Juleaften

 

Fik Jesus egentlig julegave?
Ja, der var jo godt nok de tre vise mænd med guld og røgelse og myrra. Men de kom jo ikke frem, før flere dage efter Jesu fødselsdag.
Hvad fik Jesus så i jule- eller fødselsdagsgave?
Ja, det ligger jo i ordet fødsels dag: Jesus fik, som ethvert andet menneske, livet. Og livet er en fest værd på hver eneste fødselsdag. Derfor fejrer vi i dag Jesus på hans fødselsdag: Fordi han fik livet. Og fordi han, den lille Messias, blev født som vores frelser og gav os del i Guds liv.

Jesus fik livet i fødselsdagsgave.
Og så fik Jesus én ting til: Han fik fødselsdagssang. Englene sang for ham. En hel himmelsk hærskare – og det er virkeligt mange - sang englesang for ham.

Når vi synger sammen, trækker vi vejret i takt.
Vi får fælles puls.
Vi bliver ét på tværs af alt det, der i øvrigt kan skille os ad.

Når vi synger, synger vi som havde vi én mund.
Også selvom vi synger med mundbind på.
Eller slet ikke synger med – men bare lader sangene synge i os.

Hver gang vi synger, ophæves tid og rum. Så er der hverken himmelrum eller jordrum. Der er bare ét rum og én tid.
Så når du i dag synger med, synger du i kor med englene i Betlehem.
Du synger i kor med mennesker, der ud over hele jorden - lige nu - synger og håber på fred. Fred mellem mennesker, fred på jord – eller fred i dem selv.

Du synger også i kor med dem, der lærte dig julens sange og salmer.
Du synger i kor med alle dem, du og jeg hver især må savne, særligt på en juleaften: 
Dem, hvis hånd vi endnu kan mærke i vores.
Dem, hvis stemme endnu genlyder i vores ører.

Når vi synger julesange, så sender vi julegaven fra den første jul videre.
Det er hvad ordet ”tradition” betyder: At sende noget videre.

Derfor er jul ikke kun et engang: Vi fejrer ikke alene, at Jesus blev født dengang.
Vi fejrer, at Jesus bliver født igen i dag.
Vi fejrer, at den store glæde, som skulle være for hele folket, er et stadigvæk.
Nu ER det jul igen.

Når en tradition gentages, er der liv.
I gentagelsen er der håb.
Sådan peger traditioner både tilbage og fremad.

Noget af det, der gør ondt igen i år er, at vi pga. corona ikke kan få lov at genopleve og videregive de traditioner, vi hver især synes, hører julen til.

Igen i år må mange nødtvunget justere på juletraditionerne. Og måske – bare måske – får vi derigennem skærpet opmærksomheden på, at det ikke er måden, men indholdet af traditionen, der er vigtigt.
--

Gad vide, om Jesusbarnet egentlig selv hørte englene synge dér julenat? Måske sov han sig fra englenes sang. Måske skreg han så højt, at det overdøvede selv den smukkeste englerøst. Måske vidste Jesus slet ikke, at han havde fået en gave?

Det er ikke altid vi ved, når vi har fået en gave. Måske opdager vi først langt senere, hvilke gaver i livet, der fik betydning for os.  Opdagede, hvilke traditioner der blev så uopgivelige, at vi vil give dem videre.
--
Det er min tur. Det er mig, der skal sende stafetten videre.
Sidst fandt jeg dem i fryseren. Der har jeg alligevel ikke fundet dem før. Nu ligger de hos mig. Det er det min tur.  

Dem – hvad er det, jeg taler om?
Jeg taler om 10 eksemplarer af sangbogen her: Humøribussen. Det er sådan en sangbog, der ved festlige lejligheder kom frem i mit barndomshjem. Når sangbogen kom frem, forsvandt mine brødre og jeg hurtigere end du kan sige … glædelig jul.
Indholdet af sange i Humøribussen er en særdeles skønsom blanding. F.eks. finder du ”What shall we do with the drunken sailer?” side om side med “Morgenstund har guld i mund”. Det er i sandhed en sangbog med inklusion.

Humøribussen er arvegods. For da mine forældre skulle fraflytte mit barndomshjem, for at flytte til noget mindre, var humøribussen en del af godset.

Alle I, der har prøvet at skulle rydde op og ud ved, hvordan det er. I begyndelsen er det nemt: De vigtige ting, dem, der har betydning, de kommer med. Arvestykkerne. Fotografierne. Så kommer der det nødvendige, men kedelige: Margretheskålene i alle størrelser, bestik, måske ikke længere til 48, men så bare til 12.

Min ene bror, ham, der ikke fik de 10 tommelfingre, men fik al håndværker-DNA’et og som kender navnene på alt fra fars værksted, fik, med vi andres velsignelse, alt overskydende godt med sig fra værkstedet. Mens jeg holdt mig til, da der skulle halveres i beholdningen af blomstervaser.

På et tidspunkt står man der med de sidste bunker. I en af de sidste bunker lå også stakken af Humøribussen. ”Smid dem ud”, sagde min ene bror. ”Send det til genbrug”, sagde min mor, som selv har gjort mange gode genbrugsfund. Min anden bror og jeg trådte vande imellem de to synspunkter.

Jeg husker ikke længere, hvem af os, der tog dem. Jeg husker heller ikke længere, hvem af os, der begyndte med, at man i smug skulle gemme de 10 eksemplarer af humøribussen hos den anden. Men nu er det en tradition.

Vi sender sangbøgerne på vandring mellem hinanden. De har efterhånden opholdt sig utallige muntre steder. Nogen gange kan der gå meget længe, inden de bliver fundet. Det er naturligvis pinligt, hvis de nu var blevet gemt sammen med støvsugerposerne. Hvor jeg har gemt Humøribussen denne gang? Det siger jeg ikke. Men jeg vil anbefale min yngste bror at kigge godt i anden i aften?
Sidst troede jeg, jeg havde taget rugbrød op af fryseren … men så var det i stedet 10 humøribusser i fryseposer. Og tænk – jeg vidste slet ikke, jeg havde dem.

Jeg tror ikke, jeg har sunget i humøribussen, siden jeg engang blev taget som gidsel i en sammenkomst med forældrene. Og stor var min overraskelse, da jeg først for nylig vender Humøribussen om og ser, hvad der står på bagsiden. Der står, at Humøribussen er glædens gesandt.

Glædens gesandt.
En gesandt – det er en, der er sendt fra en stat til en anden med et væsentligt budskab.
Det er det, vi fejrer igen denne jul:
Gud har sendt os en gesandt.
Men ikke hvilken som helst.
Gud har sendt os sin søn som glædens gesandt.

Julesange er glædens gesandt.
Når vi synger, så videregiver vi det væsentlige budskab.
Når vi synger, så giver vi glæden stemme.
Når vi synger, giver vi Guds håb stemme.
Når vi synger, giver vi Guds kærlighed stemme.
For kærlighed er musik, der leder efter en stemme.
Når du synger, låner Gud din stemme for at få evangeliet – og den glæde, der skulle være for hele folket - bragt ud i verden.

Derfor er ikke bare en god tradition at synge.
Det er en nødvendighed.
Jeg siger ikke, vi alle sammen skal til at give hinanden Humøribusser. Jeg er måske lige ved at tro, at de 10 eksemplarer, der cirkulerer mellem min bror og jeg er rigeligt. Men vi skal give sange videre.

Engang var nogle udsendte danske soldater under beskydning.
De sad tæt sammen. Ventede kun på at fjenden genoptage skydningen.
Soldaterne var bange. Så siger en af dem: ”Skal vi ikke synge noget?”
Men de kunne kun finde en sang, de alle sammen kendte: Og så sang de: ”Vi sejler op ad åen”.
Jeg ved ikke, hvor megen trøst der er i at synge ”vi sejler op ad åen”.

Vi skal have sange at synge.
Sange, når vi er bange og modløse.
Sange, når livet er svært.
Sange, når glæden er stor.
Sange, når vi mangler egne ord.
Måske er vi ikke altid en himmelsk hærskare til at synge dem. Men mindre kan gøre det.

Om lidt skal vi synge, at glæden er jordens gæst i dag. Men det er en underdrivelse af rang. For med Jesu fødsel er glæden ikke en gæst. Glæden er kommet for at blive.

Jul er, at Gud lagde sin glæde ind i verden.
Englene sagde, det var en stor glæde. Men den begyndte i det små. I det, der var så lille som et nyfødt barn.
Men selv glæder kan vokse sig større. Det ved især den, hvor glæden er på vågeblus.

Glædens epicenter blev en stald på en mark
lidt uden for Betlehem.
Dem, der var der, tog hver på sin måde glæden til sig.
Hver på sin måde tog de glæden med sig derfra.
Tilbage til det de kom fra, som var det samme.
Men de var ikke længere selv de samme.

Sådan blev det jul for første gang.
Sådan bliver det jul i dag.
Nu står vi ved krybben sammen med dem: Barnet, Maria, Josef og alle de andre – og med alle dem, ud over hele jorden, som har fået at vide, at glæden er stor nok til os også.

Vi ser det nyfødte Jesusbarn.
Vi ser, at glæde ikke er en præstation.
Glæde er noget, vi får givet.
Glæde er altid en gave.

Det er med glæden som det er med humøribussen. Det er ikke altid sikkert, vi ved, vi har den. Sådan er det også med troen på ham, der i dag bliver født som verdens frelser, den lille Messias.

Også han kan være godt gemt. Måske anede du slet ikke, at du havde ham. Måske opdager du ham lige pludselig, hvor du slet ikke havde regnet med, at han kunne være. Der på bunden af dit livs fryser. Der hvor livet var koldest og mørkest. Eller den dag, hvor glæden var størst. Fordi du mødte uventet godhed, her, hvor du aldrig ville have troet det muligt – eller overhovedet havde regnet med at tro var en mulighed, der fandt du den. Glædens gesandt. På bagsiden eller forsiden af dit liv.

Det er jul. Det er traditionernes tid.
Det er tid til at give og til at give videre.

Hvis der er noget, der er vigtigt for dig, så skal du ikke holde det for dig selv, så skal du give det videre.

Det var det, Gud gjorde.
Han gav det allervigtigste videre til os: Sin søn. Sin frelse. Sin kærlighed.

Hvis der er noget, der er vigtigt for dig, så giv det videre.
Hvis kærlighed er vigtig for dig, så giv den videre.
Hvis håb er vigtigt for dig, så giv det videre.
Hvis tro er vigtigt for dig, så giv det videre.
Og tænk – måske opdager du en dag, at det, du havde givet, har du fået tilbage.

Det er Jesus’ fødselsdag. Det er jul.
Hvad jeg ønsker mig i julegave i år?
Jeg ønsker mig julesange. Og jeg ønsker mig dem ikke kun for mig selv.
Jeg ønsker mig, at vi må række julens sange over grænser og generationer.
Og at vi må række julens evangelium med.

Jeg ønsker, at vi som store, små mennesker må finde glædens gesandt i frysere og frosne hjerter.
At mennesker må finde glædens gesandt der, hvor livet er gået i sort.
Dér, hvor folk går i små sko. Dér, hvor der hverken er plads i herberger eller hjerter til andre.
Jeg ønsker for Jer og for mig, at hele den himmelske hærskare af engle må synge ”frygt ikke” ind i det sted i dit hjerte, der trænger til at høre det.

Jeg ønsker, at du må erfare, den Gud, der har sendt kærlighedens og glædens gesandt også har sendt Ham til dig.

På det vil vi ønske hinanden en glædelig jul.
Amen.

Meddelelser.

3. SALME: JULEN HAR BRAGT

KIRKEBØN

Lad os bede:
Gud. Tak for julen, hvor du gik ind i menneskelivet
Nu ved vi, at du kender os og at du ved, hvordan det er at være menneske.

Vi takker dig for de mennesker, vi hver især glæder os over.
Vi takker dig for dem, vi hver især tænker på med taknemlighed - lige nu

Tak for dem, vi skal dele julens glæde med.
Tak for dem, vi ikke kan være sammen med, men som vi glæder os over at kende.

Tak for dem, der var en glæde i vores liv.
Men som vi nu husker på med glæde, med vemod – og nogen af dem med stor smerte.
Tak, at du har sagt at engang skal alting falde sammen i din glæde.

Vi beder for alle dem, der glæder sig.
Dem, der glæder sig så meget, at de næsten ikke kan vente.

Og vi beder for dem, der er holdt op med at vente.
Fordi de ikke tror, der er mere glæde på rente til dem.
Rut, Herre, i særlig grad med din glæde og dit nærvær hos dem.

Vi beder for folket. Her og ude i verden.
Vi beder for dem, der skal tage beslutninger i verden og her hos os.
Vær med Dronning, Folketing og alle, der skal tage beslutninger, der får betydning for andres liv.

Tak, fordi vi med julenat, med påskemorgen og med pinsedag in mente ved, at vi altid har mere godt i vente.
Og Gud, den dag vi lukker vores øjne for sidste gang – lad os da gøre det med håbet om, at når vi åbner dem igen, så ser vi din glæde.

Men i dag, Herre gå Du med os – og tænd juleglæden i hjem og hjerter.