Kære du, som læser lige nu.
Hvornår har du sidst været taknemlig?
Ikke bare sådan lidt glad over at vågne og det ikke regner.
Men fyldt af taknemlighed. Sådan helt ind til benet taknemlig over at være til.
Tag lige i tankerne et stykke papir og notér, hvad du er taknemlig over.
For et par uger siden, talte jeg med mine konfirmander om det samme.
Jeg spurgte: Hvor tit er I taknemmelige?
En svarede: ”Jeg er aldrig taknemlig”.
En anden sagde: ”Det kan jeg ikke huske”.
Nogle sagde … ikke noget.
Men jeg blev oprigtigt overrasket, da en af konfirmanderne svarede: sagde: ”Jeg er taknemmelig hver dag, for det siger min mor, jeg skal være”.
Jeg har al mulig grund til at tro, at konfirmanden mente det.
Jeg har al mulig grund til at tro, at konfirmandens mor ikke har lagt taknemmeligheden ned over konfirmanden som et krav. Som et: Nu har du bare at være taknemmelig. Tænk, hvor mange børn og unge ude i verden, der ikke har det, du har.
Tænk at være taknemmelig og være klar over, at du er det. Det er en god bagage at bære med sig.
Forud for det med taknemmeligheden havde konfirmanderne og jeg talt om, at det i Danmark er gratis at være kristen. Jovist. Det koster noget at være medlem af folkekirken. For alle – også ikke-medlemmer – betaler til folkekirken over skatten.
Men det er gratis i den forstand, at vi ikke risikerer noget ved at sige og stå ved, at vi er kristne. Det kan ikke koste os livet at købe en ny bibel i Billunds boghandel. Vi kan roligt gå med kors om halsen eller sætte en det ældgamle kristne symbol, fisken bagpå bilen. Vi kan holde barnedåb for NN her ved en offentlig gudstjeneste. Vi kan fejre konfirmanderne på jeres konfirmationsdag og sætte billeder af jer på Facebook. Og vi kan være helt sikre på, at den reaktion, I får på det, er lykønskninger. Til lykke med, at I vælger Gud til.
Men ude i verden forfølges kristne. Hver uge mister kristne livet. Nogle vælger at blive, hvor de er. Andre vælger at flygte. Eller rettere: De har ikke andet valg end at flygte.
Den dag i konfirmandstuen talte vi om forfulgte kristne.
Vi talte om, at lige nu må de og andre mennesker flygte fra det, der var deres hjem.
Det gør de på grund af deres tro.
Det gør de på grund af klimaforandringer.
På grund af sult.
Eller på grund af krige.
Selvom vi ser det i alle medier, de sociale og de digitale, og i de trykte medier og på TV-skærme, så virker det stadig fjernt for os. Det gjorde det helt sikkert også for jævnaldrende unge og deres forældre i Ukraine i februar 2022, da krigen brød ud hos dem.
Nu fik konfirmanderne til opgave at skrive ned, hvad de ville pakke ned i én kuffert, som de selv skulle kunne bære, hvis det pludselig var dem, der skulle flygte fra alt det, de kendte: Computeren, den kommende konfirmationsfest eller varm kakao en onsdag til præst.
Pludselig handlede det ikke kun om, hvad der er nice to have. Det, vi måske knap ænser, men som bare er en selvfølge uden taknemlighed.
I stedet skrev konfirmanderne nu:
Varmt tøj.
Fornuftige sko (og ikke de hvide sneakers, I plejer at have på)
Vand.
En sovepose.
En kniv.
Dåsemad.
Det allermest nødvendige. Og så – selvfølgelig venner og familie.
Om vi er taknemmelige, afhænger også af vores livssituation.
Ikke hvor taknemmelige, vi er.
Men hvad, vi er taknemmelige over.
I dagens evangelium handler det også om taknemlighed.
Men det begynder med en omgang voksen-skældud.
Jesus siger til folket: ”I leder ikke efter mig, fordi I fik tegn at se, men fordi I fik brød at spise og blev mætte”.
Det er noget af en påstand. Folket her havde faktisk været på en ca. 30 kilometer tur over både sø og land, for at finde Jesus.
Og mon ikke, der havde været rig mulighed for at gå et andet sted hen, for at finde noget at spise og drikke, hvis det var det, det kom an på?
Men så kommer pointen: I har brugt virkeligt meget energi på at finde mig. Og det er fint, I har energi. Men I kunne bruge den energi klogere. Mad bliver brændt af igen. Om lidt er I sultne igen. Om lidt er I tørstige.
Der er noget, der er vigtigere.
Det er livsvigtigt som brød og som vand er det.
”Men”, siger Jesus, ”det, jeg kan give, det mætter dig stadig, når maven er tom.
Det fylder dig stadig, når du er tømt for kræfter, for håb.
Det bærer dig, uanset, om du bare skal hjem og spise søndagsfrokost – eller om du igen i dag er på flugt i Gaza, i Ukraine, i Malawi”.
”Super”, sagde folk den dag. ”Så gi’ os det”
”Ja, tak”, siger vi i dag. ”Be’ om”
Men … hvad er det?
”Det er mig”, sagde Jesus.
”Jeg er livets brød. Den, der kommer til mig, vil aldrig sulte.
Jeg er levende vand. Den, der tror på mig, vil aldrig tørste”.
Jeg ved ikke helt, om de forstod det den dag.
Måske forstår vi det heller ikke helt i dag.
Når Jesus siger, han er livets brød og at han er levende vand.
Så er det fordi vi kan komme til ham med den sult, som ikke stilles af almindeligt brød og vandhanevand.
Vi kan komme til ham med vores tro og vores tvivl.
For at tro er at som at have et forrådskammer – et spisekammer – et viktualierum.
At tro er at vide, hvor man kan gå hen og blive mættet på alle de måder et menneske har brug for at blive mættet på.
Derfor har vi lov at komme til Jesus med den sult, der rumler i hovedet, når tankerne kører rundt.
Vi kan komme til ham, når vi synes, det hele er håbløst.
Vi kan komme til ham, når det med at finde mening i tilværelse synes så langt væk som en by i Rus… langt væk bare.
Vi kan komme til ham, når vi er fyldt af glæde.
Eller taknemlighed. Eller håb.
For alle de her ting i tilværelsen har brug for en retning.
Hvis vi ikke retter glæden mod nogen. Eller vores håb, så bliver det uhåndgribeligt og forsvinder, som når et måltid mad er brændt af. Og så er det vi glemmer at være taknemmelige.
Fikser tro så det hele?
Nej da.
Det vil være naivt at tro.
Din tro må gerne være enfoldig. Men aldrig naiv, for så er troen bare tomme kalorier. Og de tomme kalorier er nice to have, men de mætter ikke længe.
Tro fikser ikke.
For vi bliver sultne igen. Og anfægtede. Og bange. Og så leder vi igen efter den mening, der blev væk for os.
Tro fikser ikke. Så var det ikke tro. Så var det hokus-pokus.
”Jeg er livets brød”, siger Jesus.
Jeg minder jer om, at det at overleve og det at leve ikke er det samme.
Vi ved, at vi dør, hvis ikke vi får noget at spise eller drikke.
Det er banalt, men sandt.
Måske er det også derfor, vi er blevet opdraget til at sige ”tak for mad”. For i de ord ligger der ikke kun en tak til Gud, der har givet maden. Eller tak til den, der har lavet maden. For det er noget af det, vi tager for givet.
I ordene ”tak for mad” ligger der mere grundlæggende en tak for at vi – takket være maden – også er i live denne dag. Og det er ikke på samme måde en selvfølge. Jeg vil huske at sige tak for mad i dag.
I Danmark dør mennesker ikke, fordi de ikke får mad nok.
Men hver eneste dag dør mennesker af mangel på liv.
De dør af ensomhed. Kedsomhed.
De dør af mangel på det, der kunne have givet dem næring i livet.
Det mest sørgelige er, at det, der kunne have givet de mennesker – ja, enhver, der savner livsindhold, det er ikke er ret langt væk.
Vi kan alle sammen række hinanden et nybagt brød og et glas vand.
Men vi kan også alle sammen være med til at række hinanden livets brød og det levende vand. Det, der gør, at vi synes, at livet er livet værd at leve.
Det var noget af det, Jesus gjorde, mens han levede.
Jesus viste os, at det at være troede, det at medmenneske ikke behøver at være svært.
Jesus gik sammen med dem, ingen andre fulgtes med.
Du har også to ben.
Jesus lyttede på den, der havde brug for at få lettet sit hjerte.
Du har også to ører.
Derfor var Jesus ikke bare den, der gav brød i menneskers liv.
Han var – han er livets brød.
Han er det levende vand.
At tro på ham er at have det som næring i dit liv.
Fordi mennesker dengang og i dag stadig er i tvivl om, hvad meningen nu var med det, Jesus gjorde, så indstiftede Jesus nadveren, for at vi hver eneste gang, vi knæler her, med egen mund kan smage og tage det ind, at han ER livets brød.
Og dagen efter – langfredag på korset - gav Jesus det sidste, han kunne give: Han gav sit liv for dig og for mig.
Med det gav Jesus os det, ingen anden kunne give.
Han gav os levende håb, når alt vort håb er ude.
Han gav os et evigt liv, når dit liv en dag er nået til vejs ende.
Jeg ved ikke, om noget af det stod på listen, du skrev i tankerne over det, du er taknemlig for.
Men jeg ved, at Jesus ikke har brug for din taknemlighed, for at række livets brød og håbets bæger også til dig.
Og for det siger vi:
Ære være Faderen og Sønnen og Helligånden, som det var i begyndelse, så nu og altid og i al evighed. Amen.
Meddelelser:
I dag samler vi ind til Folkekirkens Nødhjælps sogneindsamling. Vi giver ikke, for at andre skal være taknemmelige. Vi giver, fordi vi er det. Og fordi vi har noget at give af.
Og er du nået hertil, kan du stadig nå at give et bidrag via dette link: https://indsamling.noedhjaelp.dk/social/share?object=79728e1b-d4da-4c6a-9f5b-9d0d7c18f3ca&lang=da_DK&redirectUrl=https://indsamling.noedhjaelp.dk/participant/eva-jergs-indsamling-2024
Velsignelse:
Lad os med apostlen ønske for hinanden: At vor Herre Jesu Kristi nåde, Guds kærlighed og Helligåndens fællesskab være med os alle. Amen.
Kirkebøn:
Gud.
Tak fordi du har rakt os livets brød i din søn, Jesus Kristus.
Tak fordi dit ord mætter os – men også at det får os til at stille nye spørgsmål.
Tak for enhver, der har rakt os brød, vi kunne blive mætte af. Tak for mødre og bedstemødre, der har bagt. Tak for bagere og for opskrifter, så vi selv kan bage.
Vær hos os, Herre, når vi bliver sultne. Sultne efter mere brød, sultne efter at blive mættede med udfordringer, med erfaringer, med mening og med vished om, hvor vi skal gå hen. Stil vores sult og mæt vores længsel.
Vær hos enhver, der savner noget. Arbejde. Et sted at være tryg. Venner eller vished om at der er mere godt i vente. Fred i verden. Fred i hjertet.
Vi beder for regeringer og magthavere – giv dem at arbejde for fred og retfærdighed. Peg på, at magt ikke mætter. Og at rigdom ikke består i at have, men i at give og give videre.
Vær hos Folketing og regering, hos vores Konge og hans familie og hos alle familier og alle enlige.
Vi beder for NN, som i dag blev døbt. Giv gæsterne mad og en dejlig dåbsdag, som mætter længe i minderne.
Vi beder for vore kære, hvem vi hver især tænker på, levende som døde.
Lad os mødes omkring dit alterbord – og dér tage imod livets brød og håbets bæger, indtil den dag, hvor vi alle skal sidde til bords med dig og aldrig mere savne noget som helst.
Amen.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar