Hendes mand døde for flere år siden.
Der skulle lidt tilløb til – eller rettere: Der skulle flere års tilløb til – og lysten til forandring skulle også først gro på hende.
Men nu har hun solgt huset. Nu skal hun videre.
Huset havde de boet i i mere end 50 år. De har fejret børnefødselsdage der. Og højtider. De har dyrket haven og blomsterne og bierne og hinanden. Det står fint og velholdt, huset – og der er helt sikkert en ny børnefamilie, der bliver meget glad for at have det som ramme om deres familieliv og fremtid.
”Eva. Jeg har aldrig været ret god til at smide ud”, har hun tit sagt.
Jeg tænker, I er nogle her, der kender til det. Du kan huske, præcist til hvilken fest, du havde den kjole på, selvom det ligger år – måske endda årtier tilbage og du ikke har haft den på tiden. Den fejler jo ikke noget, kjolen. Og dér ligger den første stil, du skrev i skolen – eller som dit barn skrev. Og potteplanten der – der er jo aflægger af en aflægger af en aflægger fra en plante, der stod i din bedstemors pæne stue. Og bogen dér, som aldrig blev sprættet op. Måske får du aldrig læst bogen – men derfra og til at smide den ud.
Og fotografier fra dine forældre og deres venners ungdom med ansigter, du ikke har – og nu aldrig vil få navn på. Og dér en gammel bibel med så krøllede bogstaver, at budskabet i hvert fald ikke bliver nemmere forståeligt.
Men hende, der aldrig har været ret god til at smide ud. Hun sorterer i disse dage.
Er du god til at smide ud?
Og nu taler jeg ikke længere om ekstra kaffestel, om smykker, du ikke får brugt, eller bukser, der var et nummer for små, allerede da du købte dem. Eller om det gode tilbud, du alligevel aldrig fik brugt, fordi prisen var bedre end behovet for tingen.
Jeg taler om, om du er god til at smide det ud, som ikke burde fylde i dit liv.
Ikke ting. Men det, som fylder meget mere op end ting.
Det, som fylder i dig, indeni dig.
Ikke erfaringerne, de gode af dem, dem, du bruger hver eneste dag.
Men det, der fylder for meget i dig. Det, der fylder på den negative måde i dine tanker og følelser, eller fylder i den måde, du tænker om dig selv på:
Din følelse af mindreværd, af ikke at være dygtig nok. Eller følelsen af ikke at ville være til besvær eller bede om hjælp. Eller din oplevelse af, at du er for dygtig, men at ingen har øje for det eller har brug for det. Ja, alt det, der kun fylder op, men som strengt taget ikke gør noget som helst godt.
Er du god til at smide ud af det?
Du behøver ikke svare – ikke højt i hvert fald. Men gå hjem og tænk over det. For jeg tror, det er det, evangeliet vil have os til at tænke over i dag. Om end det er noget knudret formuleret.
Vi hører om, at Jesus uddriver en dæmon fra et menneske. Vi hører om, hvad den forandring gør ved det menneske. Og lad os bare blive ved den del af evangeliet.
Dæmoner var på Jesu tid – og langt op i århundrederne derefter - en samlebetegnelse for meget forskelligt. Eksempelvis kunne det at være besat af en dæmon være en formulering for det at være syg på krop eller sjæl.
I dag er vi vant til, at mange sygdomme kan kureres eller lindres – og det er meget tæt på, at vi bliver personligt fornærmede, hvis lægerne ikke har nogen kur.
Så måske kan vi lettere forholde os til, hvad en dæmon også kan være, hvis vi oversætter det til at sige, at det er noget uvelkomment, der besætter os. Ligesom Danmark var besat under 2. Verdenskrig.
Der er ingen, der frivilligt inviterer en dæmon indenfor.
Men mange af os oplever, at noget besætter os. Ikke kun som en sygdom, fysisk eller psykisk, men som noget, vi ikke selv kan kontrollere, men som kommer til at kontrollere os i så høj en grad, at vi bliver ufrie af det.
Lad mig give et eksempel:
I sidste uge læste jeg tilfældigt et opslag af en Jakob Mark, en yngre erhvervsmand, der har siddet i Folketinget nogle år. Men det er for sammenhængen her lige meget, hvad han har bedrevet, men det, han skrev, tror jeg, mange vil kunne nikke genkendende til.
