JUBILÆUMSPRÆDIKEN. 4. søndag efter påske

 

I 1945, da meget af Europa lå i ruiner, blev der skrevet en sang. Ja, der blev skrevet mange, for menneskets fælles håb om fred og fremtid har altid banet sig vej på mange forskellige måder - og af dem hører sang og musik til nogle af de stærkeste.  
Hans Esbjerg spiller You’ll never walk alone, mens jeg taler

“You’ll never walk alone” hedder sangen, som Hans Esbjerg spiller i baggrunden. Du går aldrig alene.

For sammenhængen her er det ikke vigtigt, at sangen oprindeligt var en del af en musical. For mig er det ikke vigtigt, hvilke fodboldfans, der synger sangen den dag i dag. Og som – blev jeg klar over – vist sang sangen lidt ekstra højt i går aftes. For mig blev sangens tekst vigtig. Derfor fik teksten lov at komme med på salmearket. Og så lagde det kun til i betydning, at i musicalen bliver sangen sunget på et tidspunkt, hvor en af hovedpersonerne står ved en korsvej i sit liv.

”You’ll never walk alone”. Du går aldrig alene. Det er ikke bare sangens påståelige budskab. Det er også evangeliets. For der hører vi om Ham, der ikke bare sagde, at han vil gå med os på vejen. Nej, han sagde også, at Han er Vejen. Kan vi se det. Og kan vi se det på den måde, at vi indser det og tror det, så er det en sandhed, der gør os frie.

Hans slutter med at spille

Det begynder ved en korsvej. Det begynder altid på ny ved korsvejene.

Hvor den første korsvej i dit liv var – og hvornår det var - er ligegyldigt.
Men hvad der skete, er evigtgyldigt.
Ved den korsvej slog en præst korsets tegn for din pande og dit bryst.
Hvem den præst var, er ikke vigtigt.

For præsten var bare vikar, ”vicar”, for Gud selv. Sådan er det at være præst. Han ville gerne have været der selv, Vorherre, men I må nøjes med vikaren.

Sådan er det også i dag 😉

Det var præstens hånd, Gud lånte den dag ved din dåb. Men det var Guds løfte, du fik, den dag fik du håbet i hjertet. Du blev døbt til at tilhøre den korsfæstede og opstandne Herre. Fra og med den dag fik du givet en vej og en retning for dit liv.

At være menneske er at være undervejs.

Vi har to veje i livet. Der er den horisontale vej. Alle de veje, der leder dig fra menneske til menneske. Alle de livssituationer, der spænder dig ud mellem menneske og medmenneske. Alt det, der minder dig om, at det at være menneske er relationelt. At du lever aldrig kun for dig selv. Du går aldrig alene.

Og så er der den vertikale vej. Vejen fra himmel til jord. Det er den vej, evangelisten Johannes i dag omtaler som sandhed. Den vertikale vej minder dig om, at du har en anden betydning end den, du har for andre. En anden betydning og en anden værdi, end den, du tror, du kan skabe med dit liv, dine indsatser, dine fortjenester. Den vertikale vej minder dig om, at du aldrig kun har en her og nu betydning. Du har evig betydning. Fordi den væsentligste relation, du indgår i, er håbsrelationen med din Gud.

Den sandhed er den væsentligste sandhed, der er at sige om dit og mit liv. Det er den sandhed, vi aldrig kan sige os selv – eller andre kan sige os. Det er den sandhed, kun Gud kan sige til os.

Det meste af vores liv går vi ad de horisontale veje. Det gør vi på så mange måder. Vi kan gå frejdigt. Vi kan – som Saulus - stirre os blinde på det det, vi troede var vores livsvej. Vi kan - som ham - jage noget så indædt ihærdigt, indtil vi opdager, at det, vi jagtede, ikke var det, der var vores livs mål. Vi kan tage omveje og smutveje og søge alverdens udveje.

For livet er aldrig bare lige ud ad landevejen. Før eller senere kommer vi til kryds. Til korsveje. Nogle af dem valgte vi selv. Andre var vi ikke herrer over. Spørg bare Saulus.

Du mødte et menneske. Eller et menneske mødte dig. Du fik en mulighed. En uventet chance. Blev ramt af sygdom eller vilkår – eller et forklarelsens lys eller noget andet, du ikke selv er herre over.

Noget, der krydsede din vej og derfra forvandlede din horisontale vej sig - bogstaveligt og billedligt talt – til en korsvej. Og hvad end der skete, så bliver dit liv aldrig det, det var før korsvejen.

At komme til en korsvej. Og at gå den.
Måske blev det til livsomvæltende glæde.
Måske blev det, det sværeste du nogen sinde kom ud for.
Måske blev det allersværeste, at der, hvor der virkeligt var noget på spil, der oplevede du at gå vejen alene.

Fra Vor Herre selv ved vi, at korsveje kan være nok så lidelsesfulde at gå på. Fra Vor Herre selv ved vi, at der er veje, hvor vi i den grad synes, vi går alene.
Det var ham, der råbte det først: ”Min Gud, min Gud, hvorfor har du forladt mig?”
You’ll never walk alone? Årh jo.

Når du har gået et stykke ad din livsvej ved du, at det er sandt. Der er tidspunkter, hvor du går alene. For når alt kommer til alt, må ethvert menneske gå sin egen livsvej. Du kan følges med andre, javist. Men du kan ikke gå deres skridt. Og de kan ikke gå dine. Vi må alle gå vores egen livsvej.

You’ll never walk alone? Årh jo.
Masser af gange kommer du til at gå alene.

”Hvordan går det?” ”Det går”, lyder svaret ofte fra den, der har det svært-  og tilføjer et: ”Det skal jo gå”. Og det er jo sandt. Det skal gå. Men vejen frem kan være fyldt med tilbageskridt.
Spørg den, der har mistet.
Spørg den, der har været ved at miste sig selv.
Spørg den, der har fået en alvorlig diagnose.
Spørg den, der er holdt op med at tælle alenetimerne.
Spørg enhver, der har stået ved korsveje i livet – og tøvet.

”You’ll never walk alone”? - Jo, du kommer til at gå alene masser af gange i dit liv.

Jeg minder om, at sangen blev skrevet i 1945. Dengang var det ikke bare individer, men hele nationer, der forsøgte at komme på benene og gå videre.
Jeg minder om, at fodboldfans også synger sangen, når deres hold er bagud og når de taber. Jeg minder om, at i vores magtesløshed har Gud lovet, at hans kraft skal udfolde sig helt i os.

Det begynder ved en korsvej. Og for enden ad korsvejen begynder det hele på ny. Det er det, vi fejrer hver eneste påske – og hver eneste gang budskabet om opstandelse lyder. Det er nemlig ikke kun Jesus og Saulus’er, der rejser sig op og får nye liv.

Påske er, at der er lagt nye korsveje veje ind i vores liv.
Påske er, at der er lagt et nyt aldrig før kendt håb ind i vores liv. Påske er, at vi på ny kan istemme: You’ll never walk alone.
For Jesus gik i forvejen. Han gik korsets vej til ende.
Og der, hvor det endte, begynder det hele på ny.

Det var ikke en korsvej. Det var midt på den lige gade Avenue de Delleur, lige foran den danske præstebolig i Bruxelles i 1988. ”Hvad skal du så hjem til Danmark og læse?” spurgte Johannes Møllehave mig. ”Jeg skal læse litteraturhistorie”, svarede jeg. Og jeg forsatte med den sætning, som jeg den dag i dag stadig ikke ved kom fra. For jeg havde aldrig tænkt den før. Jeg fortsatte: ”Men hvis jeg havde turdet, ville jeg læse teologi”

Det var ikke en korsvej, men det blev det.
For et halvt år senere turde jeg.
Nu står jeg så her. Med 25 års præsteerfaring. Stadig på vej. Stadig på Vejen.
Men jeg havde aldrig turdet, hvis jeg havde skullet gå vejen alene.

Når jeg i dag ser tilbage, ser jeg på alle dem, der har været med hele vejen.

På de forældre og bedsteforældre, der bad for mig.
På den gudmor, der holdt mig over dåben.
På de lærere, der dannede mig.
På de medstuderende, der blev til gode kolleger, jeg stadig følges med.

I vejkanten står de menigheder, der har gjort mig til den præst, jeg er blevet. De står sammen med mine børn og min familie, som levede med det, at jeg blev præst.

Jeg ser de pårørende, der gav mig tillid. De unge, jeg konfirmerede. De mange timer i tjeneste med andre dygtige vejarbejdere. De endnu flere timer alene i studerekammeret.

Jeg ser de gange, jeg gjorde mit bedste, og der, hvor jeg svigtede. Og jeg tænker igen: Hvor må han være en dygtig håndværker, ham Gud, siden han har brug for så mange sære værktøjer i sin værktøjskasse.

Jeg tænker ikke, jeg er den eneste, der en gang imellem er standset op og har set tilbage på det, der blev korsvejene i ens liv. Jeg tænker, du sikkert har tænkt om nogle af dine: Hvad nu hvis jeg havde taget en anden vej?

Jeg ved, der er flere af jer, der på hver jeres måde, står midt på korsvejen lige nu og skal finde retning på ny. Måtte du, der har det sådan, blive styrket i, at der er nogen, der har din ryg.
Må du opleve dig ledsaget af Ham, der har din pande, dit bryst.
Så dine skridt bliver fastere, og du bliver ved med at gå med håbet i hjertet.
For så går du aldrig alene.

Og må vi som kirke aldrig være bange for at stille os på korsvejens sted. Må vi fortsat træde de skridt, Kristus trådte som den første. Heller ikke der går vi alene.

Så:
Gud være lovet for korsvejene.
For de veje, vi aldrig havde turdet vælge af os selv.
For de veje med fantastiske horisonter, vi ikke anede fandtes.
For de krogede veje, der blev til vore lige gader.
For de gange, hvor der faldt skæl fra vore øjne og vi så de sandheder, der gjorde os frie.

Må livets Gud vandre sammen med os
Må den opstandne Kristus være ved vores side
Og må Guds håb gøre vores hjerter rolige på alle vore veje.

For det siger vi: Ære være Faderen og Sønnen og Helligånden, som det var i begyndelsen, så nu og altid og i al evighed. Amen.

Hans spiller lidt mere af You’ll never walk alone