Alle helgens søndag, den 7. november 2021. Tider skal komme.

 

Tik - tak. Tik - tak.
Det stod i hjørnet i ”den pæne stue”, mine bedsteforældres bornhomerur. Det var vist ikke en helt ægte bornholmer. Men hvad vidste vi børnebørn om det? Urværket var dog ægte. Og urskiven med sol og måne og stjerner glimtede som af guld.

Vi, børnebørn, vidste noget om tid.
Der var tikkene, der talte tiden til vi skulle spise.
Der var takkene som ordene, når der blev bedt bordbøn.
Der var tikkene, der talte minutterne i middagssøvnen
Der var takkene, når morfar spillede på mundharpe.
Eller klikkene, når kuglerne til endnu et spil kinaskak blev lagt i hullerne spillepladen.
Tik – tak.

Engang imellem gik de hurtigt, tikkene og takkene.
Engang imellem kunne vi være i tvivl om, om der nu også kom et tak efter et tik.
Eller. Om. Tiden. Virkelig. Var. Gået. I. Stå.

For der er tidspunkter, hvor livet har sin helt egen tidsregning.
Det ved I, der er her i dag.
Det ved den, der har stået og trukket vejret i takt med en døende. Ind. Ud. Ind. Ud. Ind …
Det ved den, der har skullet sætte uret i gang igen til en helt ny tidsregning, uden den eller dem, der gik ud af deres tid.

Tikkene og takkene på mine bedsteforældre ur, de lød ens.
Men når klokken faldt i slag og uret skulle stå timeslag, så kunne det lyde forskelligt. I begyndelsen tænkte jeg ikke over det. Man husker ikke altid det, man tror, man husker.

Engang imellem gik bornholmeruret, som ikke var et bornholmerur, i stå.
En urmager blev tilkaldt. Han kiggede på viserne på uret.
Selv et særdeles forsigtigt fingerpuf på en viser kunne ikke sætte tiden i gang igen.
Urmageren åbnede så lågen ind til uret. Derinde, hvor kæderne og loddene hang. Og så vendte han sig om og sagde:

--- Ai – måske skal jeg lige sige noget andet først.
Mine bedsteforældre var gode kristne mennesker. De var fromme i ordets allerbedste forstand. Deres livssyn og deres gudssyn var allermest lyst.
De var på ingen måde drikfældige. Der kunne godt blive serveret et enkelt – et enkelt – glas vin til mormors gode varme mad. Der kunne godt blive serveret et lille glas i de små pæne glas med sort fod, hvis der kom nogen uanmeldt forbi.

Men selvom de havde den livsindstilling, at den Gud, der skabte druerne, og den Frelser, der kunne gøre vand til vin, nok også undte os et enkelt glas, så var der jo ingen grund til ligefrem at flashe flaskerne. Så det gjorde mine bedsteforældre ikke.

Derfor stod i bunden af bornholmeruret: Kiaffaen, Fad no. 6. engang imellem en flaske maderia og et par flasker rødvin af den med tyren.

Da urmageren så det, vendte han sig og sagde til min mormor: ”kære frue. De flasker gavner ikke urets gang”.

Derefter fulgte der sikkert en instruks om nødvendigheden af, at urets lodder skulle kunne gå helt i bund. Så at tiden uhindret kunne gå sin gang.
Siden den dag havde timeslagene altid samme klang.

Mine bedsteforældre er for længst gået ud af tiden.
Og bornholmeruret, der stadig ikke er et bornholmer, slår nu timeslag for andre.
Eller også har det også tikket og takket af.

For det er livets gang. En dag falder klokken i slag.
En dag er der hverken flere tik eller tak eller timeslag for os.
I, der er her i dag, har erfaret det. Erfaret, hvad der sker, når et menneskes tid går i stå og ikke kan sættes i gang igen.

Måske standsede jeres familiemedlems tidsur brat og ganske uventet.

Måske var dets tid aldrig rigtigt sat i gang.
Måske har I taget afsked med et liv, hvor lodderne er trukket utælleligt mange gange, så mange, at der var nåde og kærlighed i at ønske, at det ikke skulle fortsætte.

Nogle steder standser man et ur i stuen, når et menneske dør.
Her i kirken gør vi det modsatte: Vi sætter klokken i gang:
Vi ringer ind til begravelse.
Vi lader bedeslagene falde i slag med håbet om, at tid ikke alene er noget, der går i stå. Tid er også noget, der kommer. Og derfor ringer vi med kirkens største klokke, når rustvognen kører ud af alleen eller når vi i følge går til et gravsted.

Det er alle helgens evangelium. Det er det er det, Jesus siger til os i dag, og som vi kan have brug for at minde os selv og hinanden om mange gange:
Tider skal komme.
Tider vil komme.

For Gud har lagt forandring ind i vores tid.
Ikke som en mulighed.
Ikke som et måske.
Men som et vilkår.

Salige er de, som hungrer og tørster efter retfærdighed, for de skal mættes.
Salige er de, som forfølges, for himmeriget er deres.
Salige er de, som sørger, for de skal trøstes.
Ja, salige er I.

Det kan lyde både påståeligt og hjerteløst for den, der er udspændt mellem livets tik.
For den, for hvem takket synes uden for rækkevidde.
For hvordan skal vi dog kunne gå videre uden dem, vi savner?

Når du er som en viser uden kraft til bare at gå det næste minut i møde? Når klangen er gået ud af dit livs resonansrum.
Når du hænger som vægtløse lodder, der ikke kan trække dig selv op. Hvilken salighed er der i det?

I begyndelsen mærker du det hver eneste dag, time, minut og sekund, at det gør den jo, tiden, den går videre.
Uanset, om du er klar til at gå videre eller ej.
Uanset om nogen puffer dig blidt videre.
Uanset om du hager dig fast i fortiden i alt det, du så nødigt vil slippe. Alt det, du slet ikke var færdige med. Alt det, du drømte om og stadig drømmer om at skulle dele.
Alt det tager tiden med sig.

Det kan føles ubarmhjertigt. At tiden går.
Men det er også håbets holdeplads: At tiden kommer.

Noget af det svære ved at være efterladt er, at sorg og savn ikke går i takt. Vi sørger ikke på samme måde på tid.
Vi kan være helt forskellige steder henne i sorgen og savnet.
I den samme familie kan en være hurtigt videre.
En anden bliver igen og igen sat tilbage i tiden.
En tredje er gået helt i stå. 
Og atter anderledes er det for den, der står længere ude i periferien.

Det kan være svært, grænsende til det ubærlige, når vi ikke sørger i takt. Når ens nærmeste ikke er lige nær i deres sorg eller savn. Så er det svært at håndtere såvel tårer som trøst.

Mine bedsteforældres ur lød ikke altid på samme måde.
Klangen afhang simpelthen af, hvor mange flasker, der stod i bunden af uret. Hvor meget eller hvor lidt uret var fyldt af.
Da flaskerne blev fjernet efter urmagerens besøg, kunne klangen lyde frit.

Evangeliet til i dag er, at sorgen ikke blive ved med at lyde eller føles eller opleves på samme måde.
Den, der sørger skal trøstes.

Evangeliet er også – at det kan du ikke gøre selv.
Du kan ikke trøste dig selv.
Du kan ikke selv trække dit livs lodder op.
Du kan ikke sætte tiden i gang.
Der er du passiv. Det er dit lod. Og det skal du tage på dig.
Det er der, hvor saligheden kommer ind i billedet.

For der er en urmager. Gud.
Som ikke fikser alt med et snuptag.
Som ikke bare fjerner flaskerne eller hvad der nu end fylder i dit rum.

Der er en urmager, som har lagt sin tid ind i din tid.
Det er den tid, vi skal synge om i gudstjenestens sidste del i to adventssalmer.
Advent er ikke kun en tid på året.
Det er vores tro.
Troen på, at det, vi ikke af os selv kan komme til, det kommer til os.
Med det sættes tiden i gang igen og igen.
Håbets tid.
Guds tid.

Der er en urmager.
Han sendte sin søn Jesus Kristus til jorden, ind i vores tid.
For Guds tid er ikke først et engang.
Guds håbefulde fremtid hjælper vi på vej, når vi går ind i hinandens tid. Lytter til klangen. Og måske fjerner det, der fylder der på bunden hos medmennesket.

