SÅDAN SET ... SØNDAGENS PRÆDIKEN
Så fik vi evangeliet med også. Men lad os lige spole tilbage til Kain og Abel, for dem er vi ikke helt færdige med. Eller rettere: Kain er vi ikke færdige med, Abel var jo ligesom …. færdig. For det er Kain, der står og lurer i kulissen, når vi hører sætningen: ”Apostlene kom også i strid om, hvem af dem, der skulle regnes som den største”.
For apostlene er såmænd ikke så meget anderledes end Kain og Abel.
Og vi andre – vi er såmænd ikke et hak bedre heller. I den forstand er begge de tekster, vi hører fra Bibelen i dag, meget moderne i deres tematikker.
Så lad mig allerførst stille dig – der lytter (eller læser) med - et par spørgsmål:
Har du nogen sinde prøvet at være misundelig?
Har du nogensinde været i en situation, hvor du følte dig mindreværdig?
Har du nogen sinde oplevet at føle dig snydt for noget, du syntes, du havde ret til?
Mon ikke de allerfleste af os kunne svare tre gange ja på spørgsmålene?
Og hvis ikke prompte – så sikkert efter lidt betænkningstid.
Engang imellem drømmer jeg om, at en prædiken ikke kun er envejskommunikation.
Og i dag ville jeg synes, det var modigt, hvis en eller to eller tre af jer rejste jer og fortalte om, hvornår du følte dig misundelig, mindreværdig eller snydt for din ret. Men måske ville det kunne opleves som et terapeutisk projekt – og det er på ingen måde meningen.
Men så vend det med en anden senere i dag. Eller gå i dig selv – og kald oplevelsen frem igen af at have været misundelig, mindreværdig eller snydt. Hvad gjorde de følelser ved dig? Og hvad gjorde du ved dem?
Jeg tænker ikke, de ledte hen til, at du slog en af dine søskende eller et medmenneske ihjel.
Selvom nok lige præcis de tre oplevelser kan udløse voldsomme følelser og helt sikkert har ført til, at mennesker igennem tiden har reageret drastisk.
I den forstand er fortællingen her ikke kun et mikrokosmos, men et makrokosmos, et billede på verden omkring os.
Det har også helt sikkert været erfaringer som disse, der har fået mennesker til at tage afstand til hinanden. Dem, vi er misundelige på, dem, der får os til at føle os mindreværdige eller ligefrem snydt for noget – dem kan vi ikke slippe for, hvis det er i faglige eller professionelle sammenhænge. Men det er ikke sikkert, det er mennesker, vi ville vælge at omgås privat.
Kain er billedet på en, der bærer alle tre erfaringer med sig.
Lad os se nærmere på dem:
Fortællingen om fødslen af Kain og Abel følger i Bibelen umiddelbart efter, at Adam og Eva er blevet smidt ud af Edens have. Knap har smækket fra Paradisets porte fortonet sig, knap har kerub-englene fået lys i deres flammesværd, før vi hører, at Eva er gravid.
Hvad er det så, Kain kan føle sig snydt for?
Ja, han kan føle sig snydt for det evige liv. Han kan – med rette – være rasende på sine forældre. De havde jo haft alle muligheder. Deres liv var så godt, at det lige siden er blevet kaldt paradisisk. Og så smider Adam og Eva det hele overbord ved at spise af den forbudte, forbudne frugt.
Kain er den første, der bærer straffen for sine forældres synder.
Han kunne have haft det så godt. Ligget hele dagen uden pligter eller forpligtelser, spillet playstation – eller hvad man nu kunne fordrive tiden med.
Kain kunne have arvet det hele.
Nu er han dømt til at være flygtning og fredløs.
Kain er ikke den første, der ufrivilligt er nødt til at vedstå sig arv og gæld fra sit ophav.
Det er én ting.
Og ikke nok med det.
Kain har også arvet en vred Gud.
Den Gud, som hans forældre Adam og Eva havde haft et fuldstændigt ukompliceret, ja ligeværdigt forhold til.
De var som venner. Ja, det forhold er også jaget på porten.
Jamen. Er det ikke bare ærgerligt, Kain-boy? Er det ikke bare et vilkår?
Det er i hvert fald et vilkår, Kain ikke har bedt om. Og Kain synes, han har al mulig ret til at føle sig snydt.
Kain er den første i Bibelhistorien, der har arvet et kompliceret gudsforhold. Men han er langt fra den sidste. Som forældre er det ikke lige meget, hvordan vi giver vores gudsforhold, vores tro videre til vores børn.
Det her kan være rigeligt nok at bære på.
Det ved enhver, der har kæmpet med sin tro og kæmpet med at finde en kærlig Gud.
Eller bare kæmpet med at tro på, at Gud vil dig.
Men som om det ikke var nok, så hører vi, at Kain også får sine egne gudserfaringer.
For nu mærker Kain på egen krop, at Gud gør forskel.
Gud tager imod Abels kødoffer.
Gud tager ikke imod Kains kornoffer.
Det store spørgsmål er selvfølgelig: Hvorfor gør Gud ikke det?
Kan Gud bedre lide kød end korn?
Nej vel? Det gir ingen mening – ikke engang på det tidspunkt, hvor fortællingen er skrevet ned.
Giver det mere mening at sige, at Gud er en Gud, der gør forskel på folk efter forgodtbefindende?
Nej vel? En gudsrelation båret af vilkårlighed giver ingen mening.
Gir det mening at sige, at nogle gange er verden bare urimelig og uretfærdig. Og det kan vi som mennesker vælge at reagere forskelligt på?
I løbet af kun et par sider i Bibelen er der en verden til forskel fra det, der var.
Kain mener, han er blevet snydt for det liv, han troede, han havde ret til.
Og det var ikke engang hans egen skyld.
Kain har intet galt gjort.
Han har faktisk kun gjort det, han skulle.
Han har kun gjort det, han var god til.
Hvad gør det ved et menneske, når det føler sig snydt, mindreværdig eller misundelig?
Vi ved, hvad det gjorde ved Kain.
Og vi genkender sikkert fra os selv, hvilke andre ikke særligt flatterende følelser, der følger med i kølvandet:
Vrede.
En lukken sig inde i sig selv.
Og lukken andre ude.
En manglende evne eller vilje til at se sagen fra andre sider.
Jeg synes også, vi genkender mange af symptomerne fra vores samfund lige nu.
Hvor alt for mange ikke føler sig gode nok.
Ikke føler sig accepterede.
Ikke kan se deres eget værd.
Og derfor bliver afmægtige, angste – og meget andet.
Og så kan vi stå nok så meget på sidelinjen og sige, at det har de ingen grund til at føle.
Men det gør de. Alt for mange børn, unge og voksne.
Og de - vi – tror, at hvis vi ikke selv er gode nok, så er man nødt til at være en anden end den, man er.
Og vi tror, at vi er nødt til at gøre os, fortjente til noget.
Men hvordan skal vi kunne gøre sig fortjent, når vi ikke engang ved, hvad det er vi så skal gøre?
Og så vægrer vi os mod skolen.
Mod mennesker omkring os.
Selv vores nærmeste.
Vi går mod sænket hoved i rum, der bliver stadigt mindre.
Og bliver næsten usynlige.
Eller omvendt:
Vi bliver udadreagerende.
Bliver voldkomme og destruktive og hurtige på aftrækkeren i både ord og handlinger.
Kan I alle se mig? Høre mig?
Jo tak.
Eller … nej tak.
Kain går med blikket rettet mod jorden. Men Kain har tydeligvis mistet jordforbindelse.
Han har også mistet himmelforbindelsen, for Kain har også mistet tilliden til den Gud, han ellers var opdraget til at kunne dele alt med.
Til sidst mister han sig selv: Det, der allermest gør et menneske til et menneske.
Kain bliver hjerteløs.
Og så symptombehandler Kain. Det er han nok den første – men heller ikke den sidste, der gør.
Kain slår ihjel.
Gud kan Kain ligesom ikke stille noget op med.
For Gud er evig. Og det evige kan vi ikke tage livet af.
Kain slår ihjel. Ikke sig selv. For han havde allerede mistet sig selv.
Så er der kun Abel tilbage.
For matematikken er enkel: Hvis der før var to, Gud kunne kaste sin kærlighed på, så er der nu kun en tilbage, som kærligheden kan tilfalde. Eller vreden. Eller bare noget.
Det er muligvis ikke den matematik, en matematiklærer eller en etiklærer ville bifalde.
Men Kain er ikke den første, der har gjort noget irrationelt for at få den opmærksomhed, han mente at have retten til.
Måske havde Kain regnet med at få skæld ud af himmelske dimensioner? Det står der ikke noget om.
Men Kain møder en nådig Gud.
Han får Kainsmærket, så alle, der siden møder ham, kan se, at Kain allerede er blevet straffet.
Men der er noget i Kain, der er dødt for altid.
Det er derfor, Bjørn Nørgaard ude på porten – og som illustration her – laver ikke bare en – men to grave.
Dér ligger den døde Abel.
Og der ligger Kain.
Den ene af dem er hjerteløs. Den anden har sit hjerte endnu.
Selv ikke en nådig Gud kan give Abel livet igen.
Selv ikke en nådig Gud kan hele et knust hjerte for den hårdhjertede.
To sider længere fremme i Bibelen kommer den første af mange – lange – stamtavler. De kan godt være rimelig kedelig læsning. De kan også pirre vores nysgerrighed.
I den slægtstavle læser vi, at da Adam – Kains far - bliver 130 år gammel, så får han en søn mere. Derefter lever Adam i 800 år mere og så dør han. De 930 år skal vi selvfølgelig tage med et gran salt. Mange år er et typisk gammeltestamentligt udtryk for at et menneske blev viist.
Men af stamtavlen fremgår det ikke, hvornår Kain dør.
Det er da tankevækkende.
Måske er det fordi Kain lever endnu?
Kain lever i os – hver gang vi bliver misundelige. Hver gang vi føler os mindreværdige. Hver gang vi med rette eller urette føler, at vi ikke er gode nok.
Og Kain lever i apostlene, når de i dag spørger: Hvem af dem, der er den største?
Bliver vi aldrig klogere?
Det ser ikke sådan ud.
Og så tager Jesus den i dag lige en gang til for arveprins Knud og for alle vi andre.
Jesus fortæller os, at vi ikke er sat her i verden for at overgå hinanden. Men at vi er her for at være tjenere for hinanden. Eller måske rettere sagt – for at være i tjeneste for hinanden.
Vi er sat i verden ikke for at tage fra hinanden eller for at måle os mod hinanden, men for at dele og give.
Vi er hinandens brødre. Vi er forpligtede på hinanden.
Også når det er bøvlet. Især når det er bøvlet og vores hjerter er pressede.
Skal jeg være min brors vogter? Spørger Kain.
Ja, du skal.
Og vi andre – vi, som er brødre og søstre og familiemedlemmer til både Abel og Kain. Også vi skal vogte hinanden. Passe på hinanden. Ønske hinanden alt det bedste. Og give pladsen til det. Sætte os selv til side for den andens skyld.
Da Jesus kom til jord, kom han for at blive vores bror.
For igen igen igen at være det forbillede, vi aldrig kan finde i os selv.
Det er det, hele fastetiden, som vi netop er gået ind i, har som tema: at Gud selv ydmygede sig og blev menneske for vores skyld. Gud blev som en af os. Blev kød og blod og bror i Jesus Kristus. Når vi kendes ved ham, er vi kendt af Gud.
Du skal elske din far og din mor – som der står i et af budene.
Du skal elske din bror, lærer vi af myten om Kain og Abel.
Du skal elske din næste, lærer Jesus os.
Men vi skal også elske vores fjender.
Vi skal elske den, der føler sig allermindst fortjent til vores kærlighed. For det er der kærligheden gør den største forskel.
Vi skal gi og gi alle de Kainsmærker til hinanden, vi overhovedet kan komme afsted med.
Og vi skal selv lade andre sætte Kainsmærker på os – fordi vi åbenbart stadigt er virkeligt dårlige til at være hinandens brødre og søstre og tjenere.
Kære du. Det kan godt ske, du både har været misundelig, følt dig mindreværdig og snydt.
Og det kan meget vel tænkes, at du kommer til at være det igen og igen.
Men du kan sige til den Kain, der bor i dig – at du også er mærket.
Gud har mærket med sin kærlighed.
Sådan som han mærkede Ida i dåben for lidt siden.
Og med det mærke gjorde Gud dig til arving til det rige, Kain følte sig snydt for.
”Jer overdrager jeg riget”, siger Jesus til os i dag.
For det siger vi: Ære være Faderen og Sønnen og Helligånden, som det var i begyndelsen, så nu og altid og i al evighed. Amen.
Dagens tekster: https://www.folkekirken.dk/gudstjeneste/soendagens-tekst
Ingen kommentarer:
Send en kommentar