”Du havde lovet det”.
Uanset, om det er en sætning du har sagt til en. Eller om det er en sætningen, en anden har sagt til dig, så emmer ordene af skuffelse. ”Du havde lovet det”.
Skuffede forventninger, de gør nas. De gør nas hos dig, der havde forventningerne. Og de gør på en anden måde nas hos den, der ikke kunne leve op til dem.
”I dag”, siger Jesus. ”I dag er det skriftord, som lød i jeres ører, gået i opfyldelse”. Hold da op. Sikke en fest, vi skal have. Fanger skal frigives, blinde skal blive seende, undertrykte opleve frihed og alle skal opleve et nådeår fra Herren. Slagt fedekalven. Skru op for musikken. Skænk rigeligt i glassene. Sæt bordene frem, for nu skal vi danse på dem. Alle os, der på forskellige måder er blinde, fattige, undertrykte, forventningsfulde.
Tilhørerne i dag her i Jesu barndomsby kendte godt det skriftord fra Esajas, Jesus refererede til. De kunne det udenad. For os ville det vel svare til, at jeg havde læst juleevangeliet og sagt, at nu er det ikke bare ord og evangelium og et håb. Nu er det vitterligt sådan. Nu er der fred på jord, fryd på hele jord. Coronafrit fra Alfa til Omikron.
Eller i den mere profane afdeling: Hvis de nys valgte politikere kunne proklamere, at nu er alle valgløfterne gået i opfyldelse. Slagt fedesvinet. Spis valgflæsket. Skru op for musikken. For nu skal der festes.
Meen … Når noget lyder for godt til at være sandt, er det som regel fordi det ER for godt til at være sandt.
Det var sådan de oplevede det, denne dag i Nazaret i Jesu barndomsby. Et lille øjeblik troede de, at ordene gjaldt dem. At nu, nu ville alt det komme, som de havde ventet og forventet så længe.
Men så er det Jesus fortsætter og minder dem om enken i Sarepta og syreren Na’aman. Som de naturligvis udmærket huskede. For hverken enken eller syreren var en af deres egne. De var hedninge. Skulle nådeåret virkeligt igen udråbes for andre end Guds eget udvalgte folk, måbede de med lange næser og skuffede forventninger?
Skuffede forventninger, dem skal man ikke spøge med.
Skuffede forventninger, de kan være svære at holde for sig selv. Skuffede forventninger, de tager ord med sig.
Og de tager krop med sig.
Og de skuffede i Nazaret, som nu troede, at de skulle stå i anden række, ja, måske ligefrem i samme række som de vantro, de skubber helt bogstaveligt Jesus fra sig. Hvis det skal være på den måde, så bliver det et nej tak herfra. Dem vil vi ikke sidde til bords med.
De skuffede vil skubbe Jesus ud over et bjerg – ligesom djævelen allerede havde prøvet på det tidligere i dette kapitel.
Men Jesus baner sig vej og går.
Skuffede forventninger.
Du har helt sikkert en række af ting, der har skuffet dig. Hvor lang din række er, ved du kun selv. For selvfølgelig har du også oplevet noget, der ikke blev, som du havde forventet det. En film. En bog. En opskrift, der ikke levede op til forventninger. En rejse. En fest.
Men værst er det med mennesker, der skuffede os.
Mennesker, vi havde en eller anden forventning til.
Nogen, der havde lovet.
Kom med. Vi skal liige et smut tilbage til midt 70’erne. Til min barndoms by.
Vi gik i børnehaveklasse. 5 – 6 år var vi. Alle sammen børn af forstadskvarteret. Han hed Morten. Havde brune krøller og var en sød dreng. Altså ikke sød på den måde, som man siden tænkte om drenge på. Men sød. Sådan en, man godt gad lege med.
Morten boede ikke i nærheden. Men helt omme på den anden side af skolen. I nutidsafstand ville det sikkert svare til 2 kilometer. På barndommens brugte orange cykel ville det have svaret til en mindre Tour de France.
Morten havde hørt, at Thomas – som også var en sød dreng med brunt hår, men uden krøller – havde været omme hos mig og lege med mit dukkehus. Det ville Morten også gerne. Det ville jeg også gerne. Men Morten vidste ikke, hvor jeg boede. Og det var før de tider, hvor børn kunne få en mor eller far til at køre taxa. Men jeg måtte godt helt selv cykle om til skolen og hente ham. Og Morten måtte også godt helt selv cykle om til skolen og følges med mig hjem.
Dagen oprandt. Nu stod jeg der foran forstadskvarterets grå betonfolkeskole og ventede. Og himlen, der var mindst lige så grå som betonen, åbnede sig og det regnede.
Og jeg ventede.
Og det regnede mere endnu.
Og tiden gik. Og gik.
Og det regnede.
Og Morten kom ikke.
Jeg cyklede hjem. Lige så skuffet som jeg var våd og kold.
Næste dag sagde Morten i skolen, at hans mor havde bedt ham om et eller andet og så havde han glemt det.
Glemt det? Glemt mig??? Jamen, han havde jo lovet …
Morten kom aldrig hjem til hverken mit dukkehus eller mit hus.
Jeg ved ikke, om han stadig er sød og om krøllerne er intakte. Men kroppen husker skuffelsen. Han havde lovet det, men han kom aldrig.
Har der ikke været større skuffelser i dit liv end det her, Eva Jerg?
Årh jo… men når kroppen husker, så gradbøjer den ikke nødvendigvis skuffelser efter størrelse. Den husker bare.
Du havde lovet det, Jesus.
Ligesom profeterne havde lovet det før dig.
Det med at komme med et godt budskab.
Og Jesus holdt, hvad han lovede.
Han kom.
Men han kom ikke, som de havde forventet det dengang.
Og det Jesus kommer med er heller ikke altid et budskab, der svarer til vores forventninger.
Han er anderledes.
Budskabet er anderledes.
Jesus er ikke en sød dreng med vandkæmmede krøller og med et budskab, der stryger folk med hårene.
For vi bryder os ikke altid om den frigivelse, han bebuder og det nye syn på tilværelsen, der følger med evangeliet.
For nylig mødte jeg en ny Morten. Eller … det tror jeg, han hed. Men det er ligegyldigt. For det var ikke den Morten, der aldrig kom til barndommens gade.
Morten eller manden her havde mødt Jesus. Han var velbevandret i både Det gamle og det nye Testamente. Han var helt sikkert god og from i ordenes allerbedste betydning. Jeg disser ham på ingen måde, som de unge ville udtrykke det i dag.
”Nu er der bare lige det”, sagde ham, som jeg igennem årene har mødt i så mange andre skikkelser - ”når Jesus nu taler så meget om tilgivelse og syndernes forladelse, betyder det så, at jeg kan forvente eller risikere at komme til at sidde til bords med en Hitler i himlen?”
”Ja”, svarede jeg. ”Det tror jeg godt, du kan regne med”.
Det skuffede tydeligvis hans forventning om det hinsidige.
Og jeg fortsatte: ”Hvis ikke vi tænker om det som en mulighed, gør vi så ikke Guds tilgivelse for lille?
Eller mere radikalt: Hvilket Gudsbillede har vi så, hvis ikke Gud kan tilgive, hvad vi aldrig ville kunne?”
Jeg tror stadig, ham Måske-Morten syntes, han var blevet lovet noget andet. Jeg tror, han tænkte, at hvad end han måtte have gjort eller undladt at gøre i sit liv, så ville det dog aldrig kunne nå, hvad f.eks. en Hitler gjorde til sokkeholderne.
”Jeg ved godt, jeg sætter det på spidsen”, sagde han.
”Det gør jeg også”, svarede jeg. ”For hvad nu hvis Gud ikke måler som vi gør? Hvad nu hvis alle de gange, vi har skuffet nogen, fordi vi ikke kunne holde, hvad vi lovede. Hvad hvis hver eneste gang talte som et mord?”
”Jamen, hvad skal vi så stille op med det, vi dog siger i trosbekendelsen hver gang, om at Gud vil komme for at dømme levende og døde”, indvendte han. ”Er dommen så bare lige meget?” Og da han havde spurgt om det, vendte han sig og gik.
Selvfølgelig er dommen ikke lige meget. Men dommen er måske noget andet end det, vi tror, vi er blevet lovet.
Måske var det det, de slog sig på den dag i Nazaret – og som mennesker har slået sig på så mange gange siden: At Gud dømmer anderledes end os.
Måske er det lige præcis det, der kommer til udtryk i den måde, Jesus citerer på. For han citerer ganske rigtigt et skriftsted, de dengang kendte udenad, men han stopper citatet på et endog meget epokegørende sted.
”Han har sendt mig for at bringe godt budskab til fattige,
for at udråbe frigivelse for fanger
og syn til blinde,
for at sætte undertrykte i frihed,
for at udråbe et nådeår fra Herren”, havde Jesus læst.
Så lukkede han bogen.
Havde han fortsat, havde der stået: ”for at udråbe et nådeår fra Herren og en hævndag for vor Gud”. Men Jesus læste ikke de sidste ord. Ordene om Guds hævn kom ikke med, for Guds løfter var ikke længere kun en ophøjelse af nogen og en hævn over andre.
Så selvom jøderne havde været Guds særlige folk var budskabet denne dag, at nådeåret var for enhver.
Guds gave gælder enhver uden forskel. Ingen har forrang, og ingen skal sætte grænser.
De havde ønsket at være de udvalgte, den dag. Men glæden ved det blegner jo unægteligt noget, når hvem som helst får lov at være med.
De troede, de var blevet lovet magt og indflydelse, så de blev skuffede over en Gud, som lovede at ville dele magtesløsheden med dem og satsede alt på kærlighedens magt.
Til dem den dag og til os i dag er budskabet det samme:
Guds nåde er ikke eksklusiv. Guds nåde er all inklusive.
Den er alt det, Gud har lovet. Og mere til. Meget mere end vi har fantasi og tro til at forestille os.
Jeg tror indbyggerne i Nazaret bar deres skuffede forventninger med i graven. Så er det godt, det også bliver påskemorgen for dem også. Og for alle de andre, der vil gøre Guds nåde for lille.
Det er første søndag i advent. Et nyt kirkeår er begyndt.
Så hvad siger du til alle dem, der stadig står i regnen og forventningsfulde venter på ham, der skal komme?
Du siger: Skynd dig hjem.
Find dukkehuset frem.
Vær forberedt på, at der godt kan blive møbleret lidt om på indretningen på øverste etage og din livsopfattelse.
Skynd dig hjem.
Gør døren høj og porten vid.
Luk hjertets dør op. Eller bare på klem.
For han er på vej.
Jesus kommer, lige præcis som han har lovet det.
Han kommer til dig. Ja, også til dig.
Han udråber et Herrens nådeår over dig. Et helt nyt nådeår fuldt af ubrugte dage kommer til dig.
Det er ikke for godt til at være sandt.
Det er bare godt. Og sandt.
Herre. Du lovede det! Og du holdt, hvad du lovede!
Og på det vil vi ønske hinanden en velsignet adventstid
Ære være Faderen og Sønnen og Helligånden, som det var i begyndelsen, så nu! Og altid. Og i al evighed. Amen.
Søndagens tekster kan læses her: https://www.bibelselskabet.dk/1-s-i-advent-fra-anden-raekke
Ingen kommentarer:
Send en kommentar