Han skrev om, at han hele sit voksenliv - og det vil helt sikkert også sige hele ungdomslivet - har han skullet læse og lytte til andres kommentarer om ham og om andre. Både dem, der er blevet sagt og skrevet på sociale medier og dem, der ingen afsender har på, men som florerer i det offentlige rum.
Han skriver om, hvordan de kommentarer har gjort ham vred. For han føler, at dem, der har sagt eller skrevet dem har taget noget godt fra ham.
Hvorfor?
Fordi han begyndte at tro på det, der stod. Han begyndte at tro på, at han var en idiot. At han var uduelig. At han ikke fortjente at få sin høje løn – og hvad der nu alt sammen blev skudt ham i skoene.
Han fik så mange kommentarer om hans standpunkter og om hans person, at han til sidst mistede evnen til at kunne tage kommentarerne ind.
Det skulle man jo umiddelbart synes, var godt.
”Tag dig ikke af det”, siger vi vil hinanden. ”Lad det ikke gå dig på”. Hvem af os har ikke hørt det selv eller sagt det til andre?
Men så fortsætter han: Men ”evnen til ikke at tage kommentarerne ind” kom med en pris. Lige pludselig var det også meget sværere for mig at tage de søde kommentarer ind". Fordi de andre kommentarer havde gjort det hele gråt.
Han er klar over, at det er en del af prisen ved at være en offentlig eller halvoffentlig person, at der bliver talt om dig. Du kan ikke styre det. For det er blevet meget nemt og meget gratis at smide en skod-kommentar oven en anden. Det er blevet ufarligt at beskylde nogen for noget. Eller at sende en besked videre.
Vi kan ikke boycotte os ud af, at det er blevet et vilkår i medierne – og at meget af det smitter i vores omgang med hinanden her i det virkelige liv.
Menneske har altid bedømt hinanden også uden forudgående domstol. Men det gør det ikke mindre dæmonisk.
Vi undervurderer den magt, ord har, hvis vi ikke tror, at de kan gøre noget ved modtageren. Og det, ord nu engang har gjort ved os, kan være lige så svært at smide ud, som jordisk gods, du ikke kan slippe.
Jacob Mark skriver ikke sit opslag, fordi han naivt håber, at det med et snuptag vil ændre sig. Det håb har han opgivet.
Han skriver, at han stadig prøver at leve med en tilgivende holdning overfor dem, der åbenbart har så stor vrede i sig selv, at de må lade den gå ud over andre på mange måder.
Men han skriver, fordi han føler sig endnu mere alene i det, fordi der er så mange, der ikke gør noget.
Så mange, der ikke siger noget.
Så mange, der ikke taler det onde – eller det dæmoniske imod.
Som ikke står op for andre og siger: ”Det dér, det er simpelthen ikke i orden at sige eller skrive om et andet menneske”.
Det handler ikke om at få støtte eller om at blive liket. Det handler om følelsen af at være alene mod det grove. At det og de grove får lov at blive et flertal. Fordi vi ikke siger fra.
I dag driver Jesus en dæmon ud.
En mand fik sin egen stemme igen.
Jesus havde modet. ”Far ud, djævel”, kom ikke igen.
Jesus var aldrig medløber. Jesus løb imod strømmen. Og med ham så vi en anden bevægelse – end dæmoniens. Vi ser, at det at gå imod strømmen, sætter mennesker fri.
Vi skal ikke give det dæmoniske gode betingelser.
Vi skal ikke feje og pryde. Vi skal ikke gøre det let for det dæmoniske at flytte ind og gøre livet surt for andre, ved affærdigende at sige: ”du skal bare have lidt hård hud på hænderne, på hjertet”. ”De mener det ikke så slemt”. ”De er bare sølvpapirshatte eller dumme i hovedet” – eller hvad vi nu end kan komme i tanke om.
Vi skal tage det onde – det dæmoniske – alvorligt. Vi skal have mod til at tale det imod og smide det ud. Og vi skal leve sådan, at vi ikke giver det betingelser for at flytte ind igen, for at besætte vores måder at tænke og tale og agere på i verden.
