The Sky is not the Limit. Kristi Himmelfartsprædiken

Jeg flytter på fredag. I mange år har jeg flyttet fra færre til flere m2. Da jeg blev præst, flyttede jeg fra 70 m2 til 400 m2. Da vi flyttede her til Fredericia, var det til ca. 200 m2. Det gik endda.

På fredag flytter jeg til under 100 m2. Det betyder, at jeg lige nu står i den øvelse, mange af jer har været i: At reducere i ens jordiske gods.

Så jeg er igennem det hele: Børnenes gemte legetøj, strikketøj, der aldrig blev strikket færdigt. Og – især har jeg været igennem mere end 30 års breve og fotografier. Dét tog tid! Hvorfor?

Fordi der blev masser af minder pludselig helt helt nærværende. Historier og episoder, jeg havde glemt – var alligevel ikke glemte, da jeg genlæste breve fra bedsteforældre, svigerforældre og venner. Det er stærkt, hvordan det fraværende bliver nærværende. Selv det, der var for mange år siden, kunne pludselig føles som var det i går.
I dag fejrer vi Kristi Himmelfarts dag.
Det er en af de små helligdage.
Vi spiser hverken noget bestemt mad. Vi har også kun fri en enkelt dag.
Alligevel er det her måske en af de vigtigste helligdage.
Eller rettere – det er i hvert fald en dag, der er et vigtigt springbræt til at få os videre i evangeliet om Guds søn.

Vi har fejret påsken. Hørt, hvordan Jesus døde – og opstod og viste sig for sine disciple. Og i de dage, der er gået, har Jesus forberedt dem på, at han skulle forlade dem.
Det må have været ret intense dage.

Jeg tænker på de familier, jeg næsten ugentligt møder, som fortæller om, hvordan deres sidste dage, nætter, timer med den, de skulle miste, foldede sig ud. Jeg er sikker på, at der er ord og særlige oplevelser, der er lagret i de efterlevende for altid. Fordi de alle vidste, at nu gjorde de noget sammen og sagde noget til hinanden, som blev for sidste gang.

Engang imellem spørger jeg de efterlevende: Hvis jeres mor eller far – eller hvem vi nu end mødes om – skulle give jer nogle sidste ord – sådan et slags testamente i ord til jer. Hvad ville de så ønske for jer? Hvad ville de så sige til jer?
Det bliver ofte et stærkt øjeblik i samtalen.

I dag sidder vi med til med til bords på den dag, der bliver den sidste. Og dér ved bordet viser Jesus sig for sine disciple og taler til dem for sidste gang.

Havde det være mig, der var sammen med mine nærmeste og kæreste for sidste gang, så tror jeg, jeg ville bruge tiden på at sige, hvor meget de havde betydet for mig.
Jeg ville sige, at jeg holdt af dem.
Nogle ville endda få at vide, at jeg havde elsket dem.
Og så ville jeg tage afsked med de bedste ønsker for deres fremtid.

Det er ikke lige det, Jesus siger.

Han giver disciplene, eleverne lektier for. ”I skal”, siger Jesus, ”forlade alt det kendte og trygge og gå ud i hele verden. I skal prædike. I skal helbrede”. Og da han har sagt det – så er det farvel og tak. Eller – det er det ikke engang. Jesus forlader dem bare.

Smækker røret på, sådan som min mormor tit sluttede samtaler, når hun syntes, de havde varet længe nok.

Så – samtalen mellem Jesus og disciplene er slut. Der er ikke mere at sige – i hvert fald ikke fra Jesu side. Og han bliver – som der står skrevet – taget til himmels.

Og den opgave disciplene fik den dag, det er den opgave, som siden er blevet givet videre fra generation til generation – det er at gøre det fraværende nærværende.

At gøre det fraværende nærværende… Eller… at gøre evangeliet om den fraværende nærværende.

Opgaven er slet ikke så let.

I første omgang får disciplene at vide, at de ikke skal blive stående på stedet og se op mod himlen, hvor Jesus er forsvundet. Det er måske forskellen på at være efterladt og efterlevende. Den efterlevende flytter sig.
Og at blive stående på præcist det sted, hvor man er blevet forladt, gør os fraværende.

I stedet skal disciplene rette blikket mod verden og menneskene og være nærværende.

Det kunne vi såmænd også godt gøre til vores Kristi Himmelfartsopgave. For hvor tit er vi ikke fraværende, selvom vi burde være nærværende?

Mobiltelefonerne – skærmene, der er alle steder – drager blikket, uanset om vi vil det eller ej. Vi skal lige tjekke om der er kommet en besked, en chat eller en mail, inden vi sætter os til bords.

Vi er på - online hele tiden. Aldrig har det været lettere at få fat på os end nu. Og aldrig har det været sværere at komme i kontakt med os som mennesker.
Vi er meget fraværende, også hvor vi burde være nærværende.

Gå en tur på gågaden. Ingen mennesker hilser på hinanden. De går med hovedet ned i skærmen.
Ingen hundeejere leger kast en pind til deres hund, for de går med hovedet nede i deres skærm.
Få mødre eller fædre laver pludrelyde til babyen i barnevognen, for de går med hovedet nede i deres skærm.
Og det er lettere at få fat i teenageren, der sidder ovenpå, ved at sende en SMS end ved at tro, at du kan råbe dem op.

Aldrig har vi været mere online – og aldrig har vi været mere fraværende.
Tænk, der er mennesker, der ikke ved, hvordan de slukker deres telefon – og det er ikke en vits.

Og det kan godt ske, at I sidder nogle hellige her
– ja, det må vi sandelig håbe J -

Det kan godt ske, vi sidder nogen her, der aldrig kunne drømme om at gøre os så afhængige af telefoner og andet nymodens, men så er det kun, fordi vores alder er højere end gennemsnittet – og at vi kan finde ud af at være nærværende en times tid. Men vi er en uddøende race.

