Leder du efter ham på forsiden af Børsen eller søger du på Google, leder du forgæves, for han har ikke noget behov for at flashe sit talent. Han er normalt ikke en, du finder i overskrifterne.
Alligevel var det ham, jeg henvendte mig til, da jeg først på ugen blev klar over, at jeg i dagens prædiken ville tale om at investere. For det jo, hvad manden i dagens evangelium gør. Han investerer – han betror hele sin formue til tre tjenere. Og så rejser han ud – og lader det investerede arbejde.
Det gælder i prædikenarbejde som i alt andet: Hvis der er noget, du ikke ved nok om, må du spørge nogen til råds, der er klogere end dig. Så jeg skrev til min investor-ven: ”Send mig – hvis du har tid – et par overskrifter: Hvorfor er det, vi skal investere?”
Han havde tydeligvis tid. Eller tog sig tid. Sådan er han nemlig også. Hans svar tikkede hurtigt ind. Så hurtigt, at jeg ærgrede mig over, at jeg ikke havde bedt ham skrive hele prædikenen og være gæsteprædikant her i dag. For – som I om lidt vil kunne høre – afslører svarene, at investering altid handler om andet og meget mere end kroner og aktiekurser.
I får – helt gratis – et par af de overskrifter eller oneliners, han ellers sjældent udtaler sig i.
Først et par af de måske forventelige bud:
”Investering er at have tillid til, at der skabes udbytte”
Alligevel hører vi netop i dagens evangelium, at den tredje tjeners talent, den, der ikke blev investeret, den skulle gives til ham, der allerede havde tjent de ti. ”For enhver, som har, til ham, skal der gives, og han skal have overflod. Men den, der ikke fra, fra ham skal selv det tages, som han har”.
Det lugter da lidt af det med renters rente. Men det er forkert. I finansielle sammenhænge benævnes dette skriftsted ”Matthæus-effekten” eller ”Matthæus’ lov” som et udtryk for at de, der har, får mere, mens de fattige bliver fattigere.
Nå. Videre. Hvorfor skal du investere?
”Investering er at lade pengene arbejde for dig i stedet for at du arbejder for penge”.
”Renters rente er verdens ottende vidunder”.
Sætninger, som alle kan lugte af grådighed om at mer vil hav mere. Og nu rangerer grådighed jo ikke ligefrem på top 10 over kirkens dyder. Tværtimod.
Men Jesus tænker ikke på forholdene i den finansielle verden, men i troens verden: At det ligger i troens væsen, at den vokser, jo mere du beskæftiger dig med den.
Troen vokser ikke i gængse vækstkategorier. Det er derfor, det er nonsens at tale om, om du har stor tro eller lille tro. Ligesom det er nonsens at tale om, om du er meget eller lidt menneske. Tro er ikke noget, du har. Tro er noget, du er. Ligesom du er menneske.
”Det skal du, fordi det at investere er det modsatte af at opfylde øjeblikkelige behov.
Det skal du, fordi investering er som at så. Hvis du ikke sår, kan du ikke høste.
Det skal du, for du, ved at investere, gør dig fri af materielle goder.
Det skal du, fordi det at investere er at tro på fremtiden.
Det skal du, fordi renters rente-effekten virker lige godt for opbygning af viden, kapital, relationer, venskaber og kærlighed.
Det skal du, for når du har investeret succesfuldt, kan du give til andre”.
Dagens evangelium handler om nødvendigheden af og modet til at investere.
I dagens evangelium er det Gud, som investerer.
Gud gør alt det fornuftige: Han spreder sin portefølje ud på flere selskaber. Og det går som det kan gå, når man spiller på både gynger og karruseller: Noget går op – noget går virkeligt højt op. Og så er der den ene investering, som ikke giver afkast.
Men lignelsen her handler ikke om penge. Lignelsen handler ikke om en Gud, der er interesseret i højest muligt økonomisk afkast. Det gør investeringer nemlig ikke kun, sådan som svarene fra min investor viste os det.
Havde Gud alene været interesseret i afkast, skulle han næppe have satser på os mennesker. For Gud ved – af alle mulige erfaringer – ikke mindst de bitre - at det at investere i os mennesker ikke giver en særlig god forrentning. Vi har unægtelig både tabt og smidt det gods, vi fik betroet, på gulvet op til flere gange.
Næ, Gud er ikke til de langsikrede sikre investeringer. Gud har tværtimod en særdeles risikovillig profil. Det har man, når man betror hele sin formue bort. Det har man, når man sætter sin egen søn ind, der mister det dyrebareste af alt: Livet selv, for kærlighedens skyld.
Enhver, der investerer ved, at det er risikabelt.
Det er risikabelt at investere i aktier og værdipapirer.
Det er også risikabelt at investere i mennesker, i venskabelige relationer.
Og du skal virkelig være risikovillig for at investere i kærlighed, for du ved på forhånd, at al kærlighed ender ulykkelig. Fordi enhver kærlighed – før – men heldigvis oftest siden – ender med døden.
Vi kan – altid – tabe det hele på gulvet.
Og så kan vi sidde der på gulvet og spørge: Hvorfor var det lige, vi skulle investere?
Hvorfor skulle de tre tjenere i dagens evangelium være hverken værre eller bedre end alle de andre, Gud igennem tiderne har satset på og investeret i? Det er de såmænd heller ikke. Og det er vi andre såmænd heller ikke. Det, der kan undre os, er hvorfor Herren bliver så skuffet over ham, der ikke har bragt sit talent i spil? Havde han virkelig regnet med afkast på det hele?
Eller handler det mon i stedet om noget helt andet? Handler det om den del af investering, som drejer sig om tillid?
Herren, der skal rejse udenlands, betror sin formue til dem, han har tillid til. Da han rejser, vender han sig ikke om. Han ser sig ikke over skulderen. Han ser ikke dem over skulderen. Hans tillid er uden grænser. To af de tre lever op til tilliden. De passer på det betroede. Det betroede går altså ikke på talenterne. Det betroede går på menneskene.
Men den tredje tjener er utro. Ikke at han gør noget uordentligt med pengene. Men han gør ikke noget overhovedet. Han lever ikke op til tilliden om at være en betroet medarbejder. For han har ikke tillid til sin herre.
Hans herre forventer, at han tør satse. At han tør bringe sig selv i spil. For investering er altid også at tage en chance. Den risikovillighed, Gud viser, ved at investere i mennesker – selv om Gud alt for godt ved, at vi ikke altid forstår at forvalte, de talenter vi nu hver især er blevet betroet, ja, den risikovillighed ønsker og forventer Gud også af os.
Som vi sang det før: ”Dag er optakt, muligheder”. En optakt, der hænger i luften skal efterfølges af endnu en stump musik.
En mulighed kan heller ikke blive hængende uendeligt i luften.
”Og når du har brugt din dag
til dit sidste åndedrag”,
ja, så tager Gud hver af de misbrugte dage tilbage – og gemmer dem i sin evighed.
De misbrugte dage. Ja. For de skal bruges, dagene. De betroede dage. Det betroede liv. Hellere bruges og misbruges – end slet ikke bruges.
”Vi skylder Gud en død”, sagde en ældre kvinde til mig for år tilbage.
”Vi skylder Gud en død”. Det er det eneste sikre, der kommer ud af, at Gud har investeret et helt liv i os.
Det er ikke meningen, vi skal levere et ubrugt, uplettet liv uden skævere tilbage. Vi skylder at bruge det. Investere os selv, engagere os. Gynge højt. Falde dybt. Miste alt. Måske ind i mellem miste os selv. Komme i bundløs gæld.
Men det kræver mod at investere et liv. Og indimellem ligner vi den 3. tjener. Den frygtsomme. Frygten for hvad der kunne ske, holdt ham tilbage for at sætte livet i spil.
En gang imellem får frygten ret. Det har også denne uge på allermest nådesløse måde også vist os.
Og det er at give den tredje tjener baghjul af rang – og det er et gribende udtryk for risikovillighed af øverste skuffe at læse, hvordan den far, der mistede sin 22-årige datter i denne uge, i al offentlighed kan skrive: "At dø i forsøget på at leve, er bedre end ikke at lev af frygt for at dø"
Jeg burde bare sige amen nu!
"At dø i forsøget på at lev,
er bedre end ikke at leve af frygt for at dø"
Vi er ikke alle lige risikovillige. Hvis du har mistet eller tabt for mange gange: venskaber, relationer, der blev brudt, muligheder, der blev tabt eller aldrig samlet op, kærlighed, der ikke var bæredygtig, så kan du miste dit mod. Men du skal investere.
For vi kender jo godt afkastet, når det er bedst. Vi ved, hvad renters rente er.
Det er lange lyse sommeraftner med hvidvin, der bliver ved med at være kølig.
Det er børn eller børnebørns hånd, der tillidsfuldt griber din.
Det er det gengældte kys. Det er det uventede møde, der førte mere med sig, end du i din vildeste fantasi ville kunne have forestillet dig. Det er det ældre menneske, der stilfærdigt men gavmildt øser af sin livsvisdom. Det er at rejse sig fra et sygeleje og le dagen i møde. Det er, når der selv i den sorg, der er så tung og dyb og mørk og uforståelig, viser sig glimt af lys og livsvilje.
Det er alt det du håber, måtte vare ved for altid.
Men som du godt ved, du aldrig kan fastholde og må gribe i øjeblikket.
Dét er livets afkast. Det er det, der gør livet værd. På trods af tvivl og stort besvær. Og derfor skal du investere. For hvis ikke har vi selv sat os udenfor døren, dér i mørket sammen med den tredje tjener.
I stor tillid har jeg betroet hele min formue til min investorven. Og lad mig sige jer det lige ud: For en som mig, der ikke er vokset op med at have mange penge fra barnsben, for en, som altid har været lidt jysk i forhold til det med penge, som altid kigger efter tilbudsskilte var det overraskende let at betro ham det hele. For penge. Det er, når alt kommer til alt, bare penge.
For jeg kender også en anden investor.
Det er ham, der investerer i mig.
Et helt liv har han betroet mig.
Tænk at jeg – og du – har fået en formue af sekunder. Myriader af muligheder, som vi ikke nær kan nå at gribe alle sammen.
Tænk, at vi hver især har fået nogle talenter i livet, som vi kan vælge at bruge og sætte i spil.
Tænk, at der er nogen at holde af og nogle, jeg skal vove at binde mig til og investere i. Fordi alternativerne er ensomme.
Tænk, at Gud har tillid til, at vi er de tjenere, som kan forvalte det og investere det.
Tænk, at Gud selv gjorde det. Tænk at Han stadig gør det: Investerer sig i dig.
Tænk og tak for, at vi må vide, at taber vi det hele på gulvet, fordi vi ikke alle sammen er talentfulde livsinvestorer, så har Gud alligevel vores ryg.
Og den dag, alle dage er faldet ud af mine hænder, så er min tro en tillid til, at Gud griber mig. Sådan som Gud griber og har grebet hver og en af vore kære.
Vi falder ikke i mørket, hvor der er gråd og tænderskæren. For Gud gav os sin søn. Han sendte ham ind på alle markeder. Han sendte ham til alle, der tabte og alle fortabte. Og Jesus var i dødsriget og hentede dem, der var der – og henter os hver gang, vi dømmer os selv ude, fordi vi ikke tør risikere livet. Og tænk, jeg tror, Gud er risikovillig nok til at række hånden ud efter den 3. tjener også.
Og en dag – har vi fået lov til at tro - vågner vi til den store påskemorgen, hvor alt, hvad vi håbede og har investeret tro i åbenbarer sig som det afkast, vi aldrig har kunnet forudse. Det, Gud hele tiden havde ønsket for os, fordi Han altid er generøs nok til at ønske os det bedste.
For det siger vi: Ære være Faderen og Sønnen og Helligånden, som det var i begyndelsen, så nu og altid og i al evighed. Amen.
Velsignelse:
Lad os med apostlen ønske for hinanden: At vor Herre Jesu Kristi nåde, Guds kærlighed og Helligåndens fællesskab være med os alle. Amen
Kirkebøn:
Lad os alle bede: Du forunderlige Gud!
Din godhed strømmer imod os alle dage, uanset om vi har fortjent det eller ej. Verden har du betroet os, mægtige kræfter har vi fået råderet over, og mennesker har du givet i vor varetægt med alle muligheder for at gøre dem godt og ondt.
Lad din godhed sætte sit præg på os, så vi får lyst til at værne om det, du har betroet os, og mod til at gøre det, du vil have gjort.
Lad din kærlighed fylde os, så vi ikke blot under hinanden det godt, men også lever sådan som du venter af os: Som de velsignede, dem, der har fået meget betroet.
Vi beder for din kirke og for os, som her og nu er din kirke.
Vi beder for ham, som i dag er blevet døbt. Giv hans familie en dejlig dåbsdag.
Vi beder for de talentfulde. For dem, der evner det hele. Som glad og gerne investerer. For dem, som andre glad og gerne investerer i. Lad dem beholde deres glæde. Og giv dem ydmygt at forvalte de talenter, der er deres.
Gud. Vi beder for de talentløse. Dem, ingen regner med. Dem, der er holdt op med at regne sig selv for noget. Giv du dem, Herre, nogle af de talenter, der er i overskud.
Giv os nyt mod, når vi ikke har flere talenter at investere. Når vi ikke kan se udvej, vis os da nye veje.
Vi beder dig for vort land og alle lande. Vi beder dig for vor regering for alle, der har magt og indflydelse i verden. Giv dem og os alle at arbejde for fred og retfærdighed. Vær hos enhver, der lige nu holder vejret for, om der bliver krig i deres nærområde. Og vær hos dem, der er med til at skabe selv den skrøbeligste våbenhvile.
Så beder vi for Dronning Margrethe og hendes familie og for alle familier og alle enlige. Så beder vi for os selv og vore kære, hvem vi hver især tænker på lige nu, de levende som de døde.
Vi beder dig, Herre Giv os alle livsmod, dristighed og glæde. Og lad os aldrig miste troen på, at du, vor Gud, er og bliver hos os. Amen.
Søndagens tekster:
Septuagesima fra anden række | Bibelselskabet
Ingen kommentarer:
Send en kommentar