Sort sol - om at flyve og følge en flok

 

Nu er der ingen tvivl om, at efteråret uigenkaldeligt har sat ind. De første blade er begyndt at rødme og flere følger efter. Solen har mistet af sin kraft. Vemodet over det hænger på bøjlen ved siden af sommerjakken, der endnu ikke er lagt væk. Duggen ligger længere og tungere. De mindst hårdføre af os har igen taget strømper på i sandalerne.

Og fuglene … fuglene synger næsten ikke meget mere. I stedet samles de i stadigt større flokke. Søger sammen. 
I øjeblikket vestpå. Og snart sammen sydpå. 
”Sig nærmer tiden, da jeg må væk. 
Jeg hører vinterens stemme”. 

”Sol sort” – det er blevet navnet for de store stæreflokkes aftensamling, lige før de sætter sig i siv og marskens høje græsser for at overnatte. På afstand kan stæreflokkene ligne skyer, der formørker solen.

Op mod en halv million stære kan der være i en flok. Det er et fascinerende syn at se, hvordan fuglene i flokken retter ind efter hinanden. Hele tiden samme retning. Og sker der små udsving, følger hele flokken med. Man kan undre sig over, at stærene ikke støder sammen. For stæren har ikke nogen særlig sans, som beskytter den mod sammenstød. Til gengæld har de en reaktionsevne, der er 20 gange hurtigere end vi menneskers.

Engang imellem kan man se en enkelt rovfugl forsøge at få stær på aftenmenuen. Men fuglenes hurtige bevægelser og formationsflyvning gør det forvirrende for rovfuglene. Og ydermere går flokken heller ikke til ro samme aften. Det er også en del af taktikken.

Du kan selv køre vestpå ved solnedgangstid. Men der er også arrangerede sort-sol-ture. For nogle år siden var der et større københavnsk selskab af yngre mennesker, der havde booket en sådan tur til Sort sol hos et af mine familiemedlemmer.

Forventningsfulde satte de sig i bussen. Mit familiemedlem undrede sig lidt over deres fodtøj og påklædningen. Det var sådan ”det køhne tøj”, som de siger på de kanter. Men han tænkte, at sådan er de nok, de kjøbenhavnere.

Første stop – alle ud af bussen – og lidt fortælling om Vadehavsområdet. Ind i bussen igen. Ved andet stop var der lidt småmukken over at skulle ud af bussen. Familiemedlemmet fortæller ufortrødent videre. Om naturen. Om fuglene. Endnu et stop og endnu et. Alle kommanderes ud og ind af bussen. Stemningen bliver stadig mere anspændt. Indtil en af københavnerne utålmodigt råber: ”Hvornår er vi der? Hvornår er vi der, hvor Sort Sol skal spille?” Sort sol er nemlig også navnet på et rockband.

Det var det bussen fuld af københavnere forventede at se: Et rockband, der gav den gas – og ikke en halv million stære i stæredans ved solnedgangstid.

Det er ikke lige meget, hvilken flok man tilhører. For man risikerer at blive gevaldigt skuffet, hvis man følger den forkerte flok.

I dag hos evangelisten Markus hører vi om, hvordan Jesus kalder de første til at følge ham. Levi er den første. Men i løbet af ganske få linjer er de mange, som fulgte, fortæller Markus. 

Flokken følger Jesus. Går med ham på Israels støvede veje. Flokken spiser med ham. Beder med ham. Følger i hans fodspor.

Alligevel ligner disciplene jo ikke ligefrem en flok stære ved solnedgangstid. De fulgte jo ikke bare Jesu bevægelser: De anfægter dem, stiller spørgsmål, dummer sig, blamerer sig. Alligevel følger de Jesus, indtil den langfredag, hvor solen går i sort, som solen aldrig hverken før eller siden er gået i sort.

Efter den dag kom der uro i flokken, ikke kun udadtil, men især indadtil i den enkelte. Flokken splittes. Med stækkede vinger. Lige dele fortvivlede og tvivlende.

