Om frygt for rotter og .... - prædiken til 15. søndag efter trinitatis

 

Jeg er egentlig ikke et menneske, der bekymrer mig.

Jeg bor på kajkanten i Kanalbyen. Det er der sædvanligvis masser af herlighedsværdi i.
En dag kom jeg hjem fra en arbejdsdag her i kirken. Foran indgangsdøren stod der usædvanligt mange mennesker. ”Er her møde?”, spurgte jeg en i flokken, ”skal jeg mene noget på kommando?”, fortsatte jeg med glimt i øjet.
Det glimt slukkedes hurtigt. ”Det er rotterne”, sagde hun. ”Rotter?” ”Ja, dem på første sal har haft rotter på deres altan. De har været i grillen, der i bakken, der opsamler kødsaft”.

Jeg havde indtil da ikke spildt så meget som ét sekund på at bekymre mig om rotter. Men i dét sekund mistede jeg enhver lyst til nygrillet entrecote med hjemmelavet bearnaise. Og i næste sekund stregede jeg den bordgrill, jeg ellers havde overvejet at sætte på ønskesedlen.

Udadtil var jeg stadig kæk: ”Og jeg, som sover med åben terrassedør”. ”Det gjorde jeg også”, sagde min underbo. ”Det tør jeg ikke længere”.

Jeg er egentlig ikke et menneske, der bekymrer mig.
Men nu gør jeg.

Enhver, der bor på en havn ved, at der er rotter. Der er også rotter, hvor du bor. Og jeg har ikke haft noget behov for at slå op, hvor stor rottekoncentrationen er her i Fredericia.

Så længe rotterne er der i mørket og holder sig i kloakkerne, er det som det er.
Men når de pludselig er på altanen med øjne, der lyser som droner over en dansk lufthavn, så er det ikke bare som det er.
Så er det noget, man er nødt til at forholde sin bekymring til.

Jeg går ikke længere smutvejen igennem græsset, hvis jeg kommer hjem en aften sent. For nu er den puslen, der indtil for nylig kunne have været vinden eller en af de harer, jeg har set endda nogle stykker af tidligere, nok helt sikkert en rotte.

Jeg går ad asfaltvejen og siger til mig selv: ”At hvis der er en rotte, er den nok mere bange for dig, end du er for den”.
Det er sådan noget, man siger. Jeg ved ikke, om det passer.
Jeg tror egentlig ikke rotter er sådan nogen, der er bange.
Rotter er bare.

De første to nætter sov jeg med lukket dør.
Jeg var ved at gå til af varme. Ikke fordi jeg er kvinde i 50’erne, men fordi juli måned også havde sine tropenætter.

Jeg er egentlig ikke et menneske, der bekymrer mig.
Men nu gør jeg.
For selvom terrassedøren igen er åben om natten, i hvert fald på klem, så ved jeg godt, at en rotte kan kravle op ad nedløbsrør. Og selvom en rotte strengt taget ikke skulle have nogen glæde i at komme ind i min lejlighed, så løber jeg også lige så stille tør for rationelle forklaringer på, hvorfor den ikke skulle kunne finde på det.

Nu står der lavendel på terrassen, for den blomst kan rotter og mus angiveligt ikke lide. Jeg ved ikke lige, hvorfor musene nu også er en del af bekymringsligningen. Men jeg tænker, det er sådan det er med bekymringer. Bekymringer kommer sjældent i ental.

Vores ejendom er nu plastret til med rottefælder. Den oprustning gør faktisk ikke min bekymring mindre. Hver eneste gang, jeg ser en fælde, bliver jeg mindet om min rottebekymring. ”Har I fanget nogen?”, spurgte jeg viceværten en dag. ”Ikke en eneste”, lød svaret. Jeg kan ikke helt finde ud af, om det beroliger min bekymring. 

”I skulle hellere anskaffe en rottehund, sådan en som Kvik fra Matador”, sagde jeg. Men man må ikke have hund her i ejendommen. Jeg er faktisk heller ikke udpræget glad for hunde. Og så ville jeg også skulle kigge mig over skulderen efter både rotter og rottehund. Det føltes umiddelbart som at være slået dobbelt hjem i ludo.

Jeg tror ikke, du kan tage min rotte-bekymring fra mig.
Ligesom du heller ikke kan tale nogen andens bekymringer væk, om end med nok så rationelle argumenter.
For der er en del af det at bekymre sig, der er reelt nok.

