Den må du længere ud på landet med”. Sådan kan man godt have det med den fortælling fra Det nye Testamente, som vi lige har hørt. Det lyder næsten for utroligt til at være sandt. Den må Jesus længere ud på landet med.
Faktisk var det det, han var, Jesus. Ude på landet. Langt ude på landet. Der hvor undere sker, både dengang og i dag. Det vender vi tilbage til.
Et idiom kan være, når man f.eks. siger, at en eller anden har skudt papegøjen. Så hvis du nu f.eks. siger: ”hold da op, Kong Frederik har godt nok skudt papegøjen, dengang han giftede sig med Mary”, så handler det naturligvis ikke om, at Frederik først måtte skyde en farlig masse undulater, inden han kunne få Mary med hjem fra Australien”. Det betyder, at hende har han været heldig med.
Eller hvis du siger, at du har ”været ude med riven”, så er det ikke sikkert, det betyder, at du har været ude og gøre haven søndagsklar eller rive op efter orkanen Amy. Så er det fordi du er stridslysten.
Hvis nogen ”stikker en finger i jorden”, så er det ikke for at mærke om jordtemperaturen er god. Når du stikker en finger i jorden, så er det fordi du vil vurdere en stemning eller en holdning.
Og du bliver bedt om at klappe hesten, så er det ikke fordi du skal spæne rundt for at finde en islænder eller en gyngehest, så er det tværtimod en velment opfordring til at du sætter dig ned og tænke dig godt om eller at du slapper lidt af. Klap lige hesten!
Sætningen, jeg indledte denne prædiken med, er også et idiom. ”Den må du længere ud på landet med”. Hvad betyder den sætning egentlig? Betyder det, at det kan du roligt gøre, tage ud på landet med din historie, for derude på landet, der tror de på hvad som helst?
Jamen, så lad os da tage ordene bogstaveligt. Lad os tage derud på landet. For som enhver landmand eller bonde og enhver bybo, der har været på landet ved, så er det faktisk sandt. Det er de utroligste ting, der sker netop på landet.
Så utroligt som at komme et lille korn i jorden. Og se, kornet hverken rådner eller forsvinder eller dør. Næ, det slår rod og spirer på ny og bliver til nyt liv. Blir til nye korn. Mange nye korn. Mere liv. Det er da næsten for utroligt til at være sandt. Det er heldigvis ikke kun utroligt. Det er heldigvis også sandt.
Derfor var det helt almindeligt at synge bordvers tidligere.
Fordi man ikke tog maden for givet, men man tog det for et under, at der kom mad på bordet. Et Guds under, at korn kan spire og kan blive høstet og blive til nybagt brød, til havregryn og kager til eftermiddagskaffen.
Alt det, vi skal længere ud på landet og til udlandet for at se, det henter vi hver eneste uge i supermarkedet. Så selvfølgelig, at vi nok tit glemmer, at selvom vi er blevet meget, meget dygtige, så er det ikke os, der kan give liv.
I dag er vi i byen Nain. Og dér er vi helt bogstavelig langt ude på landet. Virkeligt langt ude på landet. Vi hører om en enke, der må bære sin eneste søn til graven.
Man kan ikke gradbøje sorg. Det er sorgfuldt, hver eneste gang vi her i Christianskirken lægger rum til en begravelse eller bisættelse, fordi et liv er slut. Men det er altid anderledes, når en forælder skal begrave et barn. Uanset barnets alder – eller forælderens alder, så føles forkert, når det er forældrene, der bliver ladt tilbage.
Den del har ikke været anderledes på Jesu tid.
Men på den tid mistede enken her ikke kun sin søn. Hun mistede også en del af sit eksistensgrundlag. For det var sønnen, der havde skullet forsøge hende. Og nu havde hun ingen.
Jeg tror ikke, at vi, ja måske kunne enken ikke engang selv, forestille sig, hvilken fremtid, hun kunne se ind i.
Hun var med al grund fortvivlet.
”Græd ikke”, siger Jesus så. Han rører ved sønnens båre.
Og så vækker Jesus den døde, som om han bare havde sovet.
