Sandhed, håb og trøst kan vi kun tåle i små bidder.
Derfor er der en stor ømhed og omsorg i især én sætning i dagens evangelium. Nemlig, når Jesus siger: ”Jeg har endnu meget at sige jer, men det kan I ikke bære nu”. Får I ikke andet med herfra i dag, så tag denne sætning med jer.
Dér sidder et forældrepar med deres nyfødte menneskebarn i armene for første gang. Der var meget, vi kunne sige dem.
Os, som husker, hvordan det var.
Hvordan det blev.
Der var meget, vi kunne sige dem.
Men det ville de ikke kunne bære lige der i situationen.
De kan ikke på én gang bære hele sandheden om, hvordan det bliver at være forældre. De kan ikke bære at få at vide, hvad søvnløse nætter kan gøre ved dem. De kan ikke bære sandheden om, at der med det at være blevet forælder er flyttet en frygt ind i deres liv på livstid. Nemlig frygten for, at der kan ske barnet noget:
Frygten for vuggedød, for små gulerods- eller brødstykker barnet kan blive kvalt i.
Den frygt er i lyden af en ambulance, der hyler, fem minutter efter, at du har sendt barnet i skole på cykel.
Frygten er i vinket og de tapre tårer, når du sender barnet afsted på sin første ferie. Eller den længe opsparede interrailtur ud i verden.
Frygten for dårligt selskab, for spritbilisten, for den taxachauffør, der ikke kører barnet hjem, for at fejlbedømme. Frygten for at dit barn bliver doped, drugged, dumpet.
Frygten for at, deres barn ikke bliver et lykkeligt barn.
De kan ikke bære at få sandheden at vide, at også de vil fejle som forældre. De vil komme til at sige eller gøre ting, som ikke var sagt eller gjort af ond vilje, men som vil komme til at præge deres barn.
De vil komme til at spørge sig selv: Legede jeg nok med mit barn, fik jeg tit nok sagt eller vist, at jeg elsker mit barn. Fik jeg gjort det bedste, jeg kunne?
Sandheden er, at enhver, der bliver mor eller far, kommer til at fejle og svigte – men den sandhed kan de ikke bære der, hvor de sidder med det nyfødte barn, der dufter som kun en nyfødt gør det.
Der er meget, vi kunne sige dem, de nybagte forældre.
Men det kan de ikke bære nu.
For sandhed, håb og trøst kan vi kun bære i små bidder.
Så lad os lade dem sidde der i deres lykkelige babyboble.
Lad dem beholde glæden.
Lad dem sidde – på alle de mærkedage i barnets liv, hvor vi fejrer.
Fortæl dem ikke, hvor træt man bliver efter endnu en børnefødselsdag.
Fortæl dem ikke, at der selv på de største dage – som konfirmationsdagene i øjeblikket – også kan være mere end ét stænk af vemod.
Fortæl det ikke.
For det kan de ikke bære nu. Og så er det kærligt at lade være.
”Jeg har endnu meget at sige dig”.
Dig, som skal finde dine ben i tilværelsen.
Dig, der skal finde dit selv.
Igen måske.
Dig, der skal finde ud af, hvad du brænder for, og hvad der ikke brænder dig ud.
Der er meget, der kunne siges.
Der er måske også meget, der skal siges.
Men det hele kan ikke bæres – rummes på én gang.
Og så er det kærligt at lade være.
”Jeg har endnu meget at sige dig, men det kan du ikke bære nu”
Der står de, brudeparret. Skjorten er strøget – kjolen har været omgærdet med al den mystik og glæde og hemmelighedskræmmeri, som den slags kan være.
Og jo, parret har kendt hinanden. Har prøvet at få havregryn til aftensmad. Har prøvet helt almindelige leverpostejsfarvede hverdage.
Vi kunne sige meget til dem. Vi kunne fortælle om, at ja, der er nogle, der aldrig nogen sinde kommer til at skændes i et ægteskab, men derfor er det ikke sikkert, at de har været specielt enige.
Vi kunne fortælle dem, at der vil komme ting, der vil presse dem, mere end de nogen sinde har kunnet forestille sig: Lange arbejdsdage – eller ingen arbejde. Kabalen med villa, vovhund, måske en vaks fritidsinteresse og et par nuttede børn – den kabale hvor man tit nok kan mangle jokere. Vi kunne fortælle om mental load – og om at balancere mellem ligeværdighed i et parforhold og om at hver af parterne også skal være tro mod sig selv.
Vi kunne fortælle så meget – men det ville ikke være kærligt.
For de kan ikke bære det.
Der er også mange situationer i livet, hvor vi ikke vil kunne bære at høre, at noget bliver forbi.
Eller at noget er blevet forbi.
Det kan ikke fikses. Det bliver ikke bedre.
Det bliver måske kun værre.
