C'er du det? - prædiken til 8. søndag efter trinitatis

 

Kan en evangelisk prædiken bestå af – eller sammenfattes i et eneste bogstav?

Lad os lege med tanken.
Hvis det var bogstaverne U u – eller å å – så rammer de vist især de mere formanende tekster – eller ordene fra i dag, om at ”ethvert træ, som ikke bærer god frugt, hugges om og kastes i ilden”. Uu eller å å for det. Men evangelisk, det er det ikke.

Hvis det var en prædiken, der alene var skrevet på Ahhh – så er vi i feel-good afdelingen. En prædiken, der stryger os med hårene, og bekræfter os i hvor gode, vi er, og det er lige så uevangelisk.

Næ, lad os b.

Kan en evangelisk prædiken skrives på ét bogstav?
Måske.
Jeg tror, vi kommer længst med bogstavet C.

Og hvis du ikke får andet med dig hjem i dag, så vil jeg invitere dig til at tage bogstavet C med dig – og vende og dreje det C på alle de måder, du overhovedet kan komme i tanke om.

Digteren og salmedigteren, Simon Grotrian, som desværre døde for ung, har flere gange kreeret digte, som kun består af ét eneste bogstav. Som eksempelvis digtet, I ser på jeres salmeark. Her er der ingen ord. Digtet består kun af en hel masse C’er.

Jeg skal undlade at læse Grotrians C-digt op.
Det egner sig klart mere til at se på.
For digtet ligner mere en figur eller et billede end et traditionelt digt.

Simon Grotrian har givet digtet titlen ”Syndefald”.
Og med det hint in mente kan jeg kun se på digtet som et helt bestemt træ: Det træ, Gud havde plantet midt i Edens Have: Træet til kundskab om godt og ondt. Syndefald er et træ, bygget af C’er.

”Du må spise af alle trærne i haven”, sagde Gud til Adam, ”men træet til kundskab om godt og ondt må du ikke spise af,
for den dag, du spiser af det, skal du dø”.

Men det gjorde han jo, Adam.
Han spiste af frugten fra træet.
Og Eva spiste af den.

Det er derfor, Simon Grotrian har brugt bogstavet C i sit syndfaldsdigt.
Det er frugter, der er taget en bid af.

Og Adam og Eva må have været venstrehåndede – for de har begge bidt af æblets højre side.

Og C - syndefaldet var en realitet.

Men se, nu bliver jeg forvirret – for hvad var det, vi lige hørte før i evangelielæsningen: ”Sådan bærer ethvert godt træ gode frugter” og ”Et godt træ kan ikke bære dårlige frugter”.

Hvis det er sandt - hvordan kan frugten på et af de gode træer i Paradisets have så bære dårlige frugter?

Eller handler det slet ikke om frugterne dér i Edens have?
Er det ikke frugterne, der er noget galt med, men menneskene? Menneskene, der ikke er lydige. De falder for fristelsen. Falder for slangens ord, der siger ”Vist skal I ikke dø”. ”Men Gud ved, at den dag, I spiser af frugten, bliver jeres øjne åbnet”.

I bliver seende. Havde Simon Grotrian skrevet denne sidste sætning, så ville han ikke have stavet ”seende” med s – men med C.

”Slangen var det snedigste af alle dyrene, Gud Herren havde skabt”, ved vi. Men slangen var ikke en falsk profet. For slangen fik jo rent faktisk ret. Adam og Eva blev seende. Deres øjne blev åbnet.

De fik den kundskab, de ikke havde før. De så, de var nøgne. Og nøgenheden handler jo om så meget mere end, at de ikke har noget tøj på. At være nøgen er også at være udleveret, sårbar, skamfuld. En uskyld er tabt for altid. Paradise Lost.

Men jeg er stadig forvirret.
Jesus beder os i dag være på vagt for de falske profeter. På vagt overfor dem, der prøver at bilde os noget ind, der ikke er sandt.

Men hvem er det, der har ret i syndefaldsberetningen?
Indtil videre er det slangen, der fører 1 – O.
Adam og Eva blev seende, som slangen havde sagt.
Og slangen udvider føringen til 2 – 0. For slangen fik jo ret på en måde mere: Adam og Eva kom jo ikke til at dø den dag, de spiste af kundskabens træ.

Bevares – de blev dødelige. Men de døde ikke.
Selvom Gud Herren selv højt og helligt havde truet Adam med det: ” træet til kundskab om godt og ondt må du ikke spise af, for den dag, du spiser af det, skal du dø”.

Hvem taler sandt – og hvem er den falske?

Det er denne her slags spørgsmål, der igennem århundrederne har kostet både forfattere og kættere livet.
For må man stille spørgsmål til Guds almagt og Guds gode vilje?

Det er vist på tide, at vi tager en bid mere af frugten på Simon Grotrians træ.
Lad os dreje C’et en kvart omgang.
Så har vi en sur mund.
For nu blev det surt show for Adam og Eva. Fra nu af måtte de arbejde. Sved og slid og svangerskabs møje blev nye S’er i deres livs alfabet.

Når Adam og Eva sidenhen så sig tilbage, så de, at portalen til Edens have var ikke længere passerbar, men bevogtet.
”Ikke enhver, som siger: Herre, Herre! til mig, skal komme ind i Himmeriget, men kun den, der gør min himmelske faders vilje.« Det var jo det, der var synden. Adam og Eva havde ikke været lydige. De havde ikke gjort deres fars vilje. ”Bort fra mig, I som begår lovbrud”.

Adam og Eva havde fået hele Paradiset på én eneste betingelse: At de var lydige og at de underordnede sig ét eneste bud. En eneste ulydig bid skilte dem fra det paradisiske.

Med den bid fulgte flere bismage med: Adam og Eva løj. De gemte sig. De var ikke længere frie i deres tilgang. Deres billede af Gud var blevet frygtsomt. Som var Gud Herren en glubsk ulv og ikke en kærlig vogter.

Det er vist på tide, at vi tager endnu en bid mere af frugten på Simon Grotrians træ.
Lad os dreje C’et endnu en kvart omgang.
Nu ligner C’et en skål.

Den skål, Gud hver eneste morgen fylder med sin nåde.
”Hver morgen i min skål,
en nåde uden mål
til mig nedflyder”.

”Vi kan ikke frelse os selv”, siger Simon Grotrian i et af de sjældne interviews, der findes med ham. Der er han netop blevet udskrevet efter et længere ophold på et psykiatrisk hospital efter et nervesammenbrud.

”Det er en lang proces at finde tilbage, når man først er blevet væk”. Sådan siger Simon Grotrian. Jeg tænker, Adam og Eva ville kunne skriver under på det.
Og vi andre med. For de gange, hvor vi blev forledt af egne eller andre falske profetstemmer, der kan vejen hjem være lang. For hvis du er blevet tonedøv over, hvilke stemmer, der er sande eller falske, hvordan skal du så finde retningen i dit liv?

Simon Grotrian tilbagelægger sin vej med små skridt og med troen som en stadigt større krykke. Hver morgen beder han en personlig bøn, siger Fadervor og tænder for radioens morgenandagt.
Og han bærer et kors af guld, under t-shirten.

”Jeg har det kors på hele tiden – siger han til journalisten –
”og det kan måske fortælle dig, at jeg min tro helt inde på kroppen. Jeg har ikke proppet den ind i en kasse. Den omfatter alting, og jeg er sat fri i den. Det er en af de glædelig ting, der er sket med mig, at jeg virkelig fornemmer den der frihed, jeg er sat i”.

Med guldkorset under den hvide t-shirt, får vi endnu et bogstav på banen. For vi kan ikke holde en evangelisk prædiken uden det bogstav t, som korset ligner.
T for tro.
T for tillid.
T for tilgivelse.

Et t, som ligner en lille gren, der er podet på en meget kraftigere stamme. Det bogstav er evangeliet til i dag.

At jo. Det er stadig lige svært at skelne mellem, hvem der er de falske og de sande profeter i vor tid. Og derfor kan vi også komme til at tage fejl, og skyde selv Den almægtige forkerte motiver i skoene.

Og jo – vi tager stadig bidder af de forkerte og de forbudne frugter.
Og vi bærer slet ikke selv de frugter, som er omvendelsen værdige.

Vi er i bund og grund ikke noget godt træ.  
Stod det alene til det, burde vi hugges om og kastes i ilden lige med det samme.
Og C – hvilket bål ville det ikke være.

Men når alle C’er er spist til sidste bid, så står Guds T og Guds træ tilbage:
Korsets træ.
Det træ, også du blev podet på i din dåb.
Som en lille undseelig gren på det træ, der har rødder helt ned i evigheden.

 

”De stærkeste rødder har træer i blæst”.
Så når du kastes fra Cyd mod nord og retur.
Når du fristes – og falder for fristelsen
og bevæger dig længere og længere fra det, der kunne have været dit Paradis.

Så er det ikke dit træ, der står fast.
Det er Guds træ
Og det er Gud være lovet Ham, du er podet på.

Du kan ikke frelse dig selv.
Men Gud har frelst dig i Kristus.

Simon Grotrian gav os et C til at begynde på.
Nu får han også de næstsidste ord i en trosbekendelse, han skrev. Den lyder sådan her:

Vi tror på Jesus Kristus, vores bror og frelser,
som vil samle os alle i Paradis,
når dette liv er forbi,
og som har vundet over Djævelen, vores værste fjende.

Vi tror, at al lidelse og smerte vil forsvinde,
og at Dommedag vil rense os for enhver tvivl og synd.

Vi tror på Gud, vores far i Himlen,
som har skabt os og alt det gode, vi ser,
han som mætter os og er kærlighed.

Vi tror på Helligånden, der giver os vort åndedræt
og holder den levende samtale i gang.
Vi tror på Folkekirken som et ståsted og hjem for alle fortabte.

Vi tror på, at verden er begyndelse,
og at alt skal blive nyt. Amen. 

Og for det: Ære være Faderen og Sønnen og Helligånden, som det var i begyndelsen, så nu og altid og i al evighed. Amen.

 

Kirkebøn: Gud, vor Far.
Gid det var lettere at skelne løgn fra sandhed.
Gid vi ikke var så lette at lokke: Af slanger og falske profeter.
Gid vi var modigere til at sige sandheden og til at høre den.

Herre – lær os også at skelne, så vi ikke siger hinanden sandheder bare for at gøre ondt. Lad os tale sandt, men lad os især tale med hjertet.

 

Lad trangen til sandhed brede sig. Lad det gælde for os.
Men lad det også gælde for enhver, som kan have interesse i at gradbøje sandhed: Politikere, journalister, meningsdannere og hvad klædedragt det 21. århundredes sande og falske profeter ellers kommer i.

Lad os spise flere æbler og plante flere træer, som sætter sandheds frugter.

 

Herre, vi beder for dem, vi hver især stoler på.
Dem, der gør vores liv rigt. Og stort. Og værd at leve.
Vi takker dig for dem, vi har mistet, men som vi stadig savner. Vi beder for enhver, der har det svært lige nu.

Tak for gaverne. Både dem, der kommer indpakket i papir – og livets gaver: Musikken – en dag med flot vejr – et  menneske, der gjorde din dag god.

 

Tak for tilgivelsens realitet – og fordi vi tør stole på, at nok ligger din økse ved træets fod, Herre. Men øksen er slap – mens dit ord er skarpt og kærligt.

På det ord kan vi leve. Og vokse. Og måske sætte frugt.

Og på dit tilsagn om vore synders forladelse kan vi dø. Men dø i håbet om at vi slår øjnene op i dit rige – lige ved siden af Livets træ. Amen