 

Det er naturligvis ikke kun mobiltelefoner og tablets, der kan gøre os fraværende, hvor vi burde være nærværende.

Vi kan være optaget af så mange ting, at vores nærmeste ikke synes, at vi er nærværende. Vi kan sidde i stue sammen, i sofa sammen og være aldeles fraværende.

Der er mange slags fravær. Og vi kender alle til, hvordan det kan være svært at navigere i, at dem, der burde være nærværende, er fraværende.

Men vi kender også til, hvordan nogen, der er fraværende, kan blive endog meget nærværende for os.

Tidligere skrev vi – som jeg sagde indledningsvist - breve – og sådan holdt man hinanden opdateret på livet. På tværs af landegrænser har familiemedlemmer igennem årtier holdt forbindelserne ved lige ved at skrive breve. Og pennevenner. Og kærester.

Tænk på, hvordan man i krigstider har prioriteret postforsendelser. Breve fra Vestfronten kunne komme til det nordligste Jylland på bare 3 dage.

Og breve brugte de første kristne til at fremme fællesskabsfølelsen. Og tænk, vi har dem endnu. Sådan bliver vi samtidige og samværende på tværs af årtusinder.

 

Og vi kender til, hvordan det pludselig er at være sammen med mennesker, vi ikke har set i mange år. Skolekammerater, eller venskaber, der næsten var døde ud, eller dem, vi ser så sjældent, at det kunne være løgn, men det er det ikke. Og når vi så ses, ja, så var det som om årene mellem os aldrig havde været der. Pludselig blev den nærhed, der havde været fraværende, igen helt nærværende.

At mindes vore døde kan også være en meget kraftfuld oplevelse. Vore døde kan være næsten lyslevende for os der i mindet. Fraværende, så det gør så ondt, at det næsten ikke er at holde ud… og dog så nærværende, at det netop bliver til at holde ud… bare for en stund.

I dag lyder det til os som det lød til disciplene: Vi skal ikke blive ved med at stirre op mod det, der er forsvundet. Vi skal heller ikke stirre ned – i skærme eller i det, der nu i øvrigt gør os fraværende. Vi skal løfte blikket og se hinanden.
Og være nærværende. I liv – og i tro.

Fraværende – nærværende. De to er ikke altid så langt fra hinanden, som vi skulle tro. Og det er faktisk lige præcis, hvad Kristi Himmelfart viser os.

At tro – det er at komme overens med, hvordan den Kristus, der er fraværende i verden, kan være nærværende i vores liv.

Man skulle synes, at Kristi Himmelfartdag er en dag, der associeres med afstand og distance. Denne af alle dage bliver Kristus fjernere end nogen sinde. Men Kristi Himmelfart er det modsatte. Det er begyndelsen på det ultimative nærvær.

Indtil nu har de første disciple måttet gå sammen med Jesus – fysisk – for at være sammen ham. For Jesus kunne kun være et sted ad gangen. Da han stiger til himmels, stiger han op over kroppens og stedets begrænsning.
Han bliver allesteds-fraværende for at kunne være allestedsnærværende. The Sky is not the limit.

For den himmel, Jesus farer op i, er ikke et konkret sted.
Himlen er ikke et sted
Himlen er helt enkelt det, der rører alt, som er under himlen.

Vi kan stå her på jorden, og uanset hvor end vi verden vi befinder os, så kan vi, ja hvert eneste menneske se himmelen. Og på samme måde kan Guds søn være nærværende hos hvert eneste menneske på denne jord.

Men hvordan bliver Jesus nærværende for dig?

Jeg ved det ikke.
Jeg ved ikke, hvordan du mærker Guds nærvær.
Eller Guds fravær for den sags skyld.

Men vi ved, at Han har lovet at følge os alle vore dage.
Og vi ved – og bekender – at engang kommer Han igen – og tager os til sig – og så skal vi aldrig nogensinde være fraværende for hinanden.

Og for det siger vi:

Ære være Faderen og Sønnen og Helligånden, som det var i begyndelsen, så nu og altid og i al evighed. Amen.

Kirkebøn

Himmelske Far – himmelske Søn – du Helligånd, der er her og gør det hele levende.

Tak, Gud, når vi oplever dit nærvær i vores liv.
Tak, at vi må mødes her i gudstjenesten og lade ord og vand og brød og vin komme os ganske nær.

Tak, når vi oplever mennesker som nærværende i vores liv.
Vi ved ikke altid, hvad vi har brug for. Men ingen af os kan få for meget nærvær.

Hjælp os med at holde blikket i den rigtige retning. Ikke kun op. Ikke kun ned.

Lad os se den skabte verden.
Lad os se mennesker i den.
De lidende, de sørgende, de triste, dem, der trænger til opmuntring. Lad os gå hoppende skridt med de glade og gå en ekstra kilometer med en ven, der trænger til det.

Lad viljen til nærvær og oprigtighed være hos dem, der skal træffe beslutninger, der får betydning for mange. Vær nær hos politikere, både på lands- og lokalplan.

Vær hos Dronningen og hele det Kongelige hus.

Vær hos forældre, der gerne vil kunne være der for deres børn og se dem finde deres veje i livet. Og bedsteforældre, som kan være nærværende for deres børn og børnebørn på en anden måde.

Vi beder for dem, der har været i vores liv, men som nu er fraværende. Enten fordi vi mistede kontakten til dem. Eller fordi de døde fra os.

Lad os se dagen i møde med forventning og med håb. Denne dag – dagen i morgen – og den dag, hvor du, Herre tager imod os i det himmelblå i dit rige.

Det beder vi om. I Jesu navn. Amen