3. søndag efter Hellig tre konger. Om barnløshed og tro - eller mangel på samme

I Faderens og Sønnens og Helligåndens navn. Amen

Hver eneste aften, når mørket faldt på, løftede Abram blikket og kiggede op. ”Se på himlen, og tæl stjernerne, hvis du kan. Så mange skal dine efterkommere blive”.

Og hver eneste aften kiggede Abram så til højre, hvor Saraj, som han elskede så højt, lå. Hendes mave var stadig lige så flad, som dengang han forelskede sig i hende.
”Der er så mange stjerner – men selv hvis der kun havde været én, ville det have været en stjerne for mange”. For der lå ikke noget barn i vuggen ved siden af dobbeltsengen.

Abram havde for længst lært at parere, når gutterne, især efter andet glas vin, jovialt skubbede ham med albuen. ”Hva’ så, Abram. Skal I aldrig ha no’en børn?” ”Du bliver jo ikke yngre”. Eller: ”I skal bare få en hund. Det fik min lillebror – og nu har de 4 børn”.

Men når de spurgte: ”Du ved måske ikke, hvordan man gør?” – så skænkede Abram mere i deres glas eller talte om får og beder. Eller om aktiekurser. Eller om hjemmeholdets sidste scoring.

 

For der er savn, der ikke kan deles. Og der er sår så åbne, at der ikke kan siges eller gøres noget, uden at det vil føles som at hælde sand i det.

Guds løfte om hvor talrig han skulle blive, blev Abram mindet om hver eneste gang han fik sand imellem tæerne i sandalerne. Og hver eneste gang stjernerne brød igennem det natsorte himmelhvælv og lyste op.

 

Hver måned, når Saraj endnu en gang fik det på kvinderne vis, græd hun stille for sig selv. For hvad skal man med en livmoder, når den ikke skal bære noget liv?

Og Saraj skammede sig:
For det er skamfuldt ikke at kunne opfylde et ønske og et løfte.

Saraj var – som alle kvinder, der har længtes efter at få et barn - holdt op med at følge, hvordan hendes jævnaldrende gav hende elevatorblikket – og stadig kunne konstatere, at Sarajs mave ikke fik fuldmåneform og hofterne forblev smalle.

 

Saraj havde – som alle kvinder, der har længtes efter at få et barn – lært sig at dikke de andres førstefødte og andenfødte babyer og sige ”næh og ih og åh” på passende steder. Hun købte barselsgaver og deltog i babyshowers. Hun sagde til lykke. Og mente det. Og hun fandt en grimasse, der kunne passe de andre, når de underholdt med, at ”ja, vi syntes jo det ville passe så godt, at vores tredje barn kom lige til sommerferien” og ”ja, min mand behøver bare at kigge på mig, så er jeg gravid”.

”Og Saraj, du skal se, der er jo nok en mening med, at der er nogen, der ikke skal have børn”. Og det var sjovt nok altid dem, der havde reden fuld af unger, der syntes, de var berettigede til at sige det.

”Vis mig den mening”, tænkte Saraj for sig selv. ”Og vis mig den mening med, at nogen får børn uden at kunne passe ordentligt på dem”.

 

”Ja, i det mindste har du ikke strækmærker”, sagde en af de kvinder, der var blevet mødre. ”Ja, gid jeg havde din figur”, sagde en anden. Saraj sagde ikke noget. Hun havde med glæde taget alverdens strækmærker og byttede gerne til en kvindekrop, der er mærket, som kun graviditeter og børnefødsler mærker en krop.

 

”Bliv frugtbare og talrige”. Det er den allerførste gave og opgave, Gud giver mennesket på Bibelens allerførste side.
Abram og Saraj er de første, der fortælles om, hvor der ikke er nogen frugter i deres Moseskurv.

De er første, der skrives om, som bar netop dén særlige længsel efter at slægt skal følge slægters gang.

De første, der bar skamfølelsen og spørgsmålet om mening med, hvorfor Gud nævner det så udtrykkeligt i skabelsesberetningen og så ikke havde givet dem den gave at kunne få børn?

Der er graviditeter, der er 9 måneder lange – og det kan være længe nok at vente på et barn. Men der er dem, der venter i årevis. Og der er dem, der venter forgæves.
Også i vore dage står Abram og Saraj’er i kø med mange andre.
De står også i kø med dem, der aktivt fravælger at få et barn, og som på en anden måde skal stå til regnskab for det valg. For det er som om det ikke er en mulighed og et valg, vi har: at få børn, men en rettighed og en gudgivet pligt: At vi skal sætte børn i verden.

Og så står Abram og Saraj i kø med dem – der af alle mulige andre grunde – aldrig fik det barn eller antallet af de børn, de måske godt kunne have tænkt sig, hvis omstændighederne havde været nogle andre.

Talrig som havets sand og himlens stjerner.
Jo tak. Tænkte Abram.
Jo tak. Tænkte Saraj.
Jo tak, har mange tænkt efter dem.

For hvad gør det ved et parforhold og ægteskab, hvis vi ikke får en efterkommer?
Hvad gør det ved selvfølelsen for den, der aldrig fandt partner, men som stadig bar ønsket om et barn? Og som ikke kunne forestille sig at stå som aleneforælder?
Hvad gør det ved vores gudsforhold, hvis vi ikke får de efterkommere, vi synes, Gud selv har lovet os?

Kan en tro blive ved med at være fast tillid til det, der håbes på, når der ikke ses noget som helst, der kan støtte overbevisningen om, at det vil ske?

Jeg ved ikke, hvad du tænker om det.
Men vi ved noget om, hvad Abram tænkte.
Vi ved, at han troede Gud på ordet.