Så sorgen kan få frit løb.
Så lodderne kan falde helt til bunds.
Så livet igen må få liv og lyde.

Salige er de, som sørger, for de skal trøstes.
Ja, salig er du. For tider skal komme også til dig.

Tider skal komme.
Det gælder også for vore døde.
Og salige er de, for vi tror, at de nu favnes af Guds evighed.

Der er en urmager, som i tidernes morgen satte al tid i gang.
Den ene viser går hurtigt. Den sætter det lange ben foran.
For det gør tid også. Den lange viser er tiden, der går.

Den anden viser går langsommere.
Ja nogen gange ser det ud som om den anden står.
Den anden viser giver os tid til at dvæle.
Den anden viser er den, der er i familie med evigheden.
Når den anden viser indhenter os, erfarer vi glimt af evighed.
For der, hvor vi mindes dem, vi savner, der ophæves tid og rum. Og vi bliver et med dem, der var.

Så viselig er Guds tid.
Den er på en og samme tid det, der var, det, der er.
Og det, der kommer.

Nogen gange kan vi høre tiden gå i stå.
”Da jeg flyttede ind i min opgang”, sagde en kvinde, jeg talte med i denne uge, ”da var der 3 lejligheder, hvor der var bornholmerure. Men de tre ure gik ikke i takt. Klokken var ikke lige præcist det samme i de tre lejligheder. Så lidt forskudt faldt klokken i slag i opgangen”.
Man kan høre det for sig, ikke? – hvordan midnatsklokkerne slår forskelligt først hos den ene, så hos den næste og den næste.
”Men nu er der ingen bornholmerure mere”, sagde kvinden, ”for beboerne i lejlighederne døde”.
En efter en faldt klokkerne helt ud af slag.
Den 3-stemmige falden i slag blev først tostemmig, så enstemmig. Ur efter ur blev båret ud. Til sidst blev der stille.

Nogen gange kan vi høre tiden stå.
Måske er det der, vi kan høre Guds tid slå.

Evangeliet er, at engang falder al tid og alle ure i slag.
Vi kalder det Guds tid.
Det, der er uden begyndelse og uden ende.
Det, der er uden sorg og savn eller smerter eller fortrydelse.
Der, hvor der bare er.
Retfærdighed. Mæthed. Trøst.
Den evige salighed.

Du er sat ind i Guds tid.
Det skete i dåben, da du fik evigheden som løfte.
Men engang, engang skal vi ikke nøjes med de tre håndfulde vand.
Engang skal vi ikke nøjes med dråber og et lille stykke brød.

Engang skal Guds tid foldes helt ud.
Og vi skal foldes ind i Guds tid.
Dér, hvor kærlighed bor.
Der, hvor Gud er.
Der, hvor vore kære døde er.
I Guds tid.
I al evighed.

For det siger vi: Ære være Faderen og Sønnen og Helligånden, som det var i begyndelsen, så nu og altid og i al evighed. Amen.

Musikalsk mellemspil

Kirkebøn:
Lad os bede:
Herre, vor Gud.

Vi håber, at de mennesker vi har mistet
blev skabt og elsket af dig, Gud, der altid er større,
vi håber, deres liv blev helt nok
selvom de ikke fik det hele,
vi håber, deres glæde blev stor nok
selvom den ikke rakte ind i evigheden,
vi håber, at vi gjorde nok for dem
selvom vi sikkert kunne have gjort mere

Vi håber, at de mennesker vi har mistet
endnu er elskede, som da vi kunne elske dem,
vi håber, du selv tager om dem
når vores arme ikke rækker,
vi håber, du elsker dem højt i himlen
når vores egen kærlighed råber forgæves,
vi håber, at du selv tog over, Gud,
i det øjeblik vi sad tavse tilbage

Vi håber, at den kærlighed, du har givet
og som overlever det menneske, vi har mistet,
må åbne vores stille veje
og finde nye virkesteder,
vi håber, du vil give os kræfter
og livsmod fra de minder, vi bærer med os,
vi håber, at du vil gå ud med os
i det liv vi ikke kan bære alene
Iben Krogsdal