SØNDAGENS PRÆDIKEN: Kærlighed er undervurderet
Vi har lige været til bryllup.
Godt, fortæl mig så:
Passer det så slet ikke? Var Jesus og disciplene og Maria slet ikke til det bryllup? Jo, det var de da. Men det er simpelthen ikke brylluppet i sig selv, der er det væsentlige. Det er derfor slutningen lyder, at dette – altså det at gøre vand til vin - var begyndelsen af de tegn, Jesus gjorde.
Nå, men er det så vinen, der var det vigtige? Er det den vej, vi skal ud af: Skal vi gå symbolsk til værks og sige, at med vinunderet her peger Jesus frem på sin egen død.
På at vinen, der flyder i stride strømme her ved brylluppet, er et billede på, hvordan hans blod vil flyde for os. Ustoppeligt gennem århundreder.
Det spor er du velkommen til at følge. Og ser du op, har vi her på alteret i Christianskirken vores eget tegn på vinunderet. Her fra alteret skænker vi hver eneste søndag videre af den ægte vin, Jesus har i glasset. Vi løber ikke tør.
Vinen som Guds kærlighed, der flyder, som den bedste af alle vine, er klart foregrebet i Johannesevangeliet. Også fordi der i Johannesevangeliet ikke er en fortælling om nadverens indstiftelse. Får du ikke andet med dig hjem i dag, er det rigeligt fint.
Men der er et andet spor, jeg vil invitere jer til at gå med ad.
Lad mig give jer essensen med det samme:
Den lyder sådan her: Kærlighed er undervurderet.
Eller sagt på en anden måde: Hvis vi tror, vi ved, hvad kærlighed er, gør vi kærligheden for lille.
Jeg tror, det er det, Jesus prøver at vise os ved at lave – ikke bare mere vin – men ved at lave et vinunder med en fuldstændig fantastisk vin.
Det foregår ved et bryllup, hører vi. Men det er tydeligvis ikke brudeparret eller brylluppet, der er det vigtige. Det er det, de er samlet om at fejre, vi skal have opmærksomheden på. Det her er en fest for kærligheden. Det her handler om kærlighed.
Kærlighed kan være som den vin, gæsterne har drukket først. Den har helt sikkert været fin, den vin. Jeg mener: Der er vel ingen, der ligefrem serverer dårlig vin til et bryllup.
Der er helt sikkert heller ikke noget i vejen med brudeparret. Deres kærlighed er der næppe heller en finger at sætte på.
Det er bare ikke det, der er det væsentlige.
Pointen er, at der er mere at sige.
Hvis vi tror, vi ved, hvad kærlighed er, så er det som om vi kun har drukket den første vin. Men kærlighed kan være så meget andet og mere – og bedre!
Det er den meget-andet-og-meget-mere-kærlighed, Jesus er kommet for at fortælle os noget om, ja personificere i kød og blod.
Der er kærlighed i verden, som den, der er mellem to mennesker, der bliver gift denne dag i Kana. Kærligheden mellem to, der er blevet forelskede og vælger at gifte sig. Den kærlighed kan være fantastisk. Livsomvæltende. Livslang. Den kan være som romantiske film. Eller leverpostejsfarvet og hverdagsagtig. Og udleves på utallige måder.
Jeg talte engang med en, der var blevet skilt efter et mangeårigt ægteskab, og som nu var blevet forelsket og gift igen, som sagde: ”Kan kærlighed også være sådan her?”
Pointen er, at det er én slags kærlighed.
Hvis vi kun tror, det er kærlighed, tager vi fejl.
Så gør vi kærligheden for lille.
Så er der kærlighed, som den forældre har til deres børn.
Det er en anden slags kærlighed.
Du kan godt holde af børn. Også af andres børn. Men den dag, du holder dit barn i armene, senest den dag erfarer du, at der findes en anden kærlighed i verden.
Du kender ikke den kærlighed, fordi du selv er nogens barn. Du kender den først for alvor, den dag du selv holder dit eget barn i armene.
Men hvis vi kun tror, det er kærlighed, tager vi fejl.
Så gør vi kærligheden for lille. For kærligheden er så meget mere.
Der er også den kærlighed, du kan have eller have haft til dine forældre. Eller søskende. Eller andre familiemedlemmer, som har en særlig plads i dit hjerte.
Eller kærlighed til nogen, som ser dig, som den du er. Hvor du ikke behøver at forstille dig eller præstere eller være på en bestemt måde. Men hvor du er rummet og holdt af for det, du er. Eller ikke er.
Det er også kærlighed. Men det er at undervurdere kærlighed, hvis du tror, at det er den eneste måde kærlighed kan se ud på.
Der er også den kærlighed, der aldrig blev levet ud. Den kærlighed, som ikke blev gengældt. Den kærlighed, som kun gik den ene vej. Eller den kærlighed, der ikke turde tage skridtet fuldt ud. Den kærlighed, der levede i det skjulte. Det er også kærlighed.
Hvis du kun har mødt den kærlighed, gør du kærligheden for lille. Så undervurderer du både kærligheden og dig selv.
Der er også den kærlighed, du har til dig selv.
Den slags kærlighed tror jeg faktisk aldrig, jeg har talt om i en prædiken før.
Men som menneske, som individ, er vi nødt til at have en eller anden form for kærlighed eller accept eller overbærenhed overfor os selv. En kærlighed, der er iboende og uafhængig af, hvad andre måtte tænke om os eller sige til os. Når jeg taler om kærlighed til dig selv, taler jeg ikke om egoisme, eller om at være sig selv nok. Men denne kærlighed er et ligeværdigt ben i den ligesidede trekant i næstekærlighedsbuddet: At du skal elske Herren, din Gud, og du skal din næste som du elsker dig selv.
Men hvis vi kun tror, at kærlighed til os selv er kærlighed, tager vi fejl. Så gør vi kærligheden for lille.
Hvis vi reducerer kærlighed til erotik.
Hvis du alene kender til kærlighed til et kæledyr.
Eller til mad.
Eller til musik.
Eller til dit fædreland. Eller … eller … eller…
jeg synes, du selv skal fortsætte rækken af kærligheder i dit liv.
Om hver af dem gælder det, at hvis vi tror det alene er kærlighed, så tænker vi for småt om kærligheden.
Der er mere at sige.
Der er andre kærligheder, vi ikke har smagt endnu.
Ja, der er masser af den.
6 vandkar af sten fulde af den. Mindst.
En kirke er et kærlighedshus. Også denne kirke lægger hver eneste uge lægger rum til mange af kærlighedens udtryksformer.
Til alle os, der har kærlighed til vores arbejde, som dedikeret møder ind dag efter dag her i Christianskirken.
Og lige før stod I her, I forældre og faddere til NN og NN, og fik kærlighedens håb øst ud over dem. Det er også kærlighed.
Også denne kirke lægger rum til mødre, der kommer med babyer til babysalmesang – og videregiver dem kærligheden til musik. Og deres egen kærlighed får stemme og krop.
Vi rummer de unge og konfirmanderne, som krammer og siger ”skat” til hinanden, og som kan være larmende og fandenivoldske. Som kan tro, at kærlighed er som det, de ser på deres skærme – eller som det, de møder derhjemme. Og sådan kan kærlighed også være. Men det vil være synd og skam, hvis det står alene.
Her kommer ugentligt mennesker til begravelse for at tage afsked med en af deres kære. Så forkynder vi om den kærlighed, der ”tror alt, håber alt, udholder alt, og aldrig hører op”, fordi der også er en side af kærlighedens væsen, der er udødelig. Og at den største ære, vi kan give kærlighed, det er at sørge, når den bliver forbi imellem os.
Og der er dem, der kommer og tager afsked, hvor der ikke er nogen kærlighed tilbage. Men fordi de efterladte ikke ville kunne se sig selv i øjnene, hvis de ikke mødte op.
Og her kommer mennesker og tænder lys og sidder stille i januarmørket. Måske håber de at blive favnet af Guds kærlighed, fordi de ikke længere kan favne sig selv.
Det er alt sammen kærlighed.
Men det er ikke den eneste slags. Og kender vi kun den, gør vi kærligheden for lille. Vi undervurderer kærligheden – og vi undervurderer os selv. For så under vi os for lidt af, hvad kærligheden kunne være. Og det var aldrig meningen.
Gud under os sin kærlighed.
Guds kærlighed – måske synes du, det lyder abstrakt?
Evangelisten Johannes fortæller os noget andet. Han siger med fortællingen i dag, at Guds kærlighed er som noget, vi kender smagen af. For har vi mødt kærlighed i en af de former, jeg har talt om – eller en af de mange andre skikkelser, jeg ikke tog med, - ja, så har vi allerede nippet til Guds kærlighed.
Vores kærlighed er som den første vin, de drak af. Den er ikke dårlig. Men den kærlighed kan løbe tør. Den kærlighed kan tørre ud. Den kan miste sin smag eller kraft eller intensitet eller lidenskab. Den kan dø.
Gud under os en anden vin. En vin, der er kvalitativt og kvantitativt bedre. Gud under os en kærlighed, der er som den vin, Jesus lavede her ved kærlighedens fest. Gud under os en kærlighed, som ikke holder op
Det er den evige kærlighed, der drypper på os, når vi står ved døbefonten. Det er den evige kærlighed, vi kysser hinanden ja tak til i vielsen. Det er den evige kærlighed, vi håber på, når vi tager afsked med vore kære.
Det her gjorde Jesus som begyndelsen af sine tegn, står der.
Hvis du bruger resten af din søndag på at læse Johannesevangeliet – og det er der for så vidt ikke noget dårligt at sige om – så vil du erfare, at der er i alt 7 tegn. Hvert og et af de tegn peger ud over sig selv. De peger hen på ham, der er Guds kærlighed i verden.
Ham, der lærte os noget om at elske vores næste. Også når det medmenneske er en fjende. Ham, der viste dig, hvordan vi kan række kærligheden ud i verden, når vi deler så meget med hinanden, at det nærmest er et under. Ham, der bar kærligheden op på et kors, og som stod op påskemorgen, fordi verden ikke kan slå Guds kærlighed ihjel.
Ham, der også denne søndag, rækker dig sig selv, i brødet og vinen, i vand og i ord, der hver for sig er en kærlighedserklæring, der siger: ”Du – ja, dig – du er elsket. For du er Guds. Og Gud er kærlighed”.
Det sidste, vi skal synge ved denne gudstjeneste, er ikke en salme. Det er Jens Rosendals sang ”du kom med alt det, der var dig”. Det er en kærlighedssang om en kærlighed, der ikke måtte være. For Jens Rosendal var ikke opdraget til, at kærlighed også kunne være mellem to af samme køn. Men sangen er ikke en hyldest af en privat kærlighed. For i sangen tager Jens Rosendal os alle sammen med til bryllup. Et bryllup, hvor Vorherre er brudgommen og hvor alle vi andre er bruden.
Han kysser hver eneste af os.
Og lover, at Hans kærlighed er og forbliver
For det siger vi: Lov og tak og evig ære være dig vor Gud,
Fader, Søn og Helligånd,
du, som var, er og bliver, én sand treenig Gud,
højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed. Amen
Ingen kommentarer:
Send en kommentar