De allerfleste af os kommer til at opleve ting i livet, der er ubærligt.
Men hvor vi ikke slipper for at skulle bære byrden med os.
Det her gælder også for den, hvor livet vitterligt er svært.
Fordi dit barn eller et barn, du kender, ikke har det godt.
Eller hvor du står i svære, svære overvejelse i dit liv.
Eller hvor du har mistet den, du troede, du skulle blive gammel med.
Eller hvor du har mistet den, du blev gammel med.
Også i alle de situationer er der endnu meget håbefuldt at sige – men det kan vi ikke bære.
Ikke endnu.
Vi kan ikke bære at høre at sorgen en dag letter og ikke tynger på helt samme måde. For så ville vi måske synes vi svigtede den døde.
Vi kan ikke bære – eller vi kan måske ikke være i tanken om, at det svære nogen sinde skal kunne blive anderledes.
Det handler ikke om, at vi har mistet håbet.
Men det vil føles som en hån mod det, vi står i, hvis vi vitterligt tror, det kan blive anderledes.
”Men det kan I ikke bære nu”
”Du bliver glad igen.
Du bliver elsket igen.
Du bliver lykkelig igen.
Du finder en vej i det, der er din livssituation”.
Vi kan sige så meget til hinanden. Som familie. Som venner. Som netværk. Som menighed. Og det skal vi. For det er der kærlighed i. Men jeg tænker, vi altid skal være virkeligt virkeligt nænsomme.
Hvad ved vi, om den anden bliver glad igen, elsket igen, lykkelig igen. Hvad om de aldrig finder deres vej?
Hvem er vi så, der oven i det ubærlige også lægger en byrde af en sandhed, vi intet belæg har for.
For mig er det en af evangeliets allermest sjælesørgeriske og nænsomme sætninger: ”Jeg har endnu meget at sige jer, men det kan I ikke bære nu”. For sandhed og håb og trøst kan vi kun bære i små bidder.
Jesus siger ordene i en overgangssituation. Evangeliet er hentet fra Jesu afskedstale. I Johannesevangeliet er det en tale, Jesus holder, mens Jesus og disciplene sidder ved bordet skærtorsdag.
Jesus forbereder disciplene på hans overgang fra livet til døden: ”Nu går jeg til ham, som har sendt mig”.
I vores gudstjenesteordning hører vi ordene i overgangstiden mellem påske og Kristi Himmelfart. Altså i tiden efter at Jesus er gået fra døden til livet – og inden han tager endelig afsked med os for at tage tilbage til sin far.
”Jeg har endnu meget at sige jer”
Ja, for netop i overgangssituationer og i undergangssituationer, der er meget på færde. Det ved enhver, der har stået i dem.
Jesus har endnu meget at sige til os.
Til vores tro. Til vores tvivl. Til vores fortvivlelse. Til opbyggelse af vores håb. Men vi kan ikke bære det nu.
For sandhed og håb og trøst og tro kan vi kun bære i små bidder.
Evangeliet er, at det skal vi så heller ikke.
Vi skal ikke bære det hele.
Vi skal ikke bære det selv.
Jesus sender os en, der skal hjælpe os med at bære, der hvor vi hverken kan eller skal bære det hele selv. Han kalder ham talsmanden. Han kalder ham sandhedens ånd. Han kalder ham vejlederen. Vi kalder ham Helligånden.
Helligånden skal minde os om, at tro ikke er at skulle bære.
Tro er ikke at skulle mestre. Eller præstere.
At tro er ikke engang at skulle være et godt menneske.
At tro er at lade sig bære.
At overgive sig.
Fordi du ikke kan andet.
Eller vil andet.
Som det nyfødte barn i armene på de nybagte forældre, der ikke kan andet end at lade sig bære.
Som de to elskende overgiver sig til hinanden på bryllupsdagen, fordi de ikke vil lade være. De kender udmærket alle statistikker. De er måske selv en del af dem.
Men netop i kærligheden til den anden lader de sig bære oppe.
At tro er at lade dig bære i al det, der måtte være din afmagt.
Men også at lade dig bære i din glæde, dit håb, det, der er sandheden.
At tro, det er også at overgive dig.
At tro på, at andre vil bære med på dit liv, når de siger det.
At tro er at slippe lidt af din kontrol og hvile i at blive båret af dem, der vil dig det godt.
At tro er at stole på, at ja, der er er endnu meget at sige til os.
Og du og jeg har meget at lade os sige.
At tro er at få kraft på ny.
Måske ikke til at flytte bjerge.
Men måske bare til at åbne øjnene og se endnu en dag i møde.
At tro er at lade sig bære af, at Jesus endnu har meget at sige til dig. Og noget af det har du hørt her i dag.
Må du bære det med dig herfra, som kan bære dig på din vej.
I dag, i morgen, ja, på vejen frem. Amen
Ingen kommentarer:
Send en kommentar