Det gælder også for det du, der sidder her, nu end måtte bekymre dig om.
Det er reelt nok at bekymre dig, hvis du har en sygdom, som du er usikker på hvordan det vil udvikle sig.
Det er reelt nok, hvis du føler dig alene eller ligefrem ensom og ikke kan se, hvordan det vilkår nogen sinde skal kunne ændre sig.
Det er reelt nok, hvis du bekymrer dig om, du nu er dygtig nok eller begavet til at klare de krav, din hverdag eller dit job stiller til dig.
Det er reelt nok, hvis du bekymrer dig for dit barn og tænker: Hvad er det for en verden, Sigurd og Eigil – og de nye konfirmander - kommer til at vokse op i.
Det er reelt nok, hvis du bekymrer dig for livets gang eller dødens.
For droner, for klimaforandringer, for alle de trusler, der er i denne verden, godt gemt i nattemørke eller i spin.

Og det vil være en hån, hvis jeg bare citerer Jesus i dag og siger, at du ikke skal bekymre dig.
”Lad være med det. Det går jo nok. I vores samfund får alle tøj på kroppen og mad i maven”. Selvom vi i øjeblikket højst får smør på tilbud og chokolade i mindre rationer. I-lands-problemer, kan vi afslå det med.

Men bekymringen er reel for den familie, hvor fødevareprisernes himmelflugt slår bunden ud af husholdningsbudgettet.

Selvfølgelig har Jesus ret: Der er større bekymringer i verden end om vi får tøj på kroppen og om det tøj nu er sidste nye skrig eller ej. Og det er rigtigt, at der er større problemer end dem, der har med penge at gøre. Men hvis du mangler, er den bekymring ikke sådan at affærdige.

Det er ærligt talt også lidt lommefilosofisk at sætte bekymringerne på ration og sige: ”Lav en bekymringskasse”, aftal med dig selv, at du kun må åbne den kasse én gang i ugen – og se – vupti, så er nogle af bekymringerne svundet ind og er blevet små og ubetydelige. Eller sagt med Jesu ord: ”Hver dag har nok i sin plage”.

Det er sandt nok.
Men det er der ingen trøst eller opmuntring i.
Den, der siger til den bekymrede: ”Det der eller det der behøver du ikke bekymre dig om”, siger det som oftest af kærlighed. Men for den bekymrede føles det det ikke sådan. Det føles snarere som om du ikke er set i din bekymring. Det føles som om bekymringen er en fejl, en defekt. Hvor kærligt er det lige?

Det har været en vild uge at skulle skrive prædiken om ikke at bekymre sig i.
Enhver, der bare har skævet til nyhederne, har fået rigelig næring til sine bekymringerne.
Og det er i øvrigt også bekymrende: At der er flere og flere, der ikke længere ser eller læser nyheder, fordi de simpelthen synes det er for tungt, og at det kun lægger endnu flere byrder på bebyrdede skuldre.

De bekymringer, som fylder os som enkeltindivider og som land i øjeblikket, er reelle nok.
Og så er det svære at forholde sig til, fordi også disse bekymringer er skjult i mørket. Ligesom rotterne.

Engang var det, du bekæmpede, en du så ansigt til ansigt. Engang skulle du helt tæt på for at kunne såre med dit sværd, din bajonet.
Siden kom der geværer og kanoner og langtrækkende våben, og fjenden kunne komme på endnu længere afstand.
I dag har fjenden ikke engang et menneskeligt ansigt.
Det gør det ikke lettere at vide, hvor du skal rette din bekymring eller din frygt hen, når det, der er årsag til bekymring f.eks er cyperangreb eller angreb på kritisk infrastruktur eller andet, du hverken kan se eller forstå.

Jeg er egentlig ikke et menneske, der bekymrer mig.
Jeg har faktisk ikke preppet. Har hverken vand på flaske eller en solcelledrevet radio i depotet. Det er ikke fordi, jeg skal opfordre til civil ulydighed. Det er heller ikke, fordi jeg er naiv eller ikke tager det alvorligt. Jeg tror, jeg tænker, at forråd til tre dage, det er jo ingenting, hvis et samfund bliver lagt ned.
Jamen, hvad gør du så, Eva?
Hvis jeg skal svare fromt, så kunne jeg gøre det med ordene fra evangeliet: ”Søg først Guds rige og hans retfærdighed, så skal alt det andet gives jer i tilgift”

Jeg kan godt sige med ét ord, hvad jeg har preppet med – og hvad jeg tror, der er det vigtigste i den åndelige oprustning:
Det er håb.
Håb er bekymringens modsætning.
Hvor bekymringer næsten altid kommer i flertal, findes ordet håb kun i ental.
Måske fordi håb ikke tælles i antal, men i fylde.

Er det ikke naivt at håbe?
Jeg tror, det er mere naivt at lade være.
Det er naivt at fratage håbet sin mulighed og berettigelse. Hvis vi holder op med at håbe, så giver vi alle bekymringer og alt livsfornægtende ret. Håbet hepper på livet. Håbet hepper på muligheder, også hvor det ser umuligt ud.

Sidst vores land var kollektivt bekymret, var under corona.
Set i bakspejlet er det vildt at tænke på, hvad bekymringerne for en usynlig virus gjorde ved os som enkeltindivider og som samfund.
Tænk, vi lavede bobler. Vi valgte kun at omgås få mennesker.
Vi talte til ti. Det var ikke muntre tider at være single i.

Men vi var også kreative som aldrig før. Det var som om vi nægtede at lade os slå ud.
Vi spiste take away som aldrig før eller siden.
Vi lavede fællesskaber med vores nære og kære og fjernere over computeren.
Lavede online-spilleaftner. Og snød, uden at blive opdagede.
Vi sang fra altanerne og gik rundt i naturen og opdagede nye sidegader i vores nærområder.

Vi holdt håbet op og holdt det udstrakt foran os.
Som et protestskilt i en demonstration.

Og når du og jeg ikke selv kunne håbe, fordi bekymringerne var ved at tage kvælertag på os, så var der andre, der holdt håbet op og holdt det udstrakt foran os. Fordi de i en periode havde flere armkræfter eller mere ork – eller bare så meget håb, at andre kunne låne af det.

Bekymring kan gøre os passive.
Men når vi håber, handler vi.

Håb er ikke en kraftpræstation. Håbe kan vi ikke med vilje.
Håb er noget, der kommer til os. Oppefra. Udefra. Indefra.
Håb er altid en foræring, noget vi kan vente på og længes efter. Håb kommer fra Guds søn, der blev sendt ind i vores verden for at holde håbet op for os, når vi ikke kan.

Jeg tror ikke, at du aktivt kan sætte dig for, at nu – nu vil du have en mere håbefuld holdning til tilværelsen. Ligesom du heller ikke kan beslutte dig for, at nu vil du ikke være en, der bekymrer dig så meget mere.

Men du kan omvendt heller ikke beslutte, at nu vil du holde op med at håbe. For håb er en livskraft, der sætter sig igennem, også når du mindst ventede det. Det er derfor, Guds håb, vi fik i dåbsgave, hedder levende håb.

Måske er håb som sådan en justerbar hundesnor, der både kan være kort og lang. Måske kan håbet holde din bekymring i lidt kortere snor, når den truer med at løbe af med dig.
Og måske kan du til andre tider give bekymringen fuld snor, fordi du tror på og hviler i, at Guds håb holder dig fast.

Kære du.
Kære bekymrede du.
Du må gerne preppe. Du må også gerne bekymre dig.
Men Gud har lagt sig selv ind i vores verden som en stædig fastholdelse af, at der er et håb, hvor angst og bekymringer truer med at overvælde livsmodet. En insisteren på, at der findes fred, også i kaos, som vi skal synge det i denne søndags sidste salme.

”Vær ikke bekymrede”, siger Jesus til os i dag.
Det er ikke kun et forbud. Det er er også et løfte.
Det er et tilbud. Det er Guds omsorg for dig og for dine bekymringer.
For Gud er den, der vil tage dine bekymringer på sig og med sig. I dag, i morgen og indtil den morgen, hvor du aldrig nogen sinde mere skal bekymre dig for noget som helst, fordi du ikke længere skal søge efter Guds rige – men fordi Guds rige har søgt og fundet dig.

Jeg vil ikke være et menneske, der bekymrer mig.
Men jeg vil gerne være en, der er med til at holde håbet op.
Vil du være med?