Juleprædiken 2023

I år har jeg givet mig selv den udfordring, at en stjernestrimmel skal være min juleprædiken. Jeg kan se, nogle af jer ser lettede ud. Det blir en kort prædiken, tænker I. Måske glæder I jer for tidligt. Og så skal jeg ikke være den, der tager glæden fra jer. For forventningen glæde er - som bekendt - den største.

Der lå en stjernestrimmel på din stol.

I år skal I nemlig ikke kun have en juleprædiken i ørerne.

I skal også have den i hænderne og i benene.

Allerførst vil jeg invitere dig til at tage din stjernestrimmel i hænderne.

Jamen, Eva, der er jo ikke strimler nok til at flette en stjerne?

Vi mangler nogen.

Ja.

Sådan er jul også: Vi mangler nogen.

Når det bliver jul, savner vi dem, vi har mistet på en særlig måde.

Vi savner dem både omkring julebordet, omkring juletræet.

Vi savner i vores hjerter.

I dag skal I ikke flette stjerner.

I skal folde en trappe.

Men hør godt efter, inden du begynder.

For der er 2 muligheder:

Her er den første:

Hvis du synes, julen er kommet alt for hurtigt.

Hvis du synes, du virkeligt har skullet løbe stærkt, for at nå hertil.

Ja, hvis du stadig sidder her småforpustet med høj puls. Så skal du folde din trappe med få store fold.

Her er den anden mulighed:

Hvis du synes, julen er kommet med museskridt, og du bare har glædet sig såå længe, og hvis du synes der er længe, længe til i aften, så folder du med mange, mange små fold.

Det samme gælder, hvis du stadig venter på, at juleglæden eller julefreden skal indhente dig, så folder du også din stjernestrimmel med små, små fold.

Værsgo at folde:

Måske har du taget andre store eller små skridt dette år?

Eller du står på springet til at skulle gøre det?

Måske er der noget, du vil trappe op på?

Eller trappe ned ad?

Måske tænker du også på det denne juleaftensdag?

For mange af os er julen som en afsats:

Vi standser op.

Lader hvilen falde på os.

Reflekterer.

Glædes.

Mindes.

Græder måske lidt.

Nu har vi alle en trappe.

Nogle af os har en trappe med få store trin.

Nogle af os har en trappe med mange små trin.

Det er jul.

Jul er, at Gud tog ét trin ind i vores verden.

Om det var et stort trin eller et lille musetrin for Gud, det tror jeg ikke, vi kommer nærmere. For den, der går kærlighedens ærinde, tænker aldrig i størrelse.

Gud tog det første skridt.

Gud tager altid det første skridt.

For tro er ikke at komme til Gud. Tro er, at Gud kommer til os.

Derfor kan tro heller aldrig være en præstation for os.

Noget, vi kan blive elite-udøvere af.

Tro er altid en gave.

I julen tager Gud det første skridt for at komme os i møde.

Gud kunne være blevet i sin himmel. Det ville have været nemt og komfortabelt for Ham.

Men sådan er kærlighed også: At træde ud af sin komfortzone for andres skyld.

Nu skal du tage din stjernestrimmel igen.

Glat den lidt ud. Og riv så strimlen over på midten, så du sidder med to nogenlunde lige store stykker.

De to stykker stjernestrimmel skal minde os om julens mysterium:

Og nu får I denne juleprædikens eneste fremmedord, ordet ”inkarnation”. Inkarnation – det betyder ”i kødet” -

Inkarnation står for, at Gud med Jesus iklædte sig kød og død

– og blev et kødeligt og dødeligt menneske som dig og mig.

Du har to strimler.

En for dig. En for Gud.

De to strimler ligner hinanden.

De er lavet af det samme.

For sådan er også vi skabt.

Vi er skabt, så vi ligner Gud.

Vi er skabt til at skabe videre på den verden, Gud lavede som det allerførste.

Ja, vores opgave som mennesker er at gøre det,

Gud vil have gjort.

Den opgave kan vi kalde så meget:

Vi kan kalde det ansvar for kloden eller klimabevidsthed.

Vi kan også kalde det næstekærlighed.

Nu skal du folde dine to strimler ind over hinanden skiftevis.

Så du får en musetrappe.

Jul er, at Gud bøjer sig ind i vores verden.

Jul er, at Gud bøjer sig ind i din verden.

Gud lægger sig ind over dig – som den ene strimmel ovenpå den anden. Sådan gør Gud sig til ét med dig.

Måske er det det, der er julefred?

Måske er det det, du også mærker,

når du er tilfreds?

Når du ikke skal præstere, men bare være.

Når du føler dig holdt af?

Jul er, at Gud bøjede sig ind i vores verden.

Når det bliver til tro for dig, så er det det samme som når vi laver en musetrappe:

At Gud folder sig ind i dit liv.

Og at du lader Gud folde sig ind i dit liv.

Jeg tror ikke kun, vi finder vores troen, når vi folder vore hænder.

Men i mange andre sammenhænge.

Også det kan musetrappen også minde os om.

Se på din musetrappe.

Den er ikke særligt lang.

Den er kortere end den første trappe, du lavede.

Men musetrappen kan strækkes.

Sådan minder musetrappen dig om, at den voksne Jesus lærte os noget om, at vi skal strække os langt for hinanden.

Det gør vi, når vi går et ekstra skridt.

Og når vi tager skridtet fuldt ud, så elsker vi ikke bare vores næste – men også vores fjender.

I Guds væsen ligger det, at Han kan strækker sig langt. Også længere end vi synes, det er rimeligt. Det er det, vi kalder nåde.

Denne juleaften skulle vi lave musetrapper.

For selv et barn kan finde ud af lave en musetrappe.

Sådan minder den enkle musetrappe os om det håb, der blev født julenat.

Det håb forkyndes for os alle sammen.

For hvert et barn.

For Guds børn, for ønskebørn, ja for barnet i dig og mig:

Det forkyndes for alle os, der synes, at håbet går med museskridt i denne verden.

Det håb rækkes til enhver, der synes, krige og konflikter optrappes hurtigere end vi kan følge med til det.

Julens håb rækkes til os, der krøller stjernestrimler sammen, når livet bliver for kompliceret.

Og det rækkes til alle de fantasifulde, der allerede har vendt og drejet deres trapper og har fundet ud af, hvordan trappen alligevel ligner en stjerne.

Eller et hjerte.

Det rækkes til den, der har tænkt, at hvis vi nu hver især hjalp hinanden, hvis vi lånte hinanden stjernestrimler, så ville vi sagtens kunne flette dem sammen til en stjerne som den, der lyste på himlen over stalden i Betlehem.

Til alle os forkyndes det: I dag er der født jer en frelser.

Han er Kristus Herren.

Jeg sagde, at jeg ikke kun ville holde juleprædiken for ørerne og for hænderne. I år vil jeg også invitere jer til at få julens budskab i benene.

Det siges, at trappetræning er god motion.

Derfor vil jeg sende jer herfra med 2 trappetræningsøvelser:

For det første: I aften, når I går rundt om juletræet, så vil jeg invitere jer at I tager mindst en runde rundt om træet med museskridt.

Med bitte-små langsomme skridt.

De mindste skridt, I kan tage.

Museskridt skal minde os om, at der er noget, der tager tid.

Der er noget, vi skal give tid.

Der er ting, der går langsom her i livet:

Livet går langsomt, når man utålmodigt anlagt.

Det går langsomt at blive glad igen, hvis du har været meget ked af det.

Det går langsomt at finde dig selv, hvis du er blevet væk for dig selv.

Det går langsomt at tage store beslutninger.

Det går langsomt at gå frem, hvis din tilværelse er fyldt af tilbageskridt.

Gå langsomt.

Husk, at selv babysteps er steps.

Selv jomfru Maria måtte vente 9 måneder på at holde sin nyfødte i armene. Faktisk er et af jomfru Marias kælenavne ”himmelstigen”.

For det var gennem hende, Jesus steg ned og siden gav mennesker mulighed for at stige op.

Giv tid.

Tag en runde – eller to med museskridt.

Det var den ene trappetræningsøvelse.

Her kommer nummer to:

Den skal du bruge, når du går på trapper.

Hvis du nu er sådan en, der altid går på trapper med – lad os sige højre ben først - så er opgaven, at du skal prøve at gå med venstre først.

Hvorfor?

For at minde dig om, at jul også viser os, at der altid er en anden mulighed.

Gud tog skridtet fuldt ud og gik ind i vores verden.

Gud kunne have ladet være.

Intet ville have været nemmere.

Og så havde livet bare fortsat sin skæve gang her.

Men Gud brød vanetænkning – og gik ind i vores tid.

Sådan viste han os, at der altid er en anden mulighed end den, der ligger lige til højrebenet.

Din anden mulighed kan være at give andre en chance til, selvom du egl. synes, de havde opbrugt chancerne.

Din anden mulighed kunne være at tage kontakt til en ven, du egentlig havde mistet forbindelsen med. Men som du savner.

Den anden mulighed er – ja, at du altid har et valg.

Du ved selv, i hvilke situationer, du måske kunne have brug for at sætte det andet ben foran. Hvor du har vaner at bryde.

Kære menighed. Nu er jul ikke bare på trapperne.

Nu ER det jul.

Lad os tage trinnet helt ind i stalden.

Være stille lidt.

Når I går herfra, så tag musetrappen med jer.

Hæng den på juletræet – eller et sted, hvor du i det daglige ikke kan undgå at se den.

Lad julens glædelige budskab folde sig ind i dine dage og i dine nætter.

Lad julen vare lige til påske – eller længere endnu.

For det siger vi: Ære være Faderen og Sønnen og Helligånden, som det var i begyndelsen, så nu og altid og i al evighed. Amen.