TILGIVELSE

Hvem her har ikke ind i mellem ønsket, at døgnet havde flere timer?

For der ville jo ikke være nogen ende på, hvad vi ville have gjort med de ekstra timer, vel?
Så lad mig da spørge dig: Hvad lavede du i nat kl. 3? Og hvad lavede du i nat, da klokken blev 3 for anden gang i nat?  
I nat skulle vi stille urene tilbage. Så i nat fik vi jo rent faktisk foræret en ekstra time. Og hvad lavede du så? Lad mig gætte: De allerfleste af os sov i timen. Dermed fik vi aldrig udnyttet den ekstra time, den ekstra chance, den ekstra times liv. Det her, det skete jo ikke kun i nat. Det sker også ved højlys dag: At vi sover i timen. At vi forpasser vores muligheder.

I dagens evangelium handler det om mulighed. Vi må sige, at her er der en, der big time forpasser sin mulighed. Han får i første omgang eftergivet en gæld på 10.000 talenter i datidens møntfod. Det vil i nutidskroner svare til, hvad det kostede at bygge Storebæltsbroen. Efterfølgende vil han ikke eftergive en af sine venner en gæld, svarende til ca. 3 månedslønninger. Til sidst mister han så det hele, da hans herre overlader ham til bødlerne, indtil han får betalt det alt sammen. Det vil sige: Aldrig.

Han sov i timen. Han fik en chance, en fuldstændig urimelige chance, for hvilken konge er det, der eftergiver en gæld i den størrelsesorden? Og han smed sin chance på gulvet.

Hvor mange gange skal jeg tilgive? Bliver Jesus spurgt. Er 7 gange nok? Er 77 gange nok? Er 10.000 ganges tilgivelse nok? Svaret på spørgsmålet ligger i fortællingen: Vi skal aldrig tælle tilgivelser. Vi skal aldrig regne på størrelse, om antal, på omfanget, på nødvendigheden eller muligheden for tilgivelse.
Vi er dem, der har fået tilgivet meget af den konge, den Gud, der igen og igen slår streger over, hvad vi skylder hinanden. Så meget, at vi roligt kan række videre af den tilgivelse, uden at skulle tælle på fingre.
Men hvad gør vi? Vi sover i timen.

Det er ikke fordi vi er dumme. Vi ved jo godt, hvad det gør ved os, når vi møder tilgivelse, der hvor vi mindst havde ventet den. Vi ved godt, hvad det kan gøre ved andre, når vi er hårdhjertede og ikke vil række hverken hånden eller hjertet frem til forsoning. Så langt, så skidt.

”Det kan godt ske, at I tæller”, siger Jesus. ”For I mennesker er afsindigt dygtige til at huske på, hvor meget andre skylder Jer. I er gode til at huske på fortrædelser. På, hvornår andre gjorde Jer ondt. Og hvis I ikke husker med hovedet, så husker kroppen for Jer. Kroppen husker det uforsonlige blik, lyden af døren, der smækkede, lyden af en ringetone, der klinger ud, fordi den anden ikke tager telefonen, blikket, der blev slået ned? Spørgsmålet, der ikke blev besvaret. Den udstrakte hånd, der ikke blev taget”.

Men Gud kan ikke tælle. Hverken til 7, 77 eller 10.000. Eller – det er måske mere præcist at sige: Gud gør det ikke, tæller. Det er vores held. Eller velsignelse. Eller evangelium. Så langt, så godt.

Manden i lignelsen skyldte 10.000 talenter. Billedet af, at det svarer til en Storebæltsbro, er ikke dumt. Så uanset, hvad han måtte have gjort, så må det have været ualmindeligt dyrt eller stort, grænsende til det ubetalelige eller utilgivelige. Nu spørger jeg så dig, ja dig: Hvad er det mest utilgivelige, du har gjort? Og det vil jeg nu bede dig om at skrive på det lille stykke papir, du fik, da du kom til kirke.
Nu rykker du dig måske lidt forlegent på stolen. Jamen – det kan da ikke være der, svarer du måske? Eller: Papiret er alt for lille. Eller du tænkte: Pyh ha – jeg har heldigvis ikke noget at skrive med? Eller du tænker: Hvad sker der så med det? Eller: Du tænker: Jeg har da ikke gjort noget, der krævede, at en anden tilgav mig? Det sidste er så løgn!

Det her er naturligvis ikke en offentlig gabestok. Alligevel vil jeg invitere Jer alle til at være med.
For som nogle konfirmander sagde til mig forleden: ”Det er ikke altid, vi forstår ordene i kirken, og”, forsatte konfirmanderne, ”det er faktisk ikke så vigtigt. Men vi vil gerne forstå, hvad det handler om”.

Det er faktisk ok, hvis du ikke skriver noget som helst på din seddel. For du ved, hvad der kunne have stået på sedlen. Og Gud ved, hvad der står. Uanset om det står med bogstaver eller ej. Om lidt spiller organist Hans Esbjerg et stykke musik her fra flygelet. Uanset om du nu skriver noget på din seddel eller ej, så kom imens hans spiller op og læg dit lille stykke papir, enten i døbefonten eller i glasvasen her. Og sæt dig så igen.

Hans Esbjerg spillede Amazing Grace.

Tak til Jer, der lagde jeres papir her i vasen eller i døbefonten. I andre, der stadig sidder og holder på jeres stykke papir, kan gøre det, når I kommer hjem. Lad mig fortælle Jer, hvad der sker med papirerne, for mange af Jer sidder for langt væk til at kunne se det. Papiret går simpelthen i oplæsning. Det forsvinder. Og med papiret det, der står på det.

Alt, hvad I hver især skrev, eller tænkte I ville have skrevet, det er nu ikke længere kun jeres eget.
Det er alt sammen opløst sammen med de andres. Det er blevet til ét. Uanset om det, du skrev svarede til Storebæltsbroen eller blot var en lille hverdagsfortrydelse. Gud tæller ikke. Det er alt sammen ét. ”Hvad??” tænker du måske. ”Er jeg i samme båd eller i samme vand som de allerværste overtrædelser?” Og er de allerværste i båd med mig?” Ja. Sådan er det.

Gud tæller ikke. Gud tæller heller ikke i hvor stort eller tung eller svært eller tilgiveligt eller utilgiveligt det måtte være, hvad der står på sedlerne og hvad vi bærer på samvittigheden. Det er derfor, Han er Gud. Det er derfor, vi er mennesker. For vi tæller. Vi spreder, hvor Gud samler, som vi skal synge det om lidt. Vi tæller andres fejl, der hvor Gud tilgiver vores synder. Gud gradbøjer ikke. Gud gradbøjer heller ikke sin tilgivelse.

Hvad er tilgivelse da?
Tilgivelse er ikke, at ting er glemte.
Tilgivelse er ikke, at synd går i opløsning for vores øjne.
Tilgivelse betyder ny mulighed.
Tilgivelse betyder at kunne begynde igen.
Tilgivelse betyder at få en time til. Den time, du allerede en gang har brug eller misbrugt eller sovet i. Den får du igen.

Tilgivelse er at skulle leve med de sår vi forvoldte andre, og de ar, vi selv bærer på os.
Men Guds tilgivelse er, at vi ikke skal bære byrden af det onde, vi gjorde.
Vi må lægge det fra os, sådan som mange af Jer lagde jeres lille stykke papir i vandet.

Tilgivelse er subjektiv. For du er den, der skal tilgive. Tilgivelse er – når vi læser dagens evangelium ikke et valg, ikke en mulighed blandt andre. Tilgivelse er en nødvendighed for livet mellem mennesker. Du skal tilgive. Tilgivelse er subjektiv.

Og tilgivelse er objektiv. For tilgivelse er en gave, som dåben er det. Tilgivelsen er en gave, du kan række et andet menneske. Og det er en gave, du selv skal tage imod. Du skal tage imod den, når et andet menneske rækker dig sin tilgivelse. Du skal tage imod Guds tilgivelse. Og du skal kunne tilgive dig selv. For intet menneske kommer nogen sinde til at kunne betale sin gæld til andre.

Men spørger du måske: Hvordan skal jeg kunne tilgive mig selv? Der er ikke vandopløseligt papir nok i hele verden? Nej, det er sandt. Da du blev døbt, blev du lagt i blød i Guds tilgivelse i døbefonten. Vi kan også sige, at du fik en blankocheck - selvom ingen konfirmand vil vide, hvad en ordet blankocheck betyder -
Men det betyder, at uanset hvor mange timer du end sover i
– uanset hvor mange mennesker, du end kommer til at skylde din tilgivelse,
- uanset hvor meget du en forbrød dig
- og spildte de muligheder for liv, Gud igen og igen lagde i din turban, så er du stadig Guds.

Er det bare det? Ja, ja, så pirrer det vores retfærdighedssans, for det lyder for let. Kan vi så bare gøre hvad som helst – og så tilgiver Gud os?
Men tænk så omvendt: Hvad ville det være for et Gudsbillede, hvis ikke netop Gud kunne tilgive?
For Guds forudsætning for tilgivelsens mulighed er, at der er noget, der er dyrebart.
Det væsentligste er ikke det, der skiller os ad.
Det væsentligste er det, der forener os.

Derfor kan Gud tilgive. For uanset alle de grunde, vi syntes Gud kunne have til at være vred eller uforsonlig, så er Guds kærlighed til os altid større.

For det siger vi: Ære være Faderen og Sønnen og Helligånden, som det var i begyndelsen, så nu og altid og i al evighed. Amen.

Søndagens tekster: 22. s. efter Trinitatis fra første række | Bibelselskabet