Vi kan navnene på de nærmeste tolv i flokken. Der er masser af evangelium i at vide, at de 12 på sæt og vis ikke var noget særligt. De blev ikke udvalgte på grund af særlige kvalifikationer. Men fordi de var som folk er flest – og altså er som dig og mig. Nysgerrige, søgende, spørgende, tvivlende, ærgerrige, selviscenesættende og andet ucharmerende. Folk har helt sikkert kigget langt efter dem og tænkt: Hvad laver de i den flok?

Vi andre kan måske spørge: Hvorfor havde Jesus overhovedet brug for en flok omkring sig? Kunne han ikke bare have vandret fra by til by, fra landsdel til landsdel og alene ved sit ord og sine gerninger have overbevist mennesker om, at han var Guds søn og at han bragte et livsforandrende budskab til den enkelte?

På mange af de sociale medier har man følgere eller venner. Det kan man gå mere eller mindre op i. Jesus synes helt uinteresseret i, hvem og hvor mange der er hans følgere. Alligevel synes det vigtigt for ham, at der er en flok omkring ham.

Hvorfor?

Fordi dem, der følger ham bliver en illustration af det budskab, Jesus kommer med. Det nye, Jesus taler om, det nye gør dem, der følger ham. Dem, Jesus kalder, lægger deres gamle liv bag sig. Og ikke bare liv og job, men også livsstil og livsindstilling. 

”Jeg er ikke kommet for at kalde retfærdige”, siger Jesus. 
Og så kaldte han de uretfærdige til at følge ham. Og de selvretfærdige. De retfærdige var allerede home safe.

”Jeg er ikke kommet for at de raske skal følge mig. De har ikke brug for en læge. Men det har de syge”. Så Jesus helbredte dem, der var syge på kroppen eller sjælen – og dem, der havde en syg tankegang.

Jesus kaldte fiskere til at følge sig, for at fiskeren skulle gøre det, han allerede kunne på en ny måde. Og tolderne lagde den verden bag sig, hvor kun tanker var toldfrie. Og det var nyt for dem.

Alle i Jesu flok er med i den bevægelse af nyt. 
De er de nye sække, den nye vin skal hældes på. 
De er den nye kappe, som ikke bærer gamle lapper og minder om det gamle med sig videre.

De er en flok. 
Vi er en flok. Når vi ser, at vi har brug for det nye, Jesus bragte med. Og som stadig kan blive nyt for os. 
Når vi erfarer, at vi faktisk ikke kan leve uden det, han havde med. Når vi ser, vi har brug for en himmel, der hvælver sig over os – og som altid minder os om, at livet er mere end det vi kan udrette og større end det vi kan tænke os til.

De var en flok. 
Vi er en flok. 
Vi er dem, Gud ser nyt i. 
”Følg mig”, siger Jesus til os i dag. ”Følg mig, når livet bliver svært og I hænger fast i gamle vaner. ”Følg mig”, siger Jesus, som er vanebrydende.

”Følg mig, når I hænger fast i gammelt nag og af en eller anden grund har svært ved at se udveje eller nye måder at gribe livet på. Følg mig. Følg min vej. Følg mig”.

Der er plads til flere i Guds flok. Flere, der kan række det nye ud. Flere i flokken, som kan vise vej. Flere, som tør gå til ro i sivene i troen på, at det nye også gælder, når vi lukker vores øjne. Også for sidste gang.

”Følg mig”, siger Jesus. Og det er vi mange, der har gjort. Og stadig nye slutter sig til flokken. Stadig lige så forskellige som de første, Jesus kaldte. Og den flok på 2, 2 milliarder kristne er alt andet end en homogen størrelse. Vi flyver bestemt ikke altid i samme smukke formationsflyvning som stærene.

Men i ét ligner vi fuglene: I sangen. 
Som dem kan vi synge alene. Men når vi synger i flok, løfter sangen sig – og den løfter os. Som var det vinger.

I dag synger vi med fuglene. I dag optræder der fugle i næsten alle de salmer, jeg har valgt.

”Der er mere mellem himmel og jord”, lyder den trosbekendelse, jeg tror, jeg har hørt flest gange. Fuglene tilhører det mere. Fuglene er et billede på det, der uhindret bevæger sig mellem himmel og jord.

De ligner engle. Med vinger og stemme. Og budskab.

For Grundtvig står salmesangen som et af kirkens tre livstegn. Der er trosbekendelsen, der er forkyndelsen og så er der salmesangen som menighedens syngende svar på det, de har hørt.

Salmedigteren Lisbeth Smedegaard Andersen har næsten altid fugle i sine salmer. Nogen gange som et varsel om død og det, der bliver forbi. Men især som et billede på håb og på sjælden, der svinger sig mod himlen. Når vi synger, er vi måske himlen bare en smule nærmere.

Fuglenes sang er et befriende billede på det, der er nyt. 
For uanset hvordan dagen i går måtte have været, så synger fuglen igen næste dag. Frit og uanfægtet. Nyt.

Og selv om det er for sent at lægge mærke til det i år – har I så tænkt over, hvornår på dagen fuglene synger mest? 
Det gør de før solen står op. Der i det lys, hvor du ikke helt ved, om natten er forbi eller om det alligevel bliver morgen – der synger fuglene af fuld hals. Så livsbekræftende. Så håbefuldt. Især for den, der ligger i mørket.

Måske var det også derfor, vi sang med Philip Faber, mens vi var allermest corona-isolerede. For selv om vi var adskilte, blev vi forenede i sangen. Og med sangen håb om, at det bliver godt igen.

Sort sol. 
Engang imellem går livet i sort liv. Vi går i sort og tænker, om lyset mon nogen sinde vender tilbage? 
Men det bliver godt igen. Selv den sorteste sol bliver til morgensol. 

Det ved vi fra ham, som sagde ”Følg mig”, og som gik ind i mørket langfredag. 
Det ved vi fra ham, der gik i forvejen for os. Han, som stod op med påskemorgensolen. Fordi også han var kun her på træk – og haver andetsteds hjemme. 
Ligesom os.

Det bliver godt. Og nyt. 
Derfor: Følg ham. 

For det siger vi: Ære være Faderen og Sønnen og Helligånden, som det var i begyndelsen, så nu og altid og i al evighed. Amen. 

Kirkebøn: 
Lad os bede:

Vor Herre Jesus Kristus. 
Der er så mange stemmer i verden, der råber ”følg mig”. 
”Følg mig” – og bliv gladere, rigere, lykkeligere. ”Følg mig”, ”følg strømmen”, ”følg din egen lyst”. ”Følg efter”.

Og i alle disse stemmer kan det være svært at høre din. Fordi vi i den ikke altid hører, hvad vi vil høre. Og fordi det, du siger, ikke stryger os med hårene.

Men, Herre, bliv ved med at kalde på os. For verden har brug for din stemme. Og vi har. 
Brug for ord som næstekærlighed, barmhjertighed, syndernes forladelse og nåde – ikke kun som ord, men som erfaring, levet liv – og som et håb at læne os op ad. 

Giv at vi dig følger efter. Nær vores kræfter, så følgeskabet bliver til glæde for enhver:

For en modløse og hjemløse. 
For den, der har sorg i sinde – og for den, hvor glæden fylder mest. 
Lad Folketing og regering, byråd og menighedsråd og alle råd følge efter, så også de hælder din nye vin på nye sække.

Lad os tage imod din invitation til at sidde til bords med dig. Lad det måltid nære os og give os mod på ny. 
Og engang, når du vil, Herre, så lad os følge dig – og følg du os hele vejen ind i dit rige.

Det beder vi om. For Ella, som i dag er blevet døbt ind i flokken. Ja, for enhver af os, som er her i dag. 
Og for dem, vi hver især tænker på, som ikke længere er en del af vores liv. Men som stadig er i din flok, Herre, nu og i al evighed. Amen.

Dagens prædiketekst: https://www.bibelselskabet.dk/17-s-efter-trinitatis-fra-anden-raekke