Det siges, at det første, du bliver blind på, er øjnene.
Jeg er ikke sikkert på, at det er rigtigt.
Jeg bliver mere og mere overbevist om, at det første, vi bliver blinde på, er hjertet.
Vi kan sagtens se med øjnene. Men når vi holder op med at se med hjertet, så kan øjnene såmænd være lige meget.
I dag er det Kain, Adam og Evas førstefødte, der minder os om det.
Men vi behøver blot at løfte blikket og kigge ikke særligt langt ud i verden, for at forvisses om, at det stadig forholder sig på samme måde: Er du først blevet blind på hjertet, så ser du som en blind. Så ved du ikke længere, hvem det er du skal holde af. Du ved ikke længere, hvem der er bror eller nærtstående. Ser du sådan, så ser du nu en fjende, hvor du før så en ven eller en bror. Så svarer du som Kain: ”Jeg ved ikke, hvor min bror er. Jeg ved ikke, hvem min bror er. Skal jeg da passe på ham?”
Var det os, der skulle svare Kain, ville vi svare: ”Selvfølgelig ved du, hvem din bror er. Du har jo ikke andre brødre. Selvfølgelig ved du, hvor din bror er. Han ligger lige der på slagmarken, hvor du slog ham ihjel. Selvfølgelig skulle du have passet på ham. Hvad er det for et spørgsmål at stille?”
Men nu er det Gud, der svarer. Og Gud svarer: ”Er du klar over, hvad du har gjort? Din brors blod skriger til mig fra jorden”
Lige nu lyder det skrig flerstemmigt i verden, ja, forfærdeligt tæt på, fordi brødre ikke holdt op med at slå hinanden ihjel. Kain var kun den første af en lang række, der har slået en bror ihjel.
Hvorfor: Fordi Kain holdt op med at se på sin bror med hjertet.
Jo, Kain havde skam haft øjne i hovedet. Kain havde set, at Abel havde andre evner end ham selv. At forældrene ser noget andet i Abel end i Kain. Det tror jeg såmænd, de fleste af os kan leve fint med. Det er vi også nødt til. Der er altid andre, der evner noget andet end dig og mig. Og heldigvis for det.
Men Kain begynder at få øje for, at det ser ud som om alt tilsyneladende lykkes for Abel. Og når du selv arbejder hårdt i dit ansigts sved, kan den slags godt svie i øjnene. Misundelse og jalousi begynder i øjnene, men har direkte forbindelse til hjertet. Jo bedre det går for Abel, des mere strammer hjertet til i brystet på Kain. Sig ikke, at du ikke kender den følelse!
Men den dag, Kain oplever, at der ikke bare bliver set anderledes på ham, og at han føler sig, ikke bare ikke -set, men direkte overset af Gud selv, da sker der noget med Kains blik. Nu er der ikke længere nogen tilbage, der kan se Kain. Og følgen bliver, at Kain heller ikke længere kan se nogen i øjnene.
Kain ser heller ikke længere verden og alle de muligheder, der måske stadig kunne være en mulighed, i øjnene. Kains blik bliver nedadvendt. Formørket. Kain ser kun jorden. Den jord, han var kommet af. Den jord, han skal blive til.
Og den bror, som dog var Kains ligesindede – af samme kød og blod og DNA som Kain selv – ham ser Kain ikke længere som ligeværdig til at leve. Abel blev den, der stod i vejen for at Kain kunne folde sit liv ud. For at Kain kunne opleve sig set.
Øjne kan dræbe. Blikke kan slå ihjel.
Men Kain tog livet af sin bror.
Abels hjerte banker ikke mere.
Nu vil jeg gerne invitere jer til at se på billedet på salmearket. Det er et af motiverne fra ydersiden af porten her ind til kirken. Det er en illustration til fortællingen om Kain og Abel.
Jeg vil skynde mig at sige, hvad jeg altid siger, når jeg gennemgår noget af Bjørn Nørgaards udsmykning eller inventar til vores kirke: ”At det, du ser, det ser du”. Jeg har ikke en færdig manual fra kunstneren selv. Jeg ser, hvad jeg ser. Du ser muligvis noget andet.
Måske ser du en livmoder med to fostre. To væsener, der skal fødes. Et håbefuldt billede.
Jeg ser en grav.
I graven ligger der to. De to er Abel OG Kain.
Og det er ikke kun fordi også Kain dør på et senere tidspunkt.
For måske er Kain i virkeligheden død før Abel?
Og derfor kan man godt spekulere på, hvem der er hvem på billedet.
Men mon dog ikke det er Abel, der ligger nederst? Abel, der stadig har et tydeligt hjerte, selvom det ikke længere banker?
Og mon dog ikke det er Kain, der ligger øverst? Med blikket nedadvendt, og med hovedet i den modsatte retning, fordi Kain stadig – selv ikke i døden, er i stand til at se sin bror?
Der, der hvor hjertet skulle have været hos Kain, er der et hul. For da Kain holdt op med at se med hjertet, blev han hjerteløs.
Men det kunne også være, at vi med billedet ser en anden historie.
For de to personer på porten og på billedet er jo forbundne. Så måske er det her ikke kun en illustration af Kain og Abel. En illustration af, at en, der har et hjerte, der dog ikke slår, og en anden, der er blevet hjerteløs og hvor hjertet af samme grund ikke længere banker.
Måske er det her ikke kun en illustration af brodermord – og af alle de mord og drab, der hjerteløst stadig sker den dag i dag.
Måske er det her – også – en helt anderledes håbefuld illustration.
For når den ene ikke har et hjerte, så er det ikke fordi denne ene er hjerteløs. Så er det fordi den ene har givet sit hjerte til en anden.
Og så bliver det her pludselig illustration til en helt anden historie.
Så bliver det en faste-illustration til evangeliet: Evangeliet om det barn og den søn, der blev født som Guds hjerte i vores verden.
Den Jesus, der så en bror i os. Ikke i nogen af os – de kloge, de gode, de fromme. Men i hver og en af os: Selv de hjerteløse, og dem, der slog noget ihjel hos andre.
Den Jesus, der sagde, at hvad I har gjort mod en af mine mindste, det har I gjort mod mig.
Den Jesus, der ikke slog ihjel, men gjorde alt, hvad der stod i hans magt for at holde os i live.
Den Jesus, der igen og igen gav sit hjerte til mennesker og som langfredag gav sit hjerte, for at vi kunne leve.
Hvem er den mest betydningsfulde? Spørger Jesus i dag.
Den mest betydningsfulde er ikke den, der har magt eller tager magt. Den mest betydningsfulde er den, der tjener andre.
Og kan vi forestille os nogen mere ultimativ måde at tjene andre på end at vi giver dem vores hjerte? Ikke bare lidt, ikke bare engang imellem, når det lige passer os, ikke bare ved at servicere eller gøre andre en tjeneste, men helt og aldeles give vores hjerte til andre?
Og det gør han så, Jesus. Han giver os sit hjerte.
Altså bliver det her en illustration af den Jesus, der giver os sit hjerte. Der giver os sig selv.
Det gør Jesus skærtorsdag og hver gang vi siden deler hans legeme og blod, når vi knæler her ved alterbordet.
Det gør han langfredag, hvor det er andre, der tager livet fra ham, for at han siden kunne give liv til os.
Så bliver det her en illustration af en hjerte-transplantation.
Af Jesus, der giver os sit hjerte.
Første gang, vi tager imod det er i dåben.
”Så tag mit hjerte” – skriver Tove Ditlevsen i et digt, der nu står i Højskolesangbogen i afsnittet Kærlighed.
Og nu håber jeg Tove Ditlevsen har samme forhold til sine kunstværker som Bjørn Nørgaard, så vi hver især må læse, hvad vi ser. For mig blev digtet nemlig til et udtryk for hvordan Jesus rækker os sit hjerte, sin kærlighed.
Hans Esbjerg har lovet at spille over den smukke melodi til digtet til allersidst i gudstjenesten.
Så lige nu må I nøjes med ordene, når Tove Ditlevsen skriver:
”Så tag mit hjerte i dine hænder
men tag det varsomt og tag det blidt.
Det røde hjerte, nu er det dit”.
Dét er kristendom: At Gud – ved at lade Jesus føde - har sat sit hjerte ind i vores verden. At Gud har lagt sin kærlighed i vores hænder og i vores bryst, for at der dog skal banke en anden kærlighed i verden end menneskers.
For vores hjerte banker altid – først og fremmest for os selv – mens Guds hjerte banker for andre. Ved at lægge sin kærlighed og sit hjerte i vores verden, vil Gud lukke vores hjerte op for – at vi aldrig kun lever for os selv.
Og Gud vil lukke vores øjne op for den bror og det medmenneske, der altid er lige for øjnene af os.
”Nu er det dit, hjertet”. Siger Gud. For sådan er hjertetransplantationer altid ultimative og kan ikke rulles tilbage. Gud har givet os sin søns hjerte.
Transplantationsbilledet er ikke nyt.
Længe inden hjertetransplantationer var en mulighed skrev en af profeterne (Ezekiel):
”Jeg giver Jer et nyt hjerte og en ny ånd i jeres indre.
Jeg fjerner stenhjertet fra jeres krop og giver jer et hjerte af kød.
Jeg giver jer min ånd i jeres indre”
Jeg tænker, du har mærket hvornår dit hjerte forstenede. Det gjorde det de gange, du lukkede af for andre. De gange, du opførte dig egoistisk. De gange, du kastede med sten – i blikke eller tanker eller ord. De gange, du ikke så den blå himmel – eller den grå, fordi der var alt for meget, der fik dig til at gå med bøjet hoved”. Eller de gange, du følte dig som mere død end levende. Det var aldrig Guds mening. Så det var ikke kun for sin egen skyld, at Gud gav dig sit hjerte. Det var også for din skyld.
Jesus hjerte er langt i vore hjerter.
Jesus hjerte er i vores hænder. Det er vores ansvar at give det hjerte ben at gå på i en verden, der også lige nu har brug for kærlighedens hjerteslag.
Og nej – det er aldrig let. Det er aldrig let at give andre sit hjerte.
Det ved du.
Men også Guds hjerte har elsket og lidt.
Også Guds hjerte har været såret og det har været ved at segne.
Sådan som også vore hjerter kan segne og miste modet – og vi kan tænke – at hvilken forskel gør det.
Men alternativet er værre.
Kolde hjerter er værre.
Stenhjerter er værre.
Huller, der hvor hjertet skulle have været, er værre.
Det forunderlige er, at når vi får et nyt hjerte, får vi også nye øjne at se med.
Ingen ved det bedre end den, der elsker.
Eller den, der er forelsket.
Eller enhver, der oplever sig elsket.
Hjertet banker ikke bare hurtigere, når det banker for en anden.
Hjertet banker også anderledes.
For hjertet er ikke kun en muskel. At have hjertet med i det, du gør, er en livsindstilling.
Jeg tror, de fleste af dem, der i virkeligheden bliver hjertetransplanterede, gør sig tanker om de også bærer nogle af de egenskaber med sig fra den, der oprindeligt havde hjertet.
Måske er det ikke så meget anderledes, når vi i troen gør os overvejelser om at Gud har givet os sit hjerte. Er det så kun mit hjerte, der slår? Er det Gud, der banker mit hjerte?
Selvfølgelig tror jeg, at jeg af egen fri vilje og af eget hjerte vil kunne gøre noget, der var godt for andre. Jeg ved godt, hvem min bror er og mit medmenneske er. Jeg ved godt, at jeg skal passe på ham. Og når jeg gør det, så banker mit hjerte ikke kun for mig.
Men de gange, hvor jeg på trods af alt alligevel rækker ud mod ham, der ikke opførte sig som en bror, eller det medmenneske, der var blevet en fjende – eller der, hvor jeg viste tjenersind og ikke satte min magt igennem, der er det Gud, der banker mit hjerte. Og lukker mine øjne op.
Gud satte et tegn på Kain. For selvom han blev flygtning – skulle han ikke være fredløs. Da mine konfirmander i den forgangne uge skulle tegne det tegn, var det hos de allerfleste et kors.
I dåben satte Gud sit tegn på os – korsets tegn for pande og for bryst.
For øjnene, så vi altid kan se det
Og for hjertet, så vi altid kan leve det.
Og lige inden vi slutter gudstjenesten får vi det med os igen. Korsets tegn som Guds velsignelse. Så vi kan gå herfra, seende og med Guds hjerte, der banker i os.
For det siger vi: Ære være Faderen og Sønnen og Helligånden, som det var i begyndelsen, så nu og altid og i al evighed. Amen.
Søndagens tekster: https://www.bibelselskabet.dk/1-s-i-fasten-fra-anden-raekke
Ingen kommentarer:
Send en kommentar