Som om der kun er en vækning, en blid berøring, til forskel mellem død og liv.
Hvis nogen anden end evangeliet havde fortalt mig det her, ville jeg nemt have kunnet svaret: ”Den dér må du længere ud på landet med, Jesus”. For det er jo ikke vores erfaring:
Vores døde vågner ikke igen. De rejser sig ikke. Står da ikke op igen.
Spørg enhver forælder ved en hospitalsseng. Spørg enhver ægtefælle, der vågede indtil deres kære åndede ud. Spørg en læge. En bedemand. Spørg Gud.
Hvor meget vi end græder, er og bliver vores døde døde.
Det er ikke et tilfældigt tidspunkt, vi hører netop denne fortælling om Jesus, der opvækker enkens søn fra Nain på.
I dag er det den 5. oktober. Om præcist et halvt år skriver vi den 5. april. 5. april 2026 er det påskedag. Så det evangelium, vi hører i dag, er en lille fortælling – eller en forfest til den store fortælling vi skal høre, når vi mødes på den kristne kirkes største festdag:
I dag hører vi om en enkes søn, der vækkes til live.
Men en dag skal de begge dø: Både sønnen og sønnens mor.
Til påske hører vi om en far, hvis søn dør langfredag og som opvækkes fra døden påskemorgen.
Men ingen af dem skal dø. For de er ikke dødelige, men evige.
Sådan er evangeliet: En stadig krydsfortælling ind i vores liv.
Evangeliet er det på en gang nære og genkendelige – og samtidig sætter evangeliet igen og igen sit kryds henover det kendte, og proklamerer: Nej, det er ikke kun sådan her.
Der er mere at sige. Hver gang du vover at tro det, bliver krydsfortællingen til et kors og en opstandelsesfortælling, også om dit liv.
Vi genkender enken.
Vi kender til at noget kan dø.
Dø fra os eller dø i os. Vi kan miste mennesker, vi var knyttede til.
Vi kan miste selvtillid eller livsmod.
Vi kan gå nedenom og hjem.
Men at tro, det er når kornets og sønnens vækkelse sker i vores eget liv.
Vi er dem, der kan være som døde. OG vi er dem, liv kan blive til i på ny. For også i os kan livsmod slå rod og spire på ny og blive til en ny tilværelse.
Når du er der, hvor livet ser allersortest ud, lyder det som noget man må længere ud på landet med: at det kan blive godt igen.
At du kan blive glad og se lyst på tilværelsen, ja måske endda få nye muligheder. Det lyder næsten for utroligt til at være sandt. Men det er sandt. Det, der døde i os, kan blive levende igen.
Gud kan give os liv på ny.
Det er, hvad evangeliet om enkens søn, håbefuldt forkynder.
Og det er hvad vi også tror og håber på: At når vi har overgivet vore døde til jorden – overgivet dem i Guds varetægt, så tager Gud sig af dem – og på Guds utroligste måder kan han gøre de døde levende igen.
Vi kender til, hvordan vore døde pludselig kan være hos os. Næsten lyslevende i mindet. Vi kan høre deres stemme. Mærke deres nærvær. Genkende deres hånds blødhed. Fornemme en særlig duft. Et øjeblik var de levende hos os.
”Den må du længere ud på landet med”. Den sætning har mennesker lige siden den dag i Nain eller påskemorgenen i Jerusalem mødt de bibelske beretninger med.
Så lad os da gå ud i landet.
Lad os spørge den, der har mistet:
Lad os spørge dig, der en tid mistede fodfæstet eller helt mistede dit selv.
Dig, der har mistede en eller flere – eller alt for mange af dine kære.
Dig, der lige nu sidder i sorgens venteværelse, fordi du ved, at om lidt er du enken, der skal bære en af dine nære eller kære til graven.
Lad os, kærligt og ydmygt, men oprigtigt spørge:
Blev alting ved og ved med kun at være uforanderligt sort og sorg og død i dit liv?
Er alt kun tab og afsavn og udsigtsløst?
Eller.
Er det sorte ind i mellem gråtonet?
Er der også glimt af liv?
