Glædelig jul

 

Kære læsere ... 
Hvis I da er nogen tilbage ;) 
Det er længe siden, jeg har lagt ud på siden her, ser jeg nu. 
De fleste prædikener - i hvert fald dem, jeg selv er tilfreds med, lægges i stedet på min Facebookside. 

Men i dag må være en god anledning. 
Her er min juleprædiken, der holdes kl. 16, når mørket er faldet på. 

Må julefreden sænke sig over dig. 
Kærlige julehilsner Eva Jerg

PRÆDIKEN TIL JULEAFTEN 2022

I et sogn i Danmark, som jeg i disse GDPR-tider skal undlade at nævne navnet på, har man en organist, hvis mand fulgte med hende i kirke hver søndag.
Det er der sådan set ikke noget dårligt at sige om.

Manden havde dog den vane, at han tog sig en god lur under prædikenen. Det syntes fruen – altså organisten – var mere end pinligt.

Så hun indgik en aftale med et af deres børnebørn. Barnebarnet skulle gå med i kirke og sidde ved siden af sin bedstefar. Når bedstefar så faldt i søvn under præstens prædiken, skulle barnet givet bedstefar et skub, så han vågnede. Efter gudstjenesten ville bedstemor så betale barnebarnet en femmer.

Det gik godt.
Hele to søndage.
Bedstefar blev holdt vågen. Han kunne endda over søndagsfrokosten fortælle, hvad prædikenen havde handlet om.

Men den tredje søndag kunne organisten registrere, at hendes mand ikke bare havde nikket lidt, men sovet tungt under hele prædikenen.
Bagefter var bedstemor både vred og skuffet, og hun sagde til barnebarnet: ”Hey – du fik en femmer for at holde bedstefar vågen – hvorfor skubbede du så ikke til ham i dag?”
Barnebarnet svarede: ”Fordi bedstefar har tilbudt mig en tier for at lade ham sove i fred”

Kære menighed – dem af jer, der endnu er vågne –
kan I finde en fejl i denne sandfærdige historie?

Jeg ved godt, hvad mine konfirmander ville sige:
De ville sige, at de i hvert fald ikke vil gå i kirke, hvis de kun fik en femmer for det.

Men det er ikke det, der er fejlen.
Fejlen er, at det ikke er barnebarnet, der burde have haft den femmer som belønning. Det er bedstefaren. For det er ham, der har fattet pointen.

Vi kan nemlig komme sovende til noget.
Det er julens evangelium. Det er det, denne juleprædiken handler om: Vi kommer sovende til det allervigtigste, Gud har gjort i denne verden.

Begyndelsen på juleevangeliet – den kan vi alle i søvne, ikke sandt?: ”Og det skete i de dage … ”
Men det er jo kun optakten.
Det væsentligste, det skete jo ikke ”i de dage”.
Det væsentligste, det skete om natten.

Har du nogen sinde tænkt over, hvorfor Jesus skulle fødes om natten?
Det havde jeg ikke.
Ikke før i år, da jeg skulle skrive juleprædiken.
Men jeg tror, der er en afgørende pointe i det.
En pointe, der både er håb og teologi i.

Mens hele verden hviler.
Mens mørke dækker jorden.
Mens vi foretagsomme mennesker sover,
bliver det jul for første gang.
Guds søn – verdens frelser - bliver født.

Så hver gang en eller flere kirkegængere nikker lidt eller sover tungt under en af mine prædikener, så tænker jeg: Man sover kun, hvor man er tryg. Så jo flere, der sover i kirken, des bedre.

Og jeg tænker på den første julenat: At der, hvor det meste af verden sov, der lod Gud det største ske. Præstens prædiken kan hverken gøre fra eller til.
Guds frelse kommer vi sovende til.
Tænk, hvis det samme kunne ske en helt almindelig søndag i Christianskirken. Det er da mere end én femmer værd.

Han kunne have valgt det anderledes, Gud.
Han kunne have valgt den bedste sendetid.
Han kunne have valgt tidspunkter, hvor mange mennesker var samlede.
Hvor Jesu fødsel ville være synlig og hørlig.
Ja, pakket ind i spektakulære rammer.
Jeg tænker hverken syndfloden eller stormen over Geneserat sø gik helt stille af sig.

Han kunne have valgt så meget, ham Gud.
Han valgte natten.

Gud vælger natten, så vi mennesker kan vide, at Gud ikke kun er i lyset.
Gud er i natten.
Hvornår er det, du har mest brug for at vide, at nogen er der for dig? Når du føler dig alene, ikke?
Og der er ikke noget tidspunkt, hvor vi kan føle os mere alene, end når vi ligger søvnløse i mørket.
I mørket er det let at tro, at du er helt alene i verden.
Julenat lærer os noget andet.
Gud er i mørket.
For i mørket har vi brug for kærlighed.

Når verden er af lave, den store verden eller vores egen lille, – som i år, også i år – og mørket i forskellige forklædninger lægger sig over jorden, er det let at tro, at selv Gud må være faldet i søvn dér i mørket.

Julenat lærer os noget andet:
Gud sover ikke.
Gud sover aldrig.
Selv i natten kan noget nyt blive til.
Selvom du ikke kan se det for mørket.

Gud vælger natten.
For der gør flertallet af mennesker ikke andet end at sove.
Og det er den teologiske pointe i: At i forhold til Gud, der kan vi ikke gøre fra – og da slet ikke til.

Vi skal ikke gøre noget for at komme til Gud
– for hvad skulle vi dog kunne gøre?
Dér, hvor vi ikke kan gøre noget, der gør Gud det hele.

Usynligt, ubemærket, skjult af natten lægger Gud verdens frelser i en krybbe og sin frelse i vores hjerter.
Og det er slet ikke sikkert du lægger mærke til, at det er sket.

Når englene bringer budskabet om glæde og om fred til verden, så er den fred ikke noget nyt i verdenshistorien.
Vi kender den godt, den fred.  
Vi kender den især fra natten eller fra søvnen.
I søvnen er vi lykkelige.
Vi er ubundne, frie.
Vi kunne også sige, vi er frelste.
Vi kender freden.

Men de fleste af os genkender måske især freden som fravær eller som noget, vi længes efter: Når der ikke er fred i vores liv. Hverken om natten eller om dagen.

Det er jul.
I denne nats mørke bliver lyset til.
Det samme sker i påsken.
Der, hvor alle sov, gik Jesus ud af gravens og nattens mørke og blev levende.
Vi ved ikke hvordan.
Men vi tror at.

Fordi Gud er gået ind i mørket og har gjort det til sit, er mørket aldrig mere det samme.
Natten er ikke længere Gudsforladt.

Selvom – kan jeg se – de fleste af jer ikke er kommet sovende til det, så tror jeg, I har det som mig: Vi forstår godt det med, at Gud er i mørket såvel som i lyset.

Om lidt skal vi synge så det igen, at ”os er en evig frelser født”. Men hvorfor er det, vi har så svært ved at tro det og leve på det?
Det er fordi vi fra vores liv og verden ved, at både altid og for evigt er kun på lånt tid.

Dem, der siger, ”jeg er der altid for dig” – eller ”jeg elsker dig for evigt”.
Vi ved, at det ”altid” og det ”for evigt” en dag får ende.

Mens jeg skriver disse linjer, opereres en af mine bedste veninder for kræft. Og det skal nok gå godt.
Håber jeg.
Ligesom der sikkert sidder flere af jer her med et håb, der er intakt.

Men der sidder også dem af jer, der skal holde jul for første gang – hvor en, der ”altid” har været der for jer – eller sagt ”for evigt” – ikke er mere.
Hvordan rimer det med frelse og juleglæde?

Det rimer sådan – at ind i vores verden og vores mørke har Gud lagt en anden evighed.
En evighed af lys, hvor der ellers kun var mørke.
En evighed af håb på trods af hvordan verden ser ud.

Det er det håb, vi må læne os ind i, når vi ikke selv kan håbe mere.
Det er den fred, vi må tro på, når verdensfreden synes som en by i … nå ja Rusland.

Det er det lys, vi tillidsfuldt må lægge vore døde ind i, fordi vi nægter at tro, at dette gudgivne liv slutter i mørke.

Det er jul.
Lige om lidt er det selveste juleaften.
Det er den aften af alle, hvor vi forsøger at trække freden ind i dagen.
Vi håber, julefreden må sænke sig over aftenen i aften. Over alle forventningerne, fællesskabet, samværet omkring bordet og træet.

Vi ved af erfaring, at julefred ikke er det samme som fred og ro.
Eller som fred i sindet.

For julens fred er i familie med frelse.
Den er ikke noget vi kan tage eller tage for givet.
Men vi kan få den givet: At Gud vil skænke os sin fred.
Det ønsker vi for hinanden.

Og så til allersidst.
Det var jo ikke alle, der sov den første julenat.
Der står, at hyrderne holdt nattevagt.
Gud er ikke den eneste, der er vågen i natten.
Der er heldigvis altid nogen, der er vågen.
Der er nogen, der våger.
Der er nogen, der sørger for at der er lys og varme og wifi, også om natten.
Der er nogen, der tager imod fødende kvinder på sygehusene, hvis fødsler ikke er lige så ukomplicerede som jomfru Marias.
Der er mødre eller fædre, der ligger vågne og venter på at deres unge mennesker skal komme hjem fra byen.
Der er politi og brandværn og journalister og soldater og mennesker i beskyttelsesrum og mange andre, der er vågne, også denne nat.

Der er altid nogen, der er vågne i natten.
Du er ikke alene i dit mørke.
Og fra og med Jesusbarnets fødsel er Gud også i din nat.

Det er juleevangeliets anden væsentlige pointe:
At Gud lod sig føde som et barn.

Et nyfødt barn har brug for hænder at være i.
Det har juleevangeliet også.
Vi er det hjerte og de hænder, Gud har lagt sit evangelium i.
Vi er dem, der kan sprede det glædelig budskab om fred og frelse for hinanden ved at være der for hinanden. Ikke altid eller for evigt, for det er ikke i vores magt.
For ethvert menneske har brug for nogen, der er der for ham eller hende. Nat som dag. I tanke eller i bønner.

Kære du.
Hvad enten du sover nu – eller er vågen.
Det er jul.
Lad julefreden sænke sig over dig.
Du skal ikke gøre mere.
Du kan ikke gøre mere.

I nat, mens du sover, lægger Gud frelseren i halmen i dit hjertes krybberum.

Det er jul.
På det vil vi ønske hinanden:
Sov godt – og glædelig jul!
Amen

Lad os bede:
Gud. Tak for julenat.
Tak for mørket, du gjorde lyst.
Tak fordi du blev menneske.
Nu ved vi, at du kender os og at du ved, hvordan det er at være os.

Vi takker dig for de mennesker, vi hver især glæder os over.
Vi takker dig for dem, vi hver især tænker på med taknemlighed - lige nu

Tak for dem, vi skal dele julens glæde med.
Tak for dem, vi ikke kan være sammen med, men som vi glæder os over at kende.

Tak for dem, der var en glæde i vores liv.
Men som vi nu husker på med glæde, med vemod
– og nogen af dem med stor smerte.
Tak, at du har sagt at engang skal alting falde sammen i din glæde.

Vi beder for alle dem, der glæder sig.
Dem, der glæder sig så meget, at de næsten ikke kan vente.

Vi beder for dem, der er holdt op med at vente.
Fordi de ikke tror, der er mere glæde på rente til dem.
Rut, Herre, i særlig grad med din glæde og dit nærvær hos dem.

Herre, vi beder for dem, der er vågne om natten.
For dem, der arbejder, så vi kan sove trygt.
For dem, der våger.
For dem, der holder nattevagt.

Vi beder for dem, der skal tage beslutninger, både nat og dag.
Vær med Dronning, Folketing og alle vor tids kejser Augustus’er, der skal tage beslutninger, der får betydning for mange menneskers liv.

Vi beder for freden.
For fred i verden.
Og for fred i hjertet.

Tak, fordi vi nu ved, at vi altid har mere godt i vente.
For Gud, den dag vi lukker vores øjne for sidste gang – da gør vi det med håbet om, at når vi åbner dem igen, efter dødens mørke, så ser vi lyset, dit lys.

Men i dag, Herre, gå Du med os – og tænd juleglæden i hjem og hjerter. Amen 

Dette fine Iben Krogsdal-digt indleder julegudstjenesten 

Decembernat. Engle slår vingerne ind
og lander forsigtigt i menneskesind
De hvisker om barnet, som netop blev til:
I nat kan I møde ham her, hvis I vil!

Måske er vi store, i nat er vi små
måske skal vi fejle, i nat skal vi få.
I nat kalder Gud sine mennesker frem:
Her har I mit barn. I skal være hans hjem!

Han spjætter af livskraft i hjertet på os,
som tænder stearinlys i mørket på trods.
Små lys, der skal strømme mod dem, vi er nær
og dem, som er fjerne, og dem, som vi er.

I stuer, i kirker, i tanker, i år
ved sygehussenge, hvor håbsengle går
skal Guds hånd i nat trække angststikket ud
og røre os stille, for julen er Gud.

I nat tør vi tro det, i nat tør vi tro
at selv helt alene er mennesket to.
At barnet fra himlen skal vokse sig stort
det sted i os selv, hvor vi kommer til kort.

I nat skal vi tænde decembernatslys
og gyse af glæde og dele det gys.
Kom, mærk det! Nu ryster den gamle planet
af julenatsfryd over det, der er sket!
                  Iben Krogsdal, 2009