidt er det selveste juleaften.
Det er den aften af alle, hvor vi forsøger at trække freden ind i dagen.
Vi håber, julefreden må sænke sig over aftenen i aften. Over alle forventningerne, fællesskabet, samværet omkring bordet og træet.

Vi ved af erfaring, at julefred ikke er det samme som fred og ro.
Eller som fred i sindet.

For julens fred er i familie med frelse.
Den er ikke noget vi kan tage eller tage for givet.
Men vi kan få den givet: At Gud vil skænke os sin fred.
Det ønsker vi for hinanden.

Og så til allersidst.
Det var jo ikke alle, der sov den første julenat.
Der står, at hyrderne holdt nattevagt.
Gud er ikke den eneste, der er vågen i natten.
Der er heldigvis altid nogen, der er vågen.
Der er nogen, der våger.
Der er nogen, der sørger for at der er lys og varme og wifi, også om natten.
Der er nogen, der tager imod fødende kvinder på sygehusene, hvis fødsler ikke er lige så ukomplicerede som jomfru Marias.
Der er mødre eller fædre, der ligger vågne og venter på at deres unge mennesker skal komme hjem fra byen.
Der er politi og brandværn og journalister og soldater og mennesker i beskyttelsesrum og mange andre, der er vågne, også denne nat.

Der er altid nogen, der er vågne i natten.
Du er ikke alene i dit mørke.
Og fra og med Jesusbarnets fødsel er Gud også i din nat.

Det er juleevangeliets anden væsentlige pointe:
At Gud lod sig føde som et barn.

Et nyfødt barn har brug for hænder at være i.
Det har juleevangeliet også.
Vi er det hjerte og de hænder, Gud har lagt sit evangelium i.
Vi er dem, der kan sprede det glædelig budskab om fred og frelse for hinanden ved at være der for hinanden. Ikke altid eller for evigt, for det er ikke i vores magt.
For ethvert menneske har brug for nogen, der er der for ham eller hende. Nat som dag. I tanke eller i bønner.

Kære du.
Hvad enten du sover nu – eller er vågen.
Det er jul.
Lad julefreden sænke sig over dig.
Du skal ikke gøre mere.
Du kan ikke gøre mere.

I nat, mens du sover, lægger Gud frelseren i halmen i dit hjertes krybberum.

Det er jul.
På det vil vi ønske hinanden:
Sov godt – og glædelig jul!
Amen

Lad os bede:
Gud. Tak for julenat.
Tak for mørket, du gjorde lyst.
Tak fordi du blev menneske.
Nu ved vi, at du kender os og at du ved, hvordan det er at være os.

Vi takker dig for de mennesker, vi hver især glæder os over.
Vi takker dig for dem, vi hver især tænker på med taknemlighed - lige nu

Tak for dem, vi skal dele julens glæde med.
Tak for dem, vi ikke kan være sammen med, men som vi glæder os over at kende.

Tak for dem, der var en glæde i vores liv.
Men som vi nu husker på med glæde, med vemod
– og nogen af dem med stor smerte.
Tak, at du har sagt at engang skal alting falde sammen i din glæde.

Vi beder for alle dem, der glæder sig.
Dem, der glæder sig så meget, at de næsten ikke kan vente.

Vi beder for dem, der er holdt op med at vente.
Fordi de ikke tror, der er mere glæde på rente til dem.
Rut, Herre, i særlig grad med din glæde og dit nærvær hos dem.

Herre, vi beder for dem, der er vågne om natten.
For dem, der arbejder, så vi kan sove trygt.
For dem, der våger.
For dem, der holder nattevagt.

Vi beder for dem, der skal tage beslutninger, både nat og dag.
Vær med Dronning, Folketing og alle vor tids kejser Augustus’er, der skal tage beslutninger, der får betydning for mange menneskers liv.

Vi beder for freden.
For fred i verden.
Og for fred i hjertet.

Tak, fordi vi nu ved, at vi altid har mere godt i vente.
For Gud, den dag vi lukker vores øjne for sidste gang – da gør vi det med håbet om, at når vi åbner dem igen, efter dødens mørke, så ser vi lyset, dit lys.

Men i dag, Herre, gå Du med os – og tænd juleglæden i hjem og hjerter. Amen 

Dette fine Iben Krogsdal-digt indleder julegudstjenesten 

Decembernat. Engle slår vingerne ind
og lander forsigtigt i menneskesind
De hvisker om barnet, som netop blev til:
I nat kan I møde ham her, hvis I vil!

Måske er vi store, i nat er vi små
måske skal vi fejle, i nat skal vi få.
I nat kalder Gud sine mennesker frem:
Her har I mit barn. I skal være hans hjem!

Han spjætter af livskraft i hjertet på os,
som tænder stearinlys i mørket på trods.
Små lys, der skal strømme mod dem, vi er nær
og dem, som er fjerne, og dem, som vi er.

I stuer, i kirker, i tanker, i år
ved sygehussenge, hvor håbsengle går
skal Guds hånd i nat trække angststikket ud
og røre os stille, for julen er Gud.

I nat tør vi tro det, i nat tør vi tro
at selv helt alene er mennesket to.
At barnet fra himlen skal vokse sig stort
det sted i os selv, hvor vi kommer til kort.

I nat skal vi tænde decembernatslys
og gyse af glæde og dele det gys.
Kom, mærk det! Nu ryster den gamle planet
af julenatsfryd over det, der er sket!
                  Iben Krogsdal, 2009

 

JUBILÆUMSPRÆDIKEN. 4. søndag efter påske

 

I 1945, da meget af Europa lå i ruiner, blev der skrevet en sang. Ja, der blev skrevet mange, for menneskets fælles håb om fred og fremtid har altid banet sig vej på mange forskellige måder - og af dem hører sang og musik til nogle af de stærkeste.  
Hans Esbjerg spiller You’ll never walk alone, mens jeg taler

“You’ll never walk alone” hedder sangen, som Hans Esbjerg spiller i baggrunden. Du går aldrig alene.

For sammenhængen her er det ikke vigtigt, at sangen oprindeligt var en del af en musical. For mig er det ikke vigtigt, hvilke fodboldfans, der synger sangen den dag i dag. Og som – blev jeg klar over – vist sang sangen lidt ekstra højt i går aftes. For mig blev sangens tekst vigtig. Derfor fik teksten lov at komme med på salmearket. Og så lagde det kun til i betydning, at i musicalen bliver sangen sunget på et tidspunkt, hvor en af hovedpersonerne står ved en korsvej i sit liv.

”You’ll never walk alone”. Du går aldrig alene. Det er ikke bare sangens påståelige budskab. Det er også evangeliets. For der hører vi om Ham, der ikke bare sagde, at han vil gå med os på vejen. Nej, han sagde også, at Han er Vejen. Kan vi se det. Og kan vi se det på den måde, at vi indser det og tror det, så er det en sandhed, der gør os frie.

Hans slutter med at spille

Det begynder ved en korsvej. Det begynder altid på ny ved korsvejene.

Hvor den første korsvej i dit liv var – og hvornår det var - er ligegyldigt.
Men hvad der skete, er evigtgyldigt.
Ved den korsvej slog en præst korsets tegn for din pande og dit bryst.
Hvem den præst var, er ikke vigtigt.

For præsten var bare vikar, ”vicar”, for Gud selv. Sådan er det at være præst. Han ville gerne have været der selv, Vorherre, men I må nøjes med vikaren.

Sådan er det også i dag 😉

Det var præstens hånd, Gud lånte den dag ved din dåb. Men det var Guds løfte, du fik, den dag fik du håbet i hjertet. Du blev døbt til at tilhøre den korsfæstede og opstandne Herre. Fra og med den dag fik du givet en vej og en retning for dit liv.

At være menneske er at være undervejs.

Vi har to veje i livet. Der er den horisontale vej. Alle de veje, der leder dig fra menneske til menneske. Alle de livssituationer, der spænder dig ud mellem menneske og medmenneske. Alt det, der minder dig om, at det at være menneske er relationelt. At du lever aldrig kun for dig selv. Du går aldrig alene.

Og så er der den vertikale vej. Vejen fra himmel til jord. Det er den vej, evangelisten Johannes i dag omtaler som sandhed. Den vertikale vej minder dig om, at du har en anden betydning end den, du har for andre. En anden betydning og en anden værdi, end den, du tror, du kan skabe med dit liv, dine indsatser, dine fortjenester. Den vertikale vej minder dig om, at du aldrig kun har en her og nu betydning. Du har evig betydning. Fordi den væsentligste relation, du indgår i, er håbsrelationen med din Gud.

Den sandhed er den væsentligste sandhed, der er at sige om dit og mit liv. Det er den sandhed, vi aldrig kan sige os selv – eller andre kan sige os. Det er den sandhed, kun Gud kan sige til os.

Det meste af vores liv går vi ad de horisontale veje. Det gør vi på så mange måder. Vi kan gå frejdigt. Vi kan – som Saulus - stirre os blinde på det det, vi troede var vores livsvej. Vi kan - som ham - jage noget så indædt ihærdigt, indtil vi opdager, at det, vi jagtede, ikke var det, der var vores livs mål. Vi kan tage omveje og smutveje og søge alverdens udveje.

For livet er aldrig bare lige ud ad landevejen. Før eller senere kommer vi til kryds. Til korsveje. Nogle af dem valgte vi selv. Andre var vi ikke herrer over. Spørg bare Saulus.

Du mødte et menneske. Eller et menneske mødte dig. Du fik en mulighed. En uventet chance. Blev ramt af sygdom eller vilkår – eller et forklarelsens lys eller noget andet, du ikke selv er herre over.

Noget, der krydsede din vej og derfra forvandlede din horisontale vej sig - bogstaveligt og billedligt talt – til en korsvej. Og hvad end der skete, så bliver dit liv aldrig det, det var før korsvejen.

At komme til en korsvej. Og at gå den.
Måske blev det til livsomvæltende glæde.
Måske blev det, det sværeste du nogen sinde kom ud for.
Måske blev det allersværeste, at der, hvor der virkeligt var noget på spil, der oplevede du at gå vejen alene.

Fra Vor Herre selv ved vi, at korsveje kan være nok så lidelsesfulde at gå på. Fra Vor Herre selv ved vi, at der er veje, hvor vi i den grad synes, vi går alene.
Det var ham, der råbte det først: ”Min Gud, min Gud, hvorfor har du forladt mig?”
You’ll never walk alone? Årh jo.

Når du har gået et stykke ad din livsvej ved du, at det er sandt. Der er tidspunkter, hvor du går alene. For når alt kommer til alt, må ethvert menneske gå sin egen livsvej. Du kan følges med andre, javist. Men du kan ikke gå deres skridt. Og de kan ikke gå dine. Vi må alle gå vores egen livsvej.

You’ll never walk alone? Årh jo.
Masser af gange kommer du til at gå alene.

”Hvordan går det?” ”Det går”, lyder svaret ofte fra den, der har det svært-  og tilføjer et: ”Det skal jo gå”. Og det er jo sandt. Det skal gå. Men vejen frem kan være fyldt med tilbageskridt.
Spørg den, der har mistet.
Spørg den, der har været ved at miste sig selv.
Spørg den, der har fået en alvorlig diagnose.
Spørg den, der er holdt op med at tælle alenetimerne.
Spørg enhver, der har stået ved korsveje i livet – og tøvet.

”You’ll never walk alone”? - Jo, du kommer til at gå alene masser af gange i dit liv.

Jeg minder om, at sangen blev skrevet i 1945. Dengang var det ikke bare individer, men hele nationer, der forsøgte at komme på benene og gå videre.
Jeg minder om, at fodboldfans også synger sangen, når deres hold er bagud og når de taber. Jeg minder om, at i vores magtesløshed har Gud lovet, at hans kraft skal udfolde sig helt i os.

Det begynder ved en korsvej. Og for enden ad korsvejen begynder det hele på ny. Det er det, vi fejrer hver eneste påske – og hver eneste gang budskabet om opstandelse lyder. Det er nemlig ikke kun Jesus og Saulus’er, der rejser sig op og får nye liv.

Påske er, at der er lagt nye korsveje veje ind i vores liv.
Påske er, at der er lagt et nyt aldrig før kendt håb ind i vores liv. Påske er, at vi på ny kan istemme: You’ll never walk alone.
For Jesus gik i forvejen. Han gik korsets vej til ende.
Og der, hvor det endte, begynder det hele på ny.

Det var ikke en korsvej. Det var midt på den lige gade Avenue de Delleur, lige foran den danske præstebolig i Bruxelles i 1988. ”Hvad skal du så hjem til Danmark og læse?” spurgte Johannes Møllehave mig. ”Jeg skal læse litteraturhistorie”, svarede jeg. Og jeg forsatte med den sætning, som jeg den dag i dag stadig ikke ved kom fra. For jeg havde aldrig tænkt den før. Jeg fortsatte: ”Men hvis jeg havde turdet, ville jeg læse teologi”

Det var ikke en korsvej, men det blev det.
For et halvt år senere turde jeg.
Nu står jeg så her. Med 25 års præsteerfaring. Stadig på vej. Stadig på Vejen.
Men jeg havde aldrig turdet, hvis jeg havde skullet gå vejen alene.

Når jeg i dag ser tilbage, ser jeg på alle dem, der har været med hele vejen.

På de forældre og bedsteforældre, der bad for mig.
På den gudmor, der holdt mig over dåben.
På de lærere, der dannede mig.
På de medstuderende, der blev til gode kolleger, jeg stadig følges med.

I vejkanten står de menigheder, der har gjort mig til den præst, jeg er blevet. De står sammen med mine børn og min familie, som levede med det, at jeg blev præst.

Jeg ser de pårørende, der gav mig tillid. De unge, jeg konfirmerede. De mange timer i tjeneste med andre dygtige vejarbejdere. De endnu flere timer alene i studerekammeret.

Jeg ser de gange, jeg gjorde mit bedste, og der, hvor jeg svigtede. Og jeg tænker igen: Hvor må han være en dygtig håndværker, ham Gud, siden han har brug for så mange sære værktøjer i sin værktøjskasse.

Jeg tænker ikke, jeg er den eneste, der en gang imellem er standset op og har set tilbage på det, der blev korsvejene i ens liv. Jeg tænker, du sikkert har tænkt om nogle af dine: Hvad nu hvis jeg havde taget en anden vej?

Jeg ved, der er flere af jer, der på hver jeres måde, står midt på korsvejen lige nu og skal finde retning på ny. Måtte du, der har det sådan, blive styrket i, at der er nogen, der har din ryg.
Må du opleve dig ledsaget af Ham, der har din pande, dit bryst.
Så dine skridt bliver fastere, og du bliver ved med at gå med håbet i hjertet.
For så går du aldrig alene.

Og må vi som kirke aldrig være bange for at stille os på korsvejens sted. Må vi fortsat træde de skridt, Kristus trådte som den første. Heller ikke der går vi alene.

Så:
Gud være lovet for korsvejene.
For de veje, vi aldrig havde turdet vælge af os selv.
For de veje med fantastiske horisonter, vi ikke anede fandtes.
For de krogede veje, der blev til vore lige gader.
For de gange, hvor der faldt skæl fra vore øjne og vi så de sandheder, der gjorde os frie.

Må livets Gud vandre sammen med os
Må den opstandne Kristus være ved vores side
Og må Guds håb gøre vores hjerter rolige på alle vore veje.

For det siger vi: Ære være Faderen og Sønnen og Helligånden, som det var i begyndelsen, så nu og altid og i al evighed. Amen.

Hans spiller lidt mere af You’ll never walk alone

Hyrdesøndagen

 

Som et lam fulgte hun i hælene på sin mor og far igennem en af Fredericias discountbutikker.

Hun var en pige på en vel små 10 år.

Det var påskedag i år. Jeg var i samme butik og fulgte samme vej igennem butikken som trekløveret.

Forbi køleafdelingen med kolde drikke.

Forbi afdelingen med isvafler.

Forbi afdelingen med chips.

Og til sidst lige før kassen forbi hylderne med slik.

”Nej”, sagde mor eller far. ”Du skal ikke have en kold cola”. Der var ingen tvivl om, at det lille lam hørte forældrenes stemme. Så hun satte colaen tilbage på køl.

”Nej, du skal ikke have is”. Pigen lagde vaffelisen tilbage i fryseren.

”Nej. Du skal heller ikke have chips”.

Pigen hørte stemmen og lagde chipsene tilbage på hylden.

Nu stod vi så der i køen til kassen. Og pigen havde allerede forsøgt med de første ting fra slikafdelingen. ”Du har fået påskeæg”, sagde far eller mor. Det lille lam listede en pakke lakrids op på kassebåndet. ”Læg det tilbage. Du skal ikke have lakrids”.

Pigen greb en slikkepind og ville liste den på båndet. Og mens slikkepinden svævede mellem barnehånden og kassebåndet lød det:

”Du ved godt, vi ikke har råd til det”.

”Du ved jo også godt, at du snart har fødselsdag”, sagde far eller mor.

”Men mor”, lød det så, ”vil du ikke godt lade være med at bruge alle pengene før min fødselsdag?”

Hvorfor er det, at det gør ondt at høre mig fortælle denne beretning gør ondt at høre? Ja, det gør såmænd også ondt at genfortælle den her i dag.

Det er fordi det her er en hverdagsfortælling om en hyrde og hans flok, hvor rollerne byttes om.

At være forælder er at være hyrde. Vi skal som forældre hyrde vores flok, om den så består af en, to, fire, 99 eller en hel himmelsk hærskare af børn. Vi skal sørge for, at flokken ikke lider nød. At vi leder vores børn ad de rette stier. At de ikke frygter noget ondt. De skal kende vores stemme. De skal kunne have tillid til os. Under alle forhold.

Jeg er helt sikker på, at forældreparret her hyrdede deres datter. Sådan som alle – eller i hvert fald de aller-allerfleste – forældre hyrder deres børn, gør deres bedste – eller så godt, som de nu formår det.

Barnet her fulgte forældrene i hælene. Hun løb ikke væk. Gik ikke sine egne veje. Hun kendte deres stemme. Jeg er også ret sikker på at dette barn – som de aller-allerfleste andre – børn godt ved, hvornår kvoten af cola, isvafler og slik er nået, allerede inden de går igennem dørene til et supermarked.

Vi kunne alle have været de forældre eller det barn.

Og os, der er forældre, har garanteret også forsøgt at drible eller hyrde os igennem et supermarked eller en legetøjsbutik som forældreparret her.

Det hjerteskærende er naturligvis den sidste sætning. ”Mor, vil du ikke godt lade være med at bruge alle pengene før min fødselsdag?” For det er her, byttes rollerne om. Her bliver fåret hyrde. Her bliver barnet den voksne. Og sådan skal det ikke være.

Et 10 årigt barn må ikke være i tvivl om, om der er penge nok til de sidste dage i måneden. Et 10 årigt barn må ikke være i tvivl om, om der er penge nok til en fødselsdagsgave.

Misforstå mig ikke. Jeg siger ikke, at forældre ikke kan involvere deres børn i økonomi. Heller ikke, når der ikke er så meget at gøre med.

Jeg siger heller ikke, at man ikke godt kan have en fødselsdag, der ikke har kostet alverden. Og at vi kan få masser af uforglemmelige gaver, som vi ikke huskede for, hvad de havde kostet eller ikke kostet.

Jeg siger, at får ikke skal være hyrder.

Jeg siger, at fåret skal kende hyrdens røst. Og at fåret – eller lammet – skal kunne være helt trygt og forvisset om, at hyrden nok skal sørge for det.

Og lad os så vende os mod evangeliet.

Hvorfor er det Jesus sammenligner os med får?

Det gør han, fordi fåret er hjælpeløst. Et får går vild, hvis ikke hyrden passer på det. For et får har ingen retningssans. Et får kan ikke klare sig på egen hånd.

Den største fare for os får, der kun har to ben, at vi meget tit tror, at vi kender retningen. Vi tror, vi ved, hvad der er bedst for os, og vi bilder os ind, vi kender retningen til det.

Måske ligner vi den 10-årige fra før mere end vi bryder os om at tænke på. At vi bare har lyst til – og synes vi har ret til at få fra alle livets hylder.

Men du kan jo spørge dig selv på vejen hjem, hvordan du så selv synes det går? Og hvor tit du blev væk? Væk fra meningen? Væk fra det, der egentlig betød noget? Væk for dig selv?

Hvorfor er det Jesus sammenligner os med får?

Fordi et får, modsat mange andre dyr, ikke kan forsvare sig selv.

Et får – og endnu mere et lam – er udsatte.

Man skulle mene, at det forholder sig modsat med os mennesker. Vi er i uhyggelig grad i stand til at forsvare os selv. Med ord, med hænder, med våben.

Men der er andre farer.

Og det er nogle af de farer, Jesus taler om i dag. Faren for at vi lægger ører til de forkerte stemmer. At vi følger det, vi tror, der er godt for os.

Det kunne være det med tomme kalorier: Vaffelis, cola og lakrids, for nu at gå tilbage i discountbutikken.

Men der findes tomme kalorier i livet, der er værre end dem. De nemme løsningers tomme kalorier, der mætter vores liv med mening, så vi lægger paraderne og tror, at vi er på sikker grund.

Og en anden fare er, at vi tror, vi ved, hvad Jesus siger. Når vi bliver vane-troende. Og så hører vi kun det, vi tror Jesus siger. Men i virkeligheden hører vi ikke efter.

Får kan ikke være deres egen hyrde.

Det er noget af det, Jesus siger til os i dag.

Og det på en måde, så det næsten lyder som voksenskældud.

Hvorfor er det, vi har så svært ved at forlige os med at være får? Hvorfor er det, vi kan have det så svært ved at have Jesus om hyrde?

Måske fordi vi har bildt os selv ind, at det er meget bedre at være uafhængig og autonom og at have vore egne meningers mod – end at være en del af en flok.

Måske fordi nogen kan bilde os ind, at det at være troende bare handler om at følge i hælene på, at adlyde og ikke skulle tænke selv. Og at tro derfor er et overgreb og en uselvstændigggørelse. Og hvem gider være dum som et får, ja, et nokkefår?

I så fald bliver det et nej tak til at være får herfra. Og lad mig så bare nøjes med at tælle får, når jeg har brug for det.

--

Hvis jeg havde spurgt nogle af hans venner, om de tænkte på ham som troende, ville de formentlig have sagt ”næ” – og så ville de måske med glimt i øjet have tilføjet: ”At i så fald ville det nok have været et af de sorte får. For han er sådan en, der er mest til at have styr på livet. Og det han, ikke har styr på, det får han styr på. Han ved, hvad han vil med sit liv. Og det meste af det, opnår han”. Hvad skulle han dog med en hyrde?

Nu stod jeg så der og talte med ham.

Det kunne lige så godt have været dig.

For du kender helt sikkert typen. Ja måske kender du det i dig selv.

Og nu sagde han: ”Eva, det er ikke, når jeg synes, jeg har mest styr på mit liv, at jeg har brug for Gud. Det er, når jeg synes det alligevel vakler – eller jeg er ude på dybt vand, at jeg sender en bøn til – du ved.. ”.

Ja, vi ved. For vi kender godt de situationer, hvor vi gerne vil hyrdes.

Hvor det ville være fantastisk, hvis der så kom en i hyrdeskikkelse, og tog vores hånden eller vores ånd – og sagde: ”Jeg ved, hvor der er godt at være. Jeg ved, hvor græsset aldrig bliver grønnere og vandet aldrig køligere. Et sted, hvor du ikke skal præstere. Et sted, hvor du bare må være og være til. Et sted, hvor du ikke skal bekymre dig om noget som helst. Følg med. Følg mig”.

Det gode ved den gode hyrde er, at han ikke sætter spørgsmålstegn ved os. Hyrden tjekker os ikke ud, om vi er præmiefår eller sorte får, om vi gør noget helt nyt i vores liv, for at udvikle os til at blive bedre versioner af os selv. Den gode hyrde forsøger ikke at rive os ud af det, der gør os trygge. Den gode hyrde flytter på os for at give os det bedst mulige muligheder.

Det bedste er, at den gode hyrde kalder og kalder igen, for at vi – hvis vi ikke i udgangspunktet kendte hans stemme – må lære den at kende og blive trygge ved den.

--

Kan I heller ikke ryste den lille familie af jer?

Heller ikke jeg.

Så mens glasdørene går i efter dem, så lad os håbe, at mor selvfølgelig ikke bruger alle pengene denne måned.

Og at det heller ikke er noget, barnet har oplevet før. Og lad os håbe, at barnet i mellemtiden har haft den dejligste fødselsdag med masser af latter og mennesker omkring hende, der omfavner hende med kærlighed og måske en enkelt fødselsdagsgave eller to.

At hun er blevet puttet i seng på sin fødselsdag, lidt for træt og lidt for glad. Og frem for alt ikke i tvivl om at hun er holdt af.

Påsken er forbi. Der er ikke flere påskeæg tilbage i discountbutikkerne at plage om.

Tilbage står evangeliet om den hyrde, der satte sit liv til for fårene.

Han brugte det hele – hvor en krone, alt hvad han havde at give af. Selv tornekronen.

Til sidst gav han sig selv. Hele sit liv. Indtil der ikke var mere at give af. For Guds kærlighed har ikke råd til andet – end at give det hele væk.

Med sin død har Jesus lagt ud for os. Han har betalt alle de gange, hvor vi har brugt den sidste krone. Og alle de gange, hvor vi gik i overtræk, fordi vi misbrugte os selv. Han har betalt for de gange, hvor vi godtroende troede, vi kunne hyrde os selv - og alle de gange, hvor vi tog andre med i faldet.

Han gik i forvejen for os. Gennem alle glasdøre, ja, dødens egen dør.

Og nu kommer han os i møde fra den anden side – der hvor græsset ikke kan blive grønnere.

Han kalder igen.

Han taler til alt det i os, livet kan give os ondt i maven over. Han taler til vores svigt, alle de vildveje, vi forvildede os ind på – og især taler Jesus til den frygt, der kan gribe os, når det er os, der for sidste gang går gennem livets glasdør – og vi for altid skal skilles fra alt det, vi holder af.

Hyrden kalder – og nu genkender vi stemmen – når han siger: ”Jeg gir jer evigt liv. I skal aldrig i evighed gå fortabt. Og ingen skal rive jer ud af min hånd”

https://www.bibelselskabet.dk/2-s-efter-paaske-fra-anden-raekke

2. påskedag: At være kaldt ved navn

 

Kender du det?
Kender du det, at der er nogen, der udtaler dit navn, som ingen andre gør det?
Det er ikke fordi, andre udtaler dit navn forkert, og denne ene gør det rigtigt.
Det er noget andet.
Noget med tonefaldet.
Noget, som ligger udover dialekt.
Noget med måden, de får sagt vokalerne på, lagt trykket på konsonanterne.

Du vil aldrig med ord kunne beskrive, hvordan de udtaler dit navn. Du ved bare, at i lige præcis den måde at udtale dit navn på, ligger der så meget mere end navnet. Når du hører det menneske kalde på dig, så bliver der talt til eller kaldt på sider i dig, som ingen andre kalder på på netop dén måde.

Det er ikke sikkert denne anden overhovedet ved, at han eller hun er den eneste, der udtaler dit navn på lige præcis sådan.
Det gør det ikke mindre særligt.

Hvis du ikke ved, hvad jeg taler om, så kan jeg faktisk ikke beskrive det bedre, end jeg netop har forsøgt.

Den dag, du mister det menneske. Enten fordi du mister kontakten til det – eller fordi det menneske dør – så ved du, at nu skal du ikke længere høre dit navn udtalt på lige præcis den måde, der gjorde lige præcis det ved dig.
Dermed er der en del af dig, der også er forsvundet.
Det er en sorg på sin helt egen måde.

Måske var det sådan Maria Magdalene havde det denne morgen i gravhaven? Ikke alene havde hun – og de andre – mistet den Herre, de havde fulgt. Nu lå Jesus der bag gravhavens største sten, så død som alle de andre dér i hendes og vores gravhaver.

Når et menneske dør, vi mister aldrig kun hinanden som mennesker og som relationer. Også fremtiden og fælles muligheder forpasses med døden.
Men vi mister også det, den anden kaldte frem i os.

Med Jesu død havde Maria mistet den måde at se hende frem på, som ingen andre tidligere havde set.
Den måde at tale til hende på, som ingen andre havde talt til hende før.
Den måde at blive kaldt ved navn på, som altid er mere end tiltale. Men snarere fremkaldelse.
Som dengang, hvor fotografier endnu blev til i mørkekamre, hvor motivet langsomt trådte frem. Sådan kaldte Jesus altid stadigt mere frem hos mennesker, han mødte. Og nu skulle Maria aldrig høre det mere.

Døden gør meget uigenkaldeligt.
Smag lige på ordet ”u-igen-kalde-ligt”.

Der er ingen tvivl om, at Maria Magdalene for altid vil huske, hvordan Jesus så på hende som menneske og en, der er kendt og elsket af Gud.

Ligesom du og jeg sikkert hver især vil huske hvilke sider af os, der blev kaldt frem i os i mødet med mennesker, der blev skelsættende for os.
Hvor skelsættende det end måtte have været, så kan du eller have brug for at høre det igen. Eller – lige så vigtigt – at få sagt tak for, hvad denne anden kaldte frem.

Nu sidder Maria Magdalene der i haven.
Og der er ingen at kalde på.
Og ingen at takke.
Og fortvivlelsens mørke er total, da Maria ovenikøbet tror, at de har fjernet den døde Jesus.

På sangarket i dag er der trykt et alterbillede. Det hænger i Den danske Kirke i Paris. Det hedder ”Skyggeflor” – er kun et par år gammelt, og malet af kunstneren Jesper Christiansen.

Vi er i en have – og lige på den anden side af haven, ligger kirkegården. På kirkegården er der både hvide marmor-mausolæer, der holder de døde fast, og wienerstiger til dem, der allerede er steget op.

Der er noget forladt, både over haven og kirkegården.
Det er som om alle, der kunne have været på billedet, har rejst sig og lige er gået et ærinde.
Dér står havemandens rive.
Dér er et telt.
Dér en picnic med vin og brød.

Men måske er de ikke bare gået et ærinde.
Måske er de gået bort.
Helt bort.
For der er et kors i midten.

Men endnu. Endnu ved vi ikke, hvad der sker. Det er som et tilbageholdt åndedræt. Vi holder vejret sammen med alt det andet, der venter på at blive kaldt til live igen.

For der i mørket er der også en morgenrøde, der er på vej.
Et træ, der er ved at springe ud. Og se påfuglefjeren, et af mange symboler på opstandelse og evigt liv.

Så lige om lidt kommer gartneren og graver videre.
Lige om lidt skåles der på picnictæppet – og lynlåsen i teltets myggenet trækkes op med sin helt karakteristiske lyd.

Lige om lidt er der liv.
Hør! Marias sandalklædte fødder knaser allerede i gruset.
Om lidt kaldes hun ud af sit påskelørdagsmørke og kaldes til live igen.

Maleriet er stort. Meterhøje lærreder. Hvert eneste motiv på altertavlen er malet med et penselstrøg i prikker.
Hver eneste malede prik er omgivet af sort og mørke. I sig selv et påskelørdagsmotiv. Den dag, hele verden holdt vejret.

Men der er en detalje mere, vi ikke kan se. Men som på sin helt egen måde maler med på motivet.
Inden en maler kan begynde på et motiv på et lærred, skal et lærred grundes. Lærreder grundes sædvanligvis hvide. Men ikke hos kunstneren Jesper Christiansen. Hans lærreder er i udgangspunktet altid sorte.  Det begyndte som en fejltagelse.

Han og 7 andre kunstnere skulle udsmykke et palæ på Amalienborg. I rummet var de store lærreder spændt op, og da han og de andre kunstnere kommer den første dag, for at male på de spritnye, blanke lærreder, bliver de chokerede. En malermester var kommet til at købe 20 spande sort maling og en enkelt spand hvid – i stedet for 20 spande hvid og en enkelt sort. Og nu stod rummet grundet næsten sort som graven.

Da Jesper Christiansen sætter de første malerstrøg på det sorte lærred, opdager han, at næsten uanset hvor mørk en farve, han vælger, er det som om alle farver træder ud af lærredets mørke. På den mørkeste baggrund træder lyset kun endnu tydeligere frem.

Det er den baggrund, vi holder påske på igen i dag.

For det blev jo morgen, også den dag, hvor Maria trådte i gravhaven.
Hun kom i ly af mørket, før det lige knap var blevet dag.
Hun kom i skyggeflor. I den sørgedragt, enhver sørgende bærer både udenpå tøjet og under huden.
Hun kom i et mørke og med en fortvivlelse, som enhver sørgende kender. Det skyggeflor, hvor du ikke tror, dit mørke og dit savn nogen sinde kan ændres af noget.

Men af det mørkeste mørke trådte motiverne frem hos Jesper Christensen. Jo mere du kigger, des flere af dem får du øje på.

Påskemorgen gør ikke Maria seende.
Maria bliver ikke først seende.
Hun bliver først hørende.
Da hendes hjerte hører den stemme, det kender så godt, sige ”Maria”, som kun han kan sige det - først da ser hun den opstandne Kristus og genkender ham i haven. Og da bliver det påske.

Maria bliver ikke bare kaldt tilbage til det, der var.
Hun bliver også kaldt frem til det, hun skal blive.
En fremtid af håb.

Og nu er haven tom igen.
For Kristus er gået i forvejen.
Og Maria er gået hjem igen.
Nu ved Maria, som man kun kan vide det i den tro, Kristus kalder frem i os, at hans og hendes navn er forbundet i al evighed.

Hun ved det nok til at kunne sige det videre.
Derfor er det i Johannes’ påskeevangelium Maria, der som den første, forkynder for de andre disciple, at nok er Jesus opstået – men det er kun en mellemstation.
Han er på vej videre. Han vil stige op til hans Gud og vores Gud.

Af mørket skal også du kaldes frem.
Det er påskens evangelium.
Det er det håb, der skal råbes fra tage og altertavler også en anden påskedag.

Kristus kalder ikke kun ved navn påskemorgen.
Han kalder dig ved navn mange gange.
Han kalder dig ud af det mørke og al den sorg, der måtte være din.
Han kalder dig til live med det håb, som ingen død kunne holde stangen.
Han kalder dig fra døden tilbage til livet.
Sådan som han kaldte på Maria og disciplene.
Sådan som han lige siden har kaldt de af vore kære, der er gået i forvejen for os, ud af døden og ind til Guds evige liv.

Derfor ønsker vi hinanden glædelig påske – også i dag.

"Hvor mange langfredage kan der egentlig være i en uge?"

 

”Hvor mange langfredage kan der egentligt være i en uge?”
Sådan blev jeg spurgt igen for nylig. Det er et af den slags spørgsmål, du ikke kan svare på. Og hvis du tror du kan, så hold alligevel din mund.

Kun den, der spørger, ved noget om antallet. For antallet af langfredage sidder lige dér i den dumpe, trykkende smerte i solar plexus. Antallet af langfredage dunker i pulsen. I det tilbageholdte åndedræt. I de tanker, der kører og kører som en mareridtsrundkørsel uden udkørselsmuligheder. I den smerte, som ikke ligner nogen anden smerte, og som synes at være sin helt egen tidsregning. Så at i morgen kan være lige så meget langfredag, som i dag var det. Og i går. Og i hele sidste uge.

”Hvor mange langfredage kan der egentligt være i en uge?”
Det ubærlige svar er, at der kan være flere end nogen af os på forhånd kan forestille os det. Og flere end nogen af os kan holde ud af tænke på det, mens vi er i dem.

Langfredage er ikke begrænset til at være dage.
Langfredag er det, når mennesker lider.
Langfredag er det overalt, hvor mennesker lider.

Der sker fuldstændigt rædselsfulde ting rundt omkring i verden, også lige nu. Nogle af de umenneskelige lidelser får vi billeder på. De billeder er på sin vis unødvendige. For der er – og har været - så megen anden lidelse, som ikke kan fastholdes på billeder – og som også er lidelsesfuld. Rædselsfuld. Meningsløs.

Men behøver jeg give eksempler?
Vil ethvert eksempel, du eller jeg måtte komme op med, ikke blot være et forsøg på at gradbøje lidelse? Ville de eksempler så ikke kun være en hån mod enhver af jer her, som har lidt jer igennem jeres langfredage? Fordi så vil du ikke kunne undgå at sammenligne og tænke, at der da er nogen, der har lidt meget værre end dig. Og dermed pakke din lidelse sammen, fordi du synes, den blegner i sammenligning.
Lidelse er lidelse.

I dag kommer vi så her. På det, der er kirkeårets eneste langfredag.
Vi kommer med den lidelse og den meningsløshed, vi hver især måtte bære på som nutid - eller som tilbagelagt fortid.
Nogle af os har endnu ikke oplevet, at der kunne være mere end én langfredag om året. Og hører du til dem – så pris du din Gud og skaber for det.

Flere af os kommer med en endnu ikke indtruffet lidelse, som vi – nådigt – endnu ikke kender til.

Rundt omkring i kirkerne i dag bliver det langfredag på mange forskellige måder.
Nogle steder gøres der ingen forskel på langfredag og alle søndagene.
I mange kirker prædikes der ikke.
I mange kirker er der – som her – flere ord og frem for alt mere musik end der plejer at være. Fordi vi ved, at musik på sin helt egen måde giver stemme til og taler til dybere lag end noget ord ville kunne gøre.
Langfredage er ikke altid den gudstjenestedag, hvor der er flest i kirke. Fordi mange selv faste kirkegængere synes langfredag er så trist, at den bliver for trist.

Der var mange andre dage, jeg ville springe over, før jeg sprang langfredag over.
Tænk, at der er en dag, hvor vi må orkestrere lidelse.
Ikke kun den lidelse, som følger med, når sorg eller savn rammer os, som vi gør det ved Allehelgensgudstjenesten. Langfredag tages al lidelse alvorligt. Langfredag må vi hver især komme bærende med vores kors.

Og langfredag i kirken at ikke at vores lidelser overtrumfes af Jesu lidelse og død.
Af et: Så kan vi lære det. Så bøj du bare nakken.
Nej. Lidelse skal ikke gradbøjes. Lidelse er lidelse.

I dag holder vi åbent hus for al lidelse.
Vi parkerer en times tid vores kors sammen med alle de andre.
I dag må du græde over dine egne langfredage, de være sig få eller mange.
I dag må du dele din lidelse med ethvert lidende menneske.
I dag kan vi netop samles om grumme skæbner. Livets uretfærdigheder. Og lidelsens meningsløshed.
I dag ville der – med al mulig ret – kunne læses mange og manges lidelseshistorier. Og ikke kun Johannes, der i år fik lov at være den evangelist, der førte ordet.

Og når alt dette så er sagt.
Og det er netop et ”og”.
Der skal ikke komme et ”men” nu. For alt det foregående skal have lov at stå uimodsagt. Meget ofte har vi nemlig en tendens til at ville tale lidelsen væk, når vi møder den hos hinanden. Fordi det er så svært at bære at høre om og være i. Men det er hjerteløst, for så har vi ikke taget deres lidelse alvorligt nok. Og oven i den lidelse, der nu måtte være den andens, lægger vi så også ensomheden, når vi tilkendegiver, at vi ikke kan holde ud at være der i lidelsen sammen med dem. Og så er det os, der bygger Golgataer.

Vi holder fast i langfredag. Med al den anfægtelse, langfredag kalder på for troen: For hvorfor er det, at Guds egen søn skal igennem alt dette? Hvad skal langfredag til for?

Så når alt dette er sagt, - og alt det, der også kunne siges - så er der i kirken egentlig kun én langfredag.
I én uge om året.

Vi holder, ja vi fejrer langfredag, ikke fordi vi tror, at lidelse er forsvundet – det ville være naivt.
Vi fejrer langfredag med håbet som fortegn.
Vi fejrer langfredag, fordi vi tror Gud har overvundet lidelsen.
Vi tror faktisk på, at Gud har magt til at lidelse engang kun skal være fortid.
Vi tror på den Gud, som aldrig så stort på menneskers lidelse, men som ser os, ikke kun som troende, smilende, lykkelige, elskede – men at det er en del af menneskelivet, at smerte og lidelse er en del af det. Og det, der er en del af os, det er Gud også en del af.

Tænk, hvilket Gudsbillede det ville være, hvis vi kun var Guds, når vi eller livet var vellykket.
Og tænk, hvilket gudsbillede, vi må have, at vi som Jesus må råbe til Gud, når lidelsen tynger os allermest.

Der er mennesker, der er langfredagstroende.
Det er dem, der bliver hængende i råbet: ”Min Gud, min Gud, hvorfor har du forladt mig?”
Det er dem, der måske ikke anfægter Guds eksistens, men tænker, at Guds eksistensberettigelse burde stå og falde med, at der så ikke var nogen lidelse i verden. Hvorfor er der så meget ondt, hvis Gud er almægtig og god?
Der er langfredagstro.
Langfredagstro er en tro, der er i stadig kamp.

Der er mennesker, der er påskelørdagstroende.
De kæmper ikke højlydt. Råber ikke op.
De sidder der i gravhaven.
Realistiske.
De ved, hvad der gik forud.
Guds søn gik her på jorden. Var her midt iblandt os.
De ved, Jesus ligger derinde bag ved stenen. Lige så stendød, som vi skal dø en dag.
Men de er dog gået med ud til gravhaven.
Med små forsigtige måske-skridt.
For måske er der noget om det, Jesus forkyndte?
Og måske gælder det også for mig?

Der er mennesker, der er påskedagstroende.
De påskedagstroende spiller på trompet.
De gør forårsrent og lukker hjertet op på vid gab.
Deres tro er en vished.
De har ikke bare én gang set stenen, er væltet fra.
Igen og igen bygger de liv på det levende håb, der blev grundlagt påskemorgen.
Vist anfægtes de af verdens lidelse – og deres egen, når den rammer – de er ikke naive.
Men korset fra Golgata har slået rod i dem.
Og sat rodskud. For træer i blæst har brug for de stærkeste rødder.
De ved, at de intet selv har gjort – eller kan gøre.
Gud selv rullede stenen fra.
Guds søn fik Guds egen kraft til at bære alle langfredages lidelse, til gå i døden, være i døden – og gå fra den tilbage til livet.

I dag står vi alle i en kreds under korset. Vi ser op.
Vi ser, der er en lidelse, som vi nok aldrig kommer til at forstå.
Men som vi må tro.
Fordi alternativerne er værre.

Fordi langfredag findes, kan du og jeg turde være menneske, fordi langfredag anerkender al lidelse, også al den lidelse, der var – eller bliver min. Langfredag gemmes lidelse ikke væk. Den kommer i den grad ikke bare frem i lyset – men den hænger dér på korset, sømmet til Guds egen søn.

Den første langfredag var der ikke noget håb at øjne. Gud være lovet for det. For langfredag er en bundløs solidaritet med håbløsheden. Langfredag bærer Guds søn al sorg – al savn – al smerte – al lidelse – også vores - op på korset.

Synligt. Ikke til at komme udenom. Vi kan slå blikket ned. Men den er i verden. Vores lidelse. Guds lidelse. Guds lidelse over, at mennesket kunne korsfæste alt det gode: livet – kærligheden – medmenneskeligheden.

Langfredag er Guds medsørgen over alverdens og al vores lidelse.

”Hvor mange langfredage kan der egentligt være i en uge?”
Før den første langfredag måtte svaret blæse i vinden.
Efter den første langfredag bærer vi svaret med os: For det blev påskemorgen.

I dag, langfredag, står vi alle i en kreds under korset.

Men på søndag tager vi hinanden i hånden – alle vi langfredagstroende, påskelørdagstroende og påskedagstroende – Vi rækker ud mod alle dem, der ikke tør tro og dem, der ikke tør lade være og slutter cirklen. Og med morgenlys i øjnene synger vi: ”Påskemorgen slukker sorgen, slukker sorgen til evig tid”