SÅDAN SAGT denne søndag. Om timing.
”Timing er alting”
Du ved det fra dit hverdagsliv, hvor vigtig timing er. Fra det mindste – som i situationen kan virke ubetydeligt - til det største, hvor timingen blev altafgørende.
Timingen, når det lykkes at ramme, så sprødheden på flæskestegens svær aldrig var mere knasende end i det sekund, du sætter kniven i.
Timingen, så du fik vasket, hvor strømmen var billigst, eller du fik købt eller solgt, når det var mest gunstigt.
Eller når du lige netop ramte en god dag eller en dårlig dag at komme på uanmeldt besøg på - og det viste sig at være helt rigtigt, selvom alt andet er helt forkert og svært.
Timingen i at du mødte lige præcis det menneske på lige præcis det tidspunkt i dit liv, hvor det kom til at betyde alverden. For det blev manden eller kvinden i dit liv. Eller i hvert fald et menneske, du nødigt havde undværet i dit liv.
Timingen i, at du søgte og fik det job, den lejlighed, den information.
Havde du timet noget anderledes, var det måske ikke sket, og så ville dit liv have set helt anderledes ud.
Ja, tænk, at du selv er et produkt af timing: At små, små celler mødte andre små, små celler på lige præcis det tidspunkt, og den timing blev til lige præcis dig.
Der er noget helt utroligt tilfredsstillende ved at ramme den rigtige timing.
Der er noget helt utroligt ved at være ramt af den helt rigtige timing.
Timing er alting.
Sådan siger vi. Især, når vi bilder os ind, at vi har kontrol over timing.
”Timing er alting”
Du kender det også fra en anden stemme i dig: Drømmenes stemme, håbets stemme, stemmen fra den længsel, der måske aldrig blev opfyldt, men som stadig ulmer.
”Timing er alting”.
Men du greb den ikke, timingen.
Du greb ikke øjeblikket.
Du skiftede ikke spor.
Du så ikke det menneske i øjnene, som kunne have set andre muligheder frem i dig, for du slog blikket ned.
Du havde lygten med og kanden til ekstra olie. Og den var fyldt helt til randen.
Men du ramte ikke timingen – eller timingen ramte ikke dig.
Eller måske ramte den – men du så det ikke, for der er mørkt omkring dig eller i dig.
Og du trykkede ikke på lyskontakten, selvom du vidste, hvor den var.
Fordi en stemme i dig sagde – og måske siger den stadig - at det da ikke kan passe, at det er dig, det handler om.
Eller fordi du tænker: At du hverken er god nok eller at du ikke tør nok eller tusinde andre gode eller dårlige eller ingen undskyldninger eller forklaringer på, at timing er alting – eller ingenting, når du ikke lader timing være alting.
Hvis bare … siger den, der har erfaret, at timing ikke er alting.
Hvis bare vi havde mødt hinanden for 20 år siden.
Eller først om 2 år.
Hvis bare jeg var født et andet sted.
Hvis bare jeg ikke var blevet syg.
Hvis bare jeg ikke havde været bundet af dit eller dat.
Hvis bare – så …
Ja, så havde meget - måske - været anderledes.
Vide det kan du ikke.
Men dét handler ikke så meget om timing, som det handler om vilkår.
Der er noget helt anderledes sorgfuldt i at skulle leve med, at du har misset en timing helt bevidst.
”Timing er alting”.
Det lyder som en moderne sætning. Men rent faktisk tilskrives den digteren William Shakespeare i skuespillet Julius Cæsar fra 1599.
Mon ikke William Shakespeare har kendt mere end sit Fadervor? Måske har han endda kendt lignelsen om de ti brudepiger. For kunne sætningen ”timing er alting” ikke godt stå som en passende overskrift over dagens evangelium?
”Timing er alting”
Vi kender udfaldet af timingen allerede fra sætning to:
”Fem af brudepigerne var tåbelige, og fem var kloge”. Det vilkår ændrer sig ikke.
De kloge bliver ved med at være kloge:
De falder godt nok i søvn, men de vågner på det helt rigtige tidspunkt. Timing.
Så hælder de kloge den medbragte olie på olielampen. Timing.
Og så går de kloge der i mørket med lyset. Timing.
Brudepigerne følges med brudgommen – og SÅ bliver der bryllup!
Hans Esbjerg spiller takter af bryllupsmarch fra orgelet
”Og døren blev lukket”. SLAM!!
”Fem af brudepigerne var tåbelige”.
Tåbelige, fordi de i udgangspunktet ikke selv havde tænkt på at tage rigelig olie med. Og dobbelt-tåbelige, fordi de lyttede til de såkaldt kloge brudepiger og gik på olie-shopping og dermed missede timingen og brudgommen.
Men det er så også her, at sætningen: ”Timing er alting” bliver uevangelisk.
Jeg mener: Ja, ja, de tåbelige brudepiger var gået, da brudgommen kom. Men de fandt ham jo alligevel.
De er ikke så tåbelige, at de giver op og tænker, at det var lige meget.
De ved godt, at de kommer for sent.
De ved godt, at bryllupsmarchen har lydt. At brudgommen har givet sit ja. Men det er jo ikke brudepigerne, brudgommen skal giftes med. Det er jo trods alt bruden.
Men brudepigerne går til festen på trods af timingen.
De gør dog noget, handler, på trods af vilkårene.
Ligesom den utro godsforvalter, vi hører om i en anden af gudsrige-lignelserne. Burde det ikke udløse klapsalver eller en eller anden form for kredit?
Men nej, nej.
Til de tåbelige lyder det: ”Sandelig siger jeg jer, jeg kender jer ikke. Våg derfor, for I kender hverken dagen eller timen”.
Det er da en underlig brudgom, der ikke genkender de brudepiger, han selv har udvalgt.
Jeg synes, evangeliet ellers tit nok forkynder håb for os, der kommer for sent, men som alligevel kommer frem:
At brudgommen - Kristus - ikke er sendt til de frelste - men til de fortabte. Til alle os, der står udenfor i mørket og håber på, at netop han er det håb, der er holdt op for os.
Advent er at vente på, at han kommer. At brudgommen kommer. Det er ham, der er ”tilstedekomsten”, som vi skal synge om det om lidt. ”Tilstedekomst” – det betyder indtog eller ankomst eller entré. Det er en underlig omvendt håbsforkyndelse, at så kommer han – og det kun for at smække med døren.
Jeg er helt med på, at evangeliet også kan udlægges sådan, at vi som mennesker – og som troende - skal være opmærksomme på ikke at sove i timen. At vi ligner de tåbelige brudepiger, når vi tror, vi har al tid i hele verden, at vi ikke bare kan lukrere på andres lys. Og så videre og så videre.
Det kan blive for sent.
Det behøver vi bare ikke et evangelium til at fortælle os.
Det ved vi alt for godt.
Men nu sidder de så der foran porten ind til bryllupsfesten: de 5 tåbelige brudepiger.
Jeg tænker ikke, de sidder alene. For de er ikke de eneste i verdenshistorien og i verdenslitteraturen og i menneskeheden, der har prøvet at komme så meget for sent, at det ikke kan indhentes.
De sidder ikke alene. Kig dig omkring. Vi – ja os her – vi sidder der sammen med de fem tåbelige brudepiger.
Og der er noget uendeligt sorgfuldt og håbsforladt i at skulle leve med at have misset en timing helt bevidst.
”Timing er alting”
Der findes en timing, vi aldrig kommer overens med, fordi den ikke er i vores hænder, men i Guds.
Der er en timing, der er ude af vores kontrol.
Der er et håb, som vi bekender hver eneste gang, vi siger trosbekendelsen:
at vi tror på Jesus Kristus, Guds enbårne søn, vor Herre,
ham, som blev født, levede, blev pint og døde,
som opstod på tredjedagen, og steg til himmels,
hvorfra han skal komme.
Han kommer.
Han kommer igen.
Brudgommen – Guds søn.
Han kommer. Igen.
Det er kristenhedens langstrakte håb i tid og rum.
Han kommer igen på Guds timing.
Og måske Gud så vil time det sådan, at vi ikke også misser ham anden gang.
Men det er unægtelig et fjernt håb.
Jeg har et andet håb.
Et håb om en Gud, der ikke kender klokken, men timen.
Et håb om en Gud, der ved, at der er flere indgange, selv til en festsal.
Jeg har et håb om en Gud, der gerne vil have sin festsal fuld.
En Gud, som hellere vil feste end fordømme.
En Gud, som derfor sender os, sine tjenere, om til bagdøren for at sige til alle, der forpassede tiden eller timingen eller ikke synes, de var værdige til at tage den pæne indgang, at den dør, bagdøren, er åben. Og at også du er velkommen indenfor.
Se, der er plads ved bordet. Der er dækket op, også til dig.
Det er ikke det, der står, det ved jeg godt.
Men det er det håb, jeg får hver eneste gang, jeg går ind i Christianskirken og ser det gyldne alter her.
Der er dækket op, også til mig i Guds festsal.
Det er det håb, jeg tror Gud holder op for os, også i dag
Det er det håb, Han langfredag holder udstrakt for os på korset for alle os tåbelige til alle tider.
For det siger vi: Ære være Faderen og Sønnen og Helligånden, som det var i begyndelsen, så nu og altid og i al evighed. Amen.
Søndagens tekster: https://www.bibelselskabet.dk/2-s-i-advent-fra-anden-raekke
Ingen kommentarer:
Send en kommentar