Hyrdesøndagen

 

Som et lam fulgte hun i hælene på sin mor og far igennem en af Fredericias discountbutikker.

Hun var en pige på en vel små 10 år.

Det var påskedag i år. Jeg var i samme butik og fulgte samme vej igennem butikken som trekløveret.

Forbi køleafdelingen med kolde drikke.

Forbi afdelingen med isvafler.

Forbi afdelingen med chips.

Og til sidst lige før kassen forbi hylderne med slik.

”Nej”, sagde mor eller far. ”Du skal ikke have en kold cola”. Der var ingen tvivl om, at det lille lam hørte forældrenes stemme. Så hun satte colaen tilbage på køl.

”Nej, du skal ikke have is”. Pigen lagde vaffelisen tilbage i fryseren.

”Nej. Du skal heller ikke have chips”.

Pigen hørte stemmen og lagde chipsene tilbage på hylden.

Nu stod vi så der i køen til kassen. Og pigen havde allerede forsøgt med de første ting fra slikafdelingen. ”Du har fået påskeæg”, sagde far eller mor. Det lille lam listede en pakke lakrids op på kassebåndet. ”Læg det tilbage. Du skal ikke have lakrids”.

Pigen greb en slikkepind og ville liste den på båndet. Og mens slikkepinden svævede mellem barnehånden og kassebåndet lød det:

”Du ved godt, vi ikke har råd til det”.

”Du ved jo også godt, at du snart har fødselsdag”, sagde far eller mor.

”Men mor”, lød det så, ”vil du ikke godt lade være med at bruge alle pengene før min fødselsdag?”

Hvorfor er det, at det gør ondt at høre mig fortælle denne beretning gør ondt at høre? Ja, det gør såmænd også ondt at genfortælle den her i dag.

Det er fordi det her er en hverdagsfortælling om en hyrde og hans flok, hvor rollerne byttes om.

At være forælder er at være hyrde. Vi skal som forældre hyrde vores flok, om den så består af en, to, fire, 99 eller en hel himmelsk hærskare af børn. Vi skal sørge for, at flokken ikke lider nød. At vi leder vores børn ad de rette stier. At de ikke frygter noget ondt. De skal kende vores stemme. De skal kunne have tillid til os. Under alle forhold.

Jeg er helt sikker på, at forældreparret her hyrdede deres datter. Sådan som alle – eller i hvert fald de aller-allerfleste – forældre hyrder deres børn, gør deres bedste – eller så godt, som de nu formår det.

Barnet her fulgte forældrene i hælene. Hun løb ikke væk. Gik ikke sine egne veje. Hun kendte deres stemme. Jeg er også ret sikker på at dette barn – som de aller-allerfleste andre – børn godt ved, hvornår kvoten af cola, isvafler og slik er nået, allerede inden de går igennem dørene til et supermarked.

Vi kunne alle have været de forældre eller det barn.

Og os, der er forældre, har garanteret også forsøgt at drible eller hyrde os igennem et supermarked eller en legetøjsbutik som forældreparret her.

Det hjerteskærende er naturligvis den sidste sætning. ”Mor, vil du ikke godt lade være med at bruge alle pengene før min fødselsdag?” For det er her, byttes rollerne om. Her bliver fåret hyrde. Her bliver barnet den voksne. Og sådan skal det ikke være.

Et 10 årigt barn må ikke være i tvivl om, om der er penge nok til de sidste dage i måneden. Et 10 årigt barn må ikke være i tvivl om, om der er penge nok til en fødselsdagsgave.

Misforstå mig ikke. Jeg siger ikke, at forældre ikke kan involvere deres børn i økonomi. Heller ikke, når der ikke er så meget at gøre med.

Jeg siger heller ikke, at man ikke godt kan have en fødselsdag, der ikke har kostet alverden. Og at vi kan få masser af uforglemmelige gaver, som vi ikke huskede for, hvad de havde kostet eller ikke kostet.

Jeg siger, at får ikke skal være hyrder.

Jeg siger, at fåret skal kende hyrdens røst. Og at fåret – eller lammet – skal kunne være helt trygt og forvisset om, at hyrden nok skal sørge for det.

Og lad os så vende os mod evangeliet.

Hvorfor er det Jesus sammenligner os med får?

Det gør han, fordi fåret er hjælpeløst. Et får går vild, hvis ikke hyrden passer på det. For et får har ingen retningssans. Et får kan ikke klare sig på egen hånd.

Den største fare for os får, der kun har to ben, at vi meget tit tror, at vi kender retningen. Vi tror, vi ved, hvad der er bedst for os, og vi bilder os ind, vi kender retningen til det.

Måske ligner vi den 10-årige fra før mere end vi bryder os om at tænke på. At vi bare har lyst til – og synes vi har ret til at få fra alle livets hylder.

Men du kan jo spørge dig selv på vejen hjem, hvordan du så selv synes det går? Og hvor tit du blev væk? Væk fra meningen? Væk fra det, der egentlig betød noget? Væk for dig selv?

Hvorfor er det Jesus sammenligner os med får?

Fordi et får, modsat mange andre dyr, ikke kan forsvare sig selv.

Et får – og endnu mere et lam – er udsatte.

Man skulle mene, at det forholder sig modsat med os mennesker. Vi er i uhyggelig grad i stand til at forsvare os selv. Med ord, med hænder, med våben.

Men der er andre farer.

Og det er nogle af de farer, Jesus taler om i dag. Faren for at vi lægger ører til de forkerte stemmer. At vi følger det, vi tror, der er godt for os.

Det kunne være det med tomme kalorier: Vaffelis, cola og lakrids, for nu at gå tilbage i discountbutikken.

Men der findes tomme kalorier i livet, der er værre end dem. De nemme løsningers tomme kalorier, der mætter vores liv med mening, så vi lægger paraderne og tror, at vi er på sikker grund.

Og en anden fare er, at vi tror, vi ved, hvad Jesus siger. Når vi bliver vane-troende. Og så hører vi kun det, vi tror Jesus siger. Men i virkeligheden hører vi ikke efter.

Får kan ikke være deres egen hyrde.

Det er noget af det, Jesus siger til os i dag.

Og det på en måde, så det næsten lyder som voksenskældud.

Hvorfor er det, vi har så svært ved at forlige os med at være får? Hvorfor er det, vi kan have det så svært ved at have Jesus om hyrde?

Måske fordi vi har bildt os selv ind, at det er meget bedre at være uafhængig og autonom og at have vore egne meningers mod – end at være en del af en flok.

Måske fordi nogen kan bilde os ind, at det at være troende bare handler om at følge i hælene på, at adlyde og ikke skulle tænke selv. Og at tro derfor er et overgreb og en uselvstændigggørelse. Og hvem gider være dum som et får, ja, et nokkefår?

I så fald bliver det et nej tak til at være får herfra. Og lad mig så bare nøjes med at tælle får, når jeg har brug for det.

--

Hvis jeg havde spurgt nogle af hans venner, om de tænkte på ham som troende, ville de formentlig have sagt ”næ” – og så ville de måske med glimt i øjet have tilføjet: ”At i så fald ville det nok have været et af de sorte får. For han er sådan en, der er mest til at have styr på livet. Og det han, ikke har styr på, det får han styr på. Han ved, hvad han vil med sit liv. Og det meste af det, opnår han”. Hvad skulle han dog med en hyrde?

Nu stod jeg så der og talte med ham.

Det kunne lige så godt have været dig.

For du kender helt sikkert typen. Ja måske kender du det i dig selv.

Og nu sagde han: ”Eva, det er ikke, når jeg synes, jeg har mest styr på mit liv, at jeg har brug for Gud. Det er, når jeg synes det alligevel vakler – eller jeg er ude på dybt vand, at jeg sender en bøn til – du ved.. ”.

Ja, vi ved. For vi kender godt de situationer, hvor vi gerne vil hyrdes.

Hvor det ville være fantastisk, hvis der så kom en i hyrdeskikkelse, og tog vores hånden eller vores ånd – og sagde: ”Jeg ved, hvor der er godt at være. Jeg ved, hvor græsset aldrig bliver grønnere og vandet aldrig køligere. Et sted, hvor du ikke skal præstere. Et sted, hvor du bare må være og være til. Et sted, hvor du ikke skal bekymre dig om noget som helst. Følg med. Følg mig”.

Det gode ved den gode hyrde er, at han ikke sætter spørgsmålstegn ved os. Hyrden tjekker os ikke ud, om vi er præmiefår eller sorte får, om vi gør noget helt nyt i vores liv, for at udvikle os til at blive bedre versioner af os selv. Den gode hyrde forsøger ikke at rive os ud af det, der gør os trygge. Den gode hyrde flytter på os for at give os det bedst mulige muligheder.

Det bedste er, at den gode hyrde kalder og kalder igen, for at vi – hvis vi ikke i udgangspunktet kendte hans stemme – må lære den at kende og blive trygge ved den.

--

Kan I heller ikke ryste den lille familie af jer?

Heller ikke jeg.

Så mens glasdørene går i efter dem, så lad os håbe, at mor selvfølgelig ikke bruger alle pengene denne måned.

Og at det heller ikke er noget, barnet har oplevet før. Og lad os håbe, at barnet i mellemtiden har haft den dejligste fødselsdag med masser af latter og mennesker omkring hende, der omfavner hende med kærlighed og måske en enkelt fødselsdagsgave eller to.

At hun er blevet puttet i seng på sin fødselsdag, lidt for træt og lidt for glad. Og frem for alt ikke i tvivl om at hun er holdt af.

Påsken er forbi. Der er ikke flere påskeæg tilbage i discountbutikkerne at plage om.

Tilbage står evangeliet om den hyrde, der satte sit liv til for fårene.

Han brugte det hele – hvor en krone, alt hvad han havde at give af. Selv tornekronen.

Til sidst gav han sig selv. Hele sit liv. Indtil der ikke var mere at give af. For Guds kærlighed har ikke råd til andet – end at give det hele væk.

Med sin død har Jesus lagt ud for os. Han har betalt alle de gange, hvor vi har brugt den sidste krone. Og alle de gange, hvor vi gik i overtræk, fordi vi misbrugte os selv. Han har betalt for de gange, hvor vi godtroende troede, vi kunne hyrde os selv - og alle de gange, hvor vi tog andre med i faldet.

Han gik i forvejen for os. Gennem alle glasdøre, ja, dødens egen dør.

Og nu kommer han os i møde fra den anden side – der hvor græsset ikke kan blive grønnere.

Han kalder igen.

Han taler til alt det i os, livet kan give os ondt i maven over. Han taler til vores svigt, alle de vildveje, vi forvildede os ind på – og især taler Jesus til den frygt, der kan gribe os, når det er os, der for sidste gang går gennem livets glasdør – og vi for altid skal skilles fra alt det, vi holder af.

Hyrden kalder – og nu genkender vi stemmen – når han siger: ”Jeg gir jer evigt liv. I skal aldrig i evighed gå fortabt. Og ingen skal rive jer ud af min hånd”

https://www.bibelselskabet.dk/2-s-efter-paaske-fra-anden-raekke