Vi ved også, at både Saraj og Abram var ved at miste tålmodigheden.
Vist er tro godt – det slår denne søndags tekster på igen og igen.
Abram troede og det blev regnet ham til retfærdighed. Alligevel spørger Abram bare et par linjer senere: ”Herre, hvordan kan jeg vide, at jeg skal få det i eje?”

Og troen får ind i mellem sære ideer, når den tager utålmodigheden i hånden, som da Abram og Sara troede, de var nødt til at give Gud en håndsrækning, så løfterne kunne gå i opfyldelse. Ideen om at sende Abram til trælkvinden Hagar, for i det mindste at få ét barn var ikke Guds ide.

Abram er ikke den entydige troshelt. For tro udelukker ikke tvivl.

 

Og tiden går. Og der er lige meget sand på havets bånd og i Abrams sandaler. Og lige mange stjerner på himlen.

Er der mon udløbsdato på Guds løfter?
Abram nærmede sig de 100 år og Saraj de 90, står der. Eller rettere: Formuleringen var, som jeg husker det fra min undervisning i hebraisk: Saraj var nu gammel som en overmoden blomme. Jeg elsker dén formulering.

Som vi ved – så gik det, som Gud ville det: Abram bliver til Abraham – for ”ham” betyder folk på hebraisk og Abraham blev stamfaderen til det israelske folk.

Dermed er fortællingen om Abraham ikke en enkeltpersons historie og gudsforhold. For det her handler om andet og langt mere end at få eller ikke få et barn.

Som stamfader bærer Abraham sit folks historie i sig. Det her er også en historie, der er fortalt til håb og til trøst for et folk, Guds folk, som adskillige gange stod i fare for at udslettes.

Mon ikke Gud Herren adskillige gange har overvejet, om ikke det hele ville have været lettere, hvis Gud selv var forblevet barnløs?
De her skabninger, som dog var blevet til i Guds eget billede på den sjette skabelsesdag, Guds eget folk - de – vi! – er ærligt talt noget bøvlede. Vi overtræder de ti bud, hurtigere end de kan skrives på stentavler.

Gud ventede og ventede på, at menneskene skulle blive hans børn. Dem, som Gud havde håbet på og ventet på.
Den guddommelige tålmodighed og langmodighed bliver igen og igen sat på prøve.

Derfor bliver vi mennesker også næsten udslettede et par gange undervejs: Syndfloden, svovl og ild og vand og meget andet, fordi vi ikke kunne - og ikke kan - finde ud af og finde os i, at vi er det ”ham”, det folk, der blev begyndte med Abraham – og at Herren vil være vores Gud.

Da vi man skulle mene, at al tålmodighed og alt håb og al tro var ude, lod Gud et barn komme til verden på en helt ny måde.

Han var født af Guds vilje.
Blevet til ved Helligåndens hjælp.
Båret af en kvinde, som indtil englens besøg var helt og aldeles frivilligt barnløs.

Ved sin søns fødsel tændte Gud endnu en stjerne på himlen. Bare én.

Når vi - som Abraham – står der under stjernerne på himlen og ser op, så er stjernerne, nu som dengang, et løfte om Guds trofasthed.
Gud havde lovede, han ville sende os en frelser.
En frelser, der skulle udgå fra Abrahams slægt.
Og Gud holdt sit løfte.

”Giv os en større tro!” beder disciplene i dag.
”Giv os en større tro” – eller bare: ”Giv mig tro”
Hvem har ikke bedt den bøn?

For vi kan ikke altid finde nåde i eller meningen med, at det går som Gud vil - og når Gud vil.
Utålmodigheden og tvivlens strækmærker kender vi alt for godt på vores egen krop.

Der er ærligt talt ikke megen trøst i at henvise til Abraham og Sarah – for de fik jo, hvad de drømte om. Og alle underne i evangelierne og i Hebræerbrevet i dag, hvor syge helbredes og døde står op og sørgende trøstes og alt, hvad der i øvrigt sker for mennesker, hvis tro blev regnet dem til retfærdighed -
det får blot min tro til at stå endnu mere udstillet tilbage som en mandagsmodel med præstationsangst.

Vi ved godt, at det at troen fødes i os, ikke er en garant for et lykkeligt liv, hvor vores drømme og længsler opfyldes.
Vi ville bare så gerne tro det.

For når vi nu er Guds længe ventede og elskede børn – og når Han virkelig vil os det så godt, hvorfor er det så, at det sand, jeg får i sandalerne ikke er forjættende, men kun giver vabler? Hvorfor er det, at de talrige stjerner på himlen ikke får mig til at føle mig som en af Guds udvalgte?

”Giv mig en større tro”. Beder du så igen.
Glem det. Siger Jesus.
Du har den tro, du har.
Eller: Du har den tro, der har dig.

Tænk ikke i, om din tro kan vokse.
Det er ikke al tro der vokser, ligesom det ikke er enhver livmoder, der kommer til at bære et barn.
Men ingen af delene skyldes Guds vilje – eller uvilje.

Men tænk i. Og hav fast tillid til og overbevisning om, at himlenes Herre dog steg herned på jorden, her, hvor sandet er talrigt som stjernerne, for at sige til dig, at du er hans udvalgte, hellige og elskede menneskebarn.

Du skal ikke martre dig selv med, om du er en troshelt eller en tvivlshelt.
For Gud favner din tro og rummer din tvivl.
Han har jo lovet at være med dig alle dage.

Det er ikke din tro, det handler om.
Det er Guds.

For det siger vi: Ære være Faderen og Sønnen og Helligånden, som det var i begyndelsen, så nu og altid og i al evighed. Amen.