Juleaften

 

Fik Jesus egentlig julegave?
Ja, der var jo godt nok de tre vise mænd med guld og røgelse og myrra. Men de kom jo ikke frem, før flere dage efter Jesu fødselsdag.
Hvad fik Jesus så i jule- eller fødselsdagsgave?
Ja, det ligger jo i ordet fødsels dag: Jesus fik, som ethvert andet menneske, livet. Og livet er en fest værd på hver eneste fødselsdag. Derfor fejrer vi i dag Jesus på hans fødselsdag: Fordi han fik livet. Og fordi han, den lille Messias, blev født som vores frelser og gav os del i Guds liv.

Jesus fik livet i fødselsdagsgave.
Og så fik Jesus én ting til: Han fik fødselsdagssang. Englene sang for ham. En hel himmelsk hærskare – og det er virkeligt mange - sang englesang for ham.

Når vi synger sammen, trækker vi vejret i takt.
Vi får fælles puls.
Vi bliver ét på tværs af alt det, der i øvrigt kan skille os ad.

Når vi synger, synger vi som havde vi én mund.
Også selvom vi synger med mundbind på.
Eller slet ikke synger med – men bare lader sangene synge i os.

Hver gang vi synger, ophæves tid og rum. Så er der hverken himmelrum eller jordrum. Der er bare ét rum og én tid.
Så når du i dag synger med, synger du i kor med englene i Betlehem.
Du synger i kor med mennesker, der ud over hele jorden - lige nu - synger og håber på fred. Fred mellem mennesker, fred på jord – eller fred i dem selv.

Du synger også i kor med dem, der lærte dig julens sange og salmer.
Du synger i kor med alle dem, du og jeg hver især må savne, særligt på en juleaften: 
Dem, hvis hånd vi endnu kan mærke i vores.
Dem, hvis stemme endnu genlyder i vores ører.

Når vi synger julesange, så sender vi julegaven fra den første jul videre.
Det er hvad ordet ”tradition” betyder: At sende noget videre.

Derfor er jul ikke kun et engang: Vi fejrer ikke alene, at Jesus blev født dengang.
Vi fejrer, at Jesus bliver født igen i dag.
Vi fejrer, at den store glæde, som skulle være for hele folket, er et stadigvæk.
Nu ER det jul igen.

Når en tradition gentages, er der liv.
I gentagelsen er der håb.
Sådan peger traditioner både tilbage og fremad.

Noget af det, der gør ondt igen i år er, at vi pga. corona ikke kan få lov at genopleve og videregive de traditioner, vi hver især synes, hører julen til.

Igen i år må mange nødtvunget justere på juletraditionerne. Og måske – bare måske – får vi derigennem skærpet opmærksomheden på, at det ikke er måden, men indholdet af traditionen, der er vigtigt.
--

Gad vide, om Jesusbarnet egentlig selv hørte englene synge dér julenat? Måske sov han sig fra englenes sang. Måske skreg han så højt, at det overdøvede selv den smukkeste englerøst. Måske vidste Jesus slet ikke, at han havde fået en gave?

Det er ikke altid vi ved, når vi har fået en gave. Måske opdager vi først langt senere, hvilke gaver i livet, der fik betydning for os.  Opdagede, hvilke traditioner der blev så uopgivelige, at vi vil give dem videre.
--
Det er min tur. Det er mig, der skal sende stafetten videre.
Sidst fandt jeg dem i fryseren. Der har jeg alligevel ikke fundet dem før. Nu ligger de hos mig. Det er det min tur.  

Dem – hvad er det, jeg taler om?
Jeg taler om 10 eksemplarer af sangbogen her: Humøribussen. Det er sådan en sangbog, der ved festlige lejligheder kom frem i mit barndomshjem. Når sangbogen kom frem, forsvandt mine brødre og jeg hurtigere end du kan sige … glædelig jul.
Indholdet af sange i Humøribussen er en særdeles skønsom blanding. F.eks. finder du ”What shall we do with the drunken sailer?” side om side med “Morgenstund har guld i mund”. Det er i sandhed en sangbog med inklusion.

Humøribussen er arvegods. For da mine forældre skulle fraflytte mit barndomshjem, for at flytte til noget mindre, var humøribussen en del af godset.

Alle I, der har prøvet at skulle rydde op og ud ved, hvordan det er. I begyndelsen er det nemt: De vigtige ting, dem, der har betydning, de kommer med. Arvestykkerne. Fotografierne. Så kommer der det nødvendige, men kedelige: Margretheskålene i alle størrelser, bestik, måske ikke længere til 48, men så bare til 12.

Min ene bror, ham, der ikke fik de 10 tommelfingre, men fik al håndværker-DNA’et og som kender navnene på alt fra fars værksted, fik, med vi andres velsignelse, alt overskydende godt med sig fra værkstedet. Mens jeg holdt mig til, da der skulle halveres i beholdningen af blomstervaser.

På et tidspunkt står man der med de sidste bunker. I en af de sidste bunker lå også stakken af Humøribussen. ”Smid dem ud”, sagde min ene bror. ”Send det til genbrug”, sagde min mor, som selv har gjort mange gode genbrugsfund. Min anden bror og jeg trådte vande imellem de to synspunkter.

Jeg husker ikke længere, hvem af os, der tog dem. Jeg husker heller ikke længere, hvem af os, der begyndte med, at man i smug skulle gemme de 10 eksemplarer af humøribussen hos den anden. Men nu er det en tradition.

Vi sender sangbøgerne på vandring mellem hinanden. De har efterhånden opholdt sig utallige muntre steder. Nogen gange kan der gå meget længe, inden de bliver fundet. Det er naturligvis pinligt, hvis de nu var blevet gemt sammen med støvsugerposerne. Hvor jeg har gemt Humøribussen denne gang? Det siger jeg ikke. Men jeg vil anbefale min yngste bror at kigge godt i anden i aften?
Sidst troede jeg, jeg havde taget rugbrød op af fryseren … men så var det i stedet 10 humøribusser i fryseposer. Og tænk – jeg vidste slet ikke, jeg havde dem.

Jeg tror ikke, jeg har sunget i humøribussen, siden jeg engang blev taget som gidsel i en sammenkomst med forældrene. Og stor var min overraskelse, da jeg først for nylig vender Humøribussen om og ser, hvad der står på bagsiden. Der står, at Humøribussen er glædens gesandt.

Glædens gesandt.
En gesandt – det er en, der er sendt fra en stat til en anden med et væsentligt budskab.
Det er det, vi fejrer igen denne jul:
Gud har sendt os en gesandt.
Men ikke hvilken som helst.
Gud har sendt os sin søn som glædens gesandt.

Julesange er glædens gesandt.
Når vi synger, så videregiver vi det væsentlige budskab.
Når vi synger, så giver vi glæden stemme.
Når vi synger, giver vi Guds håb stemme.
Når vi synger, giver vi Guds kærlighed stemme.
For kærlighed er musik, der leder efter en stemme.
Når du synger, låner Gud din stemme for at få evangeliet – og den glæde, der skulle være for hele folket - bragt ud i verden.

Derfor er ikke bare en god tradition at synge.
Det er en nødvendighed.
Jeg siger ikke, vi alle sammen skal til at give hinanden Humøribusser. Jeg er måske lige ved at tro, at de 10 eksemplarer, der cirkulerer mellem min bror og jeg er rigeligt. Men vi skal give sange videre.

Engang var nogle udsendte danske soldater under beskydning.
De sad tæt sammen. Ventede kun på at fjenden genoptage skydningen.
Soldaterne var bange. Så siger en af dem: ”Skal vi ikke synge noget?”
Men de kunne kun finde en sang, de alle sammen kendte: Og så sang de: ”Vi sejler op ad åen”.
Jeg ved ikke, hvor megen trøst der er i at synge ”vi sejler op ad åen”.

Vi skal have sange at synge.
Sange, når vi er bange og modløse.
Sange, når livet er svært.
Sange, når glæden er stor.
Sange, når vi mangler egne ord.
Måske er vi ikke altid en himmelsk hærskare til at synge dem. Men mindre kan gøre det.

Om lidt skal vi synge, at glæden er jordens gæst i dag. Men det er en underdrivelse af rang. For med Jesu fødsel er glæden ikke en gæst. Glæden er kommet for at blive.

Jul er, at Gud lagde sin glæde ind i verden.
Englene sagde, det var en stor glæde. Men den begyndte i det små. I det, der var så lille som et nyfødt barn.
Men selv glæder kan vokse sig større. Det ved især den, hvor glæden er på vågeblus.

Glædens epicenter blev en stald på en mark
lidt uden for Betlehem.
Dem, der var der, tog hver på sin måde glæden til sig.
Hver på sin måde tog de glæden med sig derfra.
Tilbage til det de kom fra, som var det samme.
Men de var ikke længere selv de samme.

