"Du skal jo tilgive, for du er præst”.
Sådan sagde han, den måske mest irriterende konfirmand, jeg nogensinde har haft.
Det sagde jeg naturligvis aldrig til ham: ”At han var irriterende”. Det står faktisk ikke i Bibelen eller nogen andre steder, at vi behøver at fortælle vores brødre – som i sammenhængen her ikke er familiært, men som betyder ”et medmenneske” – vi behøver faktisk ikke fortælle hinanden, hvad vi mener om hinanden. Vi behøver ikke dømme hinanden. Vi har faktisk det valg: At vi kan lade være.
Medmindre det, vi har at sige, er godt. Det har vi - måske - ligefrem en kærlig forpligtelse til. For ingen af os bliver et dårligere menneske af at få at vide, at andre tænker godt om os. Godt, ikke pga. det du gør eller præsterer. Men godt for den, du er. Godt om, at du er til.
Tilbage til konfirmanden. Jeg tror nu ikke, jeg havde behøvet at fortælle ham, at han var irriterende. Det vidste han helt sikkert godt. Han var begavet nok.
Men når jeg underviste, kunne jeg ikke fuldende én eneste sætning, uden at blive afbrudt af ham. Jeg tror heller ikke, han mente, at stole var til at sidde på. Næ, dem skulle der vippes på, eller laves rytmeboks på, eller stås ovenpå. Han var usædvanligt krænkelsesparat, før det overhovedet var et begreb, han eller verden kendte til. Og han var en ualmindelig dygtig netværker: dvs. Han støbte kuglerne til ballade så effektivt, at selv de kammerater, som egentligt ikke havde tænkt, de skulle være en del af det, ikke kunne lade være. Virkeligt irriterende type. Men, som sagt, ikke uden evner.
Så var der så denne her onsdag, hvor jeg - på forhåbentlig pædagogisk måde – igen-igen-igen have forsøgt at få hans opmærksomhed. Så ser han mig fast ind i øjnene og siger: ”Jamen, du skal jo tilgive mig, for du er præst”
Bam! Der fik han mig.
For har han ikke ret?
Er det ikke fuldt berettiget at forvente, at netop en præst, som uge efter uge forkynder om syndernes forladelse og om vores dåbs nåde, at den præst også skulle kunne vise overbærenhed, ja tilgivelse overfor selv den mest irriterende konfirmand?
” Herre, hvor mange gange skal jeg tilgive min broder, når han forsynder sig imod mig? Op til syv gange?« Jesus svarede ham: »Jeg siger dig, ikke op til syv gange, men op til syvoghalvfjerds gange”.
Jeg blev stille.
Det kan faktisk godt lade sig gøre. Og så gik jeg hjem og tænkte en hel uge.
Det er længe.
I parentes bemærket kan du jo overveje, hvornår du sidst har overvejet en hel uge, inden du gav din respons.
Vi er faktisk ikke forpligtede på at give hinanden hurtige svar på store eller gode spørgsmål.
Ugen gik. Næste onsdag trak jeg ham ved et belejligt øjeblik til side. Jeg så ham i øjnene, han så tilbage, så sagde jeg:
”Jeg vil gerne sige noget til dig. Det er muligvis det vigtigste, du overhovedet kommer til at høre, mens du går til præst. Hvis du ikke husker andet, så er det i orden.
Du må aldrig være i tvivl om, at jeg respekterer dig som menneske. Men jeg skal ikke tilgive alle dine handlinger”.
Jeg kan ikke huske, hvad han svarede. Eller om jeg sagde mere. Jeg håber, jeg holdt mund.
Lige siden – også efter at han var blevet konfirmeret – for det blev han naturligvis – har vi hilst pænt på hinanden, når vi har set hinanden.
Nogle gange husker vi ikke vores brødre – vores medmennesker - for deres mest irriterende egenskaber, men heldigvis for noget helt andet og bedre. Det er der sin helt egen nåde i.
Men lad os tage konfirmanden på ordet. For har han ret:
Har præster en særlig forpligtelse til at tilgive? (pause)
Ja. Og nej.
Præster – og andre tjenestemænd – er underlagt decorum. Decorum betyder ”værdighed” og er en juridisk betegnelse for de moralske krav, der stilles til opførsel, både i tjenesten og i privatlivet. Og det krav er der med en vis ret.
Når jeg tænker efter, så er et af de mennesker, jeg i livet har været mest skuffet over, en præst. Ikke fordi han gjorde eller sagde noget, som var værre end så mange andre. Men netop fordi han var præst.
Ærligt, så er jeg ikke sikker på, at jeg nogensinde helt tilgav ham, hverken hans handlinger eller ham som menneske. Så nu har jeg lagt den tilgivelsens nødvendighed over til Gud.
”Du skal jo tilgive, for du er præst”
Nej.
Jeg skal tilgive, fordi jeg er menneske.
Et dyr – din hund f.eks. - den kan ikke bede om tilgivelse.
Det kan godt ske, at den står der foran dig med virkeligt våde og store hundeøjne, når den har bidt endnu en sko eller en sofa eller en dansk stil, der måske-måske ikke var skrevet, i stykker.
Men et dyr kan ikke tilgive. Eller have dårlig samvittighed. Eller god samvittighed for den sags skyld.
Det forventer jeg ikke, at I alle er enige i.
Nogle vil hævde, at en hund er det mest kærlige og tilgivende af alt.
De vil sige: Prøv at lukke din ægtefælle og hunden inde i garagen en hel dag. Se så, hvem der er mest glad, når du lukker dem ud igen.
Men du, som lytter lige nu – du har en samvittighed.
Du har en bevidsthed om, hvad der er godt og ondt.
Derfor kan du ikke nøjes med at stikke halen mellem benene eller gå hen i din kurv.
Du skal tilgive, fordi du er menneske.
Fordi du er skabt i Guds billede – er du også udstyret med tilgivelsens mulighed som en del af dit DNA.
Af samme grund har du også muligheden for at kunne tage imod tilgivelse.
Jeg siger ikke, at du altid kan. Jeg siger heller ikke, at du skal kunne tilgive alt. Jeg siger, at det er en mulighed, du har, fordi du er udstyret med et hjerte, der er så meget mere end en muskel.
Derfor skal du have hjertet med i div liv. Derfor skal du tilgive. Dine brødre, dine venner, dine fjender.
Du skal også kunne tilgive dig selv.
Og måske skal du ikke altid vente en uge, for det kan blive for sent.
I dag får vi bekræftet det, tror jeg, allermest udbredte billede, vi gør os af Gud. Gud som dommer. Måske er det også det mest misforståede billede. Fordi vi instinktivt tænker, at Guds dom er hård. Og at vi kun kan kalde igennem.
Lad os se på det.
Vi hører, at Gud er som en konge, der vil gøre regnskabet op.
Gud er som en dommer. Han sidder der på sin kongetrone.
En Gud, der har helt styr på, hvad du og jeg hver især skylder.
Hvem vi skylder noget.
Og på dommens dag – i regnskabets time får du og jeg gjort det op.
Indtil nu svarer det helt til vores fordomme.
I lignelsen her går det op i penge. Det er dejligt konkret.
Men jeg tror dog ikke, at du eller jeg behøver at tænke efter ret længe, før vi kan regne ud, hvem vi skylder noget og hvad vi skylder dem.
Nogle skylder vi lidt. Andre meget. Og overfor nogle er gælden ubetalelig, som værdien på en Storebæltsbro, som - omregnet - er værdien på lignelsens højeste beløb.
Vi hører, at tilgivelse har flere ansigter.
Du kan få tilgivet lidt. Du kan få tilgivet meget.
Det afhænger ikke af dig – men af den, der rækker dig den.
Og tilgivelsen kan gøre dig selv generøs, så du sender tilgivelse på vandring. Alt sammen fint og godt.
Men. Så er der lige slutningen på lignelsen. Her er det som om kæden hopper af. For hvis nu den evangeliske pointe er, at Gud er som den gavmilde konge, vi kan regne med. Den konge, der ikke altid tilregner os, hvad vi skylder. Men som giver os langt mere end vi kunne tilkomme.
Hvis Gud er tilgivende, indtil det tossegode eller indtil Jesu kors på Golgata, hvor Gud slår en streg over al vores uforsonlighed. Og hvis vi stadig ikke har regnet den ud, så slår påskemorgen to streger under det regnskab.
Hvis det er evangeliet - hvorfor slutter lignelsen så som den gør: Med at den sidste tjener bliver kastet i fængsel og først kommer ud, når han har betalt alt. Det vil sige aldrig?
Er pointen, at der er grænser for Guds tilgivelse?
Og hvis ja – hvor opbyggeligt er det så?
Hvor meget skal vi så stole på Gud.
Og hvad er tilgivelse så i virkeligheden værd, hvis der er grænser for den?
Eller er pointen, at heller ikke Gud kan billige alle vores handlinger?
Hvis Han kunne, så ville det være som at vi var udstyrede med et dankort med et helt usædvanligt højt indestående. Og så ville Gud bare sige: I bruger bare løs af det her liv. Synd tappert. Lås roligt konen og hunden og naboens med ind i garagen. For uanset hvor dumt et svin du end opfører dig som, så er Guds kassekredit nådefuldt ubegrænset. Du får dine synders nådige forladelse igen på søndag.
Eller er evangeliet: At Gud altid elsker mennesket. Og det befriende i det er, at så ER du ikke dine handlinger. Du er ikke det, du lykkedes med. Eller det, der igen og igen mislykkes for dig. De penge, du tabte, den bror, du lod i stikken.
Du er altid mere. Du er altid menneske. Først og sidst menneske.
Når vi læser efter, så står der jo heller ikke, at da Gud havde skabt hele verden, så tænkte han: Nøj, hvor har jeg brug for en gartner til Paradisets have og en biolog til at passe alle dyrene, en astronom til at holde øje med om himmellegemerne bliver på deres plads eller en elektriker til at skifte pærerne i solen, månen og stjernerne. Nej. Gud skabte mennesket i sit billede. Først og fremmest skabt til at ligne Gud, til at være, hvad vi er. Og så følger det at kunne være i relationer og det at fylde det alt sammen med meningsfulde opgaver.
”Sådan vil også min himmelske fader gøre med hver eneste af jer, der ikke af hjertet tilgiver sin broder”.
Du skal have hjertet med i det, du gør.
Når du tilgiver. Når du elsker.
Du skal åbne dit hjerte.
Du skal åbne dit hjerte for Gud. Dit sårbare, sårede, knuste, misforståede, hårde hjerte.
Og så vil Gud af hjerte tilgive dig.
Ikke 7 eller 77 gange. Men flere end du kan tælle til.
Og du skal åbne dit hjerte, dit talentfyldte, glade, taknemmelige, rummelige, tilgivende hjerte –
alt, hvad dit hjerte er fyldt af, når du gør regnskabet op,
og oven i det vil Gud lægge sin fred og sin velsignelse.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar