BÆREDYGTIGHED

”Eva. Kan man ikke læse dine prædiken et sted?” spurgte en kirkegænger en dag. ”Jo”, svarede jeg. ”De prædikener, jeg selv er tilfreds med, lægger jeg på Facebook og på min prædikenblogsiden”. ”Hvorfor er det dig, der skal bestemme, om de er gode nok?”, spurgte kirkegængeren så.
Det havde jeg ikke et godt svar på. Derfor ryger søndagens prædiken alligevel på her:

19. søndag efter trinitatis. 

Illustrationen: Peter Callesen: "Holding on to Myself", 2006

Søndagens tekster kan læses her: 19. s. efter Trinitatis fra første række | Bibelselskabet

Da jeg for en menneskealder siden gik i søndagsskole, skrålede vi glad og gerne med på denne her:

”Han har den hele vide verden i sin hånd
Han har den hele vide verden i sin hånd
Han har den hele vide verden i sin hånd
Ja, han har verden i sin hånd”

Organisten akkompagnerede videre, mens jeg sagde:
Så var der nogle vers, vi sikkert ikke ville synge i dag: Vers om brødre og søstre i forskellige farver. Det taler vi ikke mere om her. Eller synger.

I sidste vers stemte vi i med:
”ja, han har dig og mig og alle i sin hånd”
”ja, han har dig og mig og alle i sin hånd”
”ja, han har dig og mig og alle i sin hånd”
Ja, han har verden i sin hånd”.

Det var ikke bare fromt og godt og trygt.
Det var sådan det var.
Det var det verdensbillede, vi havde.
Det var det Gudsbillede, vi havde: At alt i den hele vide verden var i Guds hænder.

Som børn spekulerede vi ikke meget på, hvordan vi var kommet i Guds hænder. Vi spekulerede heller ikke på, hvor meget plads der var der i Guds hånd. Vi havde jo lige sunget, at Gud har både dig og mig og alle i sin hånd. Og alle er vel alle? Uden undtagelse.
Vi spekulerede heller ikke på, om vi nu også rent faktisk kunne mærke, at der var en hånd under os, der bar os. Vi spekulerede heller ikke på, om man nu også kunne falde ud af den hånd, vi én gang var i.

Engang.
Engang var der bare Guds hænder.
De hænder bar.
De bar dig og mig og alle.
Det er da et bæredygtighedsbegreb, der er til at forstå!

Tænk at leve i en bæredygtig verden.
En verden – og et verdensbillede, der ikke fordrer andet af dig end at du lader dig bære. Det turde vel ikke være så svært. Det var jo sådan, det begyndte:

De første mange måneder af dit liv blev du båret. Først under din mors hjerte.
Og da du så kom til verden, blev du båret videre. Båret af kærlige hænder. Forældrehænder, bedsteforældres hænder. Mange har taget din lille fine hånd i deres. Talt dine fingre, beundret dine negle. Mærket din griberefleks. Nogle af dem lærte du siden at sno om din lillefinger.
Nogle er blevet båret meget. Ja, nogle er sågar blevet båret på hænder og fødder.

En dag blev du båret til dåben.
Din familie hørte – som familierne ved døbefonten i dag - at Gud lovede at være med og bære med alle dine dage.
Du voksede. En dag slap du den hånd, der holdt din. Du mærkede, at benene bar, og du gik dine egne første skridt. Og selvom du en gang imellem siden råbte: ”Jeg vil bæres”, så blev det mindre og mindre med det bæreri.

Og selvom det er livets gang.
Og selvom det er, hvad vi er opdraget til.
Og selvom det er hvad vi ønsker for vores børn:
At jo ældre de bliver, des mere skal de bære selv: Ansvar, pligter, forpligtelser.
Så er det også samtidigt vores første syndefald:
At vi ikke længere vil lade os bære.
Vi vil selv.
Vi vil bære selv.
Vi vil bære os selv.
Vi vil selv bære ansvaret for vores valg og fravalg. For vores nederlag og vores sejre. De var alle vores investering. Derfor er fortjenesten og stoltheden også vores, tænker vi.

 

Så længe det bærer: Indholdet i livet, meningen, valgene, vennerne, kærligheden og alt, hvad der nu ellers måtte være vigtigt for os – så er tilværelsen bæredygtig for os.
Når det alligevel kniber, så øver vi os. For vi vil så gerne være dygtige til at bære. Jeg ved ikke hvorfor vi har let ved at lade andre bære med på vores glæder? Hvorfor vi glad og gerne deler succeser og smil= Men byrderne, besværet, skuffelserne og tårerne, dem vil vi – koste hvad det vil – bære selv.

Du, der har prøvet det selv, ved, at det er der, bæredygtighed bliver en byrde.
Du kan ikke bære dig selv.
Og når du prøver, bliver du en byrde for dig selv.

 

Der ligger han så, den lamme.
Se på ham. Hvad ser du?

Ja, dengang på Jesu tid så de et menneske, hvor det var den lammes egen skyld. Han lå, som han havde redt. Sygdom var ikke en tilfældighed. Sygdom var som regel din egen skyld. Udløst af noget, du eller dine forfædre havde gjort eller undladt at gøre. Det er derfor, det i dagens evangelium omtales som en synd.

Hvad ser du?
Du ser måske et medmenneske.
Eller en anden du kender.
Et medmenneske.
Du ser måske dig selv.

Lammet.
Lammet af sorg eller savn.
Lammet af alle de krav, du menneske stillede til dig selv. Eller andre gjorde.
Lammet, fordi selve tilværelsen er blevet ubærlig.
Handlingslammet.
Af en eller anden grund.
Du kender selv dine grunde.

Se på den lamme.
Hvordan kan vi bære med på hans liv?
Hvordan kan vi være der for hinanden, så livet igen bliver til at bære?

Hvis det bare handlede om at bære bårer, så var det jo let nok. Det kræver bare muskelstyrke.
Men hvordan kan vi blive mere bæredygtige? Hvordan kan vi blive dygtigere til at bære hinanden, når livet lammer og bliver ubærligt?

Jeg oplever, at mange af os trækker ”Du-skal-bare-sige -til-kortet”. Det kort er en joker. For den anden skal jo bare sig til, så vil vi gøre snart sagt hvad som helst for at bære med. ”Du-skal-bare-sige-til-kortet” er godt ment.

Problemet er bare, at det gør vi ikke. Vi siger ikke til.
For når vi er lammede, er du ikke kun handlingslammede.
For lammet, det er ikke kun på kroppen.
Og bare findes ikke mere.
Og ”bare sige til” kræver initiativ, og du var jo netop lammet.

Andre trækker ord-kortet. Ord kan bære meget.
Det kan bære igennem, hvis der er nogen, der sender os gode ord. Søde beskeder. Ringer os op. Eller bare lytter, når vi prøver at finde ud, der hvor alt andet er faldet ud af vores hænder.

Og nogle søger Gud ord og prøver, om de kan bære med?

Der er mange, der gerne vil gøre noget.
For det er også ubærligt at se dem vi holder af være lammede.

Og selv om de ikke bare har sagt til. Så kan du jo gøre det alligevel: Møde op, bærende på støvsuger, stillads, skruemaskine, strygejern, bøf stroganoff eller gøre, hvad du nu kan byde ind med.
Det er bare nemmere at bære med, hvis du er bedt om det først.

Og så er der de situationer, hvor der ikke er noget at gøre. Så er der kærlighed i ikke at ville gøre noget som helst.
At bære med er også at have modet til bare at være.

I evangeliet er manden lam.
Han kan vitterligt ingenting.
Han kan ikke bære noget som helst.
Han har ikke noget valg.
Men det var der andre, der havde.

Der var 4, der valgte at bære med på hans tilværelse.
De var bæredygtige.
Der var så bæredygtige, at de ikke kun bar sig selv.
De var også dygtige til at bære ham.

Og den lamme var bæredygtig.
Han var dygtig til at lade sig bære.

Og da de ikke kunne bære ham den lige vej ind til Jesus, fordi vejen var spærret af alle de andre, der kom bærende med deres udfordringer, tænkte de kreativt. De fire tog en omvej og fandt en udvej. De gik op på terrassen på husets flade tag, fjernede noget af det og firede den lamme lige ned foran Jesus. Det er det, der kan ske, når vi lader andre bære med på vores liv: De kan finde vej, hvor vi kun så blind vej eller indkørsel forbudt.

Jesus ser dem.
Jesus ser både ham, der bliver båret og dem, der bærer.
Han ser deres tro, står der.
Og så helbreder han den lamme.

Så troen fra dem, der bærer, betyder noget.
Det må vi godt tage med herfra i dag.
Jer, der bar børn til døbefonten.
Jer, der en dag bar jeres kære dødes kiste ud i håbet om, at det ikke slutter her.
Jer, der bærer med på andres håb om at noget lammende kan lindres.
Jeres tro betyder noget.

Den lamme bliver helbredt.
Nu kræver livet en ny bæredygtighed af ham.

Det er en del af det at være helbredt eller at komme sig over det, der lammede dig, at du skal tage dit liv på sig på en ny måde.

For mig er den bedste detalje i evangeliet, at Jesus på en meget konkret måde viser os, at et helbredt liv, en tilværelse, hvor du ikke længere er lammet, ikke derfor er byrdefri.
Manden skulle ikke længere bære sine synder – hvad art de så end var. Men han skal tage sin båre og gå. Han skal bære sin båre med sig.

Skal han bære sin byrde med sig? Skal han bære angsten for at blive syg igen med sig? Den angst de fleste kræftramte kender både udefra og indefra? Nej, pointen er, at nu har han redskaberne. Nu ved han, hvad der skal til for at bære andre. Og det skal han gøre. Ikke som et ”hvis du har lyst”, ikke som et ”hvis nogen bare siger til”. Nej, bæredygtigheden er ikke et tilbud. Den er et krav. Ikke for Guds skyld. Men for medmenneskets.

Du, der lod dig bære,
fordi der ikke var noget andet valg.
Du, der har mærket, hvordan andre tog over,
og bar med i dit liv.
Du, der har givet dig lov til at være i andres hænder,
- uden at stille spørgsmål til om de nu også mente det.
- uden at tænke på, om du igen kunne falde ud af deres hænder, fordi du syntes, de havde båret nok med på dit liv.
- uden at tænke på at gøre gengæld.
Du er efterfølgende blevet bæredygtig på en ny måde.

Din tro har frelst dig.

 

Hvad er der så i det her evangelium til dig, der har det bedst med at være stærk, uafhængig og med at bære det hele selv? Til dig er evangeliet en sprække i et tag. En mulighed, der i udgangspunktet er utænkelig.
Måske også du skal have eller lave en åbning i dit liv, hvor Guds søn kan komme til dig. Hvor Han kan få lov at tale til dig. Tale til din tro. Og sende dig ud for at se, at verden ikke kun er byrdefuld, men også Wonderful.

For det er hvad bæredygtighed handler om på den helt store klinge:  
At vi skal løfte næsetippen ud over vores egne bårer.
Løfte den til et globalt perspektiv.
Hvor vi ikke bare skal bære os selv og hinanden.
Vi skal også bære med på den verden, Gud har lagt i vores hænder.

For det siger vi: Ære være Faderen og Sønnen og Helligånden, som det var i begyndelsen, så nu og altid og i al evighed. Amen.

Interludium

 

Kirkebøn:
Gud.
Vi takker dig fordi du har båret os.
Alle vore dage.
Før vi ved af.
Og du holder ikke op.
Du bærer os, også når vi ikke ved det.
Og den dag alle vore dage slutter, er vi stadig i dine hænder.

Vi takker for alle dem, der bærer med på vores liv.
Tak for gode venner, som vi hver især tænker på lige nu.
Tak for dem, der var der, da nøden var størst.
Tak for dem, der blev ved med at bære med.
Bær over med os, når vi selv svigtede og ikke kunne være vore venners ven.

Tak for dem, der har båret os i vores liv:
Forældre og bedsteforældre.
Lærere og ledere.
Dem, vi selv valgte til og dem, der valgte os til.

Tak for alt, hvad der bærer med til vores livsglæde.
Gode dage, fis og ballade, musik og munterhed.

Herre, hjælp os med at bære det ubærlige:
Svær sygdom, svære spørgsmål, og når vi skal miste dem, vi holder allermest af.

Vær med den i vores samfund, der skal have modet til at træffe svære beslutninger.
Vær med regering og folketing og Dronning Margrethe og hele hendes familie. Vær med alle familier og alle enlige.
Vær hver og en af os nær.
Bær os.
Og lad os hvile i, at vi først og sidst og i al evighed er båret af dig, Gud.
Det takker vi for. Amen.