Sådan blev det jul for første gang.
Sådan bliver det jul i dag.
Nu står vi ved krybben sammen med dem: Barnet, Maria, Josef og alle de andre – og med alle dem, ud over hele jorden, som har fået at vide, at glæden er stor nok til os også.

Vi ser det nyfødte Jesusbarn.
Vi ser, at glæde ikke er en præstation.
Glæde er noget, vi får givet.
Glæde er altid en gave.

Det er med glæden som det er med humøribussen. Det er ikke altid sikkert, vi ved, vi har den. Sådan er det også med troen på ham, der i dag bliver født som verdens frelser, den lille Messias.

Også han kan være godt gemt. Måske anede du slet ikke, at du havde ham. Måske opdager du ham lige pludselig, hvor du slet ikke havde regnet med, at han kunne være. Der på bunden af dit livs fryser. Der hvor livet var koldest og mørkest. Eller den dag, hvor glæden var størst. Fordi du mødte uventet godhed, her, hvor du aldrig ville have troet det muligt – eller overhovedet havde regnet med at tro var en mulighed, der fandt du den. Glædens gesandt. På bagsiden eller forsiden af dit liv.

Det er jul. Det er traditionernes tid.
Det er tid til at give og til at give videre.

Hvis der er noget, der er vigtigt for dig, så skal du ikke holde det for dig selv, så skal du give det videre.

Det var det, Gud gjorde.
Han gav det allervigtigste videre til os: Sin søn. Sin frelse. Sin kærlighed.

Hvis der er noget, der er vigtigt for dig, så giv det videre.
Hvis kærlighed er vigtig for dig, så giv den videre.
Hvis håb er vigtigt for dig, så giv det videre.
Hvis tro er vigtigt for dig, så giv det videre.
Og tænk – måske opdager du en dag, at det, du havde givet, har du fået tilbage.

Det er Jesus’ fødselsdag. Det er jul.
Hvad jeg ønsker mig i julegave i år?
Jeg ønsker mig julesange. Og jeg ønsker mig dem ikke kun for mig selv.
Jeg ønsker mig, at vi må række julens sange over grænser og generationer.
Og at vi må række julens evangelium med.

Jeg ønsker, at vi som store, små mennesker må finde glædens gesandt i frysere og frosne hjerter.
At mennesker må finde glædens gesandt der, hvor livet er gået i sort.
Dér, hvor folk går i små sko. Dér, hvor der hverken er plads i herberger eller hjerter til andre.
Jeg ønsker for Jer og for mig, at hele den himmelske hærskare af engle må synge ”frygt ikke” ind i det sted i dit hjerte, der trænger til at høre det.

Jeg ønsker, at du må erfare, den Gud, der har sendt kærlighedens og glædens gesandt også har sendt Ham til dig.

På det vil vi ønske hinanden en glædelig jul.
Amen.

Meddelelser.

3. SALME: JULEN HAR BRAGT

KIRKEBØN

Lad os bede:
Gud. Tak for julen, hvor du gik ind i menneskelivet
Nu ved vi, at du kender os og at du ved, hvordan det er at være menneske.

Vi takker dig for de mennesker, vi hver især glæder os over.
Vi takker dig for dem, vi hver især tænker på med taknemlighed - lige nu

Tak for dem, vi skal dele julens glæde med.
Tak for dem, vi ikke kan være sammen med, men som vi glæder os over at kende.

Tak for dem, der var en glæde i vores liv.
Men som vi nu husker på med glæde, med vemod – og nogen af dem med stor smerte.
Tak, at du har sagt at engang skal alting falde sammen i din glæde.

Vi beder for alle dem, der glæder sig.
Dem, der glæder sig så meget, at de næsten ikke kan vente.

Og vi beder for dem, der er holdt op med at vente.
Fordi de ikke tror, der er mere glæde på rente til dem.
Rut, Herre, i særlig grad med din glæde og dit nærvær hos dem.

Vi beder for folket. Her og ude i verden.
Vi beder for dem, der skal tage beslutninger i verden og her hos os.
Vær med Dronning, Folketing og alle, der skal tage beslutninger, der får betydning for andres liv.

Tak, fordi vi med julenat, med påskemorgen og med pinsedag in mente ved, at vi altid har mere godt i vente.
Og Gud, den dag vi lukker vores øjne for sidste gang – lad os da gøre det med håbet om, at når vi åbner dem igen, så ser vi din glæde.

Men i dag, Herre gå Du med os – og tænd juleglæden i hjem og hjerter. 

den ikke holdte prædiken 3. søndag i advent

 

SÅDAN SET ….  er det måske skæbnens ironi, at på denne 3. søndag i advent, hvor jeg skulle have jubilæumsprædiket om den stumme Zakarias, ja, der var det mig, der var stum.
Ikke fordi jeg har mistet stemmen. Jeg har heller ikke corona (første kviktest var negativ og om lidt nupper jeg en pcr) – men som jeg havde det i går, var det mest forsvarligt, at der skulle hidkaldes en standin til gudstjenesten i dag.
SÅDAN SET er det irriterende så at vågne i dag og være næsten frisk – så frisk at jeg før corona havde nuppet to panodil og holdt gudstjeneste. I stedet stod jeg så i testkø i kirketiden. Det ER godt nok en kedelig måde at fejre jubilæum på.
SÅDAN SET har min søde hjemmeboende twin havde nu hængt flagranke op – og min søde menighedsrådsformand kom forbi med alle de blomster og gaver og søde hilsner, som menigheden alligevel havde medbragt.
OG SÅDAN SET synes jeg det er held i uheld, at al fejringen er udsat. Og sådan set er det meget heldigt, at jeg ikke skulle vies til biskop i dag (det var der nu heller ingen fare for) eller at jeg skulle have holdt afsked fra et job, for den slags kommer jo ikke i en genudsendelse.
SÅ … her er min prædiken. Nu var den jo alligevel næsten skrevet færdig. Og mangler der noget – så føj selv til.

PRÆDIKEN TIL 3. SØNDAG I ADVENT

Mit livs første LP købte jeg i 1989. Coveret var dybgult med et stort fotografi af Anne Linnet. ”Min sang” hedder albummet. Den gang anede jeg ikke, at den LP skulle blive soundtracket til mit liv og til min tro.

”Min sang” blev jo ikke kun min sang. For hvem har ikke nynnet med på ”Lille Messias”? Hvor mange præster har ikke i begravelsestaler citeret ”men vi tror du falder i levende hænder” fra nummeret af samme navn? Og hvem ville ikke ønske, at ordene ”mild, lattermild og gavmild”, var en sang skrevet om dig?

Cirka et år før jeg købte LP’en, befandt jeg mig på en restaurant i Bruxelles. Overfor sad Johannes Møllehave, der havde inviteret mig ud at spise. Det var en uges tid før jeg skulle forlade Belgien og vende hjem til Danmark, for at begynde at læse. Efter maden fortæller Johannes, at han netop havde gang i et spændende projekt sammen med sangeren Anne Linnet. Så trækker han papirer op af sin taske. A4-ark med tekster med tilføjelser og overstregninger. Johannes viser mig teksterne og spørger interesseret, hvad jeg mener om dem. Jeg kan heldigvis ikke huske, hvad jeg svarede. Det kan kun have været ubegavet og meget meget starstrucked.

Starstrucked havde jeg helt sikkert ikke behøvet at være. For Johannes Møllehave var som menneske ligetil og ukompliceret, men med dybde. Ligesom teksterne på bordet i restauranten, der siden blev til sangene på albummet ”Min sang”.

”Min tro er ikke en svada,
indviklet, knudret og lang.
Og slet ikke nu i dag da
min tro er min sang”.

”Min tro er min sang”.
Hvor er det både enkelt og sandt: ”Min tro er min sang”.

Du har din sang.
Jeg tænker ikke på de sange, du har på din playliste, og som du sætter på, når du skal træne eller gøre rent eller som skal understøtte en bestemt stemning. Jeg tænker ikke på de sange, der gør noget særligt ved dig: Dine yndlingssange eller sange fra særlige mærkedage i dit liv.

Jeg tænker på din sang.
Sangen om dig.
Sangen om dit dig.
Måske din sang endnu bor i dig, stumt og usunget. Men før eller siden finder de fleste sange deres sprog, deres rytme og toner.

Meget kan du holde inde. Og meget af det, der er dig, har måske endnu ikke fundet sprog og toner til at blive din sang.

Men den er som en kladde. Den er på vej. Din sang.
Som en rytmisk banken på bordet. En umærkelig fløjten. Et par taknemlige toner under bruseren eller ved middagsbordet. Som løsrevne bogstaver, der lidt efter lidt finder sammen til ord og sætninger og bekendelser.

Sange kan i længden ikke holdes inde.
For sang er som et ustoppeligt lys, der baner sig vej gennem den mindste sprække.
Også din sang skal synges.

Jeg tror, Johannes Møllehaves enkle ord: ”Min tro er min sang” samtidig er en dyb - og evangelisk - sandhed: At tro er som sang. At tro, det er heller ikke noget, du kan holde for dig selv som din sang alene. Tro er måske nok en privatsag, men tror du, så er det ikke noget, der kun får betydning for dit private liv.

Det er tro, der synger i dig, når du får mod på livet. Det er din tro, der synger, når du håber det bedste – eller bare det næstbedste, selv om du har meget at kæmpe med. Din tro, det er den sang, der håber på det gode i medmennesker, og selv om du er blevet skuffet gang på gang.

Det kunne jeg alt sammen holde en lang svada af en prædiken om. Jeg kunne også bare sige: Også din tro har sin sang. Måske du bare skal finde den – eller den skal finde dig. Din tro, din sang finder sin vej. Når den er klar. Når du er klar.

I dag er evangeliet en sang: Zakarias lovsang. Det er en af flere sange, vi møder i Lukasevangeliet. De to af sangene opstår spontant: Jomfru Maria bryder ud i sin sang, da hun har haft besøg af englen, der forkynder hende, at hun skal føde Guds søn. Englene synger lovsang på marken julenat. For ”med ét var der sammen med englen en himmelsk hærskare, som lovpriste Gud og sang: ”Ære være Gud i det højeste og på jorden.
Fred til mennesker med Guds velbehag”.

Men Zakarias’ lovsang, den har været længe på vej. Hele 9 måneder faktisk. Lige så lang tid som hans kone ventede deres søn, Johannes. Ham, der siden blev til Johannes Døberen. Men Zakarias kunne ikke synge sin sang før nu, for Gud havde gjort ham stum. Hvorfor? Og hvorfor lige en Zakarias, der jo var præst og havde det som sin fineste opgave at tale til folk om Gud? Umiddelbart er der ikke megen forkyndelse at hente hos en stum præst.

Forhistorien er, at Zakarias ligesom jomfru Maria havde haft besøg af en engel. Men Zakarias troede ikke på budbringerens budskab. Han kunne ikke tro på, at det virkeligt skulle lykkes, at han skulle få en søn i sin høje alderdom. Han kunne simpelthen ikke tro på, at det var Gud, der stod bag. Så Zakarias gik i rette med ærkeengelen Gabriel selv: ”Hvordan kan jeg vide det er sandt?”, spørger Zakarias. Og sådan sætter Zakarias overstregninger og tilføjelser til Guds sang. Men sådan spiller klaveret ikke. Eller de himmelske harper. Derfor lukker Gud munden på Zakarias. Zakarias’ stumhed er et raffineret billede og et humoristisk eksempel på, at Gud nok skal få sit budskab frem. Så når en præst ikke vil forkynde det glade budskab gennem ord, så må han gøre det gennem stumhed.

I 9 måneder var Zakarias svanger med sin viden om, hvordan Gud vil gribe ind og sende velsignelse. I de 9 måneder voksede sønnen Johannes sig levedygtig i hustruen Elisabeths moderliv. Og i de 9 måneder sang lovsangen i Zakarias. Efter 9 måneder fik Zakarias lov til at lukke munden op, og da havde han noget opbyggeligt at sige.

Mens Zakarias var stum, havde Gud skaffet sig ro til at give sit under tid til at virke. Tid til at virke og vokse i Zakarias. Guds tid virkede i Zakarias. Det er også hvad advent betyder: At der er lagt en anden tid ind i vores verden, som vi ikke har nogen magt over. Gud har lagt sin tid, sin ventetid ind i vores tid.

Når Guds sang skal synges kan den ikke synges med små bogstaver.
For Guds sang synges er det ikke længere kun Guds sang. Så er det også din sang. Og min sang.

I dag hører vi Zakarias’ sang. Vi hører den færdige sang. En sang uden overstregninger eller tilføjelser i teksten.

Nu synger Zakarias sin sang. Nu synger han Gud tak, ikke for ét barn, men for to børn, for Jesus og Johannes – og Zakarias takker i den rækkefølge. Zakarias synger sin sang. Og han lægger stemme til Guds kærlighedssang. For kærlighed er musik, der leder efter en stemme.

Den dag lånte Gud Zakarias’ stemme til at synge Guds sang til os med. Men rigtigt mange andre dage låner Gud din stemme til at synge kærlighedens og næstekærlighedens sang ud i verden. Og jo flere vi er til at synge den, des mere flerstemmigt er den.

Vi har brug for at Guds sang bliver vores sange.
Vi har brug for Guds morgensang om solopgange og nye begyndelsers mulighed.
Vi har brug for Guds håbssang, for der er nok, der kan tage håbet fra os.
Vi har brug for Guds sang om at vente, når vi tror, der ikke er mere at hente.
Vi har brug for Guds trossang, når tvivlen nager i os.
Vi har brug for Guds sang om evighed og det, der aldrig hører op, når vi savner vore kære, så det svider og når noget bliver uigenkaldeligt forbi.

Guds sang var aldrig Guds alene.
Julenat sendte Han Jesus til vores verden for at lære os sine sange. Og for at synge dem sammen med os. For det gør noget ved os at synge sange som fællessang.

 

Johannes Møllehave talte hurtigt, tænkte hurtigt, skrev hurtigt. Men selv hans sange var kladder først. Måske du er mere utålmodig. Tænker: Jeg har godt nok skrevet mange kladder. Hvornår er min sang klar til at blive sunget? Hvornår kan jeg bryde ud i sang? Bryde ud i liv? Zakarias lærer os om at vente. Ingen ved, hvad Zakarias tænkte på at sige alle de mange stumme måneder.

I dag sang Zakarias sin sang.
Vi må synge med på den.
Det er ikke sikkert, din sang er klar til at blive sunget endnu.
Men indtil da må du synge med på andres sange, låne andres ord, lige som Gud låner os sine.
Og lige som Gud har lagt sin sang i dig.

Jeg mistede min første LP, dengang vi gav grammofoner og LP’er væk, fordi vi troede, at CD’ere var vejen frem. Men jeg mistede ikke min sang. For det er min tro: At Gud har lagt sin sang i mig som i dig. Den sang er ikke en svada, indviklet, knudret og lang. Den lyder kort og kort: ”Du er min. Jeg slipper dig aldrig”.

For det: Ære være Faderen og Sønnen og Helligånden, som det var i begyndelsen, så nu og altid og i al evighed. Amen

Søndages tekst kan læses her: https://www.bibelselskabet.dk/3-s-i-advent-fra-anden-raekke

Anne Linnet og Johannes Møllehaves ”Time og dag og uge” kan høres her: https://www.youtube.com/watch?v=0ar8pnW0pmo

 

Første søndag i advent. Du lovede ...

 

”Du havde lovet det”.

Uanset, om det er en sætning du har sagt til en. Eller om det er en sætningen, en anden har sagt til dig, så emmer ordene af skuffelse. ”Du havde lovet det”.

Skuffede forventninger, de gør nas. De gør nas hos dig, der havde forventningerne. Og de gør på en anden måde nas hos den, der ikke kunne leve op til dem.

”I dag”, siger Jesus. ”I dag er det skriftord, som lød i jeres ører, gået i opfyldelse”. Hold da op. Sikke en fest, vi skal have. Fanger skal frigives, blinde skal blive seende, undertrykte opleve frihed og alle skal opleve et nådeår fra Herren. Slagt fedekalven. Skru op for musikken. Skænk rigeligt i glassene. Sæt bordene frem, for nu skal vi danse på dem. Alle os, der på forskellige måder er blinde, fattige, undertrykte, forventningsfulde.

Tilhørerne i dag her i Jesu barndomsby kendte godt det skriftord fra Esajas, Jesus refererede til. De kunne det udenad. For os ville det vel svare til, at jeg havde læst juleevangeliet og sagt, at nu er det ikke bare ord og evangelium og et håb. Nu er det vitterligt sådan. Nu er der fred på jord, fryd på hele jord. Coronafrit fra Alfa til Omikron.

Eller i den mere profane afdeling: Hvis de nys valgte politikere kunne proklamere, at nu er alle valgløfterne gået i opfyldelse. Slagt fedesvinet. Spis valgflæsket. Skru op for musikken. For nu skal der festes.

Meen … Når noget lyder for godt til at være sandt, er det som regel fordi det ER for godt til at være sandt.

Det var sådan de oplevede det, denne dag i Nazaret i Jesu barndomsby. Et lille øjeblik troede de, at ordene gjaldt dem. At nu, nu ville alt det komme, som de havde ventet og forventet så længe.

Men så er det Jesus fortsætter og minder dem om enken i Sarepta og syreren Na’aman. Som de naturligvis udmærket huskede. For hverken enken eller syreren var en af deres egne. De var hedninge. Skulle nådeåret virkeligt igen udråbes for andre end Guds eget udvalgte folk, måbede de med lange næser og skuffede forventninger?

Skuffede forventninger, dem skal man ikke spøge med.

Skuffede forventninger, de kan være svære at holde for sig selv. Skuffede forventninger, de tager ord med sig.

Og de tager krop med sig.

Og de skuffede i Nazaret, som nu troede, at de skulle stå i anden række, ja, måske ligefrem i samme række som de vantro, de skubber helt bogstaveligt Jesus fra sig. Hvis det skal være på den måde, så bliver det et nej tak herfra. Dem vil vi ikke sidde til bords med.

De skuffede vil skubbe Jesus ud over et bjerg – ligesom djævelen allerede havde prøvet på det tidligere i dette kapitel.

Men Jesus baner sig vej og går.

Skuffede forventninger.

Du har helt sikkert en række af ting, der har skuffet dig. Hvor lang din række er, ved du kun selv. For selvfølgelig har du også oplevet noget, der ikke blev, som du havde forventet det. En film. En bog. En opskrift, der ikke levede op til forventninger. En rejse. En fest.

Men værst er det med mennesker, der skuffede os.

Mennesker, vi havde en eller anden forventning til.

Nogen, der havde lovet.

Kom med. Vi skal liige et smut tilbage til midt 70’erne. Til min barndoms by.

Vi gik i børnehaveklasse. 5 – 6 år var vi. Alle sammen børn af forstadskvarteret. Han hed Morten. Havde brune krøller og var en sød dreng. Altså ikke sød på den måde, som man siden tænkte om drenge på. Men sød. Sådan en, man godt gad lege med.

Morten boede ikke i nærheden. Men helt omme på den anden side af skolen. I nutidsafstand ville det sikkert svare til 2 kilometer. På barndommens brugte orange cykel ville det have svaret til en mindre Tour de France.

Morten havde hørt, at Thomas – som også var en sød dreng med brunt hår, men uden krøller – havde været omme hos mig og lege med mit dukkehus. Det ville Morten også gerne. Det ville jeg også gerne. Men Morten vidste ikke, hvor jeg boede. Og det var før de tider, hvor børn kunne få en mor eller far til at køre taxa. Men jeg måtte godt helt selv cykle om til skolen og hente ham. Og Morten måtte også godt helt selv cykle om til skolen og følges med mig hjem.

Dagen oprandt. Nu stod jeg der foran forstadskvarterets grå betonfolkeskole og ventede. Og himlen, der var mindst lige så grå som betonen, åbnede sig og det regnede.

Og jeg ventede.

Og det regnede mere endnu.

Og tiden gik. Og gik.

Og det regnede.

Og Morten kom ikke.

Jeg cyklede hjem. Lige så skuffet som jeg var våd og kold.

Næste dag sagde Morten i skolen, at hans mor havde bedt ham om et eller andet og så havde han glemt det.

Glemt det? Glemt mig??? Jamen, han havde jo lovet …

Morten kom aldrig hjem til hverken mit dukkehus eller mit hus.

Jeg ved ikke, om han stadig er sød og om krøllerne er intakte. Men kroppen husker skuffelsen. Han havde lovet det, men han kom aldrig.

Har der ikke været større skuffelser i dit liv end det her, Eva Jerg?

Årh jo… men når kroppen husker, så gradbøjer den ikke nødvendigvis skuffelser efter størrelse. Den husker bare.

Du havde lovet det, Jesus.

Ligesom profeterne havde lovet det før dig.

Det med at komme med et godt budskab.

Og Jesus holdt, hvad han lovede.

Han kom.

Men han kom ikke, som de havde forventet det dengang.

Og det Jesus kommer med er heller ikke altid et budskab, der svarer til vores forventninger.

Han er anderledes.

Budskabet er anderledes.

Jesus er ikke en sød dreng med vandkæmmede krøller og med et budskab, der stryger folk med hårene.

For vi bryder os ikke altid om den frigivelse, han bebuder og det nye syn på tilværelsen, der følger med evangeliet.

For nylig mødte jeg en ny Morten. Eller … det tror jeg, han hed. Men det er ligegyldigt. For det var ikke den Morten, der aldrig kom til barndommens gade.

Morten eller manden her havde mødt Jesus. Han var velbevandret i både Det gamle og det nye Testamente. Han var helt sikkert god og from i ordenes allerbedste betydning. Jeg disser ham på ingen måde, som de unge ville udtrykke det i dag.

”Nu er der bare lige det”, sagde ham, som jeg igennem årene har mødt i så mange andre skikkelser - ”når Jesus nu taler så meget om tilgivelse og syndernes forladelse, betyder det så, at jeg kan forvente eller risikere at komme til at sidde til bords med en Hitler i himlen?”

”Ja”, svarede jeg. ”Det tror jeg godt, du kan regne med”.

Det skuffede tydeligvis hans forventning om det hinsidige.

Og jeg fortsatte: ”Hvis ikke vi tænker om det som en mulighed, gør vi så ikke Guds tilgivelse for lille?

Eller mere radikalt: Hvilket Gudsbillede har vi så, hvis ikke Gud kan tilgive, hvad vi aldrig ville kunne?”

Jeg tror stadig, ham Måske-Morten syntes, han var blevet lovet noget andet. Jeg tror, han tænkte, at hvad end han måtte have gjort eller undladt at gøre i sit liv, så ville det dog aldrig kunne nå, hvad f.eks. en Hitler gjorde til sokkeholderne.

”Jeg ved godt, jeg sætter det på spidsen”, sagde han.

”Det gør jeg også”, svarede jeg. ”For hvad nu hvis Gud ikke måler som vi gør? Hvad nu hvis alle de gange, vi har skuffet nogen, fordi vi ikke kunne holde, hvad vi lovede. Hvad hvis hver eneste gang talte som et mord?”

”Jamen, hvad skal vi så stille op med det, vi dog siger i trosbekendelsen hver gang, om at Gud vil komme for at dømme levende og døde”, indvendte han. ”Er dommen så bare lige meget?” Og da han havde spurgt om det, vendte han sig og gik.

Selvfølgelig er dommen ikke lige meget. Men dommen er måske noget andet end det, vi tror, vi er blevet lovet.

Måske var det det, de slog sig på den dag i Nazaret – og som mennesker har slået sig på så mange gange siden: At Gud dømmer anderledes end os.

Måske er det lige præcis det, der kommer til udtryk i den måde, Jesus citerer på. For han citerer ganske rigtigt et skriftsted, de dengang kendte udenad, men han stopper citatet på et endog meget epokegørende sted.

”Han har sendt mig for at bringe godt budskab til fattige,

for at udråbe frigivelse for fanger

og syn til blinde,

for at sætte undertrykte i frihed,

for at udråbe et nådeår fra Herren”, havde Jesus læst.

Så lukkede han bogen.

Havde han fortsat, havde der stået: ”for at udråbe et nådeår fra Herren og en hævndag for vor Gud”. Men Jesus læste ikke de sidste ord. Ordene om Guds hævn kom ikke med, for Guds løfter var ikke længere kun en ophøjelse af nogen og en hævn over andre.

Så selvom jøderne havde været Guds særlige folk var budskabet denne dag, at nådeåret var for enhver.

Guds gave gælder enhver uden forskel. Ingen har forrang, og ingen skal sætte grænser.

De havde ønsket at være de udvalgte, den dag. Men glæden ved det blegner jo unægteligt noget, når hvem som helst får lov at være med.

De troede, de var blevet lovet magt og indflydelse, så de blev skuffede over en Gud, som lovede at ville dele magtesløsheden med dem og satsede alt på kærlighedens magt.

Til dem den dag og til os i dag er budskabet det samme:

Guds nåde er ikke eksklusiv. Guds nåde er all inklusive.

Den er alt det, Gud har lovet. Og mere til. Meget mere end vi har fantasi og tro til at forestille os.

Jeg tror indbyggerne i Nazaret bar deres skuffede forventninger med i graven. Så er det godt, det også bliver påskemorgen for dem også. Og for alle de andre, der vil gøre Guds nåde for lille.

Det er første søndag i advent. Et nyt kirkeår er begyndt.

Så hvad siger du til alle dem, der stadig står i regnen og forventningsfulde venter på ham, der skal komme?

Du siger: Skynd dig hjem.

Find dukkehuset frem.

Vær forberedt på, at der godt kan blive møbleret lidt om på indretningen på øverste etage og din livsopfattelse.

Skynd dig hjem.

Gør døren høj og porten vid.

Luk hjertets dør op. Eller bare på klem.

For han er på vej.

Jesus kommer, lige præcis som han har lovet det.

Han kommer til dig. Ja, også til dig.

Han udråber et Herrens nådeår over dig. Et helt nyt nådeår fuldt af ubrugte dage kommer til dig.

Det er ikke for godt til at være sandt.

Det er bare godt. Og sandt.

Herre. Du lovede det! Og du holdt, hvad du lovede!

Og på det vil vi ønske hinanden en velsignet adventstid

Ære være Faderen og Sønnen og Helligånden, som det var i begyndelsen, så nu! Og altid. Og i al evighed. Amen.

Søndagens tekster kan læses her: https://www.bibelselskabet.dk/1-s-i-advent-fra-anden-raekke

Alle helgens søndag, den 7. november 2021. Tider skal komme.

 

Tik - tak. Tik - tak.
Det stod i hjørnet i ”den pæne stue”, mine bedsteforældres bornhomerur. Det var vist ikke en helt ægte bornholmer. Men hvad vidste vi børnebørn om det? Urværket var dog ægte. Og urskiven med sol og måne og stjerner glimtede som af guld.

Vi, børnebørn, vidste noget om tid.
Der var tikkene, der talte tiden til vi skulle spise.
Der var takkene som ordene, når der blev bedt bordbøn.
Der var tikkene, der talte minutterne i middagssøvnen
Der var takkene, når morfar spillede på mundharpe.
Eller klikkene, når kuglerne til endnu et spil kinaskak blev lagt i hullerne spillepladen.
Tik – tak.

Engang imellem gik de hurtigt, tikkene og takkene.
Engang imellem kunne vi være i tvivl om, om der nu også kom et tak efter et tik.
Eller. Om. Tiden. Virkelig. Var. Gået. I. Stå.

For der er tidspunkter, hvor livet har sin helt egen tidsregning.
Det ved I, der er her i dag.
Det ved den, der har stået og trukket vejret i takt med en døende. Ind. Ud. Ind. Ud. Ind …
Det ved den, der har skullet sætte uret i gang igen til en helt ny tidsregning, uden den eller dem, der gik ud af deres tid.

Tikkene og takkene på mine bedsteforældre ur, de lød ens.
Men når klokken faldt i slag og uret skulle stå timeslag, så kunne det lyde forskelligt. I begyndelsen tænkte jeg ikke over det. Man husker ikke altid det, man tror, man husker.

Engang imellem gik bornholmeruret, som ikke var et bornholmerur, i stå.
En urmager blev tilkaldt. Han kiggede på viserne på uret.
Selv et særdeles forsigtigt fingerpuf på en viser kunne ikke sætte tiden i gang igen.
Urmageren åbnede så lågen ind til uret. Derinde, hvor kæderne og loddene hang. Og så vendte han sig om og sagde:

--- Ai – måske skal jeg lige sige noget andet først.
Mine bedsteforældre var gode kristne mennesker. De var fromme i ordets allerbedste forstand. Deres livssyn og deres gudssyn var allermest lyst.
De var på ingen måde drikfældige. Der kunne godt blive serveret et enkelt – et enkelt – glas vin til mormors gode varme mad. Der kunne godt blive serveret et lille glas i de små pæne glas med sort fod, hvis der kom nogen uanmeldt forbi.

Men selvom de havde den livsindstilling, at den Gud, der skabte druerne, og den Frelser, der kunne gøre vand til vin, nok også undte os et enkelt glas, så var der jo ingen grund til ligefrem at flashe flaskerne. Så det gjorde mine bedsteforældre ikke.

Derfor stod i bunden af bornholmeruret: Kiaffaen, Fad no. 6. engang imellem en flaske maderia og et par flasker rødvin af den med tyren.

Da urmageren så det, vendte han sig og sagde til min mormor: ”kære frue. De flasker gavner ikke urets gang”.

Derefter fulgte der sikkert en instruks om nødvendigheden af, at urets lodder skulle kunne gå helt i bund. Så at tiden uhindret kunne gå sin gang.
Siden den dag havde timeslagene altid samme klang.

Mine bedsteforældre er for længst gået ud af tiden.
Og bornholmeruret, der stadig ikke er et bornholmer, slår nu timeslag for andre.
Eller også har det også tikket og takket af.

For det er livets gang. En dag falder klokken i slag.
En dag er der hverken flere tik eller tak eller timeslag for os.
I, der er her i dag, har erfaret det. Erfaret, hvad der sker, når et menneskes tid går i stå og ikke kan sættes i gang igen.

Måske standsede jeres familiemedlems tidsur brat og ganske uventet.

Måske var dets tid aldrig rigtigt sat i gang.
Måske har I taget afsked med et liv, hvor lodderne er trukket utælleligt mange gange, så mange, at der var nåde og kærlighed i at ønske, at det ikke skulle fortsætte.

Nogle steder standser man et ur i stuen, når et menneske dør.
Her i kirken gør vi det modsatte: Vi sætter klokken i gang:
Vi ringer ind til begravelse.
Vi lader bedeslagene falde i slag med håbet om, at tid ikke alene er noget, der går i stå. Tid er også noget, der kommer. Og derfor ringer vi med kirkens største klokke, når rustvognen kører ud af alleen eller når vi i følge går til et gravsted.

Det er alle helgens evangelium. Det er det er det, Jesus siger til os i dag, og som vi kan have brug for at minde os selv og hinanden om mange gange:
Tider skal komme.
Tider vil komme.

For Gud har lagt forandring ind i vores tid.
Ikke som en mulighed.
Ikke som et måske.
Men som et vilkår.

Salige er de, som hungrer og tørster efter retfærdighed, for de skal mættes.
Salige er de, som forfølges, for himmeriget er deres.
Salige er de, som sørger, for de skal trøstes.
Ja, salige er I.

Det kan lyde både påståeligt og hjerteløst for den, der er udspændt mellem livets tik.
For den, for hvem takket synes uden for rækkevidde.
For hvordan skal vi dog kunne gå videre uden dem, vi savner?

Når du er som en viser uden kraft til bare at gå det næste minut i møde? Når klangen er gået ud af dit livs resonansrum.
Når du hænger som vægtløse lodder, der ikke kan trække dig selv op. Hvilken salighed er der i det?

I begyndelsen mærker du det hver eneste dag, time, minut og sekund, at det gør den jo, tiden, den går videre.
Uanset, om du er klar til at gå videre eller ej.
Uanset om nogen puffer dig blidt videre.
Uanset om du hager dig fast i fortiden i alt det, du så nødigt vil slippe. Alt det, du slet ikke var færdige med. Alt det, du drømte om og stadig drømmer om at skulle dele.
Alt det tager tiden med sig.

Det kan føles ubarmhjertigt. At tiden går.
Men det er også håbets holdeplads: At tiden kommer.

Noget af det svære ved at være efterladt er, at sorg og savn ikke går i takt. Vi sørger ikke på samme måde på tid.
Vi kan være helt forskellige steder henne i sorgen og savnet.
I den samme familie kan en være hurtigt videre.
En anden bliver igen og igen sat tilbage i tiden.
En tredje er gået helt i stå. 
Og atter anderledes er det for den, der står længere ude i periferien.

Det kan være svært, grænsende til det ubærlige, når vi ikke sørger i takt. Når ens nærmeste ikke er lige nær i deres sorg eller savn. Så er det svært at håndtere såvel tårer som trøst.

Mine bedsteforældres ur lød ikke altid på samme måde.
Klangen afhang simpelthen af, hvor mange flasker, der stod i bunden af uret. Hvor meget eller hvor lidt uret var fyldt af.
Da flaskerne blev fjernet efter urmagerens besøg, kunne klangen lyde frit.

Evangeliet til i dag er, at sorgen ikke blive ved med at lyde eller føles eller opleves på samme måde.
Den, der sørger skal trøstes.

Evangeliet er også – at det kan du ikke gøre selv.
Du kan ikke trøste dig selv.
Du kan ikke selv trække dit livs lodder op.
Du kan ikke sætte tiden i gang.
Der er du passiv. Det er dit lod. Og det skal du tage på dig.
Det er der, hvor saligheden kommer ind i billedet.

For der er en urmager. Gud.
Som ikke fikser alt med et snuptag.
Som ikke bare fjerner flaskerne eller hvad der nu end fylder i dit rum.

Der er en urmager, som har lagt sin tid ind i din tid.
Det er den tid, vi skal synge om i gudstjenestens sidste del i to adventssalmer.
Advent er ikke kun en tid på året.
Det er vores tro.
Troen på, at det, vi ikke af os selv kan komme til, det kommer til os.
Med det sættes tiden i gang igen og igen.
Håbets tid.
Guds tid.

Der er en urmager.
Han sendte sin søn Jesus Kristus til jorden, ind i vores tid.
For Guds tid er ikke først et engang.
Guds håbefulde fremtid hjælper vi på vej, når vi går ind i hinandens tid. Lytter til klangen. Og måske fjerner det, der fylder der på bunden hos medmennesket.

Så sorgen kan få frit løb.
Så lodderne kan falde helt til bunds.
Så livet igen må få liv og lyde.

Salige er de, som sørger, for de skal trøstes.
Ja, salig er du. For tider skal komme også til dig.

Tider skal komme.
Det gælder også for vore døde.
Og salige er de, for vi tror, at de nu favnes af Guds evighed.

Der er en urmager, som i tidernes morgen satte al tid i gang.
Den ene viser går hurtigt. Den sætter det lange ben foran.
For det gør tid også. Den lange viser er tiden, der går.

Den anden viser går langsommere.
Ja nogen gange ser det ud som om den anden står.
Den anden viser giver os tid til at dvæle.
Den anden viser er den, der er i familie med evigheden.
Når den anden viser indhenter os, erfarer vi glimt af evighed.
For der, hvor vi mindes dem, vi savner, der ophæves tid og rum. Og vi bliver et med dem, der var.

Så viselig er Guds tid.
Den er på en og samme tid det, der var, det, der er.
Og det, der kommer.

Nogen gange kan vi høre tiden gå i stå.
”Da jeg flyttede ind i min opgang”, sagde en kvinde, jeg talte med i denne uge, ”da var der 3 lejligheder, hvor der var bornholmerure. Men de tre ure gik ikke i takt. Klokken var ikke lige præcist det samme i de tre lejligheder. Så lidt forskudt faldt klokken i slag i opgangen”.
Man kan høre det for sig, ikke? – hvordan midnatsklokkerne slår forskelligt først hos den ene, så hos den næste og den næste.
”Men nu er der ingen bornholmerure mere”, sagde kvinden, ”for beboerne i lejlighederne døde”.
En efter en faldt klokkerne helt ud af slag.
Den 3-stemmige falden i slag blev først tostemmig, så enstemmig. Ur efter ur blev båret ud. Til sidst blev der stille.

Nogen gange kan vi høre tiden stå.
Måske er det der, vi kan høre Guds tid slå.

Evangeliet er, at engang falder al tid og alle ure i slag.
Vi kalder det Guds tid.
Det, der er uden begyndelse og uden ende.
Det, der er uden sorg og savn eller smerter eller fortrydelse.
Der, hvor der bare er.
Retfærdighed. Mæthed. Trøst.
Den evige salighed.

Du er sat ind i Guds tid.
Det skete i dåben, da du fik evigheden som løfte.
Men engang, engang skal vi ikke nøjes med de tre håndfulde vand.
Engang skal vi ikke nøjes med dråber og et lille stykke brød.

Engang skal Guds tid foldes helt ud.
Og vi skal foldes ind i Guds tid.
Dér, hvor kærlighed bor.
Der, hvor Gud er.
Der, hvor vore kære døde er.
I Guds tid.
I al evighed.

For det siger vi: Ære være Faderen og Sønnen og Helligånden, som det var i begyndelsen, så nu og altid og i al evighed. Amen.

Musikalsk mellemspil

Kirkebøn:
Lad os bede:
Herre, vor Gud.

Vi håber, at de mennesker vi har mistet
blev skabt og elsket af dig, Gud, der altid er større,
vi håber, deres liv blev helt nok
selvom de ikke fik det hele,
vi håber, deres glæde blev stor nok
selvom den ikke rakte ind i evigheden,
vi håber, at vi gjorde nok for dem
selvom vi sikkert kunne have gjort mere

Vi håber, at de mennesker vi har mistet
endnu er elskede, som da vi kunne elske dem,
vi håber, du selv tager om dem
når vores arme ikke rækker,
vi håber, du elsker dem højt i himlen
når vores egen kærlighed råber forgæves,
vi håber, at du selv tog over, Gud,
i det øjeblik vi sad tavse tilbage

Vi håber, at den kærlighed, du har givet
og som overlever det menneske, vi har mistet,
må åbne vores stille veje
og finde nye virkesteder,
vi håber, du vil give os kræfter
og livsmod fra de minder, vi bærer med os,
vi håber, at du vil gå ud med os
i det liv vi ikke kan bære alene
Iben Krogsdal

TILGIVELSE

Hvem her har ikke ind i mellem ønsket, at døgnet havde flere timer?

For der ville jo ikke være nogen ende på, hvad vi ville have gjort med de ekstra timer, vel?
Så lad mig da spørge dig: Hvad lavede du i nat kl. 3? Og hvad lavede du i nat, da klokken blev 3 for anden gang i nat?  
I nat skulle vi stille urene tilbage. Så i nat fik vi jo rent faktisk foræret en ekstra time. Og hvad lavede du så? Lad mig gætte: De allerfleste af os sov i timen. Dermed fik vi aldrig udnyttet den ekstra time, den ekstra chance, den ekstra times liv. Det her, det skete jo ikke kun i nat. Det sker også ved højlys dag: At vi sover i timen. At vi forpasser vores muligheder.

I dagens evangelium handler det om mulighed. Vi må sige, at her er der en, der big time forpasser sin mulighed. Han får i første omgang eftergivet en gæld på 10.000 talenter i datidens møntfod. Det vil i nutidskroner svare til, hvad det kostede at bygge Storebæltsbroen. Efterfølgende vil han ikke eftergive en af sine venner en gæld, svarende til ca. 3 månedslønninger. Til sidst mister han så det hele, da hans herre overlader ham til bødlerne, indtil han får betalt det alt sammen. Det vil sige: Aldrig.

Han sov i timen. Han fik en chance, en fuldstændig urimelige chance, for hvilken konge er det, der eftergiver en gæld i den størrelsesorden? Og han smed sin chance på gulvet.

Hvor mange gange skal jeg tilgive? Bliver Jesus spurgt. Er 7 gange nok? Er 77 gange nok? Er 10.000 ganges tilgivelse nok? Svaret på spørgsmålet ligger i fortællingen: Vi skal aldrig tælle tilgivelser. Vi skal aldrig regne på størrelse, om antal, på omfanget, på nødvendigheden eller muligheden for tilgivelse.
Vi er dem, der har fået tilgivet meget af den konge, den Gud, der igen og igen slår streger over, hvad vi skylder hinanden. Så meget, at vi roligt kan række videre af den tilgivelse, uden at skulle tælle på fingre.
Men hvad gør vi? Vi sover i timen.

Det er ikke fordi vi er dumme. Vi ved jo godt, hvad det gør ved os, når vi møder tilgivelse, der hvor vi mindst havde ventet den. Vi ved godt, hvad det kan gøre ved andre, når vi er hårdhjertede og ikke vil række hverken hånden eller hjertet frem til forsoning. Så langt, så skidt.

”Det kan godt ske, at I tæller”, siger Jesus. ”For I mennesker er afsindigt dygtige til at huske på, hvor meget andre skylder Jer. I er gode til at huske på fortrædelser. På, hvornår andre gjorde Jer ondt. Og hvis I ikke husker med hovedet, så husker kroppen for Jer. Kroppen husker det uforsonlige blik, lyden af døren, der smækkede, lyden af en ringetone, der klinger ud, fordi den anden ikke tager telefonen, blikket, der blev slået ned? Spørgsmålet, der ikke blev besvaret. Den udstrakte hånd, der ikke blev taget”.

Men Gud kan ikke tælle. Hverken til 7, 77 eller 10.000. Eller – det er måske mere præcist at sige: Gud gør det ikke, tæller. Det er vores held. Eller velsignelse. Eller evangelium. Så langt, så godt.

Manden i lignelsen skyldte 10.000 talenter. Billedet af, at det svarer til en Storebæltsbro, er ikke dumt. Så uanset, hvad han måtte have gjort, så må det have været ualmindeligt dyrt eller stort, grænsende til det ubetalelige eller utilgivelige. Nu spørger jeg så dig, ja dig: Hvad er det mest utilgivelige, du har gjort? Og det vil jeg nu bede dig om at skrive på det lille stykke papir, du fik, da du kom til kirke.
Nu rykker du dig måske lidt forlegent på stolen. Jamen – det kan da ikke være der, svarer du måske? Eller: Papiret er alt for lille. Eller du tænkte: Pyh ha – jeg har heldigvis ikke noget at skrive med? Eller du tænker: Hvad sker der så med det? Eller: Du tænker: Jeg har da ikke gjort noget, der krævede, at en anden tilgav mig? Det sidste er så løgn!

Det her er naturligvis ikke en offentlig gabestok. Alligevel vil jeg invitere Jer alle til at være med.
For som nogle konfirmander sagde til mig forleden: ”Det er ikke altid, vi forstår ordene i kirken, og”, forsatte konfirmanderne, ”det er faktisk ikke så vigtigt. Men vi vil gerne forstå, hvad det handler om”.

Det er faktisk ok, hvis du ikke skriver noget som helst på din seddel. For du ved, hvad der kunne have stået på sedlen. Og Gud ved, hvad der står. Uanset om det står med bogstaver eller ej. Om lidt spiller organist Hans Esbjerg et stykke musik her fra flygelet. Uanset om du nu skriver noget på din seddel eller ej, så kom imens hans spiller op og læg dit lille stykke papir, enten i døbefonten eller i glasvasen her. Og sæt dig så igen.

Hans Esbjerg spillede Amazing Grace.

Tak til Jer, der lagde jeres papir her i vasen eller i døbefonten. I andre, der stadig sidder og holder på jeres stykke papir, kan gøre det, når I kommer hjem. Lad mig fortælle Jer, hvad der sker med papirerne, for mange af Jer sidder for langt væk til at kunne se det. Papiret går simpelthen i oplæsning. Det forsvinder. Og med papiret det, der står på det.

Alt, hvad I hver især skrev, eller tænkte I ville have skrevet, det er nu ikke længere kun jeres eget.
Det er alt sammen opløst sammen med de andres. Det er blevet til ét. Uanset om det, du skrev svarede til Storebæltsbroen eller blot var en lille hverdagsfortrydelse. Gud tæller ikke. Det er alt sammen ét. ”Hvad??” tænker du måske. ”Er jeg i samme båd eller i samme vand som de allerværste overtrædelser?” Og er de allerværste i båd med mig?” Ja. Sådan er det.

Gud tæller ikke. Gud tæller heller ikke i hvor stort eller tung eller svært eller tilgiveligt eller utilgiveligt det måtte være, hvad der står på sedlerne og hvad vi bærer på samvittigheden. Det er derfor, Han er Gud. Det er derfor, vi er mennesker. For vi tæller. Vi spreder, hvor Gud samler, som vi skal synge det om lidt. Vi tæller andres fejl, der hvor Gud tilgiver vores synder. Gud gradbøjer ikke. Gud gradbøjer heller ikke sin tilgivelse.

Hvad er tilgivelse da?
Tilgivelse er ikke, at ting er glemte.
Tilgivelse er ikke, at synd går i opløsning for vores øjne.
Tilgivelse betyder ny mulighed.
Tilgivelse betyder at kunne begynde igen.
Tilgivelse betyder at få en time til. Den time, du allerede en gang har brug eller misbrugt eller sovet i. Den får du igen.

Tilgivelse er at skulle leve med de sår vi forvoldte andre, og de ar, vi selv bærer på os.
Men Guds tilgivelse er, at vi ikke skal bære byrden af det onde, vi gjorde.
Vi må lægge det fra os, sådan som mange af Jer lagde jeres lille stykke papir i vandet.

Tilgivelse er subjektiv. For du er den, der skal tilgive. Tilgivelse er – når vi læser dagens evangelium ikke et valg, ikke en mulighed blandt andre. Tilgivelse er en nødvendighed for livet mellem mennesker. Du skal tilgive. Tilgivelse er subjektiv.

Og tilgivelse er objektiv. For tilgivelse er en gave, som dåben er det. Tilgivelsen er en gave, du kan række et andet menneske. Og det er en gave, du selv skal tage imod. Du skal tage imod den, når et andet menneske rækker dig sin tilgivelse. Du skal tage imod Guds tilgivelse. Og du skal kunne tilgive dig selv. For intet menneske kommer nogen sinde til at kunne betale sin gæld til andre.

Men spørger du måske: Hvordan skal jeg kunne tilgive mig selv? Der er ikke vandopløseligt papir nok i hele verden? Nej, det er sandt. Da du blev døbt, blev du lagt i blød i Guds tilgivelse i døbefonten. Vi kan også sige, at du fik en blankocheck - selvom ingen konfirmand vil vide, hvad en ordet blankocheck betyder -
Men det betyder, at uanset hvor mange timer du end sover i
– uanset hvor mange mennesker, du end kommer til at skylde din tilgivelse,
- uanset hvor meget du en forbrød dig
- og spildte de muligheder for liv, Gud igen og igen lagde i din turban, så er du stadig Guds.

Er det bare det? Ja, ja, så pirrer det vores retfærdighedssans, for det lyder for let. Kan vi så bare gøre hvad som helst – og så tilgiver Gud os?
Men tænk så omvendt: Hvad ville det være for et Gudsbillede, hvis ikke netop Gud kunne tilgive?
For Guds forudsætning for tilgivelsens mulighed er, at der er noget, der er dyrebart.
Det væsentligste er ikke det, der skiller os ad.
Det væsentligste er det, der forener os.

Derfor kan Gud tilgive. For uanset alle de grunde, vi syntes Gud kunne have til at være vred eller uforsonlig, så er Guds kærlighed til os altid større.

For det siger vi: Ære være Faderen og Sønnen og Helligånden, som det var i begyndelsen, så nu og altid og i al evighed. Amen.

Søndagens tekster: 22. s. efter Trinitatis fra første række | Bibelselskabet

BÆREDYGTIGHED

”Eva. Kan man ikke læse dine prædiken et sted?” spurgte en kirkegænger en dag. ”Jo”, svarede jeg. ”De prædikener, jeg selv er tilfreds med, lægger jeg på Facebook og på min prædikenblogsiden”. ”Hvorfor er det dig, der skal bestemme, om de er gode nok?”, spurgte kirkegængeren så.
Det havde jeg ikke et godt svar på. Derfor ryger søndagens prædiken alligevel på her:

19. søndag efter trinitatis. 

Illustrationen: Peter Callesen: "Holding on to Myself", 2006

Søndagens tekster kan læses her: 19. s. efter Trinitatis fra første række | Bibelselskabet

Da jeg for en menneskealder siden gik i søndagsskole, skrålede vi glad og gerne med på denne her:

”Han har den hele vide verden i sin hånd
Han har den hele vide verden i sin hånd
Han har den hele vide verden i sin hånd
Ja, han har verden i sin hånd”

Organisten akkompagnerede videre, mens jeg sagde:
Så var der nogle vers, vi sikkert ikke ville synge i dag: Vers om brødre og søstre i forskellige farver. Det taler vi ikke mere om her. Eller synger.

I sidste vers stemte vi i med:
”ja, han har dig og mig og alle i sin hånd”
”ja, han har dig og mig og alle i sin hånd”
”ja, han har dig og mig og alle i sin hånd”
Ja, han har verden i sin hånd”.

Det var ikke bare fromt og godt og trygt.
Det var sådan det var.
Det var det verdensbillede, vi havde.
Det var det Gudsbillede, vi havde: At alt i den hele vide verden var i Guds hænder.

Som børn spekulerede vi ikke meget på, hvordan vi var kommet i Guds hænder. Vi spekulerede heller ikke på, hvor meget plads der var der i Guds hånd. Vi havde jo lige sunget, at Gud har både dig og mig og alle i sin hånd. Og alle er vel alle? Uden undtagelse.
Vi spekulerede heller ikke på, om vi nu også rent faktisk kunne mærke, at der var en hånd under os, der bar os. Vi spekulerede heller ikke på, om man nu også kunne falde ud af den hånd, vi én gang var i.

Engang.
Engang var der bare Guds hænder.
De hænder bar.
De bar dig og mig og alle.
Det er da et bæredygtighedsbegreb, der er til at forstå!

Tænk at leve i en bæredygtig verden.
En verden – og et verdensbillede, der ikke fordrer andet af dig end at du lader dig bære. Det turde vel ikke være så svært. Det var jo sådan, det begyndte:

De første mange måneder af dit liv blev du båret. Først under din mors hjerte.
Og da du så kom til verden, blev du båret videre. Båret af kærlige hænder. Forældrehænder, bedsteforældres hænder. Mange har taget din lille fine hånd i deres. Talt dine fingre, beundret dine negle. Mærket din griberefleks. Nogle af dem lærte du siden at sno om din lillefinger.
Nogle er blevet båret meget. Ja, nogle er sågar blevet båret på hænder og fødder.

En dag blev du båret til dåben.
Din familie hørte – som familierne ved døbefonten i dag - at Gud lovede at være med og bære med alle dine dage.
Du voksede. En dag slap du den hånd, der holdt din. Du mærkede, at benene bar, og du gik dine egne første skridt. Og selvom du en gang imellem siden råbte: ”Jeg vil bæres”, så blev det mindre og mindre med det bæreri.

Og selvom det er livets gang.
Og selvom det er, hvad vi er opdraget til.
Og selvom det er hvad vi ønsker for vores børn:
At jo ældre de bliver, des mere skal de bære selv: Ansvar, pligter, forpligtelser.
Så er det også samtidigt vores første syndefald:
At vi ikke længere vil lade os bære.
Vi vil selv.
Vi vil bære selv.
Vi vil bære os selv.
Vi vil selv bære ansvaret for vores valg og fravalg. For vores nederlag og vores sejre. De var alle vores investering. Derfor er fortjenesten og stoltheden også vores, tænker vi.

 

Så længe det bærer: Indholdet i livet, meningen, valgene, vennerne, kærligheden og alt, hvad der nu ellers måtte være vigtigt for os – så er tilværelsen bæredygtig for os.
Når det alligevel kniber, så øver vi os. For vi vil så gerne være dygtige til at bære. Jeg ved ikke hvorfor vi har let ved at lade andre bære med på vores glæder? Hvorfor vi glad og gerne deler succeser og smil= Men byrderne, besværet, skuffelserne og tårerne, dem vil vi – koste hvad det vil – bære selv.

Du, der har prøvet det selv, ved, at det er der, bæredygtighed bliver en byrde.
Du kan ikke bære dig selv.
Og når du prøver, bliver du en byrde for dig selv.

 

Der ligger han så, den lamme.
Se på ham. Hvad ser du?

Ja, dengang på Jesu tid så de et menneske, hvor det var den lammes egen skyld. Han lå, som han havde redt. Sygdom var ikke en tilfældighed. Sygdom var som regel din egen skyld. Udløst af noget, du eller dine forfædre havde gjort eller undladt at gøre. Det er derfor, det i dagens evangelium omtales som en synd.

Hvad ser du?
Du ser måske et medmenneske.
Eller en anden du kender.
Et medmenneske.
Du ser måske dig selv.

Lammet.
Lammet af sorg eller savn.
Lammet af alle de krav, du menneske stillede til dig selv. Eller andre gjorde.
Lammet, fordi selve tilværelsen er blevet ubærlig.
Handlingslammet.
Af en eller anden grund.
Du kender selv dine grunde.

Se på den lamme.
Hvordan kan vi bære med på hans liv?
Hvordan kan vi være der for hinanden, så livet igen bliver til at bære?

Hvis det bare handlede om at bære bårer, så var det jo let nok. Det kræver bare muskelstyrke.
Men hvordan kan vi blive mere bæredygtige? Hvordan kan vi blive dygtigere til at bære hinanden, når livet lammer og bliver ubærligt?

Jeg oplever, at mange af os trækker ”Du-skal-bare-sige -til-kortet”. Det kort er en joker. For den anden skal jo bare sig til, så vil vi gøre snart sagt hvad som helst for at bære med. ”Du-skal-bare-sige-til-kortet” er godt ment.

Problemet er bare, at det gør vi ikke. Vi siger ikke til.
For når vi er lammede, er du ikke kun handlingslammede.
For lammet, det er ikke kun på kroppen.
Og bare findes ikke mere.
Og ”bare sige til” kræver initiativ, og du var jo netop lammet.

Andre trækker ord-kortet. Ord kan bære meget.
Det kan bære igennem, hvis der er nogen, der sender os gode ord. Søde beskeder. Ringer os op. Eller bare lytter, når vi prøver at finde ud, der hvor alt andet er faldet ud af vores hænder.

Og nogle søger Gud ord og prøver, om de kan bære med?

Der er mange, der gerne vil gøre noget.
For det er også ubærligt at se dem vi holder af være lammede.

Og selv om de ikke bare har sagt til. Så kan du jo gøre det alligevel: Møde op, bærende på støvsuger, stillads, skruemaskine, strygejern, bøf stroganoff eller gøre, hvad du nu kan byde ind med.
Det er bare nemmere at bære med, hvis du er bedt om det først.

Og så er der de situationer, hvor der ikke er noget at gøre. Så er der kærlighed i ikke at ville gøre noget som helst.
At bære med er også at have modet til bare at være.

I evangeliet er manden lam.
Han kan vitterligt ingenting.
Han kan ikke bære noget som helst.
Han har ikke noget valg.
Men det var der andre, der havde.

Der var 4, der valgte at bære med på hans tilværelse.
De var bæredygtige.
Der var så bæredygtige, at de ikke kun bar sig selv.
De var også dygtige til at bære ham.

Og den lamme var bæredygtig.
Han var dygtig til at lade sig bære.

Og da de ikke kunne bære ham den lige vej ind til Jesus, fordi vejen var spærret af alle de andre, der kom bærende med deres udfordringer, tænkte de kreativt. De fire tog en omvej og fandt en udvej. De gik op på terrassen på husets flade tag, fjernede noget af det og firede den lamme lige ned foran Jesus. Det er det, der kan ske, når vi lader andre bære med på vores liv: De kan finde vej, hvor vi kun så blind vej eller indkørsel forbudt.

Jesus ser dem.
Jesus ser både ham, der bliver båret og dem, der bærer.
Han ser deres tro, står der.
Og så helbreder han den lamme.

Så troen fra dem, der bærer, betyder noget.
Det må vi godt tage med herfra i dag.
Jer, der bar børn til døbefonten.
Jer, der en dag bar jeres kære dødes kiste ud i håbet om, at det ikke slutter her.
Jer, der bærer med på andres håb om at noget lammende kan lindres.
Jeres tro betyder noget.

Den lamme bliver helbredt.
Nu kræver livet en ny bæredygtighed af ham.

Det er en del af det at være helbredt eller at komme sig over det, der lammede dig, at du skal tage dit liv på sig på en ny måde.

For mig er den bedste detalje i evangeliet, at Jesus på en meget konkret måde viser os, at et helbredt liv, en tilværelse, hvor du ikke længere er lammet, ikke derfor er byrdefri.
Manden skulle ikke længere bære sine synder – hvad art de så end var. Men han skal tage sin båre og gå. Han skal bære sin båre med sig.

Skal han bære sin byrde med sig? Skal han bære angsten for at blive syg igen med sig? Den angst de fleste kræftramte kender både udefra og indefra? Nej, pointen er, at nu har han redskaberne. Nu ved han, hvad der skal til for at bære andre. Og det skal han gøre. Ikke som et ”hvis du har lyst”, ikke som et ”hvis nogen bare siger til”. Nej, bæredygtigheden er ikke et tilbud. Den er et krav. Ikke for Guds skyld. Men for medmenneskets.

Du, der lod dig bære,
fordi der ikke var noget andet valg.
Du, der har mærket, hvordan andre tog over,
og bar med i dit liv.
Du, der har givet dig lov til at være i andres hænder,
- uden at stille spørgsmål til om de nu også mente det.
- uden at tænke på, om du igen kunne falde ud af deres hænder, fordi du syntes, de havde båret nok med på dit liv.
- uden at tænke på at gøre gengæld.
Du er efterfølgende blevet bæredygtig på en ny måde.

Din tro har frelst dig.

 

Hvad er der så i det her evangelium til dig, der har det bedst med at være stærk, uafhængig og med at bære det hele selv? Til dig er evangeliet en sprække i et tag. En mulighed, der i udgangspunktet er utænkelig.
Måske også du skal have eller lave en åbning i dit liv, hvor Guds søn kan komme til dig. Hvor Han kan få lov at tale til dig. Tale til din tro. Og sende dig ud for at se, at verden ikke kun er byrdefuld, men også Wonderful.

For det er hvad bæredygtighed handler om på den helt store klinge:  
At vi skal løfte næsetippen ud over vores egne bårer.
Løfte den til et globalt perspektiv.
Hvor vi ikke bare skal bære os selv og hinanden.
Vi skal også bære med på den verden, Gud har lagt i vores hænder.

For det siger vi: Ære være Faderen og Sønnen og Helligånden, som det var i begyndelsen, så nu og altid og i al evighed. Amen.

Interludium

 

Kirkebøn:
Gud.
Vi takker dig fordi du har båret os.
Alle vore dage.
Før vi ved af.
Og du holder ikke op.
Du bærer os, også når vi ikke ved det.
Og den dag alle vore dage slutter, er vi stadig i dine hænder.

Vi takker for alle dem, der bærer med på vores liv.
Tak for gode venner, som vi hver især tænker på lige nu.
Tak for dem, der var der, da nøden var størst.
Tak for dem, der blev ved med at bære med.
Bær over med os, når vi selv svigtede og ikke kunne være vore venners ven.

Tak for dem, der har båret os i vores liv:
Forældre og bedsteforældre.
Lærere og ledere.
Dem, vi selv valgte til og dem, der valgte os til.

Tak for alt, hvad der bærer med til vores livsglæde.
Gode dage, fis og ballade, musik og munterhed.

Herre, hjælp os med at bære det ubærlige:
Svær sygdom, svære spørgsmål, og når vi skal miste dem, vi holder allermest af.

Vær med den i vores samfund, der skal have modet til at træffe svære beslutninger.
Vær med regering og folketing og Dronning Margrethe og hele hendes familie. Vær med alle familier og alle enlige.
Vær hver og en af os nær.
Bær os.
Og lad os hvile i, at vi først og sidst og i al evighed er båret af dig, Gud.
Det takker vi for. Amen.