den ikke holdte prædiken 3. søndag i advent

 

SÅDAN SET ….  er det måske skæbnens ironi, at på denne 3. søndag i advent, hvor jeg skulle have jubilæumsprædiket om den stumme Zakarias, ja, der var det mig, der var stum.
Ikke fordi jeg har mistet stemmen. Jeg har heller ikke corona (første kviktest var negativ og om lidt nupper jeg en pcr) – men som jeg havde det i går, var det mest forsvarligt, at der skulle hidkaldes en standin til gudstjenesten i dag.
SÅDAN SET er det irriterende så at vågne i dag og være næsten frisk – så frisk at jeg før corona havde nuppet to panodil og holdt gudstjeneste. I stedet stod jeg så i testkø i kirketiden. Det ER godt nok en kedelig måde at fejre jubilæum på.
SÅDAN SET har min søde hjemmeboende twin havde nu hængt flagranke op – og min søde menighedsrådsformand kom forbi med alle de blomster og gaver og søde hilsner, som menigheden alligevel havde medbragt.
OG SÅDAN SET synes jeg det er held i uheld, at al fejringen er udsat. Og sådan set er det meget heldigt, at jeg ikke skulle vies til biskop i dag (det var der nu heller ingen fare for) eller at jeg skulle have holdt afsked fra et job, for den slags kommer jo ikke i en genudsendelse.
SÅ … her er min prædiken. Nu var den jo alligevel næsten skrevet færdig. Og mangler der noget – så føj selv til.

PRÆDIKEN TIL 3. SØNDAG I ADVENT

Mit livs første LP købte jeg i 1989. Coveret var dybgult med et stort fotografi af Anne Linnet. ”Min sang” hedder albummet. Den gang anede jeg ikke, at den LP skulle blive soundtracket til mit liv og til min tro.

”Min sang” blev jo ikke kun min sang. For hvem har ikke nynnet med på ”Lille Messias”? Hvor mange præster har ikke i begravelsestaler citeret ”men vi tror du falder i levende hænder” fra nummeret af samme navn? Og hvem ville ikke ønske, at ordene ”mild, lattermild og gavmild”, var en sang skrevet om dig?

Cirka et år før jeg købte LP’en, befandt jeg mig på en restaurant i Bruxelles. Overfor sad Johannes Møllehave, der havde inviteret mig ud at spise. Det var en uges tid før jeg skulle forlade Belgien og vende hjem til Danmark, for at begynde at læse. Efter maden fortæller Johannes, at han netop havde gang i et spændende projekt sammen med sangeren Anne Linnet. Så trækker han papirer op af sin taske. A4-ark med tekster med tilføjelser og overstregninger. Johannes viser mig teksterne og spørger interesseret, hvad jeg mener om dem. Jeg kan heldigvis ikke huske, hvad jeg svarede. Det kan kun have været ubegavet og meget meget starstrucked.

Starstrucked havde jeg helt sikkert ikke behøvet at være. For Johannes Møllehave var som menneske ligetil og ukompliceret, men med dybde. Ligesom teksterne på bordet i restauranten, der siden blev til sangene på albummet ”Min sang”.

”Min tro er ikke en svada,
indviklet, knudret og lang.
Og slet ikke nu i dag da
min tro er min sang”.

”Min tro er min sang”.
Hvor er det både enkelt og sandt: ”Min tro er min sang”.

Du har din sang.
Jeg tænker ikke på de sange, du har på din playliste, og som du sætter på, når du skal træne eller gøre rent eller som skal understøtte en bestemt stemning. Jeg tænker ikke på de sange, der gør noget særligt ved dig: Dine yndlingssange eller sange fra særlige mærkedage i dit liv.

Jeg tænker på din sang.
Sangen om dig.
Sangen om dit dig.
Måske din sang endnu bor i dig, stumt og usunget. Men før eller siden finder de fleste sange deres sprog, deres rytme og toner.

Meget kan du holde inde. Og meget af det, der er dig, har måske endnu ikke fundet sprog og toner til at blive din sang.

Men den er som en kladde. Den er på vej. Din sang.
Som en rytmisk banken på bordet. En umærkelig fløjten. Et par taknemlige toner under bruseren eller ved middagsbordet. Som løsrevne bogstaver, der lidt efter lidt finder sammen til ord og sætninger og bekendelser.

Sange kan i længden ikke holdes inde.
For sang er som et ustoppeligt lys, der baner sig vej gennem den mindste sprække.
Også din sang skal synges.

Jeg tror, Johannes Møllehaves enkle ord: ”Min tro er min sang” samtidig er en dyb - og evangelisk - sandhed: At tro er som sang. At tro, det er heller ikke noget, du kan holde for dig selv som din sang alene. Tro er måske nok en privatsag, men tror du, så er det ikke noget, der kun får betydning for dit private liv.

Det er tro, der synger i dig, når du får mod på livet. Det er din tro, der synger, når du håber det bedste – eller bare det næstbedste, selv om du har meget at kæmpe med. Din tro, det er den sang, der håber på det gode i medmennesker, og selv om du er blevet skuffet gang på gang.

Det kunne jeg alt sammen holde en lang svada af en prædiken om. Jeg kunne også bare sige: Også din tro har sin sang. Måske du bare skal finde den – eller den skal finde dig. Din tro, din sang finder sin vej. Når den er klar. Når du er klar.

I dag er evangeliet en sang: Zakarias lovsang. Det er en af flere sange, vi møder i Lukasevangeliet. De to af sangene opstår spontant: Jomfru Maria bryder ud i sin sang, da hun har haft besøg af englen, der forkynder hende, at hun skal føde Guds søn. Englene synger lovsang på marken julenat. For ”med ét var der sammen med englen en himmelsk hærskare, som lovpriste Gud og sang: ”Ære være Gud i det højeste og på jorden.
Fred til mennesker med Guds velbehag”.

Men Zakarias’ lovsang, den har været længe på vej. Hele 9 måneder faktisk. Lige så lang tid som hans kone ventede deres søn, Johannes. Ham, der siden blev til Johannes Døberen. Men Zakarias kunne ikke synge sin sang før nu, for Gud havde gjort ham stum. Hvorfor? Og hvorfor lige en Zakarias, der jo var præst og havde det som sin fineste opgave at tale til folk om Gud? Umiddelbart er der ikke megen forkyndelse at hente hos en stum præst.

Forhistorien er, at Zakarias ligesom jomfru Maria havde haft besøg af en engel. Men Zakarias troede ikke på budbringerens budskab. Han kunne ikke tro på, at det virkeligt skulle lykkes, at han skulle få en søn i sin høje alderdom. Han kunne simpelthen ikke tro på, at det var Gud, der stod bag. Så Zakarias gik i rette med ærkeengelen Gabriel selv: ”Hvordan kan jeg vide det er sandt?”, spørger Zakarias. Og sådan sætter Zakarias overstregninger og tilføjelser til Guds sang. Men sådan spiller klaveret ikke. Eller de himmelske harper. Derfor lukker Gud munden på Zakarias. Zakarias’ stumhed er et raffineret billede og et humoristisk eksempel på, at Gud nok skal få sit budskab frem. Så når en præst ikke vil forkynde det glade budskab gennem ord, så må han gøre det gennem stumhed.

I 9 måneder var Zakarias svanger med sin viden om, hvordan Gud vil gribe ind og sende velsignelse. I de 9 måneder voksede sønnen Johannes sig levedygtig i hustruen Elisabeths moderliv. Og i de 9 måneder sang lovsangen i Zakarias. Efter 9 måneder fik Zakarias lov til at lukke munden op, og da havde han noget opbyggeligt at sige.

Mens Zakarias var stum, havde Gud skaffet sig ro til at give sit under tid til at virke. Tid til at virke og vokse i Zakarias. Guds tid virkede i Zakarias. Det er også hvad advent betyder: At der er lagt en anden tid ind i vores verden, som vi ikke har nogen magt over. Gud har lagt sin tid, sin ventetid ind i vores tid.

Når Guds sang skal synges kan den ikke synges med små bogstaver.
For Guds sang synges er det ikke længere kun Guds sang. Så er det også din sang. Og min sang.

I dag hører vi Zakarias’ sang. Vi hører den færdige sang. En sang uden overstregninger eller tilføjelser i teksten.

Nu synger Zakarias sin sang. Nu synger han Gud tak, ikke for ét barn, men for to børn, for Jesus og Johannes – og Zakarias takker i den rækkefølge. Zakarias synger sin sang. Og han lægger stemme til Guds kærlighedssang. For kærlighed er musik, der leder efter en stemme.

Den dag lånte Gud Zakarias’ stemme til at synge Guds sang til os med. Men rigtigt mange andre dage låner Gud din stemme til at synge kærlighedens og næstekærlighedens sang ud i verden. Og jo flere vi er til at synge den, des mere flerstemmigt er den.

Vi har brug for at Guds sang bliver vores sange.
Vi har brug for Guds morgensang om solopgange og nye begyndelsers mulighed.
Vi har brug for Guds håbssang, for der er nok, der kan tage håbet fra os.
Vi har brug for Guds sang om at vente, når vi tror, der ikke er mere at hente.
Vi har brug for Guds trossang, når tvivlen nager i os.
Vi har brug for Guds sang om evighed og det, der aldrig hører op, når vi savner vore kære, så det svider og når noget bliver uigenkaldeligt forbi.

Guds sang var aldrig Guds alene.
Julenat sendte Han Jesus til vores verden for at lære os sine sange. Og for at synge dem sammen med os. For det gør noget ved os at synge sange som fællessang.

 

Johannes Møllehave talte hurtigt, tænkte hurtigt, skrev hurtigt. Men selv hans sange var kladder først. Måske du er mere utålmodig. Tænker: Jeg har godt nok skrevet mange kladder. Hvornår er min sang klar til at blive sunget? Hvornår kan jeg bryde ud i sang? Bryde ud i liv? Zakarias lærer os om at vente. Ingen ved, hvad Zakarias tænkte på at sige alle de mange stumme måneder.

I dag sang Zakarias sin sang.
Vi må synge med på den.
Det er ikke sikkert, din sang er klar til at blive sunget endnu.
Men indtil da må du synge med på andres sange, låne andres ord, lige som Gud låner os sine.
Og lige som Gud har lagt sin sang i dig.

Jeg mistede min første LP, dengang vi gav grammofoner og LP’er væk, fordi vi troede, at CD’ere var vejen frem. Men jeg mistede ikke min sang. For det er min tro: At Gud har lagt sin sang i mig som i dig. Den sang er ikke en svada, indviklet, knudret og lang. Den lyder kort og kort: ”Du er min. Jeg slipper dig aldrig”.

For det: Ære være Faderen og Sønnen og Helligånden, som det var i begyndelsen, så nu og altid og i al evighed. Amen

Søndages tekst kan læses her: https://www.bibelselskabet.dk/3-s-i-advent-fra-anden-raekke

Anne Linnet og Johannes Møllehaves ”Time og dag og uge” kan høres her: https://www.youtube.com/watch?v=0ar8pnW0pmo