Korte som en kornspire.
Smuldrende, så det ikke er til at fastholde i længere tid.
Som et stjerneskud, hvor du bagefter var i tvivl.
Et glimt af lys i alt det sorte, bare et glimt.
Måske var der det?
Livets genopståen er ikke altid så håndgribelig som sønnens i dag eller Jesu påskemorgen.
Vi kan ikke skabe livet selv.
Men jeg tror, Gud har lagt livskraft i dig også.
Og livet gror også i mørket.
Den må du længere ud på landet med.
De ord kom i helt bogstavelig forstand til at gælde for det budskab, Gud sendte ind i verden. At det måtte længere ud på landet. Længere og længere. Fra et lille land langt mod syd – og helt op til et lille land så langt mod nord, at ingen af dem havde hørt om hinanden.
Fordi Gud ikke kunne holde sit liv for sig selv, sendte Han Jesus helt ind i vores verden, helt ud til verdens ender.
Og i dag sender Han os. For at vi skal gå ud for at så og høste, ikke kun korn og frø, men evangeliets ord til håb og til trøst for mennesker, som sidder i mørket og dødens skygge.
Og det skal vi gøre, hvor som helst mennesker er, i byerne og så langt ud på landet som vi overhovedet kan komme ud med budskabet. Sådan at mennesker må se og tro, at livet har sejret i Nain, at livet også i år har sejret på markerne – og at livet vil sejre, både for vore døde og for os, som stadig holder ved livet.
For det: Ære være Faderen og Sønnen og Helligånden, som det var i begyndelsen, så nu og altid og i al evighed. Amen
Kirkebøn:
Jesus Kristus.
Tak, fordi du med din opstandelse har lagt din tidsregning ind i vores liv. Du forlod en grav, som den første af alle.
Lige siden har vi vovet at tro, at der ikke er noget, der kan dø for altid. Selv håbet gav du liv.
Vores døde lever ikke kun hos os og i vores minder.
Men lever hos dit i det rige, hvor solen aldrig går ned.
Vær os nær, når vi savner vores døde, så det svider i os.
Ånd liv i os.
Lad os mærke livets ukuelighed spire i os,
når vi lader os bilde ind, at alt håb er ude.
Vi beder for vore kære.
Dem, der var i vores liv.
Dem, der er i vores liv.
Dem, der har gjort os til dem, vi er.
Vi takker dig for dem, der er vigtige for os i vores tilværelse.
Dem, der får os til at le.
Dem, der ikke går fra os, når vi græder.
Selv ikke når det er lydløst.
Vi beder for dem, der gik forud for os.
Vi beder for dem, der kommer efter os.
Vi beder for nye generationer:
Børn, der skal døbes.
Vi beder for konfirmanderne, der nu har gået til præst et par uger.
Vi beder for din kirke, Herre.
Og for det, der i kirken vækker os til live: Salmer, musik, samværet med andre.
Eller bare bevidstheden om, at jeg ikke er alene her.
Vi beder for alt det, der vækker livet i os
Smukke efterårsfarver.
En solnedgang.
Et barn, der ler.
En uventet latter, der trænger sig på.
En gave, du ikke havde fortjent, men alligevel fik.
Tak for dem, der træffer beslutninger, når vi ikke selv kan,
Tak for dem, vi har valgt til at træffe beslutninger.
Vi beder for Kongehuset, for Folketing, Regering, for byråd, og menighedsråd.
Ja, tak for gode råd, vi fik. Tak for ånd og inspiration, når vi kunne give råd til andre, der var liv i.
Vær nær hos dem, hvor døden banker på.
Vær nær hos den, der har fået alvorlig sygdom konstateret.
Enten hos sig selv.
Eller hos nærmeste.
Vær hos den, hvor det ikke er frygten for den fysiske død, der skræmmer, men snarere tanken om, at der ikke er noget i livet, der er livet værd.
Send lys ind i mørke sind.
Lån fra påskemorgen.
Tag dødsangst fra os og læg livsmod i stedet.
Og lad os gå i morgensolen og glæde os ved livet.
Amen.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar