Online-julegudstjeneste.

 Glædelig jul. 

I år er der ikke plads til alle i kirkerne.
I år er der heller ikke plads til alle i hjemmene.
Når denne optagelse bliver sendt, kan meget have ændret sig.
Men intet kan ændre på, at det er jul.
For Guds søn blev født, selvom der heller ikke var plads til ham i herberget.
Må julen finde sin plads i hjerterummet hos hver og en af Jer, der ser med her.

Lad os nu – fra hver vores sted - synge – eller nynne med
sammen med medlemmer af Christianskirkens Drenge-og Mandskor.

Prædiken

Jeg har mange julekrybber.
I år, da jeg fandt julekrybberne frem, kom jeg til at tænke på, at de på mange måder kan sammenlignes med det her år, som 2020 har været.
Jeg har en Babushka-julekrybbe.
Det her år har lignet den.
Frivilligt og ufrivilligt har vi hver især måttet finde ind til det, der var det vigtigste – det inderste for os.

Jeg tror, de allerfleste af os på en ny måde har erfaret, hvor vigtigt det er med gode relationer.
At vi hænger sammen med nogen.
Hvor vigtigt det er, at vi har mennesker omkring os: Familie, trofaste venner, gode naboer, fællesskaber – en menighed?
Hvor vigtigt det er, at vi har mennesker i os. I vores hjerter og vores tanker. Ja, og i vores erindring.

Nu er det så blevet jul.
Vi er helt inde ved den tætteste af alle relationer: Relationen mellem Gud og mennesker.
Julenat bøjede himlen sig helt ned på jorden.
Den almægtige lod sig føde som et afmægtigt barn.
Den største blev lille.
Gud blev som os.
I Jesusbarnet i krybben ser vi, at småt godt kan være godt.
At i det mindste kan det største udfolde sig fuldt ud. 

2020 lærte os, at vi godt kunne godt reducere.
Vi fandt ud af, at vi ikke behøvede helt så meget omkring os.
Vi øver os stadig.
Og selvom det er svært, - hvis man har en stor omgangskreds og meget man går til, - så tror jeg også, mange af os har erfaret, at det, vi måske tidligere ville have regnet for for lidt, blev stort for os.

Vores samfund lukkede ned. Nogle døre lukkede sig. Men vi lukkede op for nogle andre.
Småt kan godt være godt.

Måske har du selv erfaret det.
Også i dette år:
At selv små skridt stadig er skridt.
At selv den mindste glæde eller små glimt i øjet stadig er glæde og glimt.
At selv et lille håb dog er et håb.

I år har jeg givet mine mindste julekrybber en mere fremtrædende plads end de plejer at have.
Sådan minder jeg mig selv om, at småt godt kan være godt nok. Ja, mere end det. Småt kan sagtens være stort.

”Se, jeg forkynder jer en stor glæde, som skal være for hele folket”, siger englen. Den store glæde er det lille barn i krybben. 
Her er min næst-mindste julekrybbe.
Den er ikke større end en tændstikæske.
Den minder mig om Johannes’ juleevangelium: At lyset er kommet i verden. Og at intet – intet kan slukke det lys igen. Det er der al mulig grund til, at vi minder hinanden og os selv om denne jul.

Og her er så min mindste julekrybbe.
Det er jul i en nøddeskal. For her er kun blevet plads til det allermest centrale: Jesusbarnet, forældrene. Stjernen i toppen. Og nødden selv, der både er skal og stald.

I år holder vi jul i en nøddeskal.
Det gør vi, når vi finder ud af, hvem der skal være med indenfor i vores boble, i vores skal.

Det gør vi, når vi fjerner de unødvendige lag og finder ind til det, der er det centrale. 

Hvor lidt skal der til, for at det bliver jul for dig?
Men selvom det er småt, kan det godt blive godt.

Der er mange nødder, der skal knækkes i disse tider.
Det gælder for os som enkeltindivider.
Det gælder for os som samfund og som verdenssamfund.
Vi kan godt.
Men det kommer til at kræve af os,
at vi ikke kun tænker indenfor vores egen nød.
For så kan det, der er der, enten blive for småt
eller komme til at fylde det hele.
Det kan blive en hård nød at knække.

Hvert år er der nogen, der i ”et barn er født i Betlehem” synger: ”Forsvunden er nu al vor nød”.
Gid det var så vel.
Men sådan er det ikke.
Nød forsvinder ikke.
Gud knækker ikke al vor nød.
Men nød bliver i bedste fald forvunden, overvundet.
Gud er i nøden.
I al den nød, alle de små og store udfordringer, der måtte være vores.
Det er evangeliet i en nøddeskal. Ikke kun til jul.

Også i år har jeg købt et nyt stykke julepynt.
Det skal minde mig om dette Herrens år.
Det er ikke endnu en lille julekrybbe.
Det er en engel.
Den er lavet af plexiglas.
Stor er den ikke.
Du skal helt tæt på for at se den.
Og hvis du ikke passer godt på, overser du den.
Eller du ser igennem den.

Sådan tror jeg, nogen kan have det i år med den store glæde, der skulle være for hele folket:
At det kan være svært at se den.
Det kan være svært at mærke juleglæden helt ind i hjertet,
når frygten først har taget sin del af pladsen.
Det kan være svært at lade freden sænke sig,
når hjertet banker uroligt.

For mig blev denne plexiglasengel
juleevangeliet i en nøddeskal dette år:
For selv ikke en engel med vinger kan bære sig selv oppe.

Den skal have en snor.
En lille tynd, violet snor.
Himlens hjertebånd.

Det er jul.
Jesusbarnet blev født,
efter at have været båret af Maria i 9 måneder.
Selv himlens kongesøn kan ikke bære sig selv.

I år må vi godt føle os små.
Så når vi synes, at vi har nået smertegrænsen for,
hvad vi synes, vi kan bære,
ja, så skal vi ikke bære mere.

Så må også vi godt lade os bære.
Bære af hinanden.
Bære af himmelske violette hjertebånd.
Bære af det håb,
den glæde og det lys,
Gud tændte i vores verden den første julenat.

Og på det vil vi ønske hinanden en glædelig jul.
Amen.

Lad os bede:
Gud.
Der var ikke plads i herberget.
Men du fandt et andet sted, hvor den store glæde, som skulle være for hele folket, kunne komme til verden.
Kom og bank på – og lad glæden finde sin plads i hver og en af os.
Det gør ikke noget, at det kun er en lille glæde.
Jesus voksede også ud af krybben.

Gud.
Du sendte engle.
De sagde ”Frygt ikke” til hyrderne julenat.
Lad englene sige det samme til os: Frygt ikke.
Lad ikke frygten optage al pladsen hos os, når vi ikke kan overskue, hvad der skal ske. Lad os vove at tage englene på ordet.

Gud.

Tak fordi julens glædelige budskab er blevet forkyndt igennem generationer og nu har lydt for os igen.
Tak for de mennesker, vi skal være sammen med denne jul.
Vi beder for dem, vi må holde jul med i tankerne eller minderne eller i savnet.
Vi beder for vore kære, hvem vi hver især tænker på lige nu.

Så beder vi for Dronning Margrethe, for regering og folketing, for byråd og menighedsråd – for alle, der skal træffe beslutninger, der får betydning for andre. For de har – som os alle – brug for at blive bedt for.

Gud. Sid hos alle, der er ensomme, modløse, rastløse, stemnningsløse. Vi beder for de hjemløse. For dem, der ikke føler sig hjemme nogen steder, heller ikke hjemme i sig selv.

Vi beder for enhver, der glæder sig som et lille barn.
Vi beder for dem, glæder sig, fordi de har fået et lille barn.
Lad din glæde være for hele folket

Lad det blive jul

Hør os når, vi sammen beder den bøn, du har lært os:

Fader vor …