LIVET KOMMER MED BRUDGARANTI

Stefanus stenes. 
Alfa og Omega-portalen v/ Christianskirken

Der følger brudgaranti med livet.
Ikke sådan at forstå, at vi - som med Kählervaser eller Royal Copenhagen porcelæn – kan levere livet tilbage, hvis det går i stykker.
Det er snarere sådan, at vi kan være helt sikre på, at livet før eller senere vil gå i stykker for os.
Og der er ingen garanti for, at det ikke kun vil ske én gang.
Der følger med garanti brudgaranti med livet.

Er det på samme måde med tro?
Er der brudgaranti på tro?
Kan vi være sikre på, at vores tro kan holde til al den modgang og medgang, som måtte blive vores?
Eller kan tro briste og gå i stykker for os?
Og hvad stiller vi op med en tro, der er smadret i stumper og stykker?

Jeg tror ikke, vi kan vide det på forhånd.
Jeg tror ikke vi ved det, før vi står i en vanskelig situation, hvad vi i livet og i vores tro kan holde til.

På denne anden juledag hører vi om Stefanus.
Han kaldes for kristenhedens første martyr.
For han mister livet, men han beholder sin tro.
Hans tro på Kristus koster ham livet.

Men der, hvor stenene én efter én smadrer Stefanus’ krop og liv i stumper og stykker – dér beder han, ikke for sig selv - men for sine modstandere. I de ord og i den måde at agere på, ser vi ikke bare et Kristusvidnesbyrd, vi ser, at Kristus lever gennem ham. Stefanus blev ét med ham, han troede på. Kristus blev ét med Stefanus, i livet som i døden. Og sådan er der evangelium, selv på en barsk anden juledag.

Det er jul.
Det er kun et par dage siden, vi hørte julens glade budskab om barnet i krybben.

Vi sang i kor med englene om fred på jord og om barnet, som blandt os bor.
Og vi har på hver vores måde fejret det: At Ham, som evangelisten Johannes kalder Ordet – er kommet til verden.

At vi har hørt det igen, er ingen selvfølge.
Der var så meget, der kunne have spændt ben for det Ord – nærmest inden Ordet fik ben at gå på.
2. juledag er unægtelig noget af et benspænd for julestemningen. Men lad os tænke på stalden på Betlehem mark som et epicenter. Så lad os begynde der – og se hvordan evangeliets virkningshistorie derfra går i mange retninger.

Ordet ”martyr” kan nemlig også betyde vidne. Så lad os tage afsæt i de første vidner til julens begivenheder og se på, hvordan julebuddet er blevet givet og levet videre.

Julebuddet kom fra himlen selv. Det blev første gang formidlet af engle, som efter deres korte gæstevisit tog tilbage til himmels.

Budskab og budbringere var ét i form og indhold. De himmelske englene forkyndte om ham, der selv kom fra himlen til jorden, og som siden skulle forlade jorden for at vende tilbage til himlen igen. Englene var de første, der tog turen, tur-retur.

De var mange, de første jule-budbringere. En hel himmelsk hærskare. Alligevel må det julenat have lydt, som om de kun havde én mund, da de i kor lovpriste og sang: Ære være Gud i det højeste og på jorden! Fred til mennesker med Guds velbehag!« Med de ord og toner forlod englene hyrderne.

Og det var nat og det var blevet julenat første gang.
Og nu havde de første mennesker hørt julebuddet om Guds frelse.

De første modtagere af juleevangeliet var hyrder.
Hyrde hedder på latin ”pastor”.
Hyrderne bliver de første pastorer, de første præster.

Englene var de første budbringere.
Hyrderne er de næste.
Nu er hyrderne både modtagere af og budbringere af julebudskabet.
Hvordan forkynder de så, de første præster?

Ja, godt nok havde de været bange.
Men de kigger hinanden i øjnene og siger, at de her ord, som englene har bibragt dem. Dem er de nødt til at have krop på. De vil finde det barn, der skulle være deres tegnet. Så englenes ord må have virket.

Så på trods af deres frygt, så går hyrderne samlet til stalden. De finder Maria og Josef og barnet. De ser med deres egne øjne, at det englene havde forkyndt dem, er sandt. Først da hyrderne har fået syn og sagn og set Jesusbarnet, fortæller de Maria og Josef, hvad der var blevet sagt til dem om dette barn.

Englene var de første budbringere.
Hyrderne er de næste.
Hvad så herfra?

Ja, da vi når til stalden i Betlehem, så begynder reaktionerne at blive forskellige.
Om Josef hører vi ikke et ord.
Om Maria hører vi, at hun gemmer alle ordene i sit hjerte.

Men hyrderne må have fortsat deres præstegerning, da de går fra stalden. For evangelisten Lukas skriver videre: ”At alle, der hørte det, undrede sig over, hvad hyrderne fortalte dem”.

Og ”alle de, der har hørt det”, de må have undret sig en tid.
Undret sig over, hvorfor Herodes vælger at lade alle drengebørn under 2 år slå ihjel.
Undret sig over, at der tilsyneladende ikke skete mere.
Og imens har de holdt fast i de ord og de profetier de kendte så godt: At det folk, der vandrer i mørket skal se et stort lys.

Så går der nogle år, mens Jesusbarnet vokser til.
De år ved vi ikke meget om.
Vi ved, hvordan Jesus gør sig bemærket blandt de skriftkloge.
Vi ved, han allerede i sine unge går, går sine egne veje.
Og så ved vi, at Jesus kalder disciple til at følge sig, og at de – som det allersidste får til opgave at få ud i alverden og gøre alle folk i hans disciple.

Og vi ved fra dagens evangelium, at Jesus giver disciplene en brudgaranti med i rygsækken. Jesus forsikrer dem om, at det at følge ham og forkynde ham ikke er nogen dans på roser. Han siger, at nogle af dem kan være helt sikre på, at de vil blive forfulgt, forslået og nogle af dem endda blive slået ihjel på den ene eller den anden måde. Og Jesus skulle få ret.

En af dem er Stefanus.
Men rækken af kristne, der siden har mistet livet for deres tros skyld er lang.
Og den dag i dag er der kristne, det kan koste livet, bare at have en Bibel indenfor hjemmets fire vægge.

Der har været virkeligt mange muligheder for at lukke munden eftertrykkeligt på Guds Ord – og virkeligt mange gange, hvor Guds historie kunne have været sluttet.

Men Ordet og evangeliet har igen og igen vist sig at være stærkere end vilkårene.
Og nu har du hørt det igen, Guds julebud.

Stefanus var den første kristne martyr.
Det første vidne, der døde på grund af sin tro.

Måske tænker du en gang imellem på, hvordan du er vidne om din tro?
Og om du måske selv med dit liv eller din tro bliver en inspiration eller et vidne for andre? Måske kan du genkende dig selv i en af dem, jeg har talt om til nu.

Måske er du som en engel for evangeliet?
En budbringer, der giver det budskab videre, du har hørt.
Måske gør du det med tak eller med musik eller med sang. Måske i flyvende form? Måske formidler du det kun i ganske korte – men umisforståelige – beskeder?

Måske er du som en af hyrderne? Frygtsom. Men alligevel drevet af lige dele tro, nysgerrighed og videbegær. Du er undersøgende i din tilgang. Men du ved, du ikke kan blive stående på samme sted i dit liv, efter at have hørt evangeliet. Du er nødt til at agere på det.

Måske er du en Josef-troende? Du har ikke de mange ord for din tro. Du er en handlingens mand eller kvinde. Du er praktisk gris. Stiller dig gerne til rådighed. Du er til at stole på. Trofast. Går de skridt, der skal gåes. Men holder dig ellers i baggrunden. Forvisset om, at der er en mening med det. Også selvom du ikke altid kan se den mening.

Måske er du som Maria? Din tro sidder i dit hjerte. Den er din. En privatsag. En trossag. En sag mellem Gud og dig. Noget, du tager imod og stiller dig åben for. Men ikke noget, du behøver at udbasunere.

Måske er du en Stefanus eller en af de profeter, Jesus i dag taler om? Du er debattør. Kriger. Stiller dig på troens barrikader. Tager enhver troskamp. Din teologiske pen er skarp. Din tro er som en klippe. Du er ikke bange for noget som helst. Din tale er ja ja og nej nej. Du ved, du møder modstand. Det gjorde Kristus også. Du ved, at krybben og korset er to sider af samme sag.

I kredsen af dem, der kastede med sten mod Stefanus stod en mand. Måske lagde du mærke til ham? Saulus. Vi kender ham. Det er ham, der siden bliver til Paulus. Måske er det ham, du genkender dig selv i?  

Som den, der oprindeligt var mere end skeptisk i forhold til evangeliet om Kristus. Hvad i himlens navn kommer det dog dig ved? Hvad har det budskab at sige moderne mennesker? Måske har du på din egen måde forfulgt det kristne budskab i ord eller tanker eller vantro.

Og måske er du en Paulus? En, der har lagt dit tidligere liv bag dig. Fordi du så, at Kristus var vejen og sandheden og livet.

Når vi læser i vores nye Testamente hører vi ikke om, at nogen af disse typer eller deres tro fremhæves på bekostning af andre.
Vi hører om, at Gud kan bruge dem alle.

Måske er der formidlinger af evangeliet, der taler mere til dig end andre?
Måske er det ordet, der taler til dig?
Eller det udlagte ord?
Måske er det tonerne fra himlen?
Måske er det en videnskabelig udlægning?
Måske noget helt 17.

Det vil ikke være mærkeligt, når Gud selv lige fra første begyndelse har benyttet sig af forskellige formidlere for at få os i tale og forskellige måder at tage imod troen på.

Vi har ikke alle en engels tålmodighed, en Josefs temperament eller en Stefanus’ tro, der er stærk som døden.

 

Når et Ord er givet frit, når et ord er sagt, har du mistet magten over det.
Du ved ikke, hvordan andre tager imod det.
Du ved ikke, hvilke af dine ord, de husker.
Hvilke af dem, de bærer med sig for altid.

Jeg er sikker på, du selv kan huske de særeste ord. Små ligegyldige sætninger. Ord sagt i en forbifart, der satte dig i dig og efterlod sig ar.
Mens ord, du gerne ville have husket fra afgørende begivenheder eller situationer i dit liv, er fordampet.

Da Gud satte sit Ord ind i vores verden, vidste Han, at det ville være at give magt fra sig.
Han vidste, vi mennesker vil tage imod Guds ord på vidt forskellig måde.

Gud vidste, at vi ville kunne misbruge hans Ord, bruge dem mod hinanden, misforstå dem, fordreje dem, ja at mennesker ville bekrige hinanden i Guds ords navn.
Alligevel gjorde Han det: Han gav os sit ord, sin søn. Sin frelse.
Fordi Gud vidste, at intet menneske kan frelse sig selv.

At tro på Jesus som verdens frelser er ikke en garanti for, at dit liv ikke kan bryde sammen.
Tro er aldrig en brudgaranti.
Men med barnet, der blev lagt i krybben julenat har Gud sendt en anden garanti på vandring i verden. En garanti på, at selv når alt andet brister, så kan ingen og intet lukke munden Guds levende Ord.

Og nu har du hørt det igen.

Og for det siger vi i kor med de første budbringere af evangeliet: Ære være Faderen og Sønnen og Helligånden, som det var i begyndelsen, så nu og altid og i al evighed. Amen.


Kirkebøn:,

Himmelske Far.

Vor Herre Jesus Kristus.
Englene sang om fred på jorden den første julenat, men du fik ikke fred.

Hvor du kom, blev menneskene delt, og hvor dit ord bliver forkyndt, vækker det modsigelse og strid. Herre, hold os fast, når modgangen skræmmer os.

Vi beder for denne verdens Stefanus’er, for alle, der betaler prisen for at bekende deres tro. Vi beder for kriges ofre, også når krigen foregår indenfor hjemmets fire vægge – eller når vi er i splid med os selv.

Lær os at elske - ikke bare dem, der elsker os, men også dem, der hader os. Lær os, at livet i afmagt er større end livet i magt. Og bær os, når afmagten bliver for stor.

Velsign og bevar vor Dronning og hele Dronningens hus. Vær med regering og folketing, med byråd og menighedsråd – og alle, der skal tage beslutninger, der får betydning for mange.

Vi beder for din kirke, her og ud over hele jorden.

Vi beder for dem, der kæmper for at holde fast i troen.  For os, når vi tror, at det er os, der skal holde fast – og glemmer, at det er dig, der holder os fast, Herre.

Vi takker dig for dåben og nadverbordet – og for prædikestole, hvor dit Ord kan formidles til forskellige sanser.

 

Lad os række hænderne ud mod den fremmede, den der er snublet, den, der trænger til en arm, og den, der trænger til tilgivelse og forståelse og langmodighed.

Vær os nær, når vi mangler arme, der holder rundt om os. Læg din arm om os, Herre, når vi sørger og savner, når vi mangler en hånd i vores, lad os da mærke din.

Vi beder for dem, vi aldrig kommer til at favne igen. Lad os finde fred i, at du favner dem i dit rige, Herre.

Så beder vi dig, Herre: Både når modgangen synes stor – og når livet gør det, at vi må se og mærke glimt af den glæde og det håb, der blev tændt en mørk nat i en stald lidt udenfor Betlehem. Glædelig jul.