Jeg tror ikke, der er nogen af os, der frivilligt inviterer det dæmoniske indenfor i os selv. Alligevel tror jeg vi genkender det, for det kommer i mange skikkelser. Jeg tænker nogle af de dæmoniske stemmer også taler i dig.
Det er det dæmoniske, der fylder i dig, når du bliver besat af tanken om, at du er nødt til at præstere eller overpræstere for at være god nok i egne øjne – eller i andres.
Det er det dæmoniske, der fylder i dig, når du tror, du er nødt til at se ud på en bestemt måde, for at have lov til at være her. Hvem har bestemt nutidens kropsideal? Hvem har sagt, at læber eller bryster eller talje eller overarme i en størrelse et eller andet er det, der er værd at stræbe efter.
Hvem er det, der siger, at det er bedre at klare sig selv
– end at bede om hjælp?
Det er det dæmoniske, der gør, at du stadig kan huske det, du skammede dig over i dit liv, så det stadig sidder som en fysisk fornemmelse i din krop, du ikke kan ryste af dig.
Tænk, hvis alt det – og det, der nu måtte være dæmonisk i dig - forsvandt fra dit liv.
Tænk, hvis det også er en del af det at tro, det er at lade Jesus sige: ”Far ud” til dig.
Og at du, hver gang du siger et ”Vi forsager Djævelen og alle hans gerninger og alt hans væsen” bekræfter det, at du faktisk ønsker at blive fri for det. Som når du sorterer og smider ud eller gør forårsrent, ude og inde.
Tænk, hvis du ikke skulle bære på det mere.
Tænk, hvis det ikke skulle mærke dig.
Tænk, at blive sat fri.
Så du kan se væggene i dit indre hus.
Så du kan mærke dig selv.
Jeg er sikker på, at det bliver nyt. Det bliver anderledes. Og det bliver også godt.
Som illustration har jeg sat et foto fra porten ind til Christianskirken på. Det er et billede af Jesus, der helbreder eller uddriver.
Jeg kan godt lide, at det ikke er mejslet ud i bronze, hvem der er subjekt og hvem der er objekt: Hvem helbreder? Hvem bliver helbredt?
For sådan bliver billedet ikke bare en illustration, men en opfordring til dig og mig om at agere, om at uddrive det dæmoniske, hvor du møder det.
Så du hjælper et andet menneske til at smide det ud, som ikke gør noget godt.
En opfordring til ikke at være medløber, men modløber.
En opfordring til at sige stop og sige fra.
”Jeg er ikke god til at smide ud”, sagde hende, jeg indledte med at tale om.
Du kender hende sikkert godt. Måske kender du hende fra dig selv.
Nu er hendes hus ved at være tømt.
Den sidste flyttekasse er ved at være fyldt.
Hendes gamle hus skal fyldes med noget andet.
I hendes nye tilværelse er der ikke plads til så meget.
Og mon ikke, det er de gode ting, hun har taget med? Det er jeg ret sikker på.
”Jeg har aldrig været god til at smide ud”, sagde hun.
Det var et held for os andre.
For du blev aldrig smidt ud af hendes hus. Du blev altid kærligt inviteret indenfor og fik lov at være der, så længe du havde lyst. Du måtte være der, lige sådan som du havde det – og med det du var fyldt af. Om det var en god dag eller en dårlig dag, så var der kaffe på kanden der ved køkkenbordet. Og meget tit spiste vi også brød til.
Og selvom hun flytter, så vil hun helst sikkert komme til at sprede stemning og en duft af kaffe ud igennem det nye køkkenvindue. Nogle gange skal der ikke mere til.
Hendes hus er ikke enestående.
Faktisk befinder du dig i et af dem lige nu og lige her.
Her bliver du heller ikke smidt ud. Her må du komme med alle de brugsspor, livet har sat på dig. Du må komme med de dæmoner, der stadig regerer i dig. Vi kan måske ikke drive dem ud. Men vi forsager dem i fællesskab. Og måske kan vi holde dem stangen, bare for en times tid.
Du må komme overfyldt eller udtømt.
Du må komme som et tomt hus, der skal indrettes på ny med nye gode værdier. For her er du i gode hænder. Guds. De fås ikke bedre.
For det siger vi:
Ære være Faderen og Sønnen og Helligånden, som det var i begyndelsen, så nu og altid og i al evighed. Amen.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar