"På forhånd tak" - prædiken til 1. søndag efter Helligtrekonger

Dronningens nytårstale 2023 vil blive husket.
Vi vil huske, at det var ved denne lejlighed, majestæten annoncerede, at hun abdicerer.

”Abdicere” – jeg er sikkert ikke den eneste, der har slået betydningen af ordet op.
Abdicere – det vil sige: ”at aflægge sig værdighed”.
Det vender vi tilbage til.
For værdighed er noget af det, der er på spil i dagens evangelium.

Ind i denne historiske begivenhed sagde Majestæten tre vigtige sætninger, som druknede i dønningerne fra chokmeldingen.
Men jeg håber, at disse sætninger vil blive husket.
Ikke fordi de har historisk betydning. Det har de ikke.
Men indholdet af de tre sætninger har langt mere end historisk betydning. De har evig gyldighed for os alle.

Dronning Margrethe sagde: ”Alle kender det lille ord ”tak”.
Det er et dejligt ord, både at sige og at høre”.
Det er svært at være uenig i.

Selvom vi måske også alle kan huske de situationer, hvor et ”hvad siger man så?” og et fast, men umisforståeligt blik udløste et ”tak”, som man måske ikke helt mente.
Det er høfligt at sige tak.
I de allerfleste situationer siger vi da også tak med glæde:
Tak for invitationen.
Tak, fordi I kom.
Tak for gaven.
Tak for sidst.
Ja, tak for … så meget.

Til allersidst skriver vi ”tak for alt” på kransebåndene, vi lægger ved siden af kisten.
Selvom det sidste ”tak for alt” formentlig heller ikke kun er sandt – for hvem kan sige ”tak for alt”?
Så er det en kærlig tak for – det meste.

De var de to sætninger: ”Alle kender det lille ord ”tak”.
Og ”Det er et dejligt ord, både at sige og at høre”.

Men så var det, Dronningen tilføjede: ”I det ord ligger erkendelsen af, at et menneske ikke står alene”.

Sådan har jeg aldrig tænkt om ordet: At ”tak” er et relationelt ord. Og at vi, hver gang, vi siger tak eller hører ordet tak, bekræfter en relation.

Man takker ikke sig selv. Man takker altid en anden.
Tak er et udtryk for, at du ikke står alene.

Sidste år blev Store Bededag afskaffet.
Det kommenterede Dronning Margrethe ikke.
Ikke for det. Jeg tror såmænd ikke, Bededag vil blive savnet af så mange, set i det store perspektiv.
Vi er alligevel ikke ret gode til at bede i offentlighed – og rigtigt mange af os er ikke ret gode til at bede andre om hjælp.

Men hvis Bededag nu i stedet havde været en dansk pendant til den nationale ThanksgivingDay, som f.eks fejres i USA. Hvis det nu havde været en Store Takkedag, der var udpeget til at sige tak i, ikke kun tak for høsten, men tak til alle dem, der betød noget for os, ja – så håber jeg, der ville blive ramaskrig, hvis den blev afskaffet.

Tak. Tre bogstaver.
Et ”ak” med et T foran.
I sproglig forstand en meget kort ytring.
Men i eksistentiel og åndelig forstand en af de vigtigste tilkendegivelser overhovedet.

Mister vi evnen eller indstillingen til, hvor vigtigt det er at kunne sige tak, er det skidt. Takken peger jo altid ud over os selv - og slår både i det små og i det store fast, at vi så vel for det daglige brød som for vores livs indhold og fylde har andre end os selv at takke.

Tænk, hvis du ikke syntes, du skyldte nogen overhovedet en tak?
Så måtte du enten være et meget hovmodigt eller selvcentreret menneske – eller et meget, meget ensomt menneske.
Og begge dele ville være lige sørgeligt.

At tro, det er at have den helt grundlæggende livsindstilling:
At du skylder andre alt.
Og den eneste måde, du kan ”betale” af på den gæld med, er ved at takke.
Takke mennesker.
Takke Gud.

At tro, det er at blive bekræftet i den helt grundlæggende livsindstilling, at du aldrig står alene.

Hvis du synes en hel Store Takkedag lyder anstrengende, så kan du øve dig i det små. For i bund og grund er enhver gudstjeneste en øvelse i at sige tak.
Tak til Gud. Og tak til medmennesket.
Den gode nyhed er, at al øvelse gør mester.
Og jeg tror, der er forbedringspotentiale for os alle.

Skal jeg fortælle jer, hvornår jeg føler mig allermest taknemlig? Det er, når jeg bliver mindet om, hvor utaknemlig jeg er.

Når jeg sidder overfor et ældre menneske, der med svækkede sanser, men med klar stemme siger: ”Jeg har simpelthen så meget at være glad og taknemlig for”.
Og så sidder jeg bare der og har lige været irriteret over, at det tog hele 10 minutter at tø bilen op, så jeg kunne køre derhen.
Engang besøgte jeg en kvinde på sygehuset. Hun havde fået sat det ene ben af. Men koldbranden havde bredt sig – og vi vidste begge, at om et par dage, ville det andet ben ryge også.
Og måske ville det alligevel være for sent.

Jeg ynkede hende ikke.
Ynk kan vi sjældent bruge til noget.

”Eva”, sagde hun, fordi hun nok alligevel kunne se medfølelsen i mit kropssprog, ”Eva, der er nogen, der har det meget værre end mig”. Og så pegede hun over på nabosengen, hvor medpatienten – som havde begge ben – lige var gået et ærinde. ”Hende der, f.eks. får aldrig besøg. Og hos mig kommer der nogen hver eneste dag”.

Nogle gange tænker jeg, at det med taknemlighed er omvendt proportionalt: At i de mange, mange tidspunkter i livet, hvor vi egentligt havde allermest grund til at være taknemlige for vores tilværelse, det er der, hvor vi skønner mindst på det.
Eller det er der, hvor vi i skyndingen får sagt mindst tak.
Og omvendt.

Hvis jeg ellers gik ind for nytårsforsætter, så skulle mit forsæt for 2024 være, at jeg vil øve mig i en livsindstilling, der hedder:
”på forhånd tak”.
Jeg vil øve mig i at være taknemlig på forskud.
Og så med glæden være dobbelt glad, hvis det så viste sig at være noget, jeg rent faktisk blev taknemlig for.

I 2013 blev ”undskyld” årets ord.
Tænk hvis ordet ”tak” blev årets ord i 2024.

Og med det videre til Kongens Nytårstale på denne første søndag i det nye år.
Kongen – det er naturligvis himmelkongen – den ”Mægtigste Kriste”, som vi skal synge det til allersidst.

Vi har jo allerede hørt ordene ved dåben af Agnete.
Ja, de ord er foreløbig husket i mere end 2000 år.

Vi har sikkert hver især vores indre billeder af, hvordan situationen er foregået: Mødrene er … næ hov, der står ikke nogen steder, at det er mødre. Hverken her eller i nogen af de andre evangelier.

Men nogen bærer nogle små børn – måske deres egne – måske nogle andres børn til Jesus for at han skulle røre ved dem.
Måske har de hørt rygterne om, hvad Jesus kunne gøre med sine hænder?
Måske har de hørt Jesus sige, at Han vil være med os alle dage indtil verdens ende? Og hvem vil ikke gerne have sådan en livsledsager?

Jeg tænker, at hvem der så end har båret børnene til Jesus, så har de gjort det med samme håb som så mange forældre lige siden har båret deres børn til dåben:
Håbet om, at velsignelsen vil være som et beskyttende svøb rundt om det lille menneske, så intet ondt kan ramme det.

Håbet om, at der er er lagt en uendelighed ind i vores endelighed.
Håbet om, at nogen vil hjælpe med at bære dette lille menneskebarn, der er lagt i vores hænder. For der er ting i livet, vi ikke kan bære alene.
Sådan ligger der i det at de kommer til Jesus, at de ønsker at være i en tæt relation til ham.

Og ved I, hvad jeg tror? Jeg tror, at da Jesus har taget børnene i favn, og har lagt sine hænder på dem og velsignet dem – og har rakt børnene tilbage til dem, der kom med dem.
Hvad svarede de så? Ja, de sagde selvfølgelig tak.

Tak, ikke bare for, hvad Jesus har gjort.
Men tak fordi Jesus dermed bekræfter relationen.

Men Jesus gør faktisk mere.
Jeg sagde, jeg ville vende tilbage det til med at det at abdicere betyder at ”aflægge sig værdighed”.
I dag gør Jesus det modsatte. Han tillægger værdighed.
Ikke til sig selv, som de omkringstående kunne have forventet det. Men Jesus gør det helt og aldeles uventede: Han udråber en ny tronfølger: Jesus sætter børnene øverst. Han giver dem den højeste værdighed. Han sætter dem på tronen og siger: ”Guds rige er deres”.

Det må være kommet som et næsten endnu større chok end Dronning Margrethes abdikation forleden.

 

”Børnene?” Har de tænkt, forarget.
Børn, som intet som helst havde gjort for at fortjene denne værdighed.
Børnene, som sikkert dårligt vidste, hvem Jesus var.
Som helt sikkert ikke kunne så meget som et eneste af de ti bud, for slet ikke at tale om næstekærlighedsbudet.
Børnene, som helt sikkert ikke ikke engang kunne stamme et ”tak”.

Ja. Lige præcis! Netop derfor børnene.
Og barnet i dig og mig.

Relationen til Gud – til Himlens konge – og Hans Søn Jesus Kristus – kræver ikke vores taknemlighedsgæld.
Den relation kom i stand – og står – ikke fordi vi kan opretholde den – men fordi Gud ville og kunne.
Og fordi Han stadig vil og stadig kan.

Det er det, Gud bekræftede, på forhånd i din dåb.
Så når du ikke kan noget som helst: Hverken stikke eller bekende og da slet ikke takke, så er du stadig Guds.
Intet kan rykke dig ud af hans favn.
Du kan ikke engang selv.

 

Hvad kan vi så sige til det?
Tak.
Bare tak.
Tak for alt.
For altings Skaber er den eneste, vi kan sige tak for alt til.

På det vil vi ønske hinanden et på forhånd godt nytår.
Og et på forhånd tak.
Tak for alt.

For med det: Lov og tak og evig ære være dig, vor Gud, Far, Søn og Helligånd. Du, som var en sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed. Amen