For mit indre blik ser jeg lige nu 3 mænd.
Der kunne være andre – men lige nu er det disse tre, der får lov at blande sig i prædikenen. 3 mænd, der hver på sin måde har set mig.

Har du haft mennesker i dit liv, som har set dig – som ingen andre har set dig – så send dem lige en kærlig tanke eller bøn lige nu.

Den første, jeg ser for mit indre blik, kan ikke se tilbage, for han lever ikke længere. Det er Haderslevs tidligere biskop, Niels Henrik Arendt.

Der kunne siges meget godt om ham. Når han talte, talte han med vægt, om end afdæmpet. Og han smalltalkede aldrig.

Niels Henrik Arendt var uhyre flittig. Hver eneste søndag var han til gudstjeneste i stiftet. Og kunne han nå mere end én gudstjeneste på en søndag, gjorde han det. Niels Henrik Arendt blev ikke stående i kirkedøren og smalltalkede efter gudstjenesten. Han smalltalkede jo aldrig. Men dagen efter – eller senest to dage efter – lå der i din postkasse – hvis du var præst – et håndskrevet brev fra ham, hvor han kom med gode kommentarer, respons og ros til den gudstjeneste, han havde været til. Og hvis ikke der var noget godt at sige, så sagde han ikke det.

Og han ville sikkert have vægret sig over at blive rost.

Niels Henrik Arendt havde en helt forunderlig evne til at se stort i os præster. Han var eminent til at få os parret i arbejdsfællesskaber på tværs af faggrupper. Jeg husker de første par gange, han ringede og spurgte, om det da ikke var noget for mig at indgå i sådan eller sådan …
Jeg har flere gange tænkt, at der havde Niels Henrik da vist ringet til den forkerte eller set forkert. Men det viste sig som regel, at Niels Henrik Arendt havde set rigtigt. Han så altid større i os – eller i hvert fald i mig - end jeg selv havde set.

Niels Henrik Arendt har selv fortalt i offentlighed, at han ofte lå søvnløs.

Parentes – på et af de tyske hoteller, jeg boede i min sommerferie, lå der på hovedpuden en pose med vingummier. Men det var ikke vingummibamser. Det var vingummifår. ”Værsgo” – her er nogle får at begynde med, hvis De ikke kan sove”, stod der på posen. -

Niels Henrik Arendt talte ikke får, når han lå søvnløs. Han begyndte fra en ende af stiftet med at tænke på en kirke, dens præster og kirkebetjening og han bad for dem. En efter en.
Det betyder meget for arbejdsglæden og for frimodighed i kaldet som præst at være set – og bedt for – af din biskop.

Niels Henrik Arendt er den første, jeg ser for mit indre blik. Jeg ser tilbage på ham med den største anerkendelse og respekt. Og han minder mig om, hvor særligt det er, når nogen ser noget i dig, du ikke selv kunne se.

Den anden mand, jeg ser for mit indre blik, er Zakæus.
Jeg har mine indre billeder af, hvordan Zakæus mon ser ud.
Du har sikkert dine.

For en engang skyld fortæller evangelisten os noget om udseendet på en af hovedpersonerne:
Vi hører, at Zakæus er lille af vækst.
Men der er altid mere at sige om os end udseendet.
Når de dengang så Zakæus, så de ikke bare en lille mand.
De lokale så også et menneske, de så ned på.
Helt bogstaveligt. Og helt overført.

For Zakæus var tolder, overtolder, og han var rig. Og hvis toldere dengang var rige, så var det fordi de uberettiget var kommet til pengene. De havde lagt fingeren lidt for tungt på vægten, opkrævet lidt mere end det strengt taget var nødvendigt.

Zakæus var en af dem, de så ned på dengang.
Hvis de da overhovedet så ham.

Zakæus lever i bedste velgående.
De færreste af dem sidder i morbærfigentræer. Du har såmænd sikkert passeret et par stykker på din vej i dag, uden at lægge mærke til ham.

Når jeg ser Zakæus, ser jeg også sider af mig selv.
De sider i mig, jeg ikke rigtigt vil være ved:
De uflatterende, ucharmerende sider.
Der, hvor jeg er for meget. Eller for lidt.

Når jeg ser Zakæus for mit indre blik, mindes jeg om de gange, hvor jeg synes, jeg er lille af vækst.
De gange, hvor jeg følte mig for dum eller for malplaceret eller bare forkert i et selskab eller en sammenhæng.
Og jeg krymper mig.

Når jeg ser Zakæus for mit indre blik, husker jeg de gange, hvor jeg blev overset.
De gange, hvor andre, der var højere, frækkere, eller smartere tog pladsen foran mig.
Andre, der tog udsynet, så jeg ikke kunne se længere end til min egen næsetip. Og det bliver i længden ret kortsigtet.

Når jeg ser Zakæus der i træet, ser jeg også de gange, hvor det var mig, der stod nedenfor træet.
Mig, der så op – og på samme tid ned på et andet menneske. Uden ord– eller løftede øjenbryn bevares. Alligevel har jeg gennem år og dag tænkt mine usympatiske tanker, når jeg er stødt på en Zakæus.

Og hvis du kan sige dig fri for nogen sinde at have tænkt én eneste ufordelagtig tanke om et andet menneske, ja, så skal der vist være helgenkåring efter højmessen her.

Når jeg ser Zakæus for mit indre blik, ser jeg initiativ.
For når noget bliver vigtigt nok eller sandt nok, så bøjer en Zakæus ikke nakken og tænker, at så kan det være lige meget. Så handler han.

Når jeg ser Zakæus, ser jeg en, der tænker: Hvad er det værste, der kan ske?
Og det værste, der kan ske, er ikke ret slemt.
Når du i forvejen ikke er en, der bliver set, så gør det jo ingen forskel, om du står på jorden eller om du sidder i et morbærtræ.
Når du allerede har mistet andres agtelse, så gør det jo ingen forskel, om du gør noget så pinligt som at klatre op i et træ.

Zakæus klatrer ikke op i træet for at blive set.
For det er han ikke vant til.
Zakæus klatrer op i træet for at se.
For at få syn for sagn om den Messias, profeter allerede havde set for år hundreder siden. Ham, Zakæus har hørt om lørdag efter lørdag i templet i søndagsskolen.

Zakæus regner med, at han kan være med på en kigger.
En kikkekø – hvor han bagefter bare kan gå uforandret tilbage til sit upåagtede liv.

Men du kan ikke nøjes med at være i kikkekø til Kristus.
Har du først set Kristus, er der ingen vej tilbage.
Du kan ikke bare gå uforandret tilbage til det, du kendte alt for godt.
Derfra er der kun andre veje.

Og har Kristus først set mennesket i dig, så er han ikke kun kommet på gæstevisit i dit hus  - eller i din tro. Så er han kommet for at blive.

Zakæus er den anden mand, jeg ser for mit indre blik.

Den tredje mand har jeg ingen indre billeder af.
Når jeg tænker på ham, ser han ikke ud på én bestemt måde.
Det er tværtimod omvendt.
Når jeg tænker på ham, handler det mere om, hvordan han ser på mig.
Om hvad det gør ved mit liv og min selvforståelse, at han – ufortjent - har set mig og kastet sin kærlighed på mig.
Den tredje mand er Jesus.

At tro er at hvile i at også du er set.
På én gang set og gennemskuet og udset.
Der er så meget mere i dig, der endnu ikke er set frem.
Dét er evangeliet.

Og der er ikke noget uset i dit liv, som Guds øje ikke har hvilet på. Det er også evangeliet. Dine synders forladelse. Dine endnu usete muligheder.

Et af de mest misforståede Gudsbilleder er billedet af ”Øjet i det høje”.
Vi kan finde øjet på mange alterudsmykninger allerøverst oppe.
En trekant. En trehed. I midten ét øje.
Misforstået, fordi det øje ofte er blevet udsagt som et ”Big Brother is watching you”. Som om Gud er et stort overvågningskamera, der nøje følger, hvert eneste trin – og især hvert eneste fejltrin, vi begår.
Og bare for at være helt sikker på at være nøjeregnende nok, så noterer øjet i det høje hvert et fejltrin op i den sorte bog. Og på det skal vi dømmes.
Tænk, jeg tror ikke, det er sådan Guds øje ser.

For det er der ikke megen nåde i.
Evangeliet er, at øjet i det høje ikke blinker.
Øjet i det høje er evigt vågent.
Som den, der våger i natten.
Som den, der ikke kan få øjnene fra sin elskede.
Som nærvær.
Som alt det, vi endnu ikke har set.

Julenat kom øjet i det høje ned på jorden.
For evangeliet er, at Guds kærlighed er i øjenhøjde med os.

Når Jesus ser Zakæus i dag, ser Jesus ham ikke med et fordømmende blik.
Jesus ser ikke alt det frem, Zakæus har gjort.
Eller har været.
Jesus ser ikke det lille menneske, Zakæus er udenpå eller indeni.
Jesus ser ikke alt det, Zakæus alt for godt har set i sig selv – eller havde set i andres blikke.
Jesus ser noget andet – og bedre frem.
Og da Jesus først havde set det, kunne Zakæus også selv se det.

Det er nåde.
Nåde er, når Guds øje falder på os.
Nåde er, når øjet i det høje falder på os i det lave.
Nåde er, at komme i øjenhøjde med Guds søn og Guds evangelium.

Jesus inviterede sig hjem til Zakæus, og der så han nye sider af ham. I dag er du inviteret med omkring det spisebord.
Og skulle du misse blikket ved nadverbordet, faldet Guds øje på dig igen i velsignelsen. I dag.
Og i morgen og til evig tid.

For det siger vi: Ære være Faderen og Sønnen og Helligånden, som det var i begyndelsen, så nu og altid og i al evighed. Amen

 Billedet er fra altertavlen i Sct. Nicolai Kirke, Vejle. 
Fra Anders Kirkegaards altertavle.