SIDSTE SØNDAG EFTER HELLIG TRE KONGER

 Prædiken: 

I Faderens og Sønnens og Helligåndens navn. Amen.

Spørgsmålet er ikke, om der har været højdepunkter i dit liv.
For selvfølgelig har der det.
Det ved du godt, hvis du tænker efter.
Måske behøver du ikke tænke ret længe.
Måske skal du lede lidt, men de er der.

Høje bjerge, du besteg, billedligt eller bogstavligt.
Højdepunkter, personlige eller karrieremæssige.
Højdepunkter, hvor glæden nåede til himlen – eller lige til kanten af en lavthængende comulus-sky.

Måske allerflest højdepunkter sammen med andre,
hvor du mærkede, at du er holdt af som lige præcis den,
du er.
Du blev set.
Du blev hørt.
Du blev rørt ved.

Spørgsmålet er ikke, om der er – eller har været højdepunkter i dit liv. Spørgsmålet er, hvad højdepunkterne gør ved dit liv – og ved din livsindstilling.

Spørgsmålet er ikke, om der er – eller har været - lavpunkter i dit liv.
For selvfølgelig har der det.
Det ved du godt, hvis du tænker efter.
Måske behøver du ikke tænke ret længe.
Måske skal du lede lidt, men de er der.

Lavpunkter, personlige eller karrieremæssige.
Lavpunkter, hvor sorgen eller smerten eller vemodet eller opgivenhedsfølelsen er som en januardag, hvor himmel og hav går i ét i 50 shades of grey, og hvor det aldrig rigtigt klarede op og blev dag.
Måske allerflest lavpunkter, hvor du ikke oplevede, at du blev anerkendt som lige præcis det menneske, du er.
Hvor du ikke blev set.
Eller hørt.
Og da slet ikke rørt ved.

Spørgsmålet er ikke, om der er – eller har været lavpunkter i dit liv. Spørgsmålet er, hvad lavpunkterne gør ved dit liv – og ved din livsindstilling.

Og når du erfarer det, så falder forklarelsens lys over dit liv.
Forklarelse – det er noget ganske andet end forklaring.
Forklaring er afklaring.
Forklaring er svar.

Forklarelse, det er at se glimt af det største.
En forklarelse gør os ikke klogere på livet, men rigere på livet.

I dagens evangelium – som traditionelt kaldes ”forklarelsen på bjerget” – er der topmøde. Og hvilket et!
Deltagerne er de jordiske disciple: Peter, Johannes og Jakob, så er det Moses og Elias fra himlen og endelig Jesus, ham, som er både af himmel og af jord.

Hvad der bliver talt om, der på topmødet, ja, det melder evangeliet ikke noget om.

Det er åbenbart vigtigere at få formidlet, at Peter, som altid er hurtig på gøre-knappen, gesjæftigt foreslår, at han da lige kan tømre nogle hytter sammen. En til Jesus, en til Moses, en til Elias, så de kan slå sig ned der på toppen af det hele. Så højdepunktet fastholdes på det højeste punkt.

Men det er faktisk ikke meningen.
For så ville forklarelse blive til eller reduceres til forklaring.

Vi kan ikke fastholde højdepunkterne eller forklarelserne.
Vi tager fejl, når vi prøver.
Det er også derfor Peter knap får lov at udfolde sin storstilede byggevision.

Eller sagt på en måde: Vi kan ikke bestemme eller bygge os frem til steder, hvor Gud vil slå sig ned og med garanti vil møde os og efterlade forklarelsens øjeblikke. Peter får ikke engang lov til at tale ud, før stemmen fra himlen afbryder ham. Det er da en irettesættelse, der skulle være til at forstå.

”Det her”, siger Gud, ”er min elskede søn. Ham, jeg har fundet velbehag i”. Præcist de samme ord, som lød ved dåben. Som jo ikke fandt sted på toppen af et bjerg, men i lavlandet – der ved Jordanfloden.
Og så med tilføjelsen: ”Hør ham”.

Hvad siger han så, Jesus?
Han siger: ”Rejs Jer. Frygt ikke”.
Da Jesus har sagt det, rører han ved disciplene,
så de rejser sig op igen.
Ord. Berøring. Og så en ny retning at gå.
Det er det, vi kan stille op med højdepunkterne og lavpunkterne i vores liv.
Det er det forklarelsens lys, vi har lov at lade falde på os, både når livet er svært og for godt: At evangeliet er som de gode ord, der giver retning og rører os, når vi mærker det.
Og med dem i ryggen kan vi gå ned ad bjerget.
Eller op ad bjerget.
Gå ned fra et højdepunkt eller op fra et lavpunkt.

Der er intet højdepunkt, der varer ved.
Du kan ikke fastholde det. Bygge dit liv på dem alene.
Og der er ingen lavpunkter, der varer uforandret ved.
Det er det eneste forsonende, der er at sige om dem.

Det her var ikke en eksklusivoplevelse for Peter alene. Jesus havde inviteret to andre med.
Det er som bekendt også Jesu løfte til os, at der hvor to eller tre er forsamlet – ja, men også der, hvor du sidder alene – der vil han være hos os. Det kræver ikke en hytte på toppen. Det kræver heller ikke et kirkerum, som jo er de hytter, vi har bygget på høje i landskabet eller i det lave. For Gud hører eller rører os ikke kun her.

Vi ved godt, at der ikke er garanti for gudsmøder i kirkerum.
Vi ved alt for godt, at der ikke er garanti for at forklarelsens lys strømmer fra prædikestolen.
Men vi lever med det.
Og vi søger til kirkerummet ved livets højdepunkter og lavpunkter.
”Jamen, hvad får du ud af det?” spørger den, der gerne vil have forklaringer. Men i forhold til Gud, handler det ikke om at få forklaringer – men i bedste fald forklarelser.

Evangeliet er ind i mellem befriende nøgternt.
Vi hører ikke ét ord om, hvad Jesus, Moses og Elias måtte have talt om. Man skulle ellers tro, at dette himmelske topmøde ville være et højdepunkt i evangeliet. Men nej.

Vi hører heller ikke ét eneste ord om, hvad forklarelsen på bjerget betød for Peter, for Jakob og Johannes.
Blev det et højdepunkt for deres tro? Eller blev det omvendt et lavpunkt, fordi begivenheden jo også endnu engang understregede, at i hvert fald Peter ikke havde forstået noget som helst af hvad det handlede om?

Forklarelsens øjeblikke er ikke altid lykkelige.
Og forklarelsens lys kan stille livet i både medlys og modlys.

Vi ved ikke, hvad forklarelsen på bjerget forklarede de medvirkende.
Dermed er der heller ikke lagt en eller anden matrice ned over vores tro eller livsindstilling: At det skal være på en eller anden bestemt måde for at være godt nok til Gud.
At vi skal være på en eller anden bestemt måde for at være gode nok til Gud.
Hvad vi ved er, at de den dag tog Jesus på ordet.
De gik ned fra det høje og fortsatte med, hvad de hver især skulle.
Og Jesus gik med hele vejen, for at bygge og bo her i deres og vores lavland.

Mon ikke det er samme opfordring, der lyder til dig i dag: Tag Jesus på ordet.
Gå herfra.
Fortsæt dit liv.
Uden frygt.
Men berørt i ord. 

Her i det lave kommer Jesus dig kærligt i møde.
Han rækker hånden ud.
Rejser dig op.
Lader sit ansigt lyse over dig og giver dig sin fred.

For det siger vi: Ære være Faderen og Sønnen og Helligånden, som det var i begyndelsen, så nu og altid og i al evighed. Amen.

 

Kirkebøn:

Lad os bede: Herre Jesus Kristus !

Vi takker dig for, at du ikke forblev i din himmelske urørlighed, men gik ind i vor sårbarhed for at være hos os.  Du gav dit liv, for at vi skal leve. Giv os mod til give slip på vort eget, hvor det hindrer os i at følge dig.

Himmelske Fader, vi beder dig: Hør os, når vi er bange og usikre og mangler tro. Giv os din tro at leve på, når vor egen tro truer med at gå under. Giv os kræfter, når vi er magtesløse. Giv os håb, når vi er håbløse. Giv os mod, når vi er modløse. Giv os et skub i ryggen, når vi går i stå. Tal til os, når vi føler os alene og hjælpeløse. Giv os bjerge at bestige, når vi mangler udsyn – og led os selv tilbage til lavlandet og hverdagen.

Vi beder for din kirke og for den menighed, som samles på dette sted. Velsign og bevar dine hellige sakramenter: dåben og nadveren.

Vi beder dig for vort land og alle lande. Vi beder dig for vor regering og Dronning, for alle, der har magt og indflydelse i verden. Giv dem og os alle at arbejde for fred og retfærdighed.

Så beder vi for os selv og vore kære, hvem vi hver især tænker på. Vi beder for dem, som ingen beder for. Vi beder for dem, der har mistet en af deres kære, for dem, der skal dø og for dem, der skal sidde ved siden af og se på det. Giv os livsmod og glæde og ræk os for Jesu Kristi skyld livet i dag og alle dage. Amen.