2. påskedag: At være kaldt ved navn

 

Kender du det?
Kender du det, at der er nogen, der udtaler dit navn, som ingen andre gør det?
Det er ikke fordi, andre udtaler dit navn forkert, og denne ene gør det rigtigt.
Det er noget andet.
Noget med tonefaldet.
Noget, som ligger udover dialekt.
Noget med måden, de får sagt vokalerne på, lagt trykket på konsonanterne.

Du vil aldrig med ord kunne beskrive, hvordan de udtaler dit navn. Du ved bare, at i lige præcis den måde at udtale dit navn på, ligger der så meget mere end navnet. Når du hører det menneske kalde på dig, så bliver der talt til eller kaldt på sider i dig, som ingen andre kalder på på netop dén måde.

Det er ikke sikkert denne anden overhovedet ved, at han eller hun er den eneste, der udtaler dit navn på lige præcis sådan.
Det gør det ikke mindre særligt.

Hvis du ikke ved, hvad jeg taler om, så kan jeg faktisk ikke beskrive det bedre, end jeg netop har forsøgt.

Den dag, du mister det menneske. Enten fordi du mister kontakten til det – eller fordi det menneske dør – så ved du, at nu skal du ikke længere høre dit navn udtalt på lige præcis den måde, der gjorde lige præcis det ved dig.
Dermed er der en del af dig, der også er forsvundet.
Det er en sorg på sin helt egen måde.

Måske var det sådan Maria Magdalene havde det denne morgen i gravhaven? Ikke alene havde hun – og de andre – mistet den Herre, de havde fulgt. Nu lå Jesus der bag gravhavens største sten, så død som alle de andre dér i hendes og vores gravhaver.

Når et menneske dør, vi mister aldrig kun hinanden som mennesker og som relationer. Også fremtiden og fælles muligheder forpasses med døden.
Men vi mister også det, den anden kaldte frem i os.

Med Jesu død havde Maria mistet den måde at se hende frem på, som ingen andre tidligere havde set.
Den måde at tale til hende på, som ingen andre havde talt til hende før.
Den måde at blive kaldt ved navn på, som altid er mere end tiltale. Men snarere fremkaldelse.
Som dengang, hvor fotografier endnu blev til i mørkekamre, hvor motivet langsomt trådte frem. Sådan kaldte Jesus altid stadigt mere frem hos mennesker, han mødte. Og nu skulle Maria aldrig høre det mere.

Døden gør meget uigenkaldeligt.
Smag lige på ordet ”u-igen-kalde-ligt”.

Der er ingen tvivl om, at Maria Magdalene for altid vil huske, hvordan Jesus så på hende som menneske og en, der er kendt og elsket af Gud.

Ligesom du og jeg sikkert hver især vil huske hvilke sider af os, der blev kaldt frem i os i mødet med mennesker, der blev skelsættende for os.
Hvor skelsættende det end måtte have været, så kan du eller have brug for at høre det igen. Eller – lige så vigtigt – at få sagt tak for, hvad denne anden kaldte frem.

Nu sidder Maria Magdalene der i haven.
Og der er ingen at kalde på.
Og ingen at takke.
Og fortvivlelsens mørke er total, da Maria ovenikøbet tror, at de har fjernet den døde Jesus.

På sangarket i dag er der trykt et alterbillede. Det hænger i Den danske Kirke i Paris. Det hedder ”Skyggeflor” – er kun et par år gammelt, og malet af kunstneren Jesper Christiansen.

Vi er i en have – og lige på den anden side af haven, ligger kirkegården. På kirkegården er der både hvide marmor-mausolæer, der holder de døde fast, og wienerstiger til dem, der allerede er steget op.

Der er noget forladt, både over haven og kirkegården.
Det er som om alle, der kunne have været på billedet, har rejst sig og lige er gået et ærinde.
Dér står havemandens rive.
Dér er et telt.
Dér en picnic med vin og brød.

Men måske er de ikke bare gået et ærinde.
Måske er de gået bort.
Helt bort.
For der er et kors i midten.

Men endnu. Endnu ved vi ikke, hvad der sker. Det er som et tilbageholdt åndedræt. Vi holder vejret sammen med alt det andet, der venter på at blive kaldt til live igen.

For der i mørket er der også en morgenrøde, der er på vej.
Et træ, der er ved at springe ud. Og se påfuglefjeren, et af mange symboler på opstandelse og evigt liv.

Så lige om lidt kommer gartneren og graver videre.
Lige om lidt skåles der på picnictæppet – og lynlåsen i teltets myggenet trækkes op med sin helt karakteristiske lyd.

Lige om lidt er der liv.
Hør! Marias sandalklædte fødder knaser allerede i gruset.
Om lidt kaldes hun ud af sit påskelørdagsmørke og kaldes til live igen.

Maleriet er stort. Meterhøje lærreder. Hvert eneste motiv på altertavlen er malet med et penselstrøg i prikker.
Hver eneste malede prik er omgivet af sort og mørke. I sig selv et påskelørdagsmotiv. Den dag, hele verden holdt vejret.

Men der er en detalje mere, vi ikke kan se. Men som på sin helt egen måde maler med på motivet.
Inden en maler kan begynde på et motiv på et lærred, skal et lærred grundes. Lærreder grundes sædvanligvis hvide. Men ikke hos kunstneren Jesper Christiansen. Hans lærreder er i udgangspunktet altid sorte.  Det begyndte som en fejltagelse.

Han og 7 andre kunstnere skulle udsmykke et palæ på Amalienborg. I rummet var de store lærreder spændt op, og da han og de andre kunstnere kommer den første dag, for at male på de spritnye, blanke lærreder, bliver de chokerede. En malermester var kommet til at købe 20 spande sort maling og en enkelt spand hvid – i stedet for 20 spande hvid og en enkelt sort. Og nu stod rummet grundet næsten sort som graven.

Da Jesper Christiansen sætter de første malerstrøg på det sorte lærred, opdager han, at næsten uanset hvor mørk en farve, han vælger, er det som om alle farver træder ud af lærredets mørke. På den mørkeste baggrund træder lyset kun endnu tydeligere frem.

Det er den baggrund, vi holder påske på igen i dag.

For det blev jo morgen, også den dag, hvor Maria trådte i gravhaven.
Hun kom i ly af mørket, før det lige knap var blevet dag.
Hun kom i skyggeflor. I den sørgedragt, enhver sørgende bærer både udenpå tøjet og under huden.
Hun kom i et mørke og med en fortvivlelse, som enhver sørgende kender. Det skyggeflor, hvor du ikke tror, dit mørke og dit savn nogen sinde kan ændres af noget.

Men af det mørkeste mørke trådte motiverne frem hos Jesper Christensen. Jo mere du kigger, des flere af dem får du øje på.

Påskemorgen gør ikke Maria seende.
Maria bliver ikke først seende.
Hun bliver først hørende.
Da hendes hjerte hører den stemme, det kender så godt, sige ”Maria”, som kun han kan sige det - først da ser hun den opstandne Kristus og genkender ham i haven. Og da bliver det påske.

Maria bliver ikke bare kaldt tilbage til det, der var.
Hun bliver også kaldt frem til det, hun skal blive.
En fremtid af håb.

Og nu er haven tom igen.
For Kristus er gået i forvejen.
Og Maria er gået hjem igen.
Nu ved Maria, som man kun kan vide det i den tro, Kristus kalder frem i os, at hans og hendes navn er forbundet i al evighed.

Hun ved det nok til at kunne sige det videre.
Derfor er det i Johannes’ påskeevangelium Maria, der som den første, forkynder for de andre disciple, at nok er Jesus opstået – men det er kun en mellemstation.
Han er på vej videre. Han vil stige op til hans Gud og vores Gud.

Af mørket skal også du kaldes frem.
Det er påskens evangelium.
Det er det håb, der skal råbes fra tage og altertavler også en anden påskedag.

Kristus kalder ikke kun ved navn påskemorgen.
Han kalder dig ved navn mange gange.
Han kalder dig ud af det mørke og al den sorg, der måtte være din.
Han kalder dig til live med det håb, som ingen død kunne holde stangen.
Han kalder dig fra døden tilbage til livet.
Sådan som han kaldte på Maria og disciplene.
Sådan som han lige siden har kaldt de af vore kære, der er gået i forvejen for os, ud af døden og ind til Guds evige liv.

Derfor ønsker vi hinanden glædelig påske – også i dag.