"Hvor mange langfredage kan der egentlig være i en uge?"

 

”Hvor mange langfredage kan der egentligt være i en uge?”
Sådan blev jeg spurgt igen for nylig. Det er et af den slags spørgsmål, du ikke kan svare på. Og hvis du tror du kan, så hold alligevel din mund.

Kun den, der spørger, ved noget om antallet. For antallet af langfredage sidder lige dér i den dumpe, trykkende smerte i solar plexus. Antallet af langfredage dunker i pulsen. I det tilbageholdte åndedræt. I de tanker, der kører og kører som en mareridtsrundkørsel uden udkørselsmuligheder. I den smerte, som ikke ligner nogen anden smerte, og som synes at være sin helt egen tidsregning. Så at i morgen kan være lige så meget langfredag, som i dag var det. Og i går. Og i hele sidste uge.

”Hvor mange langfredage kan der egentligt være i en uge?”
Det ubærlige svar er, at der kan være flere end nogen af os på forhånd kan forestille os det. Og flere end nogen af os kan holde ud af tænke på det, mens vi er i dem.

Langfredage er ikke begrænset til at være dage.
Langfredag er det, når mennesker lider.
Langfredag er det overalt, hvor mennesker lider.

Der sker fuldstændigt rædselsfulde ting rundt omkring i verden, også lige nu. Nogle af de umenneskelige lidelser får vi billeder på. De billeder er på sin vis unødvendige. For der er – og har været - så megen anden lidelse, som ikke kan fastholdes på billeder – og som også er lidelsesfuld. Rædselsfuld. Meningsløs.

Men behøver jeg give eksempler?
Vil ethvert eksempel, du eller jeg måtte komme op med, ikke blot være et forsøg på at gradbøje lidelse? Ville de eksempler så ikke kun være en hån mod enhver af jer her, som har lidt jer igennem jeres langfredage? Fordi så vil du ikke kunne undgå at sammenligne og tænke, at der da er nogen, der har lidt meget værre end dig. Og dermed pakke din lidelse sammen, fordi du synes, den blegner i sammenligning.
Lidelse er lidelse.

I dag kommer vi så her. På det, der er kirkeårets eneste langfredag.
Vi kommer med den lidelse og den meningsløshed, vi hver især måtte bære på som nutid - eller som tilbagelagt fortid.
Nogle af os har endnu ikke oplevet, at der kunne være mere end én langfredag om året. Og hører du til dem – så pris du din Gud og skaber for det.

Flere af os kommer med en endnu ikke indtruffet lidelse, som vi – nådigt – endnu ikke kender til.

Rundt omkring i kirkerne i dag bliver det langfredag på mange forskellige måder.
Nogle steder gøres der ingen forskel på langfredag og alle søndagene.
I mange kirker prædikes der ikke.
I mange kirker er der – som her – flere ord og frem for alt mere musik end der plejer at være. Fordi vi ved, at musik på sin helt egen måde giver stemme til og taler til dybere lag end noget ord ville kunne gøre.
Langfredage er ikke altid den gudstjenestedag, hvor der er flest i kirke. Fordi mange selv faste kirkegængere synes langfredag er så trist, at den bliver for trist.

Der var mange andre dage, jeg ville springe over, før jeg sprang langfredag over.
Tænk, at der er en dag, hvor vi må orkestrere lidelse.
Ikke kun den lidelse, som følger med, når sorg eller savn rammer os, som vi gør det ved Allehelgensgudstjenesten. Langfredag tages al lidelse alvorligt. Langfredag må vi hver især komme bærende med vores kors.

Og langfredag i kirken at ikke at vores lidelser overtrumfes af Jesu lidelse og død.
Af et: Så kan vi lære det. Så bøj du bare nakken.
Nej. Lidelse skal ikke gradbøjes. Lidelse er lidelse.

I dag holder vi åbent hus for al lidelse.
Vi parkerer en times tid vores kors sammen med alle de andre.
I dag må du græde over dine egne langfredage, de være sig få eller mange.
I dag må du dele din lidelse med ethvert lidende menneske.
I dag kan vi netop samles om grumme skæbner. Livets uretfærdigheder. Og lidelsens meningsløshed.
I dag ville der – med al mulig ret – kunne læses mange og manges lidelseshistorier. Og ikke kun Johannes, der i år fik lov at være den evangelist, der førte ordet.

Og når alt dette så er sagt.
Og det er netop et ”og”.
Der skal ikke komme et ”men” nu. For alt det foregående skal have lov at stå uimodsagt. Meget ofte har vi nemlig en tendens til at ville tale lidelsen væk, når vi møder den hos hinanden. Fordi det er så svært at bære at høre om og være i. Men det er hjerteløst, for så har vi ikke taget deres lidelse alvorligt nok. Og oven i den lidelse, der nu måtte være den andens, lægger vi så også ensomheden, når vi tilkendegiver, at vi ikke kan holde ud at være der i lidelsen sammen med dem. Og så er det os, der bygger Golgataer.

Vi holder fast i langfredag. Med al den anfægtelse, langfredag kalder på for troen: For hvorfor er det, at Guds egen søn skal igennem alt dette? Hvad skal langfredag til for?

Så når alt dette er sagt, - og alt det, der også kunne siges - så er der i kirken egentlig kun én langfredag.
I én uge om året.

Vi holder, ja vi fejrer langfredag, ikke fordi vi tror, at lidelse er forsvundet – det ville være naivt.
Vi fejrer langfredag med håbet som fortegn.
Vi fejrer langfredag, fordi vi tror Gud har overvundet lidelsen.
Vi tror faktisk på, at Gud har magt til at lidelse engang kun skal være fortid.
Vi tror på den Gud, som aldrig så stort på menneskers lidelse, men som ser os, ikke kun som troende, smilende, lykkelige, elskede – men at det er en del af menneskelivet, at smerte og lidelse er en del af det. Og det, der er en del af os, det er Gud også en del af.

Tænk, hvilket Gudsbillede det ville være, hvis vi kun var Guds, når vi eller livet var vellykket.
Og tænk, hvilket gudsbillede, vi må have, at vi som Jesus må råbe til Gud, når lidelsen tynger os allermest.

Der er mennesker, der er langfredagstroende.
Det er dem, der bliver hængende i råbet: ”Min Gud, min Gud, hvorfor har du forladt mig?”
Det er dem, der måske ikke anfægter Guds eksistens, men tænker, at Guds eksistensberettigelse burde stå og falde med, at der så ikke var nogen lidelse i verden. Hvorfor er der så meget ondt, hvis Gud er almægtig og god?
Der er langfredagstro.
Langfredagstro er en tro, der er i stadig kamp.

Der er mennesker, der er påskelørdagstroende.
De kæmper ikke højlydt. Råber ikke op.
De sidder der i gravhaven.
Realistiske.
De ved, hvad der gik forud.
Guds søn gik her på jorden. Var her midt iblandt os.
De ved, Jesus ligger derinde bag ved stenen. Lige så stendød, som vi skal dø en dag.
Men de er dog gået med ud til gravhaven.
Med små forsigtige måske-skridt.
For måske er der noget om det, Jesus forkyndte?
Og måske gælder det også for mig?

Der er mennesker, der er påskedagstroende.
De påskedagstroende spiller på trompet.
De gør forårsrent og lukker hjertet op på vid gab.
Deres tro er en vished.
De har ikke bare én gang set stenen, er væltet fra.
Igen og igen bygger de liv på det levende håb, der blev grundlagt påskemorgen.
Vist anfægtes de af verdens lidelse – og deres egen, når den rammer – de er ikke naive.
Men korset fra Golgata har slået rod i dem.
Og sat rodskud. For træer i blæst har brug for de stærkeste rødder.
De ved, at de intet selv har gjort – eller kan gøre.
Gud selv rullede stenen fra.
Guds søn fik Guds egen kraft til at bære alle langfredages lidelse, til gå i døden, være i døden – og gå fra den tilbage til livet.

I dag står vi alle i en kreds under korset. Vi ser op.
Vi ser, der er en lidelse, som vi nok aldrig kommer til at forstå.
Men som vi må tro.
Fordi alternativerne er værre.

Fordi langfredag findes, kan du og jeg turde være menneske, fordi langfredag anerkender al lidelse, også al den lidelse, der var – eller bliver min. Langfredag gemmes lidelse ikke væk. Den kommer i den grad ikke bare frem i lyset – men den hænger dér på korset, sømmet til Guds egen søn.

Den første langfredag var der ikke noget håb at øjne. Gud være lovet for det. For langfredag er en bundløs solidaritet med håbløsheden. Langfredag bærer Guds søn al sorg – al savn – al smerte – al lidelse – også vores - op på korset.

Synligt. Ikke til at komme udenom. Vi kan slå blikket ned. Men den er i verden. Vores lidelse. Guds lidelse. Guds lidelse over, at mennesket kunne korsfæste alt det gode: livet – kærligheden – medmenneskeligheden.

Langfredag er Guds medsørgen over alverdens og al vores lidelse.

”Hvor mange langfredage kan der egentligt være i en uge?”
Før den første langfredag måtte svaret blæse i vinden.
Efter den første langfredag bærer vi svaret med os: For det blev påskemorgen.

I dag, langfredag, står vi alle i en kreds under korset.

Men på søndag tager vi hinanden i hånden – alle vi langfredagstroende, påskelørdagstroende og påskedagstroende – Vi rækker ud mod alle dem, der ikke tør tro og dem, der ikke tør lade være og slutter cirklen. Og med morgenlys i øjnene synger vi: ”Påskemorgen slukker sorgen, slukker